Burgers, bears & beaches

Burgers, bears & beaches

111 dage - ingen vej tilbage - USA here we come

Efter flere års planlægning kan vores store drøm endelig realiseres. Drømmen deler vi naturligvis gerne med andre.
Bloggen er lavet så vores familie, venner og kollegaer kan følge vores 111 dage lange færd i USA.
Desuden kan andre interesserede finde nyttige tips og spændende læsning om de destinationer, vi besøger. Automatiske opdateringer kan modtages ved at skrive til os på: blog@vinderoedderne.dk

Oahu – Last week in Paradise

HawaiiOprettet af Vinderødderne tir, juli 16, 2013 08:58:36

Så er vi i gang med det næstsidste blogindlæg for denne tur. Det er mærkeligt at tænke på, at vi snart sidder i flyet på vej hjem mod Danmark. Men inden vi når så langt, har vi en dejlig uge at skrive om her på Oahu.

Fin flyvetur fra Big Island til Honolulu International Airport på Oahu. Honolulu – bare navnet H-O-N-O-L-U-L-U lyder dragende eksotisk og eventyragtigt, og man ser palmer og hvide sandstrande for sit indre. Honolulu er ”hovedstaden” i staten Hawaii og vi bemærkede forskellen fra de øvrige 2 øer, vi har besøgt.

Ingen tvivl om, at selve staten Hawaii skiller sig meget ud fra fastlandet USA. Det er noget, hawaiianerne også er meget opmærksomme på og stolte af. Glemt er de tider, hvor man skammede sig over at være indfødt hawaiianer og kun dyrkede det unikke sprog i smug. I 70’erne skete der en revival af den hawaiianske kultur, og man forstod, at det var vigtigt at dyrke det oprindelige hawaiianske og linket til Polynesien, ellers ville det simpelthen forsvinde. Nu kører der specifikke spor på folkeskolerne, hvor børnene lærer sproget og kulturen fra deres rødder at kende. Hvor vi i Danmark har den Kongelige Balletskole, har Hawaii officielle hulaskoler, hvor kuka’er (en slags hula-master) ikke bare lærer børnene at svinge hofterne, men hvor de også opdrages til at være stolte af deres hawaiianske baggrund.

Nu hvor vi har besøgt flere øer, kan vi også ane en mental forskel mellem folk på de 3 øer. Maui er alles yndlingsbarn og ligger lunt som smørklatten mellem Big Island og Oahu. Big Island er rå natur, og det kræver naturligvis en vis psyke at bo direkte ovenpå en aktiv vulkan. Beboerne fra Big Island synes, at Oahu er en ”big city island” og uden charme. Da vi talte med udlejeren af vores ferielejlighed her på Oahu, var hun derimod ovenud begejstret for Oahu. ”We have everything here” – natur og storby all-in-one. Det har de øvrige øer ikke. Der er selvfølgelig sandhed i alle udtalelserne, og ud fra vores egen bedømmelse er der ingen tvivl om, at øerne er markant forskellige. Alle 3 øer har budt på unikke oplevelser for os, så det er svært at fremhæve den ene fremfor den anden ø. For os er Hawaii bare lig med paradis på jord.

Baggagen skulle vi ikke tænke på, for vi havde igen booket Bags VIP Customer Service via American Airlines til at hente vores kufferter ved baggagebåndet og køre dem til vores ferielejlighed. Ved ankomst i lufthavnen kunne vi derfor gå direkte til Hertz Car Rental og hente vores bil. Som eneste guldmedlem i shuttlebussen undgik vi derfor køen, og i bogstaveligste forstand kunne vi under 30 sekunder senere gå hen til vores Ford Mustang Convertible, og af sted det gik med ”Rasmus Zebra” (Williams betegnelse for Rasmus Seebach) for fuld udblæsning.

På vej mod ferielejligheden lagde vi vejen forbi Pearl Harbor, som rettelig hedder "World War II Valor in the Pacific National Monument" at få noget information om de forskellige tours, vi havde tænkt os at tage på en af de nærmeste dage. Ved skranken i besøgscenteret ville vi blandt andet vide, hvornår vi skulle møde om morgenen for at få fire af de eftertragtede billetter til USS Arizona Memorial Site, som man ellers skal reservere meget lang tid i forvejen, og som desværre til vores store ærgrelse var gået vores næse forbi. Den flinke pige, der sad i skranken spurgte, om vi var interesserede i fire uafhentede billetter til USS Arizona Memorial Site med afgang 1 time senere. USS Arizona var et af de steder, som stod højt på vores liste, og da pigen fortalte os, at man i øvrigt skulle møde op klokken 5 om morgenen (!) for at gøre sig forhåbning om at komme med båden ud til USS Arizona, var sagen ligesom afgjort. Vi havde ikke pakket og planlagt efter det, så frokosten bestod af småkager og cola, som den lille nærliggende snack shop kunne byde på, men priste os lykkelige og heldige over, at vi ikke skulle op midt om natten for at kunne tilegne os en billet.

USS Arizona er blevet et af de store symboler på japanernes angreb af Pearl Harbor. Dette store amerikanske krigsskib blev bombarderet og sænket, da en bombe gik igennem skibet og ramte dets ammuntionsdepot, som eksploderede. USS Arizona ligger stadig på lavt vand i Pearl Harbor, og man har bygget et memorial site på vandet lige over vraget. Det har stor følelsesladet værdi for amerikanerne, og vi blev bedt om at besøge stedet i stilhed og med respekt for de ca. 1100 døde sømænd, der omkom på dette sted.

Faktisk fungerer stedet stadig som kirkegård, idet overlevende fra Pearl Harbor angrebet kan vælge at lade sig begrave i vraget. Efter en god og oplysende film om angrebet gik turen med båd ud til sitet. Det var lettere blæsende, og vandet var en smule i oprør, men vi kunne flere steder se konturerne af vraget, og toppen af kanontårnet stak op af vandet. Interessant nok var der utroligt mange japanere på besøg i Pearl Harbor, og ved læsning kunne vi konstatere, at der er flere bevægelser i gang, der med bogudgivelser på både amerikansk og japansk skildrer den kontroversielle sag om Stillehavskrigen fra begge sider.

Det var et spændende besøg, og Jonathan og William var meget opslugte af historien om begivenhederne på Pearl Harbor. Vi tog derfra med endnu et Junior Ranger hæfte under armen, som Jonathan og William nu kunne løse de kommende dage.

Med flueben ved denne aktivitet kørte vi videre til Makaha Beach, hvor ferielejligheden, Hawaiian Princess, ligger. Ejeren Gail, vores udlejer via VRBO, havde tæppebombet os med e-mails om vores kommende ophold. Her var detaljeret beskrevet alt om rutevejledning, indkøbsmuligheder og forbuddet mod at bruge køkkenvask-kværnen og futonen i stuen. De mange notitser blev ikke mindre, da vi ankom til lejligheden, hvor der overalt hang små sedler om, hvad vi måtte og ikke måtte: ”Pas på dekorationen ved indgangsdøren, skru ikke aircondition længere ned end 74” osv. Der var sågar en seddel i skabet på badeværelset, der beskrev, hvilken sæbe der var hældt i sæbedispenseren – ”Dove Sensitive”, hvis I skulle være interesserede smiley.

Husbestyreren tog imod os ved ankomst og gav os en skyndsom introduktion til lejligheden og ups, var der stadig mad i køleskabet og fryseren fra de forrige lejere? Det havde hun sandelig ikke set, da hun ”gjorde rent”. Men hun var sød og gav os en bunke saftige mangoer fra sin baghave.

Ferielejligheden ligger i komplekset i en lille bugt tæt ved Makaha Beach Park. Udover Hawaiian Princess ligger der kun et anden feriekompleks, så stranden, der ligger 20 meter fra vores altan, var bestemt ikke overrendt. Vandet var klart og lækkert, men bølgerne kunne til tider være temmelig barske. Men Jonathan og William kastede sig frygtløse ud i bølgerne og gjorde flittigt brug af svømmebriller og surfboards. Lidt ude i vandet kunne man fint snorkle og se flotte fisk i alle regnbuens farver.

Vi besluttede os for på andendagen at køre ”hawaiian style”, som betyder, at man skal glemme tiden fuldstændigt og bare slappe af. Vi tilbragte derfor dagen med sand mellem tæerne på stranden ved vores ferielejlighed. Om aftenen hyggede vi alle fire med tegnefilm og slikskål.

På 3. dagen var vi på heldagstur. Startede dagen med atter at køre ind forbi Pearl Harbor for at se USS Bowfin, som er en stor ubåd fra 2. Verdenskrig. Da det ikke var tilladt at have tasker af nogen som helst art ind på Pearl Harbor, besluttede vi os af praktiske hensyn at lade Lenes pung blive hjemme i ferielejligheden, hvilket havde fatale konsekvenser (for Lene) senere på dagen.

På USS Bowfin kom vi på en selvguidet tur med høretelefoner, og Jonathan og William lyttede interesseret med, selvom det var på engelsk, for de indtalte informationer var krydret med lydende fra torpedoangreb og sirener. Vi besøgte herefter det tilhørende ubådsmuseum, hvor det til sidst var os voksne, der gerne ville videre, mens børnene hyggede sig gevaldigt i et ubådscockpit.

Ved besøget på Pearl Harbor fik Jonathan og William afleveret deres udfyldte Junior Ranger hæfter og fik afgivet deres ed på engelsk. De fik udleveret deres Junior Ranger badge nummer 13, den ultimativt sidste her på vores tur. Nu skal drengene snart have skiftet deres solhatte ud med en sombrero for at få plads til flere badges.

Vi kørte derefter mod Waikiki Beach – den store, brede og hvide sandstrand, hvor turismen opstod her på Hawaii, og hvor de kæmpestore hoteller ligger og skubber sig op ad hinanden. Man kan også nemt komme til at skubbe til nogen på stranden, for man ligger så tæt, at man kan smøre sidemanden ind i solcreme, hvis det skulle blive nødvendigt. Men vandet var fantastisk turkis og stille, og udsigten til Diamond Head var formidabel.

Det skal retfærdigvis siges, at vandet på de første fem meter fra strandkanten var en kende grumset, og man kunne ane en film i overfladen, hvilket vi tilskrev de tusindvis af turister, der lå på stranden og var i vandet indsmurt i solcreme. Desuden kunne vi flere steder se sugerør og cigaretskod stikke op af sandet. Det var tydeligt, at stranden var blevet et resultat af masseturismen, men flot var den bestemt.

Vi afsluttede dagen med burgere på en snusket Hooters, og her viste det sig, at vi for første gang skulle legitimere os, før vi kunne få serveret alkohol. Til Lenes stor fortrydelse havde hun ikke noget ID-kort med, så hun måtte sidde og patte i en cola, da de ikke ville servere alkohol for hende, selv om hun ser ud til at være mindst 21 år (eller hvad?). Da vi sidst på aftenen kom tilbage til lejligheden, havde vi 2 sovende børn på bagsædet.

Stranden ved Makaha lokkede os til at bade igen på dag 4. Jonathan og Lene startede dagen med at gå ud til nogle klipper på pynten ved stranden. Efter sigende skulle man kunne se delfiner tidligt om morgenen. Men vi var åbenbart kommet for sent op, for der var ingen delfiner i sigte. Til gengæld så vi mange store krabber på klipperne, en enkelt skildpadde i vandet og nogle hjemløse i buskene. Ejendomspriserne på Oahu er skyhøje, så der er knap 6.000 hjemløse på øen. Mange slår sig ned på strandene og finder ly under træer og buske. Dette syn gav anledning til en god snak med Jonathan om, hvorfor nogle mennesker ikke har et hjem, og om hvor godt vi har det. En vigtig læring, som gjorde stort indtryk på Jonathan. Men hvis det endelig skal være, så er strandene på Hawaii nu ikke det dårligste sted at slå sig ned som hjemløs.

Dagen gik med badning, snorkling og sandslotte. Johnni, Jonathan og William lagde vejen forbi ”Fantastic Sams”, så de kan se anstændige ud, når vi kommer hjem til Danmark. Frisøren faldt helt i svime over Williams lyse lokker. ”He is soooo cute”, sagde hun hele tiden (og vi kan jo kun give hende ret smiley).

På femtedagen var det 4th July – Uafhængighedsdag og USA's fødselsdag, som fejres med stor festivitas over hele USA. Vi havde fundet frem til, at der skulle være parade i byen Kailua på østkysten af Oahu, iklædte os i røde, blå og hvide farver og kørte en lille times tid derhen. Det var der også andre der havde set, så der myldrede med biler og mennesker på de små villaveje, hvor vi til sidst fandt en parkeringsplads til vores Mustang.

Vi fulgte strømmen af Stars and Stripes klædte amerikanere, der var tungt belæsset med klapstole og de store obligatoriske køletasker på hjul. Vi fandt paraderuten, og ganske belejligt var det lige ved siden af en kristen organisation, der i dagens anledning havde slået kirkedørene op og bød på gratis popcorn og shaved ice (Hawaiiansk form for slush ice). Her slog vi os ned og beundrede den to timer lange parade af festklædte amerikanere.

Her var alt fra sækkepipemusik, huladansende homoseksuelle, en cyklende præsident Lincoln, diverse senatorer, kongresmedlemmer og andre politikere i blomsterpyntede corvetter, den lokale pensionistklub i en sporvogn med høj musik. US Navy og Marines, samt militære veteraner blev mødt med stor hujen og tilråb – ”thank you for your service”. Ingen tvivl om at amerikanske soldater og andet militærpersonel mødes med stor respekt og stolthed. ”Happy 4th” og ”Happy Birthday USA” gjaldede i gaden.

Der var også mere lokale indslag i paraden, såsom blikkenslagerfirmaer, solcelle-montører og lokale fodboldklubber. Mange af dem uddelte små gaver til børnene i vejkanten, og vi blev tungt belæsset med slikkepinde, blyanter, vifter, solbriller, tatoveringer og vandflasker.

Efter paraden kørte vi fra Kailua langs sydøstkystens smukke strækning, der minder meget om Maui. Der var en del scenic points undervejs, hvor vi kunne beundre udsigten over kysten og de flotte strande.

Næste stop var Hanauma Bay National Preserve. Stranden er et beskyttet område, hvor der værnes meget om dyrelivet, i dette tilfælde livet i havet i denne lille afsondrede bugt.

Bugten opstod i sin tid af et vulkankrater, hvoraf en fjerdedel styrtede i havet, så der i stedet blev dannet en lagune. Med tiden er lagunen sandet til og vupti, i løbet af en lille million års tid havde naturen lige dannet et undervandsparadis, hvor lavaen havde givet god grobund for koraller og en fantastisk fiskeliv. Da det er et beskyttet område, skulle vi betale entre for at komme ind. Dernæst blev vi gelejdet hen i en biograf, hvor det var obligatorisk at se en film om området og om, hvordan man færdes i vandet for at påvirke fisk og koraller mindst muligt.

Sandet var hvidt, og vandet var klart. Vi havde selv taget dykkermaske, svømmebriller og snorkel med, så vi kunne udforske havbunden. William var ikke helt på toppen, og tog en meget lang skraber på håndklædet. Vi lejede et bælte til Jonathan, så han undgik at ødelægge korallerne og træde på søpindsvin, og så var det ud på dybt vand. Der var vitterligt fisk i alle regnbuens farver, og det var som at svømme rundt i et stort akvarium. Det var en stor oplevelse at betragte Jonathans ansigt under vandet, når han fik øje på de farvestrålende fisk. Hans begejstring var stor, og han pegede rundt til alle sider.

Jonathan og Lene så en camoufleret fisk, der havde lighed med en slags skorpionfisk, og Lene fortalte Jonathan, at den skulle de ikke lige svømme hen til. Øjeblikket efter kom der en ca. ½ meter stor papegøjefisk svømmende lige foran deres dykkerbriller og vupti, så var Jonathan på vej ind mod land i lyntempo – det var lige lovligt mange store og potentielt giftige oplevelser på én gang for en 6-årig dreng. Han slappede dog af igen, da vi talte med ”fiskemanden” i informationsskranken, der kunne fortælle, at det næppe var en giftig fisk, vi havde set, og at der i øvrigt ikke kom store hajer ind i bugten.

Vi blev ved Hanauma Bay næsten indtil de lukkede og kørte derefter mod Waikiki for at spise aftensmad og se fyrværkeri på havnen. Det var jo USA's uafhængighedsdag, så hvad var mere amerikansk end at spise aftensmad på Mc Donalds? Det var Williams store ønske, og da han ikke var helt på toppen, fik han lov til at vælge, så vi kunne gøre os forhåbninger om, at han kunne spise bare en lille smule mad i løbet af dagen, hvilket lykkedes.

Havneområdet ved Ala Moana på Waikiki var godt fyldt op. Vi fandt os en lille tot græs i rabatten og slog os ned, mens vi ventede på, at klokken skulle bliver halv ni. Vi havde på forhånd store forventninger til fyrværkeriet, som var sponsoreret af USA’s og vist nok verdens største udendørs indkøbscenter, og da det gik løs, blev vi bestemt ikke skuffede. Det var storslået, og paletten af farver var naturligvis fortrinsvist holdt i rød, hvid og blå.

Efter sigende var der 30.000 tilskuere, og det smittede naturligvis, når der lød et samlet ”wow” gennem forsamlingen. Der var selvfølgelig en kende kaos, da de 30.000 mennesker efterfølgende skulle væk fra Waikiki, men meget tydede på, at politiet havde prøvet den slags opgaver før. Vi havde parkeret et stykke væk, så vi kom nemt ud af byen. Det havde været en meget spændende dag, og mæt af indtryk fra 4th July og farverige fisk gik vi alle 4 på hovedet i seng.

6. dag sov vi længe, dovnede formiddagen væk og vandrede de 20 skridt ned på stranden for at slappe af. Om eftermiddagen besluttede vi os for at prøve at finde den ”hemmelige” strand ved siden af Makaha, hvor udlejeren Gail havde anbefalet, at vi prøvede at tage til. Måske var vi heldige, at der ville være havskildpadder på stranden. Det var godt, at vi havde fået så nøjagtig vejbeskrivelse til stranden, for ellers havde vi aldrig fundet den ca. 50 meter lange stribe af strand, der lå gemt inde bag husene i et almindeligt beboelseskvarter. På Hawaii er alle strande offentlige, så man har ret til adgang til stranden, uanset hvor man er, også selvom det betyder, at man skal finde, de små stier mellem husene, der fører ned til de ofte små strande. Eneste krav er, at man ikke må betræde privat ejendom.

Vi var kun trådt få skridt ind på stranden, før vi så en kæmpestor havskildpadde, der lå og solede sig i strandsandet. Der var et par andre gæster, der også havde fundet vej til stranden (så helt hemmelig kan den altså ikke være længere), men de sad helt uanfægtet under en parasol, mens deres børn legede i vandkanten. Vi fire danskere derimod var ovenud euforiske over at se denne smukke Honu (som er det hawaiianske ord for skildpadde) ligge lige dér foran os.

Havskildpadderne er beskyttede på Hawaii, og det er behæftet med store bøder, hvis man generer dem. Håber ikke det også gælder fotografering, for vi knipsede løs. Vi havde heldigvis taget svømmebrillerne med, for da vi snorklede i vandet, var der yderligere mindst 15 store havskildpadder i vandet. Det var et helt igennem fantastisk autentisk Hawaii-øjeblik at svømme rundt blandt disse flotte dyr, og helt euforiske var havskildpadden et stort samtaleemne til aftensmaden.

Syvende og sidste hele dag på Hawaiian Princess begyndte med så småt at pakke kufferterne og få dem vejet af. Dagen blev tilbragt på den skønne strand og i vandet. Lene snorklede lidt rundt ved pynten for enden af stranden og stødte også her ind i en stor havskildpadde, der spiste alger af klipperne under vandet.

For Jonathan var dagen en særlig milepæl, for han tabte endelig sin første fortand. Den har længe hængt meget løst, og han var meget stolt, da han kunne præsentere den tabte tand for Far.

Vi nød den sidste aften på altanen og beundrede endnu engang den flotte orange solnedgang. Det bliver svært at skulle forlade dette sted. Udlejeren Gail har fuldstændig ret. Dette sted giver dig gåsehud, så smukt er det. Og hvor er det fortrøstningsfuldt at opleve, at steder som dette stadig findes på denne jord.

Vores sidste reelle feriedag i USA, nemlig dag 8 på Oahu foregik stille og roligt (Hawaiian tempo). Vi begyndte dagen med at tjekke ud fra Hawaiian Princess og køre med Star Taxi Hawaii til Best Western The Plaza ved Honolulu International Airport. Heldigvis kunne det lade sig gøre at tjekke ind her allerede klokken 11 om formiddagen, så vores baggage kunne blive opbevaret på værelset.

Dernæst satte vi kursen mod Walmart for at proviantere drikkevarer, chips og kiks til resten af dagen, samt til den meget lange flytur tilbage til Danmark dagen efter.

Så kunne det kun gå for langsomt med at komme til Waikiki Beach og suge de sidste stråler ud af solen. Vejret var ekstremt varmt, og der var næsten skyfrit. Vi nød vejret og stranden i fulde drag, og faldt flere gange i staver over den betagende udsigt mod Diamond Head. Jonathan og William skulle endnu en gang ud i de store surfbølger og lege, for de var også for alvor blevet klar over, at vores lange eventyr var ved at være ved vejs ende.

Vi forlod Waikiki i delt nedtrykt og glædelig sindstilstand. Vi vidste, at det var ved at være forbi, men var også sikre på, at vi kommer tilbage til dette enorme land, som rummer ufattelig mange muligheder og har en prægtig forskelligartet natur.

Vi dulmede den nedtrykte del ved at indtage vores sidste aftensmåltid på restauranten med Hawaiis største omsætning: The Cheesecake Factory, hvor vi udover hovedretten bestilte hele to stykker kage, hvilket i sidste ende viste sig at være lige i overkanten. Men vi nød det alle i fulde drag, og tilbage var blot at komme retur til hotellet og komme tidligt i seng.

Hele fire forskellige vækkeure satte vi til at ringe, inden vi gik i seng. Paranoid – måske – men vi vidste, at der ventede os 34 timers hjemrejse inklusiv 12 timers tidsforskel og 2 mellemlandinger undervejs. Vi måtte bare ikke komme for sent til check-in. Udmattede over alle de oplevelser vi havde været deltagere i over de sidste 3½ måneder, faldt vi i søvn med et smil på læben.

Danmark er vores næste destination, men ikke den sidste. USA har meget mere at byde på: ”We’ll be back – soon”.

Hawaii Big Island - Går på vulkaner

HawaiiOprettet af Vinderødderne lør, juli 06, 2013 12:51:45

Alt for tidligt op, for klokken var kun 0530, da den søde søvn blev forstyrret af en næsten glemt lyd, vækkeuret.

Kufferterne var dagen forinden sirligt pakket, så vi kunne holde os inden for vægtgrænsen på 50 pund eller 23 kg, som de går enormt meget op i her i USA, så vi forventede, at vi hurtigt kunne komme igennem check-in, og så afgang med destination Hawaii Big Island.

Vi havde dagen forinden bestilt en taxi til at afhente næsten alle vores kufferter, så klokken 0700 kørte den ud fra resortet med Lene og Jonathan, mens William og Johnni havde de små stykker baggage, der kunne være i vores grå Ford Mustang Convertible.

Vi skulle først flyve ca. kl. 0930, men ud fra vores kedelige erfaringer med kaos i Los Angeles, ville vi være i Kahului International Airport mindst 2 timer før afgang.

Forinden skulle William og Johnni også nå at returnere bilen hos Hertz, hvilket viste sig at være en meget overkommelig opgave. Fra vi kørte ind ad porten hos Hertz, til Hertz’s shuttlebus holdt uden for afgangsterminalen i lufthavnen, gik der ca. 5 minutter. Uhyre effektivt og god service.

Det viste sig hurtigt, at vi havde overvurderet tidsfaktoren. Der var ingen kø ved indtjekningen af baggagen eller sikkerhedskontrollen, og så havde vi lige 1½ time, der skulle slås ihjel i afgangshallen. Vi hyggede os med at skrive blog, lege med Nintendo og drikke kaffe og kakao i lufthavnens Starbucks. Hawaiian Airlines mestrede til fulde at få det hele til at virke professionelt.

Flyturen var en af de korteste, men også mest behagelige, vi endnu har oplevet, og efter 30 minutter i luften satte flyet sine hjul på ”The Island of Hawaii” eller i daglig tale ”Big Island”, nærmere betegnet Hilo International Airport.

Igen var det uhyre effektivt at hente bil hos Hertz, denne gang en Chevrolet Dodge Grand Caravan, og så var vi endnu en gang på farten.

Vi havde overvejet at booke fly fra Maui til Kona International Airport på Big Island, idet Kona ligger på vestsiden af øen, ligesom vores hotel, Sheraton Kona Resort & Spa at Keauhou Bay, men valgte i stedet at tage køreturen på ca. 2 timer fra Hilo på østsiden til Kona på vestsiden via Saddle Road, som skærer øen over i to.

Big Island er den ubetingede største ø i Hawaii, og arealet er større end de øvrige Hawaii-øer tilsammen. På trods af det, er det så som så med veje, for der er i grove træk kun én vej, der går hele vejen rundt om øen, samt én vej, der går på tværs. Desuden har Big Island 19 af de 22 klimazoner, der eksister på Jorden. De 19 klimazoner eksisterer på samme tid på øen, hvilket gør øen til en unik oplevelse.

Den tværgående vej, Saddle Road går fra det meget grønne, tropiske og meget regnfulde Hilo på østsiden ind mellem de to største vulkaner Mauna Lea (den højeste) og Mauna Loa (den største)hvor terrænet er fyldt med størknet lava. Videre tæt på Waimea by, er der igen meget grønt, for til sidst at slutte af med at køre mod syd med fantastisk udsigt over Stillehavet forbi adskillige kilometerbrede størknede lavafloder, som har forvandlet terrænet til et ufremkommeligt område, hvor kun få træer og små buske kan gro.

Vi så et landskab, som vi på vores lange rejse ikke havde set magen til. En barsk natur som mindede os om, hvor ubarmhjertig Moder Jord kan være, når hun spiller med musklerne. De enorme mængder lava, der i flere meters dybde lagde store områder øde ved at opsluge alt på sin vej, var virkeligt et fascinerende syn.

Vi ankom relativt tidligt til vores hotel og fik lov til at tjekke ind. Hotellet bød på en meget stor swimmingpool, som til Jonathans og Williams udelte begejstring også havde en stor vandrutchebane, samt et vandfald, så der var ingen tvivl om, at resten af dagen skulle tilbringes ved poolen.

God trætte (efter at have slappet af i liggestolene) begav vi os ind til Kailua-Kona, hvor vi spiste på restaurant Jackie Rey’s, som vi havde fået anbefalet. Maden smagte fantastisk og var flot anrettet, men lokaliteten var ikke så interessant.. Jonathan og William spærrede dog øjnene noget op, da de fik lov til at tegne på dugen.

På andendagen stod den igen på afslapning ved poolen og træning i hotellets veludstyrede fitnesscenter. Om formiddagen deltog Lene, Jonathan og William i en session, hvor de lærte at lave en lei, som er en hawaiiansk blomsterkrans.

Om eftermiddagen deltog vi alle fire i den daglige vandrutchebanekonkurrence, hvor det gjaldt om at rutche hurtigst ned til poolen. Til vores store glæde vandt Jonathan børnenes konkurrence, og Johnni vandt de voksnes konkurrence (hertil skal siges, at han kun havde en meget værdig modstander, nemlig Lene). Præmien var en mangosmoothie, som de storsindet delte med Lene og William.

Al badningen i poolen havde gjort os sushitrængende, så vi satte for anden dag i træk kursen mod Kailua-Kona, hvor vi med stor appetit indtog en lækker sushi på Sushi Shiono.

Efter en god nats søvn vågnede vi op til vores tredje dag på Big Island, dagen som samtidig er vores 8-års bryllupsdag. Efter en god morgenmad i restauranten gik vi til poolen. Herfra blev Lene ”kapret” af Johnni og drengene og ført hen til Ho’ola Spa, som er beliggende i hotellet.

Johnni havde booket 2 timer med ren forkælelse med hawaiiansk Lomi Lomi massage og en ansigtsbehandling. Massagen foregik på spasalonens terrasse med udsigt til og lyden af Stillehavet brusen og fuglenes kvidren.

Børnene blev forkælet i hotellets aktivitetsrum, hvor de kunne muntre sig med Xbox og airhockey. Efter 2 timer kom Lene godt udhvilet og af udseende mange år yngre tilbage og tilbragte en stor del af eftermiddagen ved poolen.

Om aftenen havde vi bestilt bord på hotellets velrenommerede restaurant Rays on the Bay, hvor vi skulle sidde på første parket til Stillehavet, så vi uforstyrret kunne nyde en fantastisk solnedgang. Vi fik en skøn 3-retters menu med en god vin, og helhedsoplevelsen med en virkelig smuk solnedgang, hawaiiansk livemusik og havets friske luft gav endnu et af de øjeblikke, som vil blive husket mange år frem.

Dagen derpå, nemlig vores fjerde og sidste dag på hotel Sheraton, havde vi planlagt som en dag fyldt med aktiviteter. Vi havde være så heldige at få plads på en rundvisning på ”Original Hawaiian Chocolate Factory”, så vi var tidligt oppe for at nå rundvisningen, der begyndte kl. 0900. Her fik vi en indføring i alt fra dyrkning af chokoladefrugten , produktion af chokolade samt chokoladens sundhedsfremmende egenskaber (vi følte os pludseligt meget sunde, da vi efterfølgende gik amok i deres chokoladebutik). Firmaet fremhævede desuden gang på gang det fantastiske i netop deres chokolade, idet den ikke var et blandingsprodukt, men kun bestod af en enkelt chokoladesort. Vi kunne samtykkende erkende os enige, da vi fik smagsprøver omdelt.

Vi fik også set, hvordan kakaofrugten ser ud, når den skal modnes til den er høstklar i alle dens flotte farvenuancer.

Efter vores chokoladebesøg gik turen nordpå, hvor vi havde Pololu Valley Lookout som mål. Undervejs gjorde vi holdt i Pu‘ukoholā Heiau National Historic Site, som er den ene af fem parker på Big Island, der hører under National Park Service (NPS). Parken er relativt lille, men indeholder meget information om, hvordan Hawaii blev et samlet ø-rige under en hersker – nemlig Kamehameha. Jonathan og William gennemførte i stegende hede deres Junior Ranger program og fik fortjent endnu en badge til samlingen. Herefter løste de en række opgaver, som knyttede sig til en særlig rute i af parken, som viste sig at være en del af ”Ala Kahakai National Historic Trail”, og dermed fik de endnu en Junior Ranger badge til samlingen.

Vi fortsatte derefter op til Pololu Valley Lookout og blev belønnet med en udsigt langs den nordlige klippefyldte kyst, samt en meget frodig udsigt over Pololu Valley, som er blevet til under mange års lavafloder, som har skåret sig igennem terrænet og dermed formet den flotte grønne dal.

Hjemturen gik ad samme rute som udturen, men vi gjorde stop ved Hapuna Beach samt Kekaha Kai Beach, hvor vi til sidstnævnte måtte køre ad en lille og meget bumpet vej, på trods af at den skulle fremstå som asfalteret.

Aftensmaden indtog vi på Outback Steakhouse i Kailua-Kona, inden vi sent på aftenen kørte retur til hotellet.

Op dagen (dag 5) efter og til Volcano Village – det var meeeeget svært at forlade Sheraton. Det var en tur på små 2½ time, men vi vidste også, at med de obligatoriske stop for at se flotte udsigter mv., ville tiden måske blive det dobbelte. Vi forlod derfor hotellet straks efter morgenmaden, og satte kursen østpå.

Første stop på vejen var Pu'uhonua O Honaunau National Historical Park, som ikke blot havde en fantastisk beliggenhed, men selve atmosfæren og omgivelserne viste, at amerikanerne kan det der med nationalparker. Nationalparken lå lige ned til havet, og med turkis vand, små sivhytter, flotte træudskæringer og figurer, havde de i sandhed en historisk perle at bevare. Jonathan og William fuldførte endnu et Junior Ranger program, og vi kunne derefter fortsætte vores rute.

Undervejs gjorde vi holdt på et kaffemuseum, hvor vi fik nogle smagsprøver på deres Kona kaffe , samt et bageri der havde specialiseret sig i ”sweet bread”.

Vi gjorde også holdt på en sort sandstrand, Punalu'u County Beach Park, hvor vi spiste vores frokost og blev underholdt af en mand og hans selvbyggede fjernstyrede legetøjshelikopter, som han mestrede at flyve med henover klipper, parkeringsområdet og stranden.

Derefter kørte vi resten af strækningen til Hawai‘i Volcanoes National Park, hvor vi talte med en meget venlig ranger om dagens lavastatus og vejret. Da vejret på dagen var rigtigt godt (dvs. for Hilo-egnen lettere overskyet), anbefalede hun os at se solnedgangen og iagttage vulkanen Kilauea, som er i udbrud. Jonathan og William fik også udleveret en rangerprogram, så vi havde aktiviteter til de kommende dage.

Efter at have kigget nærmere på visitor centret kørte vi til vores bed & breakfasthotel, Tara Firma Inn, hvor den venlige indehaver Fritz Bell tog gæsteligt imod os. Vi fik anvist vores værelse, Orchid Room, som viste sig at være den ene halvdel af hele husets overetage med tre store senge og eget toilet og bad. De to øvrige værelser, der blev udlejet have delebad og deletoilet, så vi satte naturligvis pris på, at vi havde været ude i god tid og booke værelset.

Fritz stod tidligt op hver morgen og gjorde morgenmaden klar til os nedenunder i køkkenet. Hans signaturret var frisk frugt skåret ud som en skildpadde – vi nænnede ikke at fortælle ham, at vi faktisk ikke så godt kan lide papaya, som udgjorde hovedingrediensen i den kunstfærdige frugtskildpadde. Fritz var i øvrigt en meget venlig mand, der gerne fortalte om området og også delte sin historie om, hvordan han var rejst fra storbyen St Louis, Missouri, til den lille landsby Volcano Village, Hawaii. Lene fik en ekstra stjerne hos ham, da hun spurgte om deres B&B mon var opkaldt efter plantagen i Borte med Blæsten. Fritz lyste helt op og fortalte at både ham og konen var meget store ”Gone with the Wind” fans.

Derefter kørte vi ind til centrum af byen, Volcano Village, som vi boede i og spiste aftensmad på Thai Thai Restaurant. Efter at have mættet vores maver kom en ung pige, som arbejdede i restauranten, hen til Jonathan og William og spurgte, om de ville holde en kamæleon, som hun havde fundet samme dag. Efter en ultrakort overvejelse sad kamæleonen først på William og dernæst Jonathan. De syntes begge, det var sjovt, lige indtil den begyndte at kravle op ad Jonathans arm og op mod hans nakke, da blev smilet lidt anstrengt hos Jonathan.

Mørket var ved af falde på og tiden var nu til, at vi måtte tilbage til Hawai‘i Volcanoes National Park, hvor vi kørte op til Jaggar Museum, hvor det bedste udsigtspunkt til vulkanen Kilaueas Halema’uma’u krater var. Der var ingen lava at se, men som mørket faldt på blev røgen over vulkankrateret mere og mere orange, og vi kunne virkelig fornemme, hvor meget lava der var i krateret Halema’uma’u, og hvor aktiv vulkanen var. Det var i sandhed et stort øjeblik at stå på en aktiv vulkan og se, hvor mægtig den egentlig er, mens månen og stjernerne åbenbarer sig for en.

Vulkanen har været aktiv siden 1983, hvor den i perioder har spyet lava ud i enorme mængder. På tidspunktet for vores besøg var der to udbrud i gang i samme vulkan, hvilket var noget af en sensation, da en vulkan altid kun har et udbrud i gang. Kilauea havde med den enorme mængde lava dannet to kratere, Halema’uma’u og Pu’u’O’o.

På grund af vulkanens store aktivitet og den ustabilitet, det medfører for området, var halvdelen af vejen Crater Rim Drive rundt om Kilauea Caldera lukket og havde været det de seneste to år. Derfor kunne vi ikke komme så tæt på kraterkanten, at vi kunne kigge ned i lavaen, da det ville være for varmt og for giftigt. Endvidere frarådede rangerne de besøgende at gå uden for de afmærkede stier, idet jorden i flere områder var ustabil, idet den mest bestod af lavasten fra tidligere udbrud, og der ville være nogle lavafloder nedenunder, hvor den aktive lava flød.

På landjorden kunne vi derfor kun se lava ved selve krateret Halema’uma’u og ved det andet krater, Pu’u’O’o. Sidstnævnte lå ved et skovstykke, som lavaen havde antændt, og derfor ville det være forbundet med stor fare at bevæge sig hen til dette krater. Sidste mulighed for at se lavaen flyde ville være der, hvor den flød ud i havet. Lavaen havde i årenes løb ændret retning flere gange, og lavaen flød ved vores besøg kun ud i havet i en smal stribe ved udkanten af nationalparken.

Vi kunne derfor vælge at køre ad highway 130 til et lavaudsigtspunkt og måske skimte lavaen i mørket, eller gå på det størknede lava ind over privatmands grund for at komme tæt på, køre til enden af Roads End i nationalparken og gå en tur henover størknet lava i sammenlagt over 16 timer eller tage en guidet sejltur, hvor sikkerhedsregler ikke altid er i højsædet, idet nogle at bådene sejler ca. 5 meter tæt på lavaen. I øvrigt var lavaen ved kystlinen særdeles skrøbelig, og i turisternes higen efter at se lava hændte det, at det størknede lava, som turisterne troede sikkert, pludselig styrtede i havet helt op til 200 meter fra kystlinien, hvilket betyder den sikre død.

Gjort endnu klogere på vulkaner og den risiko, de medfører, besluttede vi os for ikke at udfordre skæbnen de kommende dage.

På sjettedagen havde vi besluttet os for at køre ned til Roads End, som er en vej i Hawai‘i Volcanoes National Park, som efter et vulkanudbrud i vulkanen Kilauea for 10 år siden blev oversvømmet af så meget af lava, at Big Islands sydligste vej ikke længere er farbar. Både af økonomiske årsager, men også for at vise, hvor store skader en vulkan kan udrette, er den størknede lava ikke fjernet fra den sydligste vej, og den i er i stedet et stort tilløbsstykke, idet der stadig står vejskilte, som stikker op af den størknede lava. Det var en meget særpræget oplevelse at vandre ud på den størknede lava og så langt øjet rakte, var der et goldt, sort lava-landskab at skue. Nu ved vi, hvordan Frodo havde det, da han skulle vandre igennem Mordor på sin vej for at uskadeliggøre mørkets fyrste Sauron. Ved Roads Ends kunne vi også beundre en klippebue ude ved kysten. Den er skabt af lava og formet af vandet.

Vi kørte retur til Jaggar Museum og deltog i et spændende rangerprogram. Rangeren var en ældre dame, pensioneret aviator fra US Airforce, ”who always dreamt of being a Ranger”, som indførte os i vulkanens gøren og laden. Det skete i et sådant tempo og stakato,, at vi næsten fik lyst til at stå ret og gøre honor, da hun endelig efter 20 minutters speed-snak tog en indånding. Vi turde i hvert fald ikke forlade forsamlingen, inden hun var helt færdig.

I øvrigt fortalte hun, at vi ikke skulle sætte næsen op efter at se store floder af lava, da det er kun noget rejseselskaberne og hotellerne udstiller. Sidste store lavaudbrud sendte 30.000 turister til nationalparken, men udbruddet varede kun 19 timer. Lavastrømmene kan ændre sig meget fra dag til dag.

På museet var Jonathan og William meget fascineret af myten om den smukke vulkangudinde Pelé. Det er angiveligt hende, der bestemmer, hvornår der skal være udbrud, og hendes lunefulde humør giver ikke indbyggerne på Big Island meget forhåbning om, at lavastrømmen skulle stilne af i nær fremtid.

Vi gik også en tur igennem Thurston lavatube, som er dannet ved, at store mængder lava igennem mange år gradvis er størknet på overfladen, mens den har været så varm under overfladen, at den frit har kunnet flyde videre. Efterhånden som trykket i vulkanens magmakammer er aftaget, er den flydende lava forsvundet og har efterladt den omkringliggende tunnel. Børnene var ellevilde, for lommelygterne skulle frem, og der blev kigget grundigt efter, om vi kunne finde nogle af de blinde edderkopper, der lever i mørket. I børnenes fantasi var disse ”usynlige” edderkopper pludselig vokset til kæmpeedderkopper. ”Men godt at de er blinde far, for så kan de ikke finde os!!”

På syvendedagen startede vi dagen med at vandre nogle korte ruter i nationalparken. Blandt andet gik vi en smuk tur på Sulfur-trail (svovlstien), hvor jorden glimter i alle mulige farver, og gasserne står ud af overfladen. Der lugtede kun lidt af prut, og vi nød den skønne tur gennem naturen, som ikke mange af de andre besøgende havde valgt at tage. Vi vandrede også til et område med en masse steam vents, som er naturlige dampkanaler. Den varme magma i undergrunden får det nedsivende regnvand til at fordampe nede i jorden, og det sendes med stort tryk ud via små og store luftkanaler i den porøse undergrund. Så vi gik rundt i dampbad flere steder.

Efter frokost tog vi en spontan beslutning og kørte op mod den nordøstlige del af øen. Målet var Akaka Falls, vandfaldet, der med en højde på 130 meter er dobbelt så højt som Niagara vandfaldet. Til at begynde med måtte vi beundre vandet fra himlen, for der kom en byge af dimensioner, lige da vi ankom til Akaka State Park. Det var dog ganske underholdende at benytte ventetiden til at se alle de drivvåde gæster komme løbende ud af parken. Solen kom frem igen, og vi gik ad den korte men ufatteligt smukke sti mod vandfaldet. Her var ganske frodigt, og der stod kæmpebambus, og overalt var der grønt i grønt. Selv palmernes høje stammer var overgroet af andre opportunistiske plantevækster. Med det nylige regnvejr, dampede det af frodig jungle og ja, fik vi sagt, at det var helt utroligt, ubeskriveligt frodigt?

Tilbage i Volcano Village fik vi pakket kufferterne og spiste endnu engang på den glimrende Thai Thai Restaurant.

Tidligt op søndag morgen. Fritz var stået endnu tidligere op for at sørge for, at papaya frugt-skildpadderne stod klar til indtagelse, inden vi skulle køre mod lufthavnen.

I lufthavnen havde vi kun lige læsset kufferterne ud af bilen, før der stod en servicemand fra lufthavnen. Fluks fik han bakset vores 5 kufferter op på en vogn, og væk var han med vores pas. Vupti 5 minutter senere var vi checket ind. Meget hurtigt og effektivt og en kende ulig det tempo, vi ellers er blevet mødt med her i Stillehavet. Flere gange er vi blevet mødt med frasen: ”Relax – you’re in Hawaii”. Det gjorde vi så – relaxede – i afgangshallen inden den 50 minutteres flyvetur til Oahu.



Maui – Aloha! Kirsteins – Welcome to Paradise

HawaiiOprettet af Vinderødderne ons, juni 26, 2013 11:12:41

Bip, bip, bip – klokken var kun 0530 og efter få timers søvn var vi søvndrukne tvunget til at stå op. Men søvnunderskudet forsvandt hurtigt ved tanken om, at vi snart skulle sætte fødderne på eksotiske Hawaii. Vores fly med American Airlines til Maui, Hawaii skulle afgå kl. 0900, og vi skulle derfor være i lufthavnen senest kl. 0700.

Tænderne blev børstet, søvnen vasket af øjnene, og tøjet blev taget på i en fart sjælden set. Hotellet havde en effektiv gratis shuttleservice, hvor bussen kørte til lufthavnen med 15-20 minutters interval.

Vi ankom derfor til lufthavnen kl. 0645 og spurgte om vej til, hvor American Airlines ”baggagedrop” var, og blev anvist en lang kø. Det viste sig dog også at være en elektronisk check-in, hvor man efterfølgende skulle aflevere sin baggage.

Det viste sig dog endnu værre, at medarbejderen fra American Airlines sagde, at vi ikke kunne tjekke vores baggage ind, der hvor hun stod, men skulle gå til en anden skranke, hvor vi havde fået vores boardingkort. Sagen var imidlertid, at vi ikke havde fået vores boardingkort ved en skranke med ved indgangen til American Airlines terminal 4. Derfor havde vi heller ingen steder at kunne aflevere vores baggage.

Medarbejderen var meget arrogant og ubehjælpsom, men Johnni insisterede på, at medarbejderen måtte tage sig af vores baggage, og hun oplyste, at vi skulle stille os i kø for at printe et nyt boardingkort ud. Vi gjorde, som hun sagde, og undrede os derefter over, at vores navn ikke blev råbt op, så vi kunne komme til skranken og få sat et baggagemærke på. Efter at have spurgt nogle andre rejsende til råds, kunne vi blot konstatere, at de øvrige rejsende skulle indtaste antallet af baggage, der skulle tjekkes ind, mens det ikke var tilfældet for os.

I køen faldt Johnni i snak med nogle amerikanere, der også havde booket via British Airways, og da de var i samme situation som os, konkluderede vi, at det måtte skyldes, at vi havde købt vores flybilletter via en American Airways partner. Herefter insisterede Johnni og amerikanerne endnu engang på, at medarbejderen begyndte at håndtere vores baggage. Dette blev også understreget af, at vi havde ventet i 45 minutter, og køen til sikkerhedskontrollen var meget lang, hvorfor vi frygtede ikke at nå vores boarding til flyet en time senere.

Endelig gik det op for medarbejderen, at hun ikke automatisk ville få udprintet en baggageseddel, og derfor selv måtte oprette en til os. Efter en del ventetid og flytning til en anden medarbejder, fik vi endelig tjekket vores baggage ind. Dog måtte vi lige igennem den obligatoriske ompakning, da en af vores kufferter vejede 800 gram for meget. De øvrige vejede præcis 23 kg eller 200 gram for meget, hvilket de accepterede. Som plaster på såret slap vi dog for at skulle betale en afgift på 60 dollars for vores ekstra kuffert, men dette var nok mere fordi, medarbejderen ikke vidste, hvordan man skulle gøre.

Så kunne det kun få for langsomt med at komme ud til gaten. Heldigvis gik turen igennem sikkerhedskontrollen hurtigt og smertefri, så nu skulle vi kun proviantere morgenmad og ud til gaten i en fart.

Alt i alt var det en meget dårlig oplevelse med American Airlines og en dramatisk start på dagen. Vi nåede vores fly, og heldigvis viste det sig, at kabinepersonalet var af en helt anden støbning, som vi alle kan lide det, nemlig smilende og venlige. Til gengæld var flyet ikke noget at råbe hurra for, for det var nemlig et gammeldags fly med et lille fjernsyn i midtergangen, ingen underholdning eller fjernsyn på sæderne. 25 minutters forsinkelsen kunne heller ikke slå os ud. Vi var meget trætte, men Maui, Hawaii og Paradis ventede forude.

And by the way, kabinepersonalet ønskede flere gange Johnni en ”Happy Father’s Day”, for amerikanerne holder Fars Dag den 3. søndag i juni, mens vi i Danmark holder Fars Dag den 5. juni på Grundlovsdag. Mors Dag er sammenfaldende i USA og Danmark.

Vel ankommet til Kahului International Airport kunne vi spadsere direkte ud til shuttle bussen fra Hertz, som skulle køre os hen til Hertz biludlejning, hvor vi havde booket en bil i convertible klassen. Vi håbede naturligvis på, at Bags VIP Customer Service også leverede baggagen på hotellet som aftalt, men det var en meget underlig fornemmelse at gå forbi baggage claim og forlade lufthavnen med intet andet end vores håndbaggage.

Nu hører Kahului International Airport til en af de mindste lufthavne, vi endnu har set, måske lige med undtagelse af Tirstrup og Karup Lufthavn i Danmark.

Da vi har guldkort hos Hertz, var det ingen sag at finde vores bil, idet vi dels havde modtaget en mail, hvor pladsnummeret for bilen var angivet, dels fordi der ved ankomst til biludlejningen var en tavle, hvor der stod, hvilken plads vores bil stod på. Hertz havde tillige betalings- og kørekortoplysninger på os, så vi satte os ind i bilen, tjekkede ud hos portvagten og vupti var vi væk på mindre en 10 minutter efter vores ankomst. Uhyrligt effektivt.

Vi fik tildelt en spritny Ford Mustang Convertible – den havde kun kørt 7,5 miles, så den duftede skønt af nyt læder. Ned med kalechen og med vind i håret satte kursen sydpå mod den sydlige del af Kihei til vores lejlighedskompleks Hale Pau Hana Resort. Ved vores ankomst viste det sig, at receptionen havde lukket om søndagen, og da vi ikke havde modtaget nogen kode til nøgleboksen, måtte vi ringe på nødtelefonnummeret til bestyreren, som viste sig at være en dansker. Han var godt klar over, at de havde glemt at lægge en nøgle og ville straks køre til komplekset og udlevere den. Det var sjovt at blive budt velkommen på dansk.

Efter udlevering af nøglen ventede vi på baggagen – og vi ventede og vi ventede. Det viste sig dog, at Bags VIP Customer Service ikke kunne finde stedet hvor vi boede, og de havde prøvet at ringe til os, men kunne ikke få kontakt til os. Underligt i betragtning af, at adressen blev kontrolleret af deres system for at finde ud af, om den findes, ligesom vi i noterne til vores ordre havde angivet, at telefonnummeret var et dansk telefonnummer. Efter et par nervepirrende telefonsamtaler ankom baggagen endelig 6½ time efter, vi var landet, og gensynsglæden var stor.

Dagen gik i øvrigt med at gå og sumpe rundt, da vi havde været tidligt oppe og ikke rigtigt kunne sove i flyet. Vi kiggede nærområdet ud og slog et smut forbi stranden og swimmingpoolen, og blev hurtigt enige om, at stedet var en perle i rækken af de gode steder, vi har været på vores rejse.

Maui er i særdeleshed et meget frodigt sted, et sandt paradis. Derudover bor vi ved den fantastiske strand Kama’ole II (ja, der findes også en Kama’ole I og Kama’ole III) med små koralrev, hvor vi kan snorkle efter fisk. Der er hverken tang eller sten på stranden, og vandet er dejligt lunt. Bedst af alt, så har vi en fantastisk udsigt fra 6. etage ud over stranden og Stillehavet. Hvad mere kan man ønske sig?

Vi besluttede, at vores andendagen i paradis skulle tilbringes på stranden og poolen, så vi også havde lejlighed til at pakke ud og finde os tilrette. Vi fik anskaffet os et lille body board, så børnene kunne lære nogle surf tricks i vandkanten. Solen er ret kraftig på Hawaiis breddegrader, så vi fik hurtigt en klar forventning om, at den mistede farve fra Florida hurtigt skulle komme tilbage igen.

Hip Hip Hurra. På den tredje dag var det Johnnis fødselsdag – nummer 38 i rækken. Men hvem tæller, når fødselsdagen foregik i så fantastiske omgivelser. Johnni blev vækket med morgensang på sengen af de 3 rejsefæller, der alle var iført blomsterkranse i ægte plastik. Efter lækker pandekagemorgenmad på balkonen kørte vi afsted mod den vestlige del af Maui.

Målet var at besøge den lille statspark, Iao Valley State Park, der efter sigende ligger i det frodigste område af Maui. Landemærket ”The Needle”, som er et nåleformet grønt bjerg, der ligger skønt ved sammenfletningen af 4 små floder. Den vulkanske undergrund og tilstedeværelsen af rigelige vandmængder sikrer, at dette er den frodigste plet på Maui.

Denne frodighed foldede sig i særdeleshed ud, da vi derefter besøgte Tropical Gardens of Maui. Her var frodigheden godt nok tæmmet i den enorme velholdte have, og vi så plantearter og finurlige blomster og frugter, som vi aldrig havde set tidligere. Især de fantastiske vildtvoksende orkideer var et smukt syn, men stiftede ellers bekendtskab med pølse-træet, olie-palmen og et hav af ingefærplanter.

Resten af dagen og aftenen med stod i festtegn. Hawaii fest, eller nærmere bestemt Luau, som vel nærmest kan beskrives som en slags upscale grisefest. Vi havde fået anbefalet af prøve det på Grand Wailea Hotel. Så vi foretog den forholdsvis dyre investering og kørte til Luau iført spraglede hawaiiskjorter og en forventning om en spændende aften.

Selve hotellet var en oplevelse i sig selv, og da vi kom i god tid for at få et godt bord, var der rigeligt af tid til at gå på opdagelse. Hotellet er bestemt de riges legeplads, hvor de kan boltre sig i ikke mindre end 8 fantastiske swimmingpools, der fik Jonathan og William til at spørge om, hvornår vi mon skal bo der.

Festen blev skudt i gang, og vi blev budt velkommen af smukke mennesker, der kun var iført lændeklæder, blomsterkrans og kokosnødde-bh for kvindernes vedkommende. Den fri bar åbnede, og vi sørgede for at få valuta for pengene. Der var forskellige aktiviteter, såsom palmebladsfletning, tatoveringer og kokosnøddebowling. Alle gæster stimlede dog sammen i stor savlende forventning, da 2 meget velvoksne Maui-mænd i bar overkrop gravede imu-grisen op af jorden. Det er et helt ritual at grave grissebassen op af sin jordovn, hvor den har stegt i mange timer på et leje af brandvarme flodsten og forkullede bananblade. Alt sammen hold nede af et gitter, tæpper og et stort lag jord. William konstaterede meget tørt – ”godt de har den i bur mor”. Opgravningen foregik under store klapsalver og markerede derved at buffeten var åbnet.

Vi sad på første parket og havde fået selskab ved vores bord af en familie fra Dubai. Det var uden tvivl en af de mere velhavende familier, der talte far, mor og 4 veluddannede og yderst smukke døtre, og tjeneren begyndte sjovt nok at vimse tæt rundt om vores bord. Manden var investor og rejste rundt i verden 6 måneder om året for at tilse sin business, og så havde de i øvrigt ejendomme i Dubai, London, Boston og Spanien. Vi faldt fint i snak og havde en hyggelig aften i deres selskab.

Under middagen var der flot og farverig underholdning af fjer- og blomsterklædte indfødte, der gennem dans og musik fortalte sagn om Polynesien og om, hvordan søfarerne i kanoer ankom til Hawaii i tidernes morgen. Som den store finale kom der en sand ildmester på scenen og jonglerede ild, slugte ild og dansede med ild.

Ilddansen dagen forinden havde givet os blod på tanden, så hvad var mere passende på fjerdedagen end at tilbringe dagen i den vulkanske nationalpark med det mundrette navnHaleakala (prøv at sige det 3 gange hurtigt efter hinanden). Ild så vi dog ikke noget af, for vulkanen er udslukt, og nationalparken danner rammen om det kæmpestore krater, der har skabt den ene halvdel af Maui, og som siges at indeholde Mauis sjæl. Vejen til toppen gik ad hårnålesving, og for hvert hjørne blev udsigten over Maui smukkere og smukkere. Det hele forsvandt, da vi kørte igennem skyerne og temperaturen faldt drastisk. Lige med et befandt vi os i et goldt månelandskab. Faktisk ligner området månens overflade så meget, at astronauterne brugte det som øvelsesterræn inden månelandingerne.

Belæsset med information og et junior ranger program fra parkens visitor center begav vi os i bil den sidste snoede vej til toppen i 4.000 meters højde. Pludselig befandt vi os over skyerne og solen skinnede, mens vi nød vores madpakker. Det spredte skydække gav os jævnligt et glimt af Mauis kystlinie, og vi kunne endda se helt til de to store vulkaner Mauna Kea og Mauna Loa på Hawaii Big Island.

Vel retur til vores resort så vi en smuk solnedgang over Stillehavet.

Stranden og det lune havvand kaldte på os fra morgenstunden, så vi nød vores femte dag på Maui ved vores ferielejlighed, hvor vi bl.a. fik lagt planer for morgendagens tur ad Hana Highway.

På dag seks stod vi tidligt op for at undgå at blive fanget i en af de helt store turistattaktioner på Maui, nemlig kørslen på den nord og nordøstlige del af øen ad Hana Highway. Som navnet antyder går vejen helt til byen Hana og faktisk også forbi. Således indfandt vi os på ruten fra klokken 0800 og bevæbnet med ”On The Road Again – Hana Audio Tour” kørte vi mod øst. Vi havde givet ”Niller” (aka vores GPS) fri, da der stort set kun er én vej at følge og ikke skulle dreje til højre eller venstre. I stedet fik vi selskab af Uncle Boy og Captain Aloha, der mellem de ukulele akkompagnerede musikstykker guidede os igennem Hana Highways seværdigheder.

Regn, sol, regn, sol, kaleche op, kaleche ned. Vi var meget glade for vores Mustang convertible der giver turen ad Hana Highway en ekstra dimension i form at vind (og regn) i håret samt duften af fugtig jungle og søde eksotiske frugter.

Der var kodak-moments rundt om hvert et hårnålesving, og der blev udbrudt mange ”wow’er” undervejs. Frodigt i 10. potens er den beskrivelse, der bedst rammer den fantastiske tur. På ruten er der ikke mindre end 54 små ensporede broer, der skal krydses og 600 hårnålesving, der skal klares. Der var grøn jungle langs vejen, og visse steder voksede der bogstaveligt talt bambus lodret hen over hovedet på os.

Da vi kørte fra nord mod syd, havde vi også en fantastisk udsigt over den barske og smukke kyst på vores venstre hånd. Undervejs stoppede vi ved nogle af de små State Parks for at vandre en kort tur til udsigtspunkterne eller for at beundre de mange små og store vandfald, der løber ned af klipperne lige ved siden af vejen. Vi gjorde blandt andet holdt ved den lille by Keanea, der ligger halvvejs på ruten mod Hana. Her markerer de sorte og knivskarpe lavasten den barske kyst, hvor bølgerne slår ind mod kysten i meterhøje kaskader. Det er i øvrigt ikke anbefalet at bade her! Vi forlængede vores pitstop i denne by og nød det nybagte bananbrød fra Aunty Sandy's. Inden vi nåede til Hana holdt vi en længere frokostpause ved Wai'anapanapa State Park, som har noget så sjældent som en sort strand skabt af vulkanudbruddene på øen. Vi soppede i de store bølger og fandt en klippehule, som vi kunne gå på opdagelse i.

Tiden var gået hurtigt , så vi kørte videre gennem Hana uden holdt. Næste stop var ved Haleakala nationalparkens sydlige hjørne. For 2 dage siden besøgte vi toppen af Haleakala vulkanen, og nationalparken strækker sig helt ned til kysten ved Hana Highway mod syd. Her er hovedattraktionen ved Ohe'o Gulch de såkaldte 7 sacred pools, der er adskilt af 7 mindre vandfald på hvert sit niveau ned mod havet. På grund af regnvejret var der højvande i området, og de naturlige pools var derfor lukket for svømning. Vi kunne dog fint beundre dem fra kanten på den 2 km lange gåtur rundt i området.

Et stykke efter nationalparken ændrede landskabet pludselig karakter, og vejen var på nogle strækninger i meget dårlig stand, så vi fik os en god rystetur på grusvejen, der dog til gengæld var meget øde. Denne del af ruten markerede afslutningen på Hana Highway og Pi’ilani Highway tog over og fuldendte vores loop.

Fra at køre i den frodige jungle kom vi nu ud i golde og stenrige bakker. Udsigten over havet var fantastisk, og vi så klippebuer formet af vandet, og langt ude kunne vi se Lana’i og Moloka’i øerne. Desuden havde regnet lavet en kæmpe dobbeltregnbue, så udsigten fik lige et ekstra pift krydderi, så vi ikke var i tvivl om, at stedet er en ren naturperle.

På et bestemt sted, hvor kysten slår et sving, er udsigten så vid, at man rent faktisk kan se horisonten og Jordens krumning. Derfor undrede det også de indfødte i tidernes morgen, at der i Europa tidligere i historien var diskussion om, hvorvidt Jorden i virkeligheden var flad.

Efter 10 timers kørsel ramte vi atter vores hood i Kihei. Vi var for trætte til at lave mad, så vi spiste på den dejlige restaurant O’Lei lige over for vores lejlighed.

Den syvende og sidste dag på Maui valgte vi at tilbringe ved stranden og poolen som afslutning på en fantastisk uge. Fra morgenstunden fik vi hurtigt indtaget morgenmaden, så vi kunne tage til stranden. Johnni var med det samme ude og svømme ude ved korallerne, for vandet var meget klart, havet roligt, og derfor var der endnu større sandsynlighed for at se havskildpadder.

Missionen lykkedes, og oplevelsen af at svømme blandt to meget store havskildpadder, som en gang imellem kom op til overfladen for at trække vejret, var helt fantastisk. Herefter var det Lenes tur, og hun var også helt euforisk, da hun returnerede til strandbredden. Hun havde også set en stor skildpadde og havde tilmed slugt det halve af Stillehavet i bar begejstring.

Efter en kort badetur satte Jonathan, William og Johnni kursen mod GameStop i Kahului, idet vi havde fået at vide, at de havde et Skylanders event. Forinden havde vi i 3 måneder været i utallige BestBuy, GameStop, Target, Walmart og mange andre butikker for at finde den absolut sidste Skylander Giant til samlingen, nemlig figuren Ninjini.

Vel ankommet kl. 1015 kunne vi konstatere, at andre Skylanders fans havde fået samme ide, og til Jonathans og Williams store skuffelse så vi, at kvinden foran os stod med den allersidste Ninjini, som butikken havde fået hjem. Vi besluttede os at dulme skuffelsen i en is i den nærliggende Walmart, men ville samtidig lige forbi deres computerafdeling for at se deres Skylanders. Til vores alles store glæde tonede den lilla figur frem i hele fem eksemplarer, og der blev krammet af lettelse til den helt store guldmedalje, ja selv pakken fik et ordentligt kys af Jonathan og William. Lige så stor som skuffelsen havde været, lige så var lettelsen og begejstringen over endelig at have fuldendt samlingen af Skylander Giants.

Retur til resortet hvor vi genoptog badningen, dog i poolen, inden vi sluttede eftermiddagen af med at bodysurfe på stranden i de over 1 meter høje bølger, der pludselig havde rejst sig. Det var en meget spændende og rigtig sjov oplevelse for os alle, for vi blev med høj hastighed nærmest skudt mod strandkanten, mens vi lå på vores surfboard.

Godt udmattede over dagens megen svømning slappede vi af om aftenen og fik pakket alt vores baggage og vejet det af.

Vi var klar til at tage afsked med Maui, selv om der stadig er mange områder, vi endnu ikke har fået udforsket. Til gengæld har vi haft en minderig og virkelig lækker uge i et paradis, som klart kan anbefales, i en kombination af sightseeing og afslapning på stranden.

Nu venter Hawaii Big Island og derefter Oahu, før rejsen er slut, og vi vender tilbage til Danmark. Vi er så småt begyndt at tælle dagene, til vi skal hjem, og begyndt at fundere over, hvilke projekter vi skal have i gang i de kommende måneder.



San Diego - Sun, SEAL and Zoo

Det vestlige USAOprettet af Vinderødderne fre, juni 21, 2013 04:01:34

Da vi var kommet sent hjem fra Disneyland, havde vi besluttet os for ikke at sætte vækkeuret til, så vi kunne komme til San Diego.

Det betød også, at vi kom relativt sent af sted. Heldigvis var der ikke særligt meget trafik, måske fordi det var en tirsdag ved middagstid, så selve køreturen fra LA varede kun ca. 2 timer.

Vi gjorde dog holdt undervejs for at spise frokost hos restaurantkæden Applebee’s i byen Oceanside tæt på San Diego, samt få handlet lidt aftensmad til samme aften. Vi troede faktisk, at Applebee’s mest gjorde sig i tærter og andre desserter og blev derfor noget overraskede over den gode kvalitet af deres mad.

Samtidig gjorde vi endnu en god gerning, idet vi havde endnu en sovepose til overs fra vores autocamper. Soveposen gav vi væk til en hjemløs, der stod og tiggede tæt ved motorvejen. Han havde et skilt, hvor der stod, at han havde brug for alt, og ud fra hans udseende og taknemmelighed, var vi bestemt ikke i tvivl om, at skiltet var sandt.

Herefter begav vi os mod hotellet, Homewood Suites by Hilton. Da vi tjekkede ind, fik vi at vide, at vi var blevet opgraderet til en suite med en kingbed (en meget bred seng), samt at der også var aftensmad inkluderet fra tirsdag til torsdag. Vi glædede os over, at vi gennem vores American Express kreditkort var blevet guldmedlem hos Hilton hotellerne, da opgraderingen skyldtes vores guldmedlemsskab.

Hotellet var i øvrigt et af de bedste, vi har boet på. Værelserne var store, fitnesslokalet var godt (og vi brugte det skam), poolområdet opfyldte alle vores behov, og Internetforbindelsen var lynhurtig. Derudover var personalet helt ekstremt venlige og imødekommende, så hotellet, som vi selv fik anbefalet, kan vi dermed klart anbefale til andre.

Dagen efter havde vi besluttet os for at besøge hangarskibet USS Midway. Vi havde kigget i folderne på hotellet og fundet nogle kuponer, hvor Jonathan og William kunne komme gratis ind.

USS Midway blev bygget fra 1943 til 1945 og stod færdig 8 dage efter afslutningen af 2. Verdenskrig. Den nåede dermed aldrig at deltage i 2. Verdenskrig, men har været indsat både i Vietnamkrigen og den første golfkrig ”Operation Desert Storm”. I 1992 blev skibet sendt på pension, da teknikken var forældet. Forinden var USS Midway blevet bygget om flere gange, så landingsbanen var blevet længere.

Vi fik mulighed for både at se kommandobroen, opbevaringsdækket til fly og helikoptere, officersmessen, kaptajnens private gemakker, infirmeriet, køkkenet, landingsdækket og meget mere. Der stod flere fly og helikoptere både på opbevaringsdækket og på landingsdækket. Overalt var der frivillige pensionerede krigsveteraner, der stod klar til at fortælle om skibet eller en historie fra en af missionerne.

En sjov anekdote fra USS Midway er, at der er flere læger uddannet i hjernekirurgi end piloter, der kan lande et jagerfly på et hangardæk.

Vores besøg på USS Midway blev ekstra autentisk, idet der var en stor øvelse i gang med deltagelse af militær fra USA og Japan. Dagen forinden havde to store hangarskibe lagt til kajs lige over for USS Midway, og luftrummet var fyldt med helikoptere og fly i alle afskygninger, ligesom der var flådefartøjer i vandet. Vi så både angrebs- og transporthelikoptere, jagerfly, AWACS, krydsere og alt muligt andet militært isenkram. En anden væsentlig årsag til tilstedeværelsen af så meget militær skyldes også, at Navy SEAL har base i San Diego.

Besøget tog det meste af dagen, så efter en kort gåtur på molen ved siden af hangarskibet besluttede vi os for at køre tilbage til hotellet og slappe af ved poolen resten af dagen.

Tredjedagen valgte vi at tilbringe på hotellet for at ordne nogle praktiske ting, få dyrket noget motion og slappe af ved poolen, inden den stod på BBQ om aftenen. Således kunne vi få sendt en backup af alle vores billeder og filmklip til Danmark, så vi ikke skulle bekymre os om at miste vores baggage.

Desuden fik vi booket en VIP-levering af vores baggage på Maui, Hawaii, så vi er meget spændte på at se, om baggagen når frem til vores hotel. Vi har reserveret en cabriolet på Maui, og da der kun er plads til 2 kufferter i denne, skulle vi have transporteret den øvrige baggage på anden vis. Efter at have undersøgt markedet fandt vi frem til, at Bags VIP Customer Service, som er en partner til American Airlines, kunne levere til samme pris, som det ville koste at tage en taxi til vores hotel på Maui. Endvidere ville Bags VIP Customer Service selv hente baggagen ved baggagebåndet, så vi ikke skulle bekymre os om den del.

På fjerdedagen skulle vi til San Diego Zoo. Igen havde vi allieret os med nogle kuponer, som gav $4 i rabat pr. person. 100 kr. sparet var dermed 100 kr. tjent (sagde den ene jyde til den anden…). Vi ankom lidt senere end forventet, nemlig ca. kl. 1030, og ventede kort tid i kø, før vi kunne se en af verdens mest roste og største zoologiske haver.

Vi må medgive, at San Diego Zoo er stor, og den har mange dyr. Faktisk kan man blive kørt rundt i dobbeltdækkerbusser, hvis man ikke kan eller vil gå rundt. Så bestemmer man bare ikke, hvor lang tid man vil stå og kigge på de enkelte dyr. Haven havde også rigtig mange dyr, som ikke kan eller sjældent ses i zoologiske haver andre steder i verden. For eksempel havde de lånt nogle pandabjørne fra Kina, og de havde ved hjælp af kunstig befrugtning ynglet, så moderen over ca. 10 år havde fået 6 unger. Dette var meget positivt, idet bestanden af pandabjørne i dag udgør ca. 1.600 på verdensplan.

Vi så også den berygtede komodovaran, som lever på en lille ø i Indonesien, og så viste Jonathan og William meget stor interesse for især slangerne, som der også var rigtig mange forskellige eksemplarer af. Størst begejstring havde de for den 15 minutter lange 4D film med Ice Age, hvor vi både blev oversprøjtet med dinosaur-snot og grebet om anklerne af lianer.

Vi sluttede turen af med at gå ind i deres børneafdeling, hvor man kan røre ved dyrene såsom geder og får.

Skal vi sammenligne med Zoologisk Have i København, må vi nok konkludere, at San Diego Zoo ligger et niveau over. Dette skyldes dog primært antallet af forskellige dyr og havens størrelse, hvor der er mere rum at bevæge sig på. Samtidig skal det også siges, at Zoologisk Have i København med tiden vil være mere attraktiv, hvis de fortsætter den nuværende udvikling med at have store arealer til deres dyr, f.eks. elefantområdet, savannen ved Søndermarken og den store børnelegeplads. San Diego Zoo havde lidt af det samme, men havde også mange bure, hvor dyrene ikke kunne bevæge sig så frit.

Om aftenen havde vi planlagt at spise ude, og valget faldt på The Cheesecake Factory, idet Jonathan få dage forinden havde nævnt, at han stadig kunne smage den fantastiske chokoladekage, vi havde fået på The Cheesecake Factory i Los Angeles næsten to måneder tidligere.

Det var et overdådigt måltid mad, vi fik serveret, og vi overvejede faktisk at få en doggybag med til madresterne. Portionerne var helt ude af proportioner, men smagte eminent godt. Vi sluttede af med chokoladekagen, og måtte her ty til en doggybag, da kagen simpelthen var for god til at lade gå til spilde.

Herefter kørte vi tilbage til hotellet, hvor der skulle pakkes til turen tilbage til Los Angeles.

Femtedagen gik med at køre tilbage til Los Angeles. Oprindeligt havde vi planlagt at køre til havneområdet i San Diego og gå en tur, men mættede af oplevelser og mærket af de seneste mange dages hektiske program, besluttede vi os at køre direkte til Los Angeles.

Det viste sig dog, at der var ekstremt meget trafik på denne lørdag, og turen, der skulle have varet lidt under 2 timer, tog mere end 4 timer. Derfor holdt vi ind i byen San Clemente, hvor vi spiste en rigtig god burger og burrito på Mr. Pete Burgers.

Vi ankom derfor senere end forventet til The Westin LAX, men blev taget imod med åbne arme af et enormt venligt personale. Igen viste vores det sig at være godt at have oprettet et American Express kreditkort, idet vi også var blevet guldmedlemmer i Starwood Preferred Guest (SPG) programmet, som The Westin hotelkæden er en del af. Vi blev derfor opgraderet til deres SPG-værelser, og fik desuden gratis morgenmad og gratis Internet med i købet. Desværre ville vi ikke få mulighed for at benytte os af den gratis morgenmad, da vi dagen efter skulle til lufthavnen, før morgenmaden blev serveret.

Derefter skulle vi til Hertz og aflevere vores Chevrolet Tahoe, som vi var blevet meget glade for, især på grund af den megen baggageplads. Efter at have afleveret bilen, kørte vi til lufthavnen for at hente vores boardingkort, ligesom vi havde nogle uafklarede spørgsmål til baggagen.

På grund af vores forsinkede ankomst hentede Lene take-away, en lækker kyllingesalat, imens Johnni fik sendt Jonathan og William i bad. Derefter blev de langt i seng, mens Lene og Johnni fik pakket kufferter og vejet dem af. Som et lille ritual fik vi delt den allersidste kolde Grand Canyon øl, som markering af vores afslutning på turen på det amerikanske fastland.

Det blev sent, inden vi kom i seng, da vi havde svært ved at få tilpasset vægten (maks. 23 kg pr. kuffert) i kufferterne, men det lykkedes til syvende og sidst, så vi med ro i sindet kunne falde i søvn og vente på, at vækkeuret ville ringe kl. 0530, så vi kunne komme op til sidste kapitel i vores rejseføljeton: Hawaii.

Los Angeles – Børnenes (og de voksnes) legeplads

Det vestlige USAOprettet af Vinderødderne lør, juni 15, 2013 19:03:56

Autocamperen ”Perry” skulle afleveres, og vi nåede da også kun lige at køre ind ad porten 15 minutter før tid, så vi ikke skulle betale en tillægsleje ved for sen aflevering. Sjældent har vi i øvrigt mødt så uengageret personale, og da slet ikke i USA, hvor vi meget ofte bliver spurgt, hvordan det går, om der er noget ekspedienten kan hjælpe med, hvor vi kommer fra osv. Hos Cruise America var de hverken interesserede i at høre, hvordan turen var gået, hvad vi syntes om autocamperen, eller om vi oplevede fejl og mangler. Da Johnni påpegede en række ting, der skulle udbedres, f.eks. skruer, der hele tiden løsnede sig fra inventaret, motorolie, der skulle skiftes og andre ting, tog de end ikke notits af det. Stakkels de næste lejere af vores autocamper.

Vi kunne først få vores hotelværelse fra kl. 15, så da vi havde afleveret autocamperen tog vi forbi California Science Museum. Dette er meget i stil med Københavns Eksperimentarium, dog med den væsentlige forskel, at der er gratis adgang ligesom på mange museer i USA.

California Science Museum var ingen undtagelse, hvis vi blot ville se resten af museet end hovedattraktionen. Hovedattraktionen blev indviet i oktober 2012, hvor rumfærgen Endavour endte sin Mission 26 i Los Angeles International Airport (LAX) og herfra blev transporteret 12 miles gennem Los Angeles’ gader. Det var meget interessant at se den store rumfærge på helt tæt hold, så både den størrelse, design og beskyttende kakler kunne iagttages.

Der var også tid til at Jonathan og William kunne eksperimentere med andre forlystelser, heriblandt at få kendskab til produktion af strøm, koordinationsøvelser og viden om vind og vejr.

Efter endt besøg kørte vi til vores hotel, Best Western Plus Royal Palace Inn & Suites, som lå meget tæt på Santa Monica og Venice Beach. Hotelværelset var absolut en af de bedste værelser, både stort og rummeligt med soveværelse med to store senge og en tilstødende stue. Desuden var der en pandekagemaskine, så Jonathan og William følte sig straks hjemme. At komme fra den begrænsede plads i autocamperen, var det stor luksus, at vi nu kunne brede os i en stor hotelsuite med 2 værelser.

Om aftenen fik vi en af turens bedste burgere på den nærliggende Hamburger Habit. På grund af placeringen tæt på UCLA (Univercity of California Los Angeles) kommer der mange forskellige nationaliteter på spisestedet, og ejeren har gjort det til sit speciale at gætte, fra hvilket land kunderne kommer. Vi blev spottet til at komme fra enten Finland eller Danmark!

Dagen efter var et stort højdepunkt for hele familien. Vi havde haft nedtælling i lang tid og nu var dagen endeligt kommet, hvor vi skulle en tur i Disneyland. Vi købte 2-dages park-pass, så vi den ene dag kunne besøge det første Disneyland af dem alle, nemlig Disneyland Park, og et par dage senere den anden park, Disneyland California Adventure Park.

Det var en fredag, og køerne til forlystelserne var ikke særligt lange, så vi fik prøvet mange ture i løbet af de ca. 12 timer, vi var der. Aftenen sluttede af med et stort flot fyrværkeri. William faldt i søvn over skulderen på Johnni, og Jonathan fik kun lige sat sig i autostolen i bilen, før han måtte overgive sig til søvnen. Alt i alt havde vi alle en fantastisk dag, hvor vi havde tid til at være børn igen, nyde Disney-paraden med alle de kendte figurer, og være i en forlystelsespark, hvor der er rent over det hele, hvor der ikke serveres øl, og dermed ikke går fulde mennesker rundt, og hvor den korteste forlystelse varer længere end 5 minutter.

Efter vores tur i Disneyland skulle der restitueres om lørdagen. Det gjorde Lene bedst ved at ose rundt på 3rd Street Promenade i Santa Monica, mens Jonathan, William og Johnni blev klippet. Derefter handlede Lene ind i Whole Foods Market i Santa Monica, så vi kunne få en lækker aftensmad på hotellet senere.

Eftermiddagen brugte vi ved hotelles opvarmede pool og spa, hvor Jonathan, William og Johnni legede i poolen, mens Lene slappede af i liggestolen eller i spa’en efter dagens strabadserende shoppetur.

Søndagen var oprindeligt planlagt til at foregår i Disneyland California Adventure Park, men på grund af vores gode erfaringer fra Disneyland Park om fredagen valgte vi at udskyde besøget til om mandagen i håb om, at der så var færre besøgende. I stedet henlagde vi dagen til at besøge stranden på Venice Beach.

Da vi ankom til Venice Beach ville Jonathan og William gerne hen til skateboardbanen igen, ligesom vi var der i slutningen af april, inden vi skulle hente autocamperen. Oplevelsen blev dog en kende mere dramatisk, for en ung fyr lavede et stunt på sit skateboard, men mistede kontrollen med sit board, der med meget høj hastighed fløj af banen, ramte rækværket, hvor tilskuerne stod, og fortsatte lige ind i hovedet på en ung pige blot 1 meter fra os andre.

Ret dramatisk begyndte blodet straks at pible ud fra pigens ene øjenbryn, så hun snart havde den ene side af ansigtet smurt ind i blod. Hendes kæreste prøvede forgæves at hjælpe, så Johnni fandt resolut nogle servietter frem, fik sat pigen ned og stoppet blødningen. Imens blev der ringet 911, som er amerikanernes svar på 112, og ganske kort tid efter havde nogle af de andre tilskuere også fået fat i livredderne på stranden, som kom kørende til stedet meget kort tid efter. Hele redningsapparatet gik så stærkt, at det kun må misundes, at de danske forhold lige på dette punkt ikke er nær så gode.

Med ulykken in mente besluttede vi os for at komme helskindet fra Los Angeles, og gik i stedet langs strandpromenaden og iagttog de finurlige skikkelser, der bevægede sig rundt på Venice Beach. Efter en let frokost blev vejret bedre, og vi valgte derfor at tilbringe eftermiddagen på selve stranden.

Efter at have udskudt besøget i Disneyland California Adventure Park med en dag, blev det nu mandag, og vi satte derfor endnu en gang kursen mod Anaheim.

På vej til Disneyland havde vi dog besluttet at give Jonathan og William en oplevelse af de mere virkelighedstro. Vi havde gemt deres soveposer fra vores tur med autocamperen. Soveposerne kunne komme en hjemløs til gode, og vi kørte derfor hen til en område under en bro nær vores hotel, hvor vi fandt en hjemløs, der var meget glad for at få en gratis sovepose og lidt penge. Herefter havde vi alle en god snak om de konsekvenser, det har at være fattig i USA. Det gjorde meget stort indtryk på Jonathan og William, især at se de hjemløses få lurvede ejendele stablet op i en indkøbsvogn.

Ved vores ankomst til Disneyland kunne vi konstatere, at der var væsentligt flere besøgende end om fredagen, og antallet var direkte aflæseligt i Fast Pass maskinen til Radiator Springs Racers i Cars land, som er parkens absolutte hovedattraktion. Attraktionen er en racerbane, hvor man kan kører i ”Lynet McQueen” rundt i landskabet Kølerkildekøbing fra filmen Cars. Da vi 1½ time inde i parkens åbningstid ankom til Fast Pass maskinen, var der allerede sat et skilt op, hvor der stod, at der ikke blev udstedt flere Fast Pass billetter resten af dagen. Fast Pass billetter har den egenskab, at man henter en billet, som skal bruges inden for et vist tidsrum. Når man går hen til attraktionen i dette tidsrum, går man uden om den almindelige kø og sparer dermed rigtig meget tid.

Vi gik i stedet rundt i parken og prøvede nogle af de andre forlystelser, blandt andet kørte vi i de traktorer, som Bumle og Lynet McQueen vælter, og vi prøvede også nogle flyvende hjul, før vi gik hen til køen ved Radiator Springs Racers. Til vores store skræk var køen alarmerende lang, og skiltningen stoppede ved 2-timers ventetid. Vi skønnede selv, at vi skulle vente ca. 3 timer og blev derfor enige om, at vi heller ville stege i det varme vejr andre steder i parken, end at stå i kø.

Derfor gik vi rundt og prøvede de andre forlystelser, hvor vi som det længste stod i kø i ca. 1 time. Lige efter Disneyparaden gik vi tilbage til Radiator Springs Racers, og køen viste sig at være 75 minutter, hvorfor vi besluttede os for at prøve lykken. Vi endte med at stå i kø i ca. 1½ time, men vi alle syntes bestemt, at det havde været ventetiden værd, da vi blev kørt igennem hele Cars-universet og endte med at køre om kap med en anden racerbil. Jonathan og William var ellevilde, da vi kom ud fra racerløbet.

Som sidste forlystelse på vores 10½ times lange dag skulle vi prøve Grizzly River Run, som er en rund båd med plads til 8 personer. Mørket var faldet på, og det var blevet lidt køligere i vejret. Resultatet af turen blev, at Jonathan og William var blevet en smule våde og måtte skifte tøj, mens Johnni var blevet våd fra yderst til inderst til alles store fornøjelse. Køreturen tilbage til hotellet blev derfor en noget kølig og våd fornøjelse, men glæden ved dagen kunne ingen tage fra os.

Pacific Coast Highway 1

Det vestlige USAOprettet af Vinderødderne fre, juni 14, 2013 18:31:36

Vi havde en laaaangsom morgen i San Francisco, hvor vi hyggede med pandekager, æg og frugt til morgenmad. Børnene fik brændt noget krudt af, og vi rullede videre på vores færd.

De kommende 5 dage skulle vi tilbringe ruten Pacific Coast Highway 1. Der er nogen, der siger, at denne rute bedst opleves fra nord mod syd, idet man så har havet på ”sin” side af vejen. Undervejs er der utallige viewpoints, så vi vil vove at påstå, at der venter en stor oplevelse, uanset hvilken retning man vælger at køre.

Vejen ligger alleryderst ved kysten, og man har det barske Stillehav og den rå klippekyst ved sin side på størstedelen af ruten.

Vi skulle ikke køre langt, før vi fik hold i nakken og kunne udbryde det ene ”wow” efter det andet. Vi vovede os ind i surferbyen Santa Cruz, men måtte opgive at navigere rundt med vores autocamper i de mange ensrettede og smalle gader.

Velankommet til Monterey og Saddle Mountain Ranch, den eneste RV park med swimming pool nær Monterey, kunne vi nyde en svalende dukkert og en skøn udsigt over bjergene. Her boede vi i 3 dage. Det lykkedes os dog inden da at køre ind på den forkerte campingplads, idet vi ad meget små bjergveje kom til et meget lille Y-kryds, hvor vi skulle vælge, om vi ville køre op ad bjerget eller ned ad bjerget. Vi kørte nedad, da vi øjnede campingpladsen 200 meter foran os. Ejeren kunne ikke finde os i deres reservationssystem, og ups vi skulle da vist være kørt op ad bjerget i stedet. Ja, sådan kan det jo gå, når det efterhånden er svært at huske navnene på alle de campingpladser og steder, som vi besøger. Efter en 15-punkts vending på 35 fod i vores 29 fod lange autocamper lykkedes det dog at komme op ad bjerget til Saddleback RV Park.

Vores første hele dag tilbragte vi i Monterey by. Her stod der Monterey Bay Aquarium på vores liste over must-see, og vi blev da bestemt heller ikke skuffede. Her var kæmpestore akvarier, der hver især skulle illustrere henholdsvis revet tæt på Monterey og det dybe stillehavs ocean. Dertil kom en superflot afdeling med gopler og søheste, og vi er nu blevet ret meget klogere på både goplernes giftighed og søhestenes sexliv (her er det hannen, der føder ungerne…). Derefter slendrede vi lidt rundt i Fisherman’s Wharf og fik en is og en Starbucks kaffe, inden vi returnerede til campingpladsen og blev dyppet i poolen.

Vi har været lidt i syv sind med hensyn til at tage på en hvaltur, men dagens blæsevejr fik os til at tage beslutningen om at droppe det, da Jonathan ikke er specielt søstærk, ligesom vi fik at vide af en af de ansatte i akvariet, at havet var meget hårdt i øjeblikket, og turene måske blev aflyst.

Dagen efter slappede vi af på campingpladsen. Efter så mange dage på farten, indfinder der sig en form for hverdag, og selvom man er på ferie, er der nogle hverdagsting, der skal tages hånd om som f.eks. vasketøj, lektielæsning, indkøb og planlægning af den næste etape. Vi kan mærke, at især børnene har mere og mere behov for at have nogle dage, hvor vi bare ”er” uden at have en plan og et mål, og uden at vi skal af sted på ture og opleve nye ting. Det er ganske enkelt svært at blive ved med at rumme og bearbejde nye indtryk. Vi er meget opmærksomme på, at Jonathan og William skal synes, at det er sjovt, men samtidig uden at rammerne for opdragelse og almindelig god opførsel forsvinder helt. Børnene snakker meget om ”dem derhjemme”, og de savner deres legekammerater en hel del. Derfor er det superskønt, når der kommer en hilsen fra vennerne fra børnehaven, skoleklassen eller familien – så en stor tak til alle jer – familie og venner, der tænker på os undervejs ☺.

Afsked med skønne Monterey og videre afsted ad Pacific Coast Highway 1. Højdepunkterne står i kø på denne tur og vi havde da også kun kørt 5 miles syd for Monterey og Carmel-by-the-sea, før vi måtte gøre holdt ved Point Lobos State National Reserve. Planen var at gå en kort tur langs klipperne, men vi endte med at tilbringe hele formiddagen langs den rå stillehavskyst. Udsigten var formidabel, og vi så blandt andet en skarvkoloni på en klippe i havet og sæler og søløver, der solede sig i brændingen.

Frokosten blev indtaget i autocamperen på Pacific Coast Highway 1 med udsigt over Stillehavet. Mens vi nød udsigten, skænkede vi japanerne på den anden side af Stillehavet en tanke og takkede dem for at have opfundet den sushi, vi indtog til frokost.

Turen gik videre og undervejs passerede vi mange broer, herunder Bixby Creek Bridge, inden vi ankom til KOA Pismo Beach sent om aftenen. Forinden gjorde vi holdt ved en stor sø-elefant-koloni, hvor de unge hanner sloges om hunnernes opmærksomhed (nogle ting ændrer sig bare aldrig).

Afsted ad Pacific Coast Highway 1 igen om formiddagen. Denne strækning var ikke helt så flot som tidligere på ruten, og vejret var overskyet. Vi passerede igennem Santa Barbara og så de store flotte millionvillaer ud mod stranden, inden vi ankom til KOA Ventura Ranch campingpladsen midt på eftermiddagen.

Det var en enorm campingplads med en stor legeplads, så børnene hyggede sig på den store hoppepude. Vi havde projekt ”tøm køleskab”, så vi holdt en stor festmiddag med alle resterne tilberedt over bål. Fryseren skulle også tømmes, så til børnenes store glæde fik de lov til at spise is til morgenmad.

Vores sidste dag på Pacific Coast Highway 1 gik med at køre fra KOA Ventura Ranch til vores sidste nat med autocamperen på Dockweiler RV Park, der ligger i Los Angeles lige ud til stranden og Stillehavet.

Ringen var sluttet, vi var tilbage i LA og tilbage var blot at få pakket alt vores tøj i kufferterne, samt rengøre autocamperen inden den skulle afleveres dagen efter. Det blæste desværre meget ved stranden, så vi fik ikke mulighed for den helt store badetur.

Til gengæld stod den på en lille gåtur på stranden, sen aftensmad og hygge i autocamperen med skåltaler over vores 46 dage i autocamperen.

Selvom vores 9 meter lange ”skur” har været en anelse nedslidt og raslet godt og grundigt undervejs, kan vi nu ikke lade være med at være en smule vemodige over at skulle levere autocamperen tilbage. Den har trods alt været vores hjem i 46 dage og har bragt os langt omkring – ca. 6.100 km (hvoraf Lene har kørt de 54 km….) for at være mere præcis. Vi har haft gang i gaffa-tapen undervejs for at klistre forskellige raslende løsdele fast, diverse skruer er gået løse. Vi har én gang oplevet, at toilettet løb over med vand på gulvet (det var ikke sjovt), køleskabet har åbnet sig under kørslen, og alle ting væltet hulter til bulter rundt i skabene. Men alt i alt har autocamperen dannet en hyggelig ramme om vores fantastiske oplevelser i Californien, Arizona, Utah og Nevada. Ja, det er utroligt, så lidt der skal til, for at noget føles som ”hjem”.

Sidste nat og sidste morgen i autocamperen. Vi var klar til næste etape. Inden vi ankom til Cruise America, hentede vi den lejede bil hos Hertz i Signal Hill, Los Angeles. En Chevrolet Tahoe, der er så stor, at den næsten kan konkurrere med autocamperen rent størrelsesmæssigt.

Fængslende i San Francisco

Det vestlige USAOprettet af Vinderødderne tir, juni 04, 2013 19:56:25

På turen mod San Francisco overnattede vi i Morehead Park. Og hvis Visalia er en lille flække, så er Morehead blot et bump på vejen. RV parken var bestemt en af de mere skrabede af slagsen og bar tydeligt præg af, at der primært er fastliggere, for det var mere en trailerpark end en campingplads. Eneste positive at sige om campingpladsen er, at den havde et helt fantastisk Internet, så vi fik i den grad uploadet billeder til vores blog, samt sendt masser af billeder og videoklip hjem til vores backup i Danmark.

Vi ankom om eftermiddagen til San Francisco, og forinden havde vi gjort holdt i et outlet. Da det var Memorial Day, var der ekstra mange gode tilbud, og der var sort af mennesker, der havde fået samme tanke.

Vores campingplads Candlestick RV Park er den campingplads, der ligger mest centralt i forhold til San Francisco, og dog ligger den ca. 20 km (og 30 dollars) kørsel i taxi fra centrum. Det er ikke en god mulighed at tage autocamperen med ind til centrum og parkere, så vi bliver komfortabelt transporteret i taxi. Dette giver til gengæld muligheden for at få en sludder med den lokale vognmand, og som en direkte målestok for storbyens mange ansigter og nationaliteter lykkedes det os at køre med taxachauffører fra både Nicaragua, Eritrea og Taiwan.

Fra campingpladsen har vi direkte udsigt til 49’ers stadion ”Candlestick Park”, men desværre var der ingen amerikansk fodboldkampe, mens vi boede der.

Vi tilbragte resten af dagen på campingpladsen med at lave lektier og tegne og spille kort med børnene.

Dagen efter skulle vi ind til centrum og tog derfor en taxi, der satte os af ved indgangen til Chinatown, og vi lagde vejen forbi en uskøn blanding af kinesiske antikvitetsforretninger og butikker med San Francisco magneter. Over os hang røde papirlamper, og fra de skumle sidegader var der små grønthandlere og en duft af kinesisk mad. Vi aflagde besøg på en lykkekagefabrik (fortune cookies), der blev etableret helt tilbage i 1962. Her sad der 3 fingernemme kinesiske kvinder beskæftiget med at bage de flade kager for derefter af folde dem om et stykke papir med nogle vise ord. Stedet reklamerer med, at de kan ”skræddersy” lykkekager til enhver lejlighed. Derudover har de åbenbart fundet en speciel niche indenfor feltet, og på deres visitkort står, at de er intet mindre end ”famous in French adult cookies”…. Kagerne i sig selv smager ikke specielt godt, men den forretningskyndige ejer havde øjnet muligheden for en biindtægt ved at opkræve 50 cent, for at vi kunne få lov til at tage et billede.

Vel ude af Chinatown tog vi en kabelsporvogn ad de absurd stejle gader ned mod Fisherman’s Wharf. På vejen lagde vi turen forbi Lombard Street, som er kendetegnet ved intet mindre end 8 hårnålesving på den 100 meter lange gade. Dette karakteristika har givet gaden titlen som ”verdens mest snoede gade” – og det er da vældigt sjovt, men må være utroligt upraktisk for beboerne, der ud over den snoede gade skal kæmpe mod turistmylderet i området.

Vi hang ud i nogle timer på Fisherman’s Wharf, hvor vi blev underholdt af gadegøglere og især de mange spraymalere, som Jonathan og William blev helt tryllebundet af. Derudover var det sjovt at se de mange krabbeboder, hvor de store krabber i løbet af kort tid blev forvandlet til en gang chowder i surbrødstallerken.

Vejen gik også forbi Pier 39, hvor vi fik hilst på nogle andre af San Franciscos berømte indbyggere – nemlig søløverne, der kæmper om pladsen på de mange soldæk i havnen.

Vi fik afhentet vores forudbestilte billetter til Alcatraz dagen efter, så vi ikke skulle alt for tidligt op, og fortsatte videre ned i, hvad der viste sig at være downtown området. Som i mange andre storbyer i USA er downtown forretningskvarteret, som efter kontorlukketiden henligger temmelig øde. Dette faldt uheldigvis sammen med vores spisetid, og vi måtte gå langt med 2 trætte børn, inden vi overgav os (til børnenes jubel) og indtog aftensmaden på den gyldne måge (aka McDonald’s).

Tidligt op på dag 3 og klar til afgang med den første færge mod Alcatraz Island. Vel ankommet gik vi direkte op til toppen af øen, hvor selve fængselsbygningen ligger. Her blev vi udstyret med walkman og gik den ca. 2 timer lange rundtur, godt underholdt af historier med fangeoprør og den berømte fangeflugt i 1962, hvor det (måske) lykkedes 3 fanger af slippe væk fra fængselsøen ved at grave sig ud med en teske. Vi tilbragte det meste af dagen på øen og spiste aftensmad på Pier 39, inden vi tog hjem til campingpladsen.

Det var næsten middag, inden vi kom afsted på fjerdedagen, men til gengæld havde vi så fået sludret lidt med bedsteforældrene hjemme i Danmark – hurra for Facetime. Denne gang gik turen mod Golden Gate Park og San Franciscos orangerøde vartegn. Vi var helt usandsynligt heldige med vejret, og til forskel fra de første 3 dage, der havde indhyllet broen i tæt tåge, havde vi strålende solskin hele dagen. Vi gik en kort tur på sydsiden, inden vi krydsede broen på den dertil indrettede gangsti. Det blæste en halv pelikan, og det var svært at føre en samtale på grund af den kraftige vind og de ufatteligt mange biler, der kørte umiddelbart på den anden side af autoværnet. Men det var måske slet ikke så dårligt, for børnene synes denne dag at være enige om, at det bestemt IKKE var sjovt at gå på broer. Først da vi var ovre på den anden side, synes de, at det alligevel var lidt sejt at have gået de 2,5 km over en af de smukkeste hængebroer i verden. Vi belønnede vores indsats med en tur på en dejlig sushirestaurant Hana Zen på Pier 39, hvor vi kunne nyde en velfortjent omgang sushi og nyde den flotte udsigt over Alcatraz og Golden Gate Bridge.

Da mørket faldt på ved campingpladsen gik den vilde jagt for at få endnu et glimt af den tykke vaskebjørn, der lusker rundt på pladsen. Dens rute går lige under vores autocamper, og vi har små fine fodspor af vaskebjørn udenfor vores dør. Så godt nok så vi ingen sortbjørn i Yosemite, men til gengæld har vi set vaskebjørn i San Francisco ☺.

Kings Canyon & Sequoia National Parks

Det vestlige USAOprettet af Vinderødderne man, juni 03, 2013 17:40:43

To nationalparker i en. Men samtidig med hver deres kendetegn. Vi havde heldigvis booket overnatninger på Hume Lake Campground på forhånd, og det viste sig at være en god ide, da vi skulle bo der i Memorial Weekend.

Amerikanerne fejrer Memorial Day den sidste mandag i maj, og det er en dag, som de går meget højt op i, da de på denne dag mindes de døde. Oprindeligt var dagen ment som en mindedag for de faldne i den amerikanske borgerkrig, men med tiden mindes amerikanerne nu alle de døde.

Fridagen om mandagen bruges derfor til at komme væk fra de vante omgivelser, og især nationalparkerne er blevet klargjorte op til Memorial Day. Mange campingpladser, og især nationalparkernes campgrounds, melder totalt udsolgt i denne weekend.

Vi startede den første dag op med at besøge visitor centret i Grant Grove Village i Kings Canyon National Park, hvor vi fik udleveret Junior Ranger programmet, hvorefter vi kørte til vores campsite og blev registreret.

Undervejs gjorde vi holdt ved ”General Grant Tree”, et ungt seqouoiatræ på små 1800 år, der har fået tilnavnet The Nations Christmas Tree.

Efter en let frokost fortsatte turen med en meget bjergrig kørsel til bunden af Kings Canyon til Roads End, hvor vejen efter 40 km i bogstaveligste forstand sluttede, og hvor vildmarken tog over. På det meste af køreturen løb Kings River langs vejen, og vi havde derfor udsigt til ”river wild” fra første parket. Her om foråret begynder alt at blomstre, og vi måtte standse mange gange for at tage billeder at de smukke vilde blomster – især de 3 meter høje blomstrende yuccaer var meget imponerende med deres store hvide blomsterstand.

Turen til bunden af Kings Canyon vidnede desværre også om en masse travle turister, der i personbil tilsyneladende både skulle nå til bunden af Kings Canyon og videre til de store træer i Sequoia National Park, og selv om vi kørte efter den tilladte hastighedsgrænse, var vi meget ofte bremseklods for utålmodige bilister, der gerne ville forbi, og som med alt for høj fart overhalede os, for langs ruten lå adskillige døde påkørte dyr, som kunne have været undgået ved lavere hastighed.

Nationalparkerne gør en stor ære i at skilte med, at der er mange dyr på vejene i foråret, og vi har da også flere gange måttet bremse hårdt op for at undgå påkørsel. Det er dog også heldigvis lykkedes at bremse, fordi vi netop har kørt med lav fart. Til dette skal naturligvis også nævnes, at vi havde et stort ønske om at se en bjørn ude i naturen, men at dette bestemt ikke skulle ske som kølerfigur på vores autocamper.

Vi kørte retur til vores campsite ved Hume Lake og tændte op i bålet. På denne campingplads måtte vi gerne samle brænde i området, til forskel fra de øvrige campsites i nationalparkerne. Vi konkluderede, at det føles meget autentisk, sådan at samle sit eget brænde og lave mad over bål. At vi alle 4, uden adgang til bad efterhånden lugter temmelig meget af røg, er en anden sag. Efter endt aftensmad blev der fundet marshmellows (skumfiduser) frem, som blev ristet ved bålet. Roen faldt over campingpladsen, og vi kunne i stilhed ved bålet betragte stjernerne på himlen blive tydeligere og tydeligere.

Dagen efter kørte vi til Lodgepole Visitor Center i Sequoia National Park, hvorfra vi tog en shuttlebus ud til ”General Sherman Tree”. Dette sequoiatræ er gigantisk, og hvis kæledæggen General Grant Tree er nationens juletræ, så er alderspræsidenten General Sherman på 2200 år vel nærmest at betragte som ”træernes konge”. Alt er jo som bekendt relativt, og det er meget vanskeligt at beskrive den overvældende størrelse på disse giganter. Størrelsesforholdet mellem et menneske og et af disse store træer, er som en mus i forhold til et menneske. For at sætte nogle tal på disse kæmpetræer kan nævnes, at General Sherman er ca. 85 meter højt, omkredsen ved foden er på 30 meter og diameteren på de største grene er 2 meter – og træet vokser stadig!

Vi kørte herefter retur til Lodgepole Visitor Center, hvor Jonathan og William blev taget i ed som Kings Canyon & Sequoia National Parks Junior Rangers efter at have fået nærstuderet og godkendt deres svar i Junior Ranger bogen.

Da vi kom retur til Hume Lake, tændte vi atter op i bålet, hvor vi lavede snobrød og pølser, for igen at slutte af med marshmellows-dessert. Da Jonathan og William godt mætte var blevet lagt i seng, sad Lene og Johnni igen og nød stilheden ved det knitrende bål. Pludselig kom en vildtlevende hjort gående 1½ meter fra os. Den blev i nærheden og kom helt tæt på bålet i løbet af aftenen.

Hume Lake Campground indtager absolut en af vores favoritsteder at overnatte, da vi virkelig følte, at vi var kommet ud, hvor der ikke var overrendt af turister. Muligheden for at gå ture ved søen eller i skoven, samt at befinde sig lige midt i naturen, var helt fantastisk.

Visalia – rosinen i pølseenden

Det vestlige USAOprettet af Vinderødderne man, juni 03, 2013 17:21:25

Man kan spørge sig selv om, hvad vi lavede i Visalia, Californien? Kig på et kort og se, at der umiddelbart intet er. Ganske rigtig – Visalia er bestemt ikke en by, som umiddelbart er det helt store trækplaster.

Men det er de nærliggende nationalparker Yosemite og Kings Canyon & Sequoia National Parks, der trækker turister til Visalia, primært som overnattende inden turen ind i parkerne. Vores ærinde var af samme karakter, da vi trængte til et lille pusterum fra 4 dage i Yosemite med masser af kilometer i benene, beskidt tøj, ingen hook-up og uden swimmingpool.

På køreturen til Visalia kørte vi igennem Fresno, og ved en ren tilfældighed kom vi forbi Simonian Farms, som var en butik, der solgte frugt og grønt i stor stil. Stedet var fantastisk og udenfor var der gamle landbrugsredskaber, herunder over 100 år gamle traktorer, samt nogle patriotiske amerikanske malerier.

Vi var ved vores kørsel mellem Yosemite National Park og Visalia havnet i Californiens forrådskammer. Her bliver dyrket vindruer, abrikoser, ferskner, blommer, æbler, jordbær og alverdens andre frugter og grønt på arealer så langt øjet rakte. Det var en sand fornøjelse at køre igennem og sjovt at se de forskellige frugttræer lige ud til vejen. Tilfældet ville også, at vi kom forbi Sun-Maid, som jo producerer californiske rosiner, der importeres til hele verden. Vi aflagde virksomheden et besøg og kom derfra med et par poser….. rosiner.

I Visalia blev vi indkvarteret på KOA Visalia og fik vasket tøj, provianteret og tilbragt nogle timer ved poolen. Vi fik vi også repareret autocamperens blæser, som gik i stykker, da vi forlod Las Vegas. Dermed var vi sikret, at luften nu kunne cirkulere i autocamperen, mens vi kørte.

Yosemite – Bjergtaget langt nede i dalen

Det vestlige USAOprettet af Vinderødderne søn, juni 02, 2013 08:29:59

Efter vores korte ophold ved Mono Lake skulle vi have indfriet endnu et af vores store mål – Yosemite National Park.

Vi har været så privilegerede og heldige at få fire overnatninger inde i selve nationalparken, heraf de tre i Yosemite Valley og den sidste i Wawona. Reservationerne for en periode på en måned åbner på en bestemt dato og tidspunkt. Efter højest 5 minutter er alle pladserne reserverede, og så må man i stedet lide den tort at skulle forlade nationalparken hver dag og køre 1½ - 2 timer ud af nationalparken og vende tilbage dagen efter.

Desuden var vi heldige med vejret, idet Tiogapasset (Tioga Pass) var blevet sneryddet ugen forinden. Ellers havde det betydet en omvej på 6 timer i stedet for en meget flot køretur i sneklædte bjerge og andet flot landskab i øvrigt. National Park Service opgør årligt, hvornår Tioga Pass åbner, og for få år siden åbnede passet først i juli på grund af sne.

Med udsigt til sol de kommende 4 dage bevægede vi os dermed videre ind i bjørneland. Køreturen var sat til ca. 2 timer, men vi endte med at bruge 5 timer, for køreturen var en kæmpe seværdighed i sig selv, og for hvert hårnålesving havde vi lyst til at stoppe op og tage endnu et foto. Desuden holdt vi et afbræk i køreturen for at vandre op ad et stejlt bjerg og nyde udsigten fra toppen. Her fik vi det første glimt af Half Dome – den karakteristiske klippe i Yosemite. Bjerget vrimlede med marmots – en stor gnaver, der minder om et kæmpe-egern på ½-1 meters længde.

Vi nærmede os den frodige dal, og alt var lysegrønt. Vi kørte gennem et par bjergtunneler og krydsede fingre for, at vi havde tag-aircondition anlægget med ud på den anden side. I realiteten var det ikke noget problem, for vi lagde os ud på midten af vejen og tilkendegav for de modkørende bilister, at vi fyldte lidt mere, og de nok burde køre lidt ind til siden, hvilket de udmærket forstod.

Første stop i Yosemite Valley var ved Bridalveil Falls, der brusede med vand så kraftigt, at vi tydeligt mærkede vandstøvet fra vandfaldet. Som lemminger fulgte vi strømmen af turister, der var ved af falde over hinanden i iver efter at klatre på de glatte sten – lige ved siden af det store advarselsskilt om IKKE at klatre på stenene. Her var pine død mange mennesker, og vi tilskrev det weekenden, hvor mange amerikanere nyder at tage på tur, og der derved virker meget fyldt.

Efter yderligere information fra visitor centret og måben over alle de mange mennesker i nationalparken, ankom vi til vores campingplads ”North Pines”, hvor der dog herskede en dejlig stille ro midt i skoven.

Næste morgen ville vi forsøge at komme turistflokkene i forkøbet, og allerede kl. 8 var vi på vej mod at gå dagens to første vandreture, og var dermed heldige at få en god parkeringsplads centralt i nationalparken. Herfra vandrede først til USA's største vandfald, Yosemite Falls, som allerede fra morgenstunden var godt besøgt. Vi nød vandfaldets brusen og iagttog de øvrige turister i ½ time, før vi satte kursen videre mod dagens anden vandretur, som foregik midt i dalen ad nogle flotte stier, hvorfra vi kunne beundre alle bjergene, som omkransede Yosemite Valley.

Lidt over middag kørte vi til vores andet campsite, ”Upper Pines”, og blev indkvarteret. Efter en kort frokost stod den store prøve.

Ved vores besøg på visitor centret blev vi anbefalet at gå op til Vernal Fall. Vandreturen var delt i tre, nemlig Lower Vernal Fall, Upper Vernal Fall og Nevada Fall. Rangeren anbefalede, at vi to den nederste del af Vernal Fall, da Upper Vernal Fall var kategoriseret som strenuous (vanskelige / hårde). Rangeren synes derfor, at kun Johnni skulle fuldføre denne del af turen.

Da vi kom til Lower Vernal Fall, og ikke var blevet udsat for de helt stor udfordringer, besluttede vi os at prøve kræfter med Upper Vernal Fall, og vi måtte bestemt medgive, at turen krævede lidt mere. Samtidig må vi også erkende, at Jonathan og William ingen problemer havde med at klare turen, idet de syntes, at det var en spændende udfordring, som blev yderligere interessant, idet vi gik op langs vandfaldet, hvor vi jævnligt fik vandstøv fra vandfaldet ind over os.

Belønningen kom da også, da vi efter 2 timer nåede toppen af vandfaldet og kunne iagttage, hvordan de enorme vandmasser blev sendt ud over klippekanten og mod afgrunden, hvor de blev opslugt af floden og sendt videre mod Lower Vernal Fall. Efter at have nydt udsigten og sundet os i ½ time, gik turen tilbage til autocamperen, og 1½ time senere nåede vi afslutningen af vandreturen.

Jonathan og William var godt udmattede og havde bestemt ingen problemer med at sove efter et solidt måltid mad tilberedt over bål midt i skoven på vores campsite. Vi var meget stole over børnenes præstation, men syntes også, at kategoriseringen af vandreturene nok mere passede til amerikanerne end danskerne. I hvert fald har vi bemærket, at så snart der er lidt stigning på vandreturen, bliver den hurtigt kategoriseret højere end ”Easy”.

På tredjedagen gik vi en tur til Mirror Lake, som efter sit navn rummede en sø, hvor man kunne spejle sig. Der var meget vindstille på dagen, og belønningen kom dog også prompte, da vi nåede søen. De omgivne bjerge, og især Half Dome, kunne nu ses dobbelt blandet sammen med de øvrige smukke omgivelser i det rolige vand. Mærkværdigt nok havde ikke særligt mange turister fundet vej til Mirror Lake, og det profiterede vi af.

Om eftermiddagen deltog vi i et Ranger Program om bjørne. Det var meget informativt, men også skræmmende at vide, hvordan menneskets adfærd har slået i tusindvis af bjørne ihjel og faktisk stort set har udryddet Grizzlybjørnen fra Californien. Derved er det kun sortbjørnen, der kan findes i Yosemite. Man har selvfølgelig været bevidst om, at bjørnene i Yosemite var et stort trækplaster for turisterne, og rangeren viste billeder fra 1950’erne, hvor man så en ranger hælde en flaske øl i gabet på en bjørn med det ene formål at lokke bjørne og dermed turister til området. Nu har det heldigvis ændret sig, og man er sig meget bevidst om, at adfærd som dette skaber farlige bjørne, der ikke længere er bange for mennesker. Derfor er mantraet i parken nu, at man ikke skal fodre bjørne. Desværre er der nogen, der stadig ikke har forstået, at bjørnen er et vildt dyr, og stiller derfor ofte mad ud til bjørnene for at lokke dem ind til campingområdet. Det betyder, at bjørnene stadig tiltrækkes af tilstedeværelsen af mennesker, og at der faktisk lever ca. 35 bjørne på en areal i Yosemite, der er beregnet til 2 bjørne.

Tilbage til vores campsite blev der endnu en gang tændt op i bålet, og vi kunne udmattet nyde endnu et måltid. Desværre fik vi ingen bjørne at se på vores vandretur, men til gengæld havde vi fået to pavestolte børn med retur, som nu også kan kalde sig Yosemite National Park Junior Rangers. En titel, som de havde kæmpet hårdt for at få, og sammenlagt havde tilbagelagt mere end 15 kilometer på to dage.

Ved morgenstunden rumlede vi videre ad de snoede bjergveje. Vi forlod Yosemite Valley med kursen mod Wawona, som er et andet område i nationalparken, der er kendetegnet af deres store seqouia-træer. Her boede vi igen på en naturskøn campingplads uden hook-up, men med en smuk brusende flod lige i ”baghaven” på vores site.

Vi tog en shuttlebus ind til Mariposa Grove, som er et skovområde med disse kæmpetræer. Eller dvs. Johnni tog shuttleturen 3 gange, for vi havde glemt vores kamera og måtte tilbage til autocamperen for at hente det ☺. Vi andre slog tiden ihjel med at spise en stor is.

Vi lagde ud med en kort vandretur mod "Grizzly Giant Tree" – den enorme sequioakæmpe der er 1900-2400 år gammelt. Videre på vores vandretur så vi navnkundige mange af de andre kæmpetræer med sigende navne såsom ”tunnel-tree”, ”faithful couple” som er 2 sammenvoksede træer og ”telescope tree”, som på grund af adskillige skovbrande er fuldstændigt udhulet, og man kan stå inde i det og kigge lige op i himlen 100 meter oppe. Men på trods af dette lever træet stadig, for den enorme bark har holdt stand mod flammerne. Som vi efterhånden har oplevet på mange af vores vandreture, så skal vi ikke gå langt for at have skoven for os selv – langt de fleste besøgende bliver i området omkring parkeringspladsen og kiosken. Vi nød derfor skovens dybe stille ro og så bl.a. en flot hvidhovedet spætte hakke løs på sit træ og fandt en masse kæmpestore grankogler, der var over 30 cm lange.

På ture som disse får tankerne og tungen frit løb hos børnene og vi får talt om mange forskellige ting.

Lone Pine og Mono Lake

Det vestlige USAOprettet af Vinderødderne lør, juni 01, 2013 06:31:36

Klokken var 0745, og vi var lige kørt fra campingpladsen i Lone Pine med kurs mod Mono Lake. Vi havde kørt i 5 minutter, da Johnni havde holdt fotostop 3 gange. Jo, her ved foden af Mount Whitney (USA's højeste bjerg i ”Lower 48 States”, dvs. uden Hawaii og Alaska, som ikke forbundne med de øvrige 48) er der mange ”Kodak moments”.

Egentlig havde vi ikke skænket Lone Pine en tanke, men efter et rejseforedrag hos Arne fra MyPlanet.dk blev vi anbefalet at overnatte på Lone Pine Campground, som ligger som et smørhul mellem de to bjergkæder Sierra Nevada og White Mountains. Ved vores ankomst efter Death Valley blev vi bestemt ikke skuffede. Efter et besøg på det lokale visitor center kørte vi en 30 minutters smukke omvej i et meget klippe- og stenfyldt område, som bestemt var den ekstra køretur værd.

Området omkring Lone Pine er meget brugt som filmkulisse, og senest har Superman blafret med sin røde kappe lige her.

Samtidig var det også en sjov oplevelse inden for 1 døgn at have været i USA’s laveste punkt i Death Valley for at ende for foden af det højeste punkt, Mount Whitney, i ”Lower 48 States”, selv om disse kun ligger ca. 3 timers kørsel fra hinanden.

Stilheden på Lone Pine Campground var også udtalt. Vi talte med bestyreren af stedet, som oplyste, at det primært var i weekenden, der var godt besøgt, så vi profiterede af at kunne nyde stilheden og de rene omgivelser, samt den sagte brusen fra det nærliggende vandløb og udsynet til Mount Whitney.

Vi er nu for alvor ankommet til ”Bear Country”, og der er opstillet bjørneskabe på hver site på campingpladserne. Her skal man opbevare alle madvarer og andre stærkt lugtende ting som f.eks. toilettasker, såfremt man bor i telt. Da vi bor i autocamperen, er det ikke nødvendig med den eksterne opbevaring. Jonathan og William mente, at de skulle sove inde i skabet, så de ikke blev spist af bjørnene…

Køreturen til Mono Lake og Mono Vista RV Park gik via byen Bishop, hvor vi om formiddagen havde en aftale med Mr. K Automotive, som skulle lave vores ventilationsanlæg, som gik i stykker på vej væk fra Las Vegas. Efter 1½ times tid, som vi brugte i den nærliggende Kmart og Starbucks, kunne mekanikeren konstatere, at vores diagnose var korrekt, men at han ikke havde de nødvendige reservedele liggende, så vi måtte vente et par dage eller finde et andet værksted at få udført reparationen på.

Turen gik videre nordpå, og vi ramte Mono Lake midt på eftermiddagen. Her nød vi en kort vandretur ned til den basiske sø, der præges af de 2 vulkanøer ude midt i søen.

Vi overnattede i byen Lee Vinning, som er gateway til Yosemite National Park. Vi aflagde besøg i visitor centeret, og det stod klart, at Tiogapasset via HIghway 120 var blevet ryddet for sne og vejen til Yosemite var banet – vi glæder os til de kommende dage.

Death Valley – vi overlevede døden

Det vestlige USAOprettet af Vinderødderne lør, juni 01, 2013 06:12:32

Hvad er oddsene på at overleve døden i en autocamper, når blæseren ved motoren, der skal cirkulere vores aircondition, går i stykker på vej ud af Las Vegas, og de efterfølgende 36 timer skal tilbringes i Death Valley National Park?

Vi trodsede det dårlige varsel og vovede os alligevel ind i nationalparken, hvor temperaturen på havniveau viste 43 grader. Vi var dog stærkt bevæbnet med 40 liter vand, hvoraf de 5 liter var frossen tilstand.

På vej mod visitor centret gjorde vi holdt på Zabrieski Point, som er et udsigtspunkt over en del af det golde ørkenlandskab, samt nogle af bjergene. Den ultrakorte gåtur på sølle 300 meter hver vej gjorde os gennemblødte af sved, og med et blev vi klar over, hvad der ventede – troede vi.

Efter at have besøgt visitor centret i Furnace Creek og fået udleveret det nærmest obligatoriske Junior Ranger program, kørte vi mod Badwater Basin, som er USA’s laveste punkt, og som ligger 85,5 meter under havets overflade. Med temperaturer på over 50 grader fik vi virkelig vores sag for og med en kort vandretur i den salte ørken (ja det er salt man går på), satte vi os ind i autocamperen, rullede vinduerne ned og kørte mod Stovepipe Wells, mens vi drak masser af isvand.

Vi havde på forhånd booket plads i Stovepipe Wells Village, hvilket kun 3 andre campister havde gjort. Vores indtryk blev således, at Death Valley blot var noget man besøgte i forbifarten og kun opholdt sig i ganske kort tid.

Vi kunne dog med stor tilfredshed tilslutte strømmen til autocamperen og dermed få den nødvendige strøm til at tænde airconditionanlægget i loftet. Dette gjorde, at temperaturen kom ned på omkring 35 grader i dagstimerne og 25 grader om natten. Yderligere kunne vi boltre os i den kolde og 3 meter dybe swimmingpool, som vi havde adgang til på den anden side af vejen.

Godt udmattede på grund af varmen kunne vi gå tidligt i seng efter at have lavet de nødvendige opgaver i Junior Ranger programmet, hvor det gennemgående tema med rette var: Water!

Dagen efter stod vi tidligt op og kørte ud til Mesquite Sand Dunes, som er nogle store sandklitter i Death Valley National Park. Efter at have tilbragt 1½ time i de knastørre sandklitter i bagende hede kl. 9 om morgenen besluttede vi os for at køre til nærmeste Ranger Station, hvor Jonathan og William kunne tages i ed som Junior Rangers of Death Valley National Park.

Vi forlod derefter nationalparken og ad kurvede veje satte kursen mod Lone Pine og forhåbentligt lavere temperaturer.

The Kirsteins går til filmen

Det vestlige USAOprettet af Vinderødderne tir, maj 28, 2013 07:23:39
Efter at have optaget utallige af videoklip og taget mere end 4.000 billeder, har vi besluttet os at gå til filmen.

Vi er blevet kraftig inspireret af alle de steder, vi har besøgt, hvor nogle af de helt store Hollywoodproduktioner har fundet sted. Derfor har vi et klart mål: At få en stjerneflise lagt i Hollywood Walk of Fame.

Her har vi lavet en lille appetizer, som måske bliver fulgt op af endnu en senere på vores rejse.

Se filmtraileren her.

Viva Las Vegas – Rollin’ High i fire dages synd

Det vestlige USAOprettet af Vinderødderne man, maj 27, 2013 18:03:33

Efter 4 timers kørsel på Interstate gennem den flade Nevadaørken kunne vi pludselig ane en skyline i det fjerne. Det eneste, der havde antydet, at vi måske nærmede os bebyggelse, var de kæmpestore elmaster, der stod opført tættere og tættere. Og elektricitet er der i sandhed brug for i Las Vegas – til de kæmpestore neonskilte, til de 150.000 hotelværelser og til de tusindvis af spillemaskiner, der kendetegner ”Syndens By” med ”forbrug” i tiende potens. Og ja, så lige det faktum, at da vi krydsede statsgrænsen fra Arizona, stod det første kasino lige på den side af grænsen i Nevada.

Lad det være sagt med det samme, vi syndede skam også – en smule. I de 4 dage vi boede her, kastede vi os nemlig grådigt over de overdådige buffeter, da aftensmaden skulle indtages, og der er igen tvivl om, at der i de dage var overtræk på kaloriekontoen. Til næsten ingen penge kunne vi spise til vi revnede, og vi fik afprøvet buffeterne på "Circus Circus", "Excalibur" og "Mirage", hvoraf sidstnævnte havde den mest fantastiske dessert buffet, vi nogensinde har set – bare ærgerligt at vi havde spist os mætte i alle bøfferne, fiskeretterne, sushien, wokmaden og pastaen, inden vi nåede så langt.

Hver dag spurgte vi børnene, om vi selv skulle lave mad, men de insisterede på at skulle have buffet, så vi indvilligede naturligvis i at imødekomme deres ønske, idet vi selv trængte til ikke selv at skulle stå for madlavningen og bare kunne svælge i os i alverdens madretter.

Som et Christania midt i København er Las Vegas i Nevada undtagelsen og symbolet på en form for autonomi, hvor reglerne er bøjet, ikke i neon, men så de passer til de ønskede forhold. Nevada har således som den eneste stat stemt imod forbuddet mod at ryge på restauranter, kasinoer og andre offentlige steder og i 1930’erne tillod man spil fra den ene dag til den anden, for at komme de ulovlige spillebuler til livs. Alt sammen for at tækkes forbrugeren og turisten, der skæpper godt i pengekassen. Efterhånden som Las Vegas oplever konkurrence fra spilbranchen i øvrigt, dvs. kasinobyer i andre lande, onlinespil mv., har Las Vegas også sat sit fokus på at tiltrække turisterne til deres utallige natklubber, og der reklameres i høj grad åbenlyst for eskort og prostitution, ikke på en påtrængende måde, men man er ikke i tvivl om mulighederne.

Om dagen er der ikke så meget at opleve i Las Vegas, og vi brugte de lyse timer til at shoppe lidt i et af de mange outlets, besøge Hoover Dam og ligge ved poolen på campingpladsen KOA Circus Circus. Og vi var glade for poolen, for temperaturen sneg sig lynhurtigt op på 35 grader og umuliggjorde alt bevægelse hurtigere end sneglefart. Campingpladsen ligger lige bag ved det store hotel og kasino ”Circus Circus” i gåafstand til den nordlige del af ”The Strip”s nye bydel. ”The Strip” er i øvrigt øgenavnet for gaden ”Las Vegas Boulevard”.

Vores besøg på Hoover Dam var et spændende besøg, idet man med datidens (1930’ernes) teknologi lykkedes at etablere en dæmning, hvis mængde af beton kunne danne et 1½ meter bredt fortov, som kunne nå rund om ækvator eller en 2 sporet vej, der kunne gå fra San Francisco til New York. Som en kæmpe korkprop i Coloradofloden kan man kontrollere gennemstrømningen så 400.000 liter vand i sekundet kan passere rørene i dæmningen, og som via en smart konstruktion giver elektricitet til bl.a. Los Angeles og Las Vegas.

Vi oplevede ”The Strip” om aftenen, hvor vi udforskede de mange kasinoer, der er så store, at man nemt farer vild. Vi investerede i 24-timers billetter til ”The Deuce”, som er bussen, der kører op og ned ad ”The Strip”, så det var nemt at komme rundt. En tur ned ad ”The Strip” er som at besøge hele verden og en anden planet på samme tid og i forskellige tidsaldre på en surrealistisk og kitchet måde. Her er ”Luxor” kasinoet med den ægyptiske sfinx, ”New York, New York” hvor hotelkasinoet er en kopi af Manhattens skyline, ”The Venetian” med tro kopier af Rialtobroen og Markuspladsen og ”Paris” hvor der står et kæmpestort Eiffeltårn og blinker om kap med lysene fra ”Caesars Palace” med det store Colosseum. Hertil ikon-kasinoerne som ”Mirage” og ”Bellagio”, der i sin tid kostede 10 mia. kroner at bygge.

Når man går igennem kasinoerne, kan man ikke undgå at blive tiltrukket af lysten til at prøve lykken, men da børn ikke må stå i nærheden af deres forældre, når de spiller, aftalte vi, at Johnni skulle prøve lykken på ”Circus Circus” to dage før vi skulle rejse fra Las Vegas. Det blev et spændende bekendtskab, hvor den enarmede tyveknægt levede op til sit navn og flåede Johnni for 40 dollars på under 3 minutter. Johnni lagde strategien om for at få pengene til at række længere, og besluttede sig for at spille på en maskine, hvor hvert tryk kun kostede 14 cent (84 øre). Strategien gav bonus og efter 2 timer med larmende maskiner, vendte Johnni stolt hjem og kunne berette at have et overskud på spilkontoen på 30 dollars.

Jonathan og William satte den efterfølgende morgen adresse på gevinsten, som skulle bruges på slik. Den efterfølgende aften prøvede Johnni lykken igen, og måtte indkassere et minus på 10 dollars og besluttede sig for at stoppe, mens legen var god. Af helbredsmæssige årsager var det dog godt, at den samlede gevinst kun blev på 20 dollars, så slikposerne blev lidt mindre.

Generelt må man sige, at det virker som om, at pengekassen er lidt slunken, eller også lå vores besøg uden for sæsonen, for kasinoerne syntes meget tomme, ligesom der kun var dækket op i buffeterne på 25% af den samlede kapacitet. Vi ved ikke, hvornår højsæsonen ligger, men erfarede, at man kunne få meget billige værelser. Vi kender dog ikke tricket til dette, men er naturligvis interesseret i at efterforske noget mere i dette fænomen.

Dog var det sikkert, at de store hoteller/kasinoer gjorde alt for at skabe opmærksomhed om deres produkt, idet de hver time havde et formidabelt show, der tilmed var offentligt og gratis, og som afspejlede deres kendetegn. Således havde ”Treasure Island” to sørøverskibe, der med bragende kanoner kæmpede mod hinanden, hvoraf det ene endte med at synke i røg og damp.

Bellagio” havde et kæmpe springvand hvert kvarter, som i lysstråler dansede til rytmen af musikken, der flød fra utallige højttalere, og ”Mirage” havde et stort vulkanudbrud med masser af flammer og lava. Eller mægtige ”Caesars Palace” med sit Atlantis, som Jonathan var meget betaget af. Alle disse shows var til stor begejstring for de tusindvis af turister, der aflagde Las Vegas et besøg. Ulempen var dog, at disse shows afholdes, når mørket er faldet på, hvilket betød, at vi endte med at skulle bære sovende børn hjem med meget lange arme til følge.

Den sidste dag faldt vi i snak med nogle danskere – 2 vennepar på efterløn, der rejste sammen i autocamper, og som skulle hjem til Danmark dagen efter. Vi besigtigede deres autocamper, en ”Apollo” med slideouts og som derfor på trods af den kortere længde ligefrem havde et stort køkken-allrum. Vi arvede resterne fra deres køleskab og en stor bunke danske ugeblade til Lenes store glæde.

Alt i alt var Las Vegas en fantastisk god oplevelse og helt klart endnu en destination, hvor vi godt kunne have brugt noget mere tid på at gå rundt og kigge, men samtidig endnu ikke har kunnet se, hvor vi skulle tage de ekstra dage fra i vores program.

Bryce Canyon National Park via Scenic Byway 12

Det vestlige USAOprettet af Vinderødderne man, maj 27, 2013 03:49:19

Vi vågnede op til regnvejr, pakkede sammen i regnvejr og forlod campingpladsen i silende regn. På den første del af turen ad Scenic Byway 12 kørte vi op i bjergene (Boulder Mountains), hvor tågen hang så tungt over det alpine landskab, at vi måtte fantasere os til den storslåede udsigt, der efter sigende skulle forefindes her. Regnen blev afløst af slud, dernæst sne, og for en stund kørte vi pludselig gennem et fuldstændigt snedækket skovklædt landskab.

Ruten ad Scenic Byway 12 er beskrevet som Utahs All-American Road og er karakteriseret ved, at man kommer igennem mange typer af landskaber f.eks. alpin skov, rester af forhistorisk havbund, pink bjergkamme og flade golde sletter. Disse forskellige landskaber er geologisk og arkæologisk formet gennem millioner af år. Således er turen ad rute 12 både en forunderlig rejse gennem tid og terræn.

På et tidspunkt kørte vi på The Hogback, hvor den smalle stribe af asfalt, som kaldes vej, er anlagt allerøverst på toppen af en smal bjergkam med stejle bjergsider på begge sider af autocamperen. Kørslen her foregik med tungen lige i munden og Lenes hjerte i halsen.

Videre ad ruten strejfede vi også det enorme område kaldet Grand Staircase Escalante National Monument. Dette område byder på en række massive geologiske nedadgående ”trappetrin”, der strækker sig mod sydvest hele vejen via North Rim ved Grand Canyon i Arizona og ned til Coloradofloden.

Vi lavede en afstikker fra rute 12 ud til Kodachrome Bassin State Park, hvor klippeformationerne på usædvanlig vis har form som høje runde skorstene kaldet ”sand pipes”. Og ja stedet har noget med film at gøre, idet stedet er opkaldt efter datidens revolutionerende farveægte kodakfilm.

Regnskyerne hang meget tunge og mørke over os, da vi endelig nærmede os Bryce Canyon National Park, og himlen åbnede sine sluser, og vi blev budt velkommen til parken i silende regn.

Installeringen på North Camp Ground inde i nationalparken var meget hurtig, idet der ikke er nogen form for hook-up. Dvs. at vi de næste 2 dage ikke kan tilsluttes hverken vand, strøm eller kloak. Noget som har gjort Jonathan og William yderst bevidste og sparsomme med hensyn til at rationere brug af Nintendo og iPad.

Vi aflagde besøg på det yderst informative visitor center og fik tilrettelagt et program for vores besøg og sikret os, at Jonathan og William kunne nå at deltage i Junior Ranger programmet.

Sidst på eftermiddagen stoppede regnen, og vi vovede os af sted på en guidet Ranger tur langs kanten af Bryce Canyon. Vi havde en fantastisk erfaren (26 års erfaring), autentisk og yderst vidende Ranger, der indførte os i alt fra dyreliv, planteliv, fossiler og den geologiske forklaring på de mange hoodoos, der findes i Bryce. Det var meget lærerigt og meget indlevende – vi blev bl.a. bedt om at omfavne og snuse dybt til et af de specielle fyrretræer.

Børnene på rundturen blev også inddraget og Jonathan meldte sig modigt til at trække ”noget” op af rangerens taske. Det viste sig at være en afstøbning af en stor bjørneklo, og vi fik dernæst en række historier om, hvordan man IKKE skal gøre, hvis man pludselig står ansigt til ansigt med en sort bjørn. Så nu ved vi, at vi skal gå langsomt og kontrolleret (yeah right) væk fra dyret, mens vi gør os store (tager børn på skuldrene) og laver larm (no problem). Helt modsat, hvis vi møder en bjergløve, skal vi bare blive stående og skræmme den, og kæmpe alt hvad vi kan (okayyyy). Vi må under ingen omstændigheder løbe, da bjergløvens instinkt derved siger ”byttedyr”. Vi må heller ikke rulle os sammen til en kugle (nej, hvem havde dog tænkt på det?), da instinktet igen siger ”byttedyr”. Vi blev dog beroliget med at disse rovdyr som regel (vi gentager som regel!) kun kommer frem for at jage om natten.

Det største pelsdyr vi stødte på i parken var da også kun chipmunks (jordegern) og hjorte. Som sagt en meget underholdende og lærerig guidet rangertour, der trods få regnbyger blev afsluttet på smukkeste vis da en flot dobbeltregnbue viste sig over de orangelysende hoodoos. Som en slags kompensation for dagens silende regn blev regnbuen pludselig centrum for alles begejstring.

Dagen efter vågnede vi op i en brrrrrr meget kold autocamper, og den bedste måde at få varme på var at køre en tur. Derfor startede vi skuret op, og iført morgenhår og pyjamas kørte vi de 20 km til Bryce Canoyns sydligste punkt, Rainbow Point, hvor vi spiste vores morgenmad som de næsten eneste besøgende ved view pointet på det tidspunkt. Dernæst gik turen tilbage igen, hvor vi holdt ind ved mange af de 14 udsigtspunker på vejen, hvor vi kunne beundre Bryce Canyon fra forskellige vinkler.

Efter lidt hurtig frokost begav vi os af sted på en trail ned i Bryce Canyon. Vi var dog ikke nået særligt langt ned, før endnu et tordenvejr buldrede i det fjerne, og vi klogelig besluttede at skynde os tilbage. Netop som vi var kommet tilbage til camperen, silede det ned i stride strømme. Vi brugte ventetiden på at færdiggøre børnenes opgavehæfter for Junior Ranger programmet.

Da der var ophold i vejret, begav vi os atter af sted på vandretur, og denne gang fuldførte vi den knap 5 km lange gåtur på den kombinerede Queens Garden Trail og Navajo Loop Trail. Udsigten fra turen var bestemt en dronning værdig og vi nød det i fulde drag, da vi gik blandt til tårnhøje hoodoos og under klippebuerne på de smalle stier. Efter nedstigningen gik vi en stund på kløftens bund blandt de høje fyrretræer, inden turen igen gik opad, opad og opad.

Det var med stor stolthed og yderst velfortjent, at Jonathan og William fik tildelt deres badge for beviseligt at være Junior Rangers for Bryce Canyon National Park, som også indtil videre er den nationalpark, der har stillet størst krav til at blive Junior Ranger.

Tilbage ved campingpladsen forsøgte vi at lave bål. Når vi skriver ”forsøgte”, er det fordi det ikke lykkedes specielt godt. Selv med alle Lenes spejderevner fik vi kun et meget røgfuldt bål uden flammer, idet træet, vi havde købt, var meget dårligt. Efter adskillige forsøg hældte vi kul på bålet, og da det endelig fik fat….så begyndte det at regne…igen…

Men bøfferne og pølserne skulle grilles, så Johnni fik til sidst ristet dem på et spyd en efter en, hvorefter de blev gennemstegt på panden indenfor. Det smagte himmelsk, måske fordi vi var meget sultne efter at have ventet 2 timer på, at maden blev tilberedt.

Vi tilbød resten af vores brænde til en familie på campingpladsen, og så skete der en af de ting, som vi synes er en af de spændende ting ved at rejse ud – nemlig at falde i snak med andre mennesker. De blev så glade for brændet, at de inviterede os på ristede marshmellows på deres lejrplads, da mørket faldt på. Familien kom fra Canada og bestod af et ægtepar, konens bror, en niece på 9 år og de 2 obligatoriske hunde, som det lader til er fast inventar i de nordamerikanske autocampere. Pigen kastede straks sin kærlighed på Jonathan og William, så selvom de ikke kunne forstå hinanden, fik de leget gemmeleg, samlet brænde, kigget på sten og guffet marshmellows. Vi fik sludret med resten af familien, der fortalte om deres liv i Canada, og vi berettede om vores i Danmark, samt gav hinanden ideer til ting at se her i USA. De planlægger også at køre mod Las Vegas, så vi udvekslede e-mails, og måske vi støder ind i dem igen.

Inden vi gik til køjs den aften, fik vi planlagt lidt at den videre rute. Egentlig var planen, at vi som næste stop skulle forbi Zion National Park, men med udsigten til mere regn med deraf mulig risiko for at tiden i Zion ville blive meget begrænset, tog vi beslutningen om at droppe Zion i denne omgang og i stedet køre direkte til Las Vegas og have en ekstra overnatning der. Det er aldrig sjovt at skulle vælge seværdigheder fra, og især nationalparkerne har alle deres særegne attraktioner, som det selvfølgelig er ærgerligt at skulle gå glip af. Samtidig må vi også være realistiske og huske på, at formålet med at tage af sted er at være sammen som familie og ikke skulle presse et fastlagt rejseprogram igennem. Så nu er Zion National Park føjet på vores opstartede liste over steder, som vi gerne vil besøge en anden god gang, sammen med Mesa Verde og Four Corners, som vi også har valgt fra.

Næste »