Burgers, bears & beaches

Burgers, bears & beaches

111 dage - ingen vej tilbage - USA here we come

Efter flere års planlægning kan vores store drøm endelig realiseres. Drømmen deler vi naturligvis gerne med andre.
Bloggen er lavet så vores familie, venner og kollegaer kan følge vores 111 dage lange færd i USA.
Desuden kan andre interesserede finde nyttige tips og spændende læsning om de destinationer, vi besøger. Automatiske opdateringer kan modtages ved at skrive til os på: blog@vinderoedderne.dk

Key West – Most Southern Point of USA

FloridaOprettet af Vinderødderne lør, april 27, 2013 06:57:10

Sidste del af vores Floridarejse gik til Key West. Spækket med 3½ uges massive oplevelser og indtryk måtte vi også se Key West, som på mange måder er legendarisk, og også er det sydligste punkt i USA.

Vi delte køreturen i to, da vejen til Key West går ad scienic highway 1, som er en rigtig flot køretur henover adskillige af de øvrige øer, der tilsammen danner Florida Keys eller i daglig tale ”The Keys”. Vi overnattede på Lime Tree Bay Resort, som lå på den nordvestlige side af øen Marathon, ca. halvvejs mellem Florida City og Key West.

Hotellet havde et meget lille værelse, og der lå ingen restauranter i umiddelbar nærhed, så aftensmaden stod på en sølle sandwich med banan i midten (er ret som vi har døbt ”banan hotdog”), en kold italiensk sandwich og en købelasagne, som kunne opstøves i den nærmeste kiosk. Hvad hotellet manglede af spisesteder i sin nærhed kompenserede det i den grad for i relation til udsigt i omgivelserne. Fra hotellets fælles faciliteter var der frit udsyn over den mexicanske golf, hvor vi kunne se solen gå ned, ligesom der var store dobbeltliggestole og hængekøjer. Virkelig lækre faciliteter.

Dagen efter kørte vi til Key West, hvor vi lod os indkvartere på Fairfield Inn & Suites. Hotelværelset var endnu engang nærmest mikroskopisk, hvilket krævede en lille ommøblering inden vi kunne få plads til vores 4 store kufferter. Men faciliteterne med især et superlækkert poolområde og et godt træningscenter, en uhørt god morgenmad efter amerikanske standarder, samt et personale, der var altid smilende og helt utroligt hjælpsomme, gjorde dette hotel til en af vores bedste hoteloplevelser i Florida.

Da vi ankom til hotellet, brugte vi resten af dagen på at ligge ved poolen. Det var dog ikke særligt lang tid, for vi havde allerede brugt en stor del af dagen på Dolphin Research Center, hvor vi havde booket tid til et ”Dolphin Dip”. Dolphin Research Center er et delfincenter, som researcher i delfiner og andre havdyr og udmærker sig ved at tage sig af dyr, der er kommet til skade i naturen og dermed ikke kan klare sig selv. De bliver så plejet i centeret, indtil de er klar til at blive lukket ud i naturen igen.

Vores ”Dolphin Dip” bestod i, at vi i 30 minutter skulle lege med delfinen Jax i et bassin. Jax var som babydelfin blevet angrebet af en haj og havde således fået bidt noget af sin rygfinne og halefinne af, og var derfor ude af stand til at kunne klare sig selv. Den ville være blevet spist af andre hajer, hvis den ikke var blevet reddet af Dolphin Research Center. Vi fik lov at lave forskellige øvelser med Jax, såsom at få den til at vinke til os, give high five og få den til at springe høj op i luften. Jonathan og William var meget begejstrede for at få lov til at røre delfinen, og det var i det hele taget en stor oplevelse for os alle at være så tæt på delfinen.

Dagen efter vores ankomst til Key West tog vi en sporvogn, som egentlig var en bus med sporvognsudseende, ind til det historiske Key West. I brændende varme svedte vi os igennem centrum og så nogle af de seværdigheder, der var at se, blandt andet Ernest Hemingways hus, samt Harry S. Trumans ”Little White House”. Guiderne krydrede turen med diverse sjove anekdoter og det var en fin måde at se Key West på.

Vi kørte videre med sporvognen til Most Southern Point, som er det sydligste punkt i USA. Her blev vi alle efter lang tid venten i kø foreviget foran et stort monument for det sydligste punkt. I øvrigt så vi Most Southern House, Most Southern Tree, Most Southern det ene og Most Southern det andet. Fra denne milepæl er der 80 miles til Cuba og 135 miles til nærmeste Walmart.

Hen mod eftermiddagen orkede vi ikke varmen mere og besluttede os at tilbringe resten af dagen ved poolen. Key West har ikke særligt gode strande, og Jonathan og William bestemte derfor, at de hellere ville til poolen.

Om aftenen havde vi vores stort set eneste dårlige oplevelse i Florida, nemlig da vi havde bestilt bord på en restaurant, da vores sushi-trang var nået et absolut klimaks. Vi ankom til restauranten Benihana, hvor vi blev anvist til vores bord, hvor der i forvejen sad 4 amerikanere. Vi bestilte drikkevarer først og fandt hurtigt det sushi, som vi ønskede at bestille. Da vi afgav bestillingen til vores tjener, fik vi at vide, at vi skulle sidde i sushirestauranten i stedet for der, hvor vi havde fået bord i første omgang. Dog skulle vi lige betale for vores drikkevarer, som de, uden at spørge, havde tillagt 18% drikkepenge.

Sushirestauranten mindede mest af alt om et middelmådigt cafeteria, og der var ingen borde til os, så vi blev tilbudt at sidde udenfor i varmen og larmen fra en nærliggende hovedvej. Vi takkede nej og sagde, at vi ville sidde indenfor. Efter at have ventet i yderligere 10 minutter, selv om vi havde reserveret bord, sagde vi til tjeneren, at vi ville have vores penge refunderet og finde et andet sted at spise. Pludseligt var der et bord ledigt, men vi gjorde dem opmærksom på, at vi synes, at stedet gav os en dårlig oplevelse, og at de ikke havde styr på deres kunder. Tjeneren brugte dog lige yderligere 10 minutter på at tale med manageren, før vi fik at vide, at vi ville få vores penge refundere på kreditkortet. På den tid lykkedes det også stedet at smide vores bon væk, så vi fik i stedet restaurantens kopi. Nu er vi spændte på at se, om beløbet bliver refunderet, eller hvordan AMEX vil takle den oplevelse for os. Til jer andre. Don’t go there. Så kan det godt være, at de får mange stjerner hos Tripadvisor mv., men deres service, når det går galt, er ikke-eksisterende.

Således lettere irriterede og skuffede kørte vi mod hotellet og besluttede os for at finde et sted at spise på vejen. Burger King, McDonald’s, Wendy’s, Waffle House, Ihop, Dunkin’ Donuts og alle de øvrige fast food steder var bare ikke det, vi havde ønsket os, men så dukkede Outback Steakhouse op. Tjeneren var den mest rolige og behagelige tjener, vi havde oplevet, maden var intet mindre end gigantisk, og som plaster på vores blødende sår, bestilte vi dessert. Hovedretten var af normal størrelse, men desserten var i størrelse ”super size me”. Der var nok til 16 personer i vores 4 personers dessert. Således mætte og tilfredse over et godt aftensmåltid kunne vi slutte dagen.

På tredjedagen i Key West var der stadig uhyggeligt varmt. Skyfrit og en sol, der brændte uden at vise nåde. Børnene var også udbrændte efter næsten 4 ugers konstante forskellige indtryk, og vi besluttede derfor at blive ved poolen hele dagen. Om aftenen kørte vi til Thai Island Restaurant, hvor vi bestilte sushi og hold da helt fast, der var sushi for alle pengene. Anretningen var intet mindre end sublim. Sushi serveret på et fad formet som et træskib, og som tilmed smagte fantastisk. Vi faldt i snak med et ældre par, som boede i Key West ca. 6 måneder om året og som i øvrigt ”just loooooved Denmark”. De fortalte, at der var ualmindeligt varmt i Key West i forhold til årstiden.

Fjerdedagen gik med en morgendukkert ved poolen for derefter at køre til lufthavnen i Miami, samt aflevere vores bil. Det forløb fuldstændigt smertefrit, selv om køreturen var lang. Vi gjorde nogle stop undervejs og fik dermed også Miamis myldretid at mærke.

Vi overnattede på Miami International Airport Hotel, hvilket var en god investering, da vi skulle tidligt op dagen efter for at flyve til Los Angeles.

Everglades – see you later alligator

FloridaOprettet af Vinderødderne man, april 15, 2013 06:47:18

Tidligt op med afgang fra Fort Myers mod sumpene i Everglades. Vejforholdende her i Florida er generelt meget gode, og indtil videre er vi i overvejende grad sluppet for tung trafik og lange køer. Det samme gjorde sig gældende denne morgen, hvor det første stop var naturreservatet Big Cypress National Preserve. Her besøgte vi det fine Oasis Visitor Center og fik god information om Everglades.

Dernæst gik turen forbi USA's mindste posthus, der ikke var større end et lille bitte skur in-the-middle-of-nowhere. Postmanden var dog desværre ikke hjemme, da han havde et 2-timers ”rest-room break” – måske han havde fået for meget chowder til aftensmad…?

Så tog vi til Shark Valley, som ligger lige i udkanten af Everglades National Park. Herfra tog vi en 2-timers tur i en slags åben mini-bus. Pensionisten og bedstemor til fire – Katie (det er utroligt, hvor familiære amerikanerne er), ledte os som guide og gav os en grundig og interessant indføring i Everglades’ farverige flora og fauna. Vi befinder os pt. i tørketiden og regnskyl er temmelige beskedne om end ikke-eksisterende på denne årstid. Ironisk nok valgte himlen at åbne sine sluser de første 10 minutter af turen, så Lene blev stort set gennemblødt. Det tørrede dog hurtigt, da solen kom frem, og temperaturen atter sneg sig op på de 32 grader. Dyrelivet på turen var meget varieret og rigt, især fuglearterne udgjorde et særsyn for os danskere, der vistnok engang har set en stork og en kongeørn. Ting er bare større i USA, og det gælder i særdelshed også fuglene, hvor vi beundrede rugende blåvingede hejrer i deres kæmpereder, skovstork, ibis, ørne, falke og meget mere.

Det var også interessant at høre om Everglades’ økosystem, og om hvor vigtig en rolle hele området spiller for tilstedeværelsen af ferskvand til hele Florida. Desværre har urbaniseringen og udsættelsen af invasive dyrearter bevirket, at hele denne følsomme økomekanisme er under voldsomt pres. F.eks. har hobbyslangeentusiaster indset deres fejltagelse, når deres kæleslange var vokset dem over hovedet, og har ”afsat” slangen i Everglades’ natur. Denne fejltagelse bevirker, at Everglades kæmper en ulige kamp mod den ”burmesiske pytonslange”, som har bredt sig i hele området. Antallet af små pattedyr er i løbet af en kort årrække reduceret med helt op til 80%, og for nylig har man set både alligatorer og pantere i maven på disse pytonslanger, der tilpasser sig naturen her, hvilket bevidner, at der er stor kamp om føden for disse sidste dyr i fødekæden. Såfremt antallet af alligatorer trues, vil det få katastrofale konsekvenser for hele Everglades og Florida, idet det netop er bestanden af alligatorer, der gennem deres gravning af kanaler og huller sikrer at saltvandet omdannes til ferskvand. Det siger pensionisten, bedstemoderen og guiden Katie i hvert fald!

Og nu vi snakker om alligatorer, så var der intet, der tydede på, at de var ved at forsvinde i Everglades, vi så i hvert fald rigtigt mange på vores vej. De lå langs vejen, i de små vandløb og de få store vandhuller, der endnu ikke var tørret ud. Johnni besluttede sig desuden for, at han gerne ville have sit billede op at hænge på visitorcenteret, så han var fast besluttet på at han ville finde og indfange en burmesisk pyton, inden dagen var omme – I må selv tjekke ”wall-of-fame” på visitorcenteret, når I kommer forbi, for ved selvsyn at konstatere om det lykkedes, og om han bidrog til bekæmpelsen af en af Everglades største trusler.

I øvrigt tog vi opholdet helt afslappet. En gylden regel var, at man skulle bevæge sig mindst 5 meter fra alligatorerne. Vi fandt en kæmpealligator, der slå og slikkede sol og linede op til, at William skulle tage et billede af os. Da billedet endelig skulle tages, slog alligatoren øjnene op og blottede sine tænder. På et splitsekund var vi meget længere væk end 5 meter.

Sidst på eftermiddagen ankom vi til Florida City, hvor vi skulle overnatte, og vi var igen meget tilfredse med Holiday Inn Express og deres pandekagemaskine.

Næste formiddag kørte vi til Gator Park med det primære formål at komme på en tur med en airboat ud i Everglades. Vi så en enkelt doven alligator og lidt fugleliv, og desuden udpegede guiden lidt finurlige planter. Men hvad der manglede af dyreliv, blev der til gengæld kompenseret for med fart og adrenalin. Iført ørepropper og bevæbnet til tænderne med kamera og kikkert gik den vilde bådtur ud over sumpene. Vi susede af sted, og båden kunne desuden både manøvrere sidelæns og næsten baglæns. Det var vildt fedt, og hele Kirstein klanen var meget begejstrede. Men der er godt nok ikke noget at sige til, at vildtlivet udeblev, for sikken en infernalsk larm. Kan godt forstå at disse airboats er forbudt i selve Everglades nationalpark, for hvis ikke den burmesiske pytonslange skræmmer alligatoren væk, så skal airboats nok gøre det.

Efter sejlturen var der show med diverse dyr med en amerikansk Crocodile Dundee i hovedrollen. Her blev fremvist kæmpetudser, skorpioner, papegøjer og selvfølgelig alligatorer i størrelse large. Crocodile Dundee skulle vise fodring af alligatorer med levende føde, og Jonathan og William, som sad på første række, blev forsøgt lokket op på scenen for at ”lege i sandet” og agere levende føde. Alt sammen til stor morskab for den store gruppe af japanere der også var tilskuere og som fik simultan-tolket hele seancen og Dundee måtte tale så langsomt og tydeligt, at selv vi danskere fik alle detaljerne med. Anderledes modige var Jonathan og William dog, da vi efter showet kunne holde en alligator. Denne havde dog mundet tapet sammen og var i størrelse small.

Efter mødet med flere alligatorer, som i øvrigt slet ikke er aggressive, med mindre de bliver provokeret, tog vi videre ind i selve Everglades National Park. Vi ankom via Ernest Coe visitor center og påbegyndte den 37 miles (60 km) lange køretur i egen bil igennem parken. Undervejs kan man stoppe på diverse udsigtspunkter og vandre ad stier – ofte udført som hævede gangbroer gennem sumpen eller igennem de såkaldte hammocks. Det var meget interessant at se de forskellige typer af landskaber, der hører hjemme i området, men det var ekstremt varmt, så vi priste os lykkelig for aircondition i vores fine hvide Chevy.

Vi nåede ikke helt til byen Flamingo i den sydlige del af Everglades, men kørte i stedet mod hotellet og besøgte på vejen den navnkundige frugtbod ”Robert is here”. Frugtboden, som faktisk mere er en kæmpestor butik med stort udvalg af frugt og grønt, er et ikon i miles omkreds. Historien går på, at Robert, som en lille dreng, blev sat til at sælge sin fars agurker i vejkanten. Der var imidlertid ingen, der kunne se og derved ingen, der stoppede ved Roberts lille agurkebod. Derfor lavede han en stort skilt, hvorpå der stod ”Robert is here” og salget af agurker steg kraftigt hos den 6-årige skoledreng. Den nuværende butik blev således etableret for 50 år siden, og Robert-him-self stod bag disken, da vi kom forbi. Vi smagte dog ikke frugten i den rene forstand, men fik i stedet superlækre milkshakes med jordbær, mango og key lime – mums og en dejligt afsvalende afslutning på en varm og spændende tur gennem Everglades.

Fort Myers Beach – strand, strand og atter strand

FloridaOprettet af Vinderødderne søn, april 14, 2013 13:23:53

Efter vores besøg i Clearwater Beach var vi stadig ikke mættede af strande. Desværre (troede vi) havde vi booket hotel i Fort Myers Beach og var nødt til at køre videre, selv om morgenen i Clearwater Beach bød på helt skyfrit og vindstille vejr, som også betød, at livredderne havde hejst det grønne flag.

Fort Myers har i øvrigt lagt adresse til både Henry Ford og Thomas Edison, som i øvrigt var naboer og havde et firma sammen, hvor de lavede nye opfindelser.

Med udsigt til 3½ times køretur og efter anbefaling fra nogle gode venner, havde vi på forhånd besluttet at gøre holdt ca. halvvejs, nemlig ved Siesta Key Beach. Efter at have cruiset rundt i ca. 15 minutter på den offentlige parkeringsplads blandt mange andre strandhungrende gæster i håb om at fange en parkeringsbås, så snart der blev en ledig, forstod vi godt, hvorfor parkeringspladsen var fyldt til bristepunktet. Næste gang vi kommer på disse kanter, ved vi så, at vi skal ankomme 2 timer tidligere.

Denne strand ER virkelig fantastisk og i øvrigt kåret som den bedste strand i Florida. Sandet var ubeskriveligt hvidt, lækkert og køligt, selv om solen var brændende kl. 1200. Vanddybden var lav så børnene kunne gå langt ud, vandtemperaturen var god og stranden var et stort fluepapir. Hold da helt fast, hvor var der mange mennesker.

Vi bemærkede også, at der trods tusindevis af mennesker ikke gik en eneste sælger rundt og forsøgte at sælge Rolex-ure, Gucci-solbriller, is, massage eller meloner og kokosnødder. Dette har også været tilfældet på de øvrige strande, vi har besøgt, men vi ved faktisk ikke, om det er forbudt ved lov.

Sidst på eftermiddagen kørte vi mod Fort Myers Beach, og gjorde inden vores ankomst stop på en Five Guys, som efter anbefaling fra nogle gode venner, idet Five Guys skulle lave nogle fabelagtige gode burgere. Vi må erkende, at burgerne var gode, men sammenlignet med vores oplevelse på Hooters i Clearwater må vi sige, at både burgerne og betjeningen på Hooters var Five Guys overlegen.

Da vi endelig ankom til vores hotel, fandt vi hurtigt ud af, at det var byens party-hotel, vi havde indlogeret os på i 4 dage. Musikken spillede højt frem til kl. 0100, hvorefter der blev ro. Om morgenen kl. 0700 begyndte strandtraktoren at rive sandet for affald.

De efterfølgende dage gik med flere strandbesøg. Vi besøgte blandt andet Sanibel Island, som er mest kendt for at være stranden, hvor der dagligt skylles muslinger og konkylier op i tusindvis. Vi ankom relativt tidligt, dvs. før kl. 1000, og der var derfor meget plads på parkeringspladsen og på stranden. Der gik dog ikke mere end 1 time, før muslinge- og konkyliejægerne i dusinvis indfandt sig på stranden i jagten på det helt store trofæ.

Desuden besøgte vi et reservat, J. N. "Ding" Darling National Wildlife Refuge, på Sanibel Island, hvor vi kunne køre ad en bestemt rute og se forskellige dyr, der levede frit i naturen. Her så vi både en vaskebjørn og en stor alligator på helt tæt hold, uden der var hegn eller andre forhindringer i mellem os og dyrene. Her kunne vi bruge vores annual pass til nationalparkerne, og vi sparede dermed beskedne $5. Der går jo naturligvis sport i at se, hvornår vi har indhentet udgiften på de $80, som vi betalt for et årskort til nationalparkerne i USA.

Jonathan har også øvet sig flittigt at i at svømme i de swimmingpools, han får mulighed for at bade i. Han sætter en stor ære i at få lov til at svømme i de dybe bassiner.

Vores sidste aften på Fort Myers Beach gik med en lille spadseretur på stranden, hvor der var lavvande udover det sædvanlige, hvilket havde dannet flere små sandbanker og dermed lavet små søer mellem sandbankerne og strandbredden, hvor de små fisk var blevet inddæmmet. Dermed var der dækket op til det helt store tag-selv-bord for pelikanerne og de øvrige fugle, og vi stod i første række til at overvære, hvordan pelikanerne i stor højde styrtdykkede mod det lave vand for at fange fisk. Utroligt at ingen af fuglene sad fast i havbunden…

Lavvandet blev også flittigt brugt af turisterne til at gå og samle muslinger i strandkanten, mens solen gik ned i den mexicanske golf.

Clearwater Beach – hvor modsætningerne mødes

FloridaOprettet af Vinderødderne lør, april 13, 2013 03:15:14

Efter at have tilbragt 6 nætter inde i staten, nemlig i Orlando, var det tid til at søge mod kysten igen for at indånde den friske havluft, og naturligvis udnytte muligheden for at ligge ved stranden.

Vi kørte mod Clearwater Beach, som hvert år trækker tusindvis af turister til, også unge, der er på spring break.

Clearwater Beach ligger ud for Tampa på den vestlige side af Florida og er en forlængelse af byen Clearwater. Clearwater er byen, hvor Scientology har sin højborg / sit hovedkvarter, men også byen, hvor Hooters blev grundlagt tilbage i 1983 og stadig har sin originale restaurant.

Vi ankom til Clearwater Beach i silende regnvejr ved 13-tiden. Stemningen var ikke på sit højeste grundet det dårlige vejr, men da vi var på toppen af de meget buede bro, der adskiller Clearwater med Clearwater Beach, steg humøret et par grader, idet udsigten var helt eminent, og vi kunne se, hvad der ventede os inden for få minutter. Først om eftermiddagen klarede det op, hvorefter det endnu en gang blev os åbenbaret, hvorfor så mange mennesker årligt søger mod byen. Stranden var fantastisk med utroligt lækkert sand, der var en mole, hvor man kunne fiske fra, og pelikanerne sad på række i håb om at få en lækkerbisken, når fiskerne smed en undermåler tilbage i havet.

På andendagen var der først udsigt til bedring i vejret ved middagstid, og vi havde i forvejen købt billetter til Busch Gardens, som var en kombineret zoologisk have og forlystelsespark. Der var således rig mulighed for at komme tæt på en række af bl.a. savannens dyr. Desuden var der et kæmpe legeland til børn, hvor William og Jonathan forlystede sig til deres store glæde.

Busch Gardens var også stedet, hvor Johnni skulle testes af i en kombination af en meget høj og 90 grader stejl rutschebane, SheiKra. Det mest ubehagelige bestod i, at man før det frie fald i et ukendt tidsrum hænger skråt nedad i vognen, så man både kunne kigge ned ad rutschebanen og ud over Tampa og blot vente på, at vognen bliver sendt en vej - NEDAD. Johnni havde en fed oplevelse, men måtte også erkende, at hjertet ikke holdt sin normale rytme, før han igen stod med benene på jorden.

På vej hjem ville vi besøge legendariske Hooters, men med en lang ventetid blot for at få et bord, måtte vi gå sultne over til den helt tomme Subway-restaurant på den anden side af vejen og i stedet nøjes med en sandwich

Tredjedagen bød på lidt blæsevej, hvor det gule flag var hejst. Efter 1 time ved stranden gik vi i stedet til hotellets swimmingpool, hvor vi tilbragte det meste af dagen på at blive grillet i solen. Om aftenen gjorde vi igen forsøget på at spise på Hooters, og denne gang gik vi bestemt ikke forgæves. Derimod blev vi serviceret af en Hootergirl, som bestemt levede op til restaurantens navn. Mest overraskende var det, at de serverede de bedste burgere, vi indtil videre havde smagt på vores færd.

Orlando Seaworld - forlystelsespark, som forlystelsesparker bør være

FloridaOprettet af Vinderødderne fre, april 05, 2013 14:02:43

Vi ankom til Orlando Seaworld i god tid, synes vi selv. Men da de åbnede klokken 0900, var der sort af mennesker, der ligesom os var kommet for at se på havets dyr. Og vi blev bestemt ikke skuffede – her var nuttede delfiner, store skildpadder, farvestrålende flamingoer og kæmpe søkøer.

Den største attraktion, var dog uden tvivl spækhuggerne. Ved et stort anlagt ”Shamu-show” viste de mægtige dyr deres kunnen, der indbefattede variationer over dans, spring og hop. Inden show-start var der klapsalver og ”tribute to the US heroes”, der tjener eller har tjent US military. Hele showet var baseret på temaet ”One Ocean”, og hvordan vi alle sammen kan medvirke til at skabe gode betingelser for vores fælles planet. På trods af at dresserede dyr i fangenskab står i skarp kontrast til de frie skabninger i the big blue, så kan man altså ikke lade være med at blive voldsomt imponeret over iscenesættelsen, spækhuggernes optræden og tydelige kontakt med sine to-benede trænere.

Mere underholdende blev det også, da de mægtige dyr sprøjtede vand på det publikum, der bevidst (eller ubevidst?) havde placeret sig i ”soak zone” – de forreste 20 rækker på stadion. Tilskuerne blev ikke bare stænket med vand, de blev gennemblødt af kaskader af vand, som spækhuggerne sendte målrettet ud mod publikum. Vi havde valgt at placere os på den første række lige efter ”soak zone” og sad derfor på første parket til dette syn.

Ligeså imponerende var delfin-showet, der var krydret med vandakrobatik og udspring, og både farvestrålende papegøjer og sågar en enkelt grib indgik som statister i denne flotte underholdning. Underholdningsfaktoren var også stor i ”Clyde & Seamore” showet, der havde en søløve og en odder i hovedrollerne.

Mellem alle shows så vi på de forskellige dyr og stiftede for første gang bekendtskab med søkøer – et mærkeligt, uformeligt dyr, der på trods af sit enorme omfang (vejer i omegnen af en stor personbil) og buttede look har en særdeles beundringsværdig lav BMI , der dog betyder, at den kun kan leve ganske få steder i verden, hvor temperaturen i ferskvandsøerne er stabilt året rundt, hvilket er tilfældet i Florida. De dør ganske enkelt af kulde, da de med deres begrænsede fedtlag ikke kan holde varmen i koldt vand. Jonathan var mest forundret over at dens ribben var på størrelse med hans arm samt det faktum, at søkøer spiser sin egen afføring.

Således belært kunne vi også slå os løs i nogle af forlystelserne. Lene trodsede sin højdeskræk og tog turen med ”Kraken”, der blandt rutchebane-entusiaster rangerer som en world-class monster rollercoaster. Lene var stolt – bagefter, og Jonathan og William syntes, at deres mor var ret sej.

Hjemmefra havde vi reserveret plads på restaurant ”Sharks Underwater Grill”, hvor middagen skulle indtages. Kulissen var, som nogen måske har gættet, et madsted lige midt i et kæmpestort akvarium med hajer. Vi indtog således vores menu samtidig med, at rokker, sandtigerhajer, nursehajer og sværdhajer svømmede rundt lige bag glasset ved siden af vores bord. Vi havde ikke de store forventninger til maden, der i de øvrige forlystelsesparker ofte begrænser sig til friturestegt et-eller-andet. Men vi blev positivt overraskede, idet menuen ikke kun var imponerende, den var simpelthen fremragende – Johnni fik serveret sin bedste steak indtil videre her i USA, Lene en cajuninspireret ret med rejer og Jonathan og William fik perfekt kogt pasta med dejlig ketchup ☺, så vi var alle glade. Med fyldte maver og mætte af oplevelser vinkede vi farvel til Shamu og vennerne, og Jonathan og William faldt i søvn i bilen, næsten inden vi var kørt ud af parkeringspladsen.

En selvvalgt våd dag - Aquatica

FloridaOprettet af Vinderødderne tor, april 04, 2013 20:13:00

Vejrudsigten blev nærstuderet: Mon de varslede ”scattered t-storms” (tordenbyger) og 60% risiko for regn blev til noget, eller skulle vi tage chancen? Vi rationaliserede os frem til, at selvom det blev regnvejr, bliver det jo aldrig helt koldt her i Florida, og måske afholdt den dystre vejrudsigt de andre turister fra at vove sig ud. Således bevæbnet med badevinger, svømmebriller og et tommetykt lag af solcreme (just in case) ankom vi til Aquatica – et kæmpestort udendørs vandland, der til sammenligning får Lalandia til at ligne en vandpyt. De øvrige turister var dog ikke skræmt væk, men vi fik alligevel en fornøjelig dag, hvor der til de forlystelser, vi prøvede, var rigeligt plads.

Aquatica pralede med ”serene to extreme”, og hvor vi mest fysisk stiftede bekendtskab med de ”serene” vandforlystelser, nøjedes vi med at kigge på de mere ”extreme” af slagsen. Mest morskab havde vi med ”Roa’s Rapids”, hvor vi iført redningsvest flød afsted med den rivende strøm som en body white water rafting. En runde tog ca. 10 minutter og William stor-grinede hele vejen gennem den første omgang. Udmattede efter de mange runder kunne vi slappe lidt af ved den kunstige strand med de kunstige bølger. Helt ægte var dog delfinerne i bassinet, hvorigennem der var anlagt en vandrutchebane, således at man rutchede igennem et gennemsigtigt rør under vandet ved siden af delfinerne. Der var højdekrav til en del af forlystelserne og derudover skulle børnene være iført redningsvest til de fleste af disse.

Solen skinnede fra en skyfri himmel og vi nød det i fulde drag. Sidst på eftermiddagen havde vi fået nok af vand for denne omgang. Lene blev sat af i et Premium Outlet på International Drive og de 3 drenge kørte videre til et stort legeland i ”verdens største” McDonald. Outlets her er en drøm for enhver shopaholic. Priserne på mærkevarerne er helt i bund, og det er så billigt, at det ikke kan betale sig at lade være med at købe. Derudover gøres der alt for at fastholde kunden, idet der sammen med bon’en på de købte varer udstedes coupons i en lind strøm til nogle af de øvrige forretninger, dog med den betingelse, af de skulle bruges samme dag. Med dette mantra for sit indre øje, var Lenes lykke gjort – og ja, det blev da også til en enkelt T-shirt til Johnni

Lille dreng bliver stor

FloridaOprettet af Vinderødderne tor, april 04, 2013 14:33:19

Dagen var kommet, hvor William trådte ind i ”de store drenges rækker”. Han fyldte 5 år og var enormt stolt, idet han ikke længere synes, at han er en lille dreng.

Han fik nogle af sine fra Danmark medbragte gaver, og der blev sunget for ham på sengen. Herefter spiste vi morgenmad og gik til vores resort pools, hvor der både er varmt spa, en børnepool og en dybere pool.

Jonathan og William var i deres es hele dagen, og vi nød dagen ved poolen i fulde drag. Om aftenen måtte William bestemme, hvor vi skulle spise, og han valgte verdens største McDonalds, som ligger i Orlando.

På McDonalds havde de et menukort udover det sædvanlige. Vi kunne få pizza, som oprindeligt var på McDonalds menukort, ris, rejer, tortillas, store lagkager og alt muligt andet, og så selvfølgelig deres klassiske burgermenuer. Derudover var der et kæmpe legeland, der bestod af spillemaskiner og et legetårn med rutchebaner, rør, net mv.

Failure is not an option…

FloridaOprettet af Vinderødderne tor, april 04, 2013 02:26:36

… og med overskriften var der dermed lagt op til en minderig dag, som vi i meget lang tid havde set frem til, nemlig besøget hos National Aeronautics & Space Administration, også bedre kendt som NASA. Eller rettere sagt, vi besøgte Kennedy Space Center (KSC), som er beliggende på Cape Canaveral i den østlige del af Florida.

KSC har været brugt som opsendelsessted for alle bemandede rumflyvninger siden 1968, og modsat af hvad mange tror, har de ikke skrinlagt deres rumprogram, men blot sendt deres gamle rumfærger på museum. Således vil de inden for de næste 3-4 år være klar til at sende nye typer af rumfærger ud i rummet, og planerne er, at astronauter vil betræde Mars om ca. 6 år.

På trods af deres utallige flyvninger i rummet, er der kun 24 mand, der er landet på månen, mens kun de 12 af dem har betrådt den.

Vi måtte dog nøjes med at køre i bus denne dag og blev transporteret rundt på komplekset med rig lejlighed for at komme ud forskellige stedet og iagttage nogle af de fra tv meget kendte bygninger. F.eks. den kendte bygning, hvor de samler rumfartøjerne, inden de køres til affyringsramperne. Denne bygning var enorm stor og var prydet af – selvfølgelig – verdens største flag, amerikanernes eget ”Stars and Stripes”. Sjovt nok har vi på vores forholdsvis begrænsede tur mange steder stiftet bekendtskab med mange rekorder – verdens ”eneste”, ”største” eller ”første” af et-eller-andet er tilsyneladende placeret på vores vej gennem Florida. I amerikanernes øjne er intet åbenbart for småt til at blive blæst op til rekorddimensioner af den ene eller anden slags, så der er vel ikke noget at sige til, at amerikanerne er et stolt folkefærd?

Helt i rekordernes ånd så vi således et ægte Saturn V rumfartøj, som er det største rumfartøj bygget nogensinde, og som har været brugt siden 1981 til alle rumflyvninger. Det var enormt, og vi kunne gå nedenunder på langs af det enorme fartøj.

Vejret var igen helt fantastisk, og vi var meget heldige med, at amerikanerne blev hjemme og fejrede påsken frem for at tage i KSC. Der var stort set ingen ventetid på at komme til at prøve de forskellige ting eller stå de rette steder for at blive foreviget på fotos.

Det var også interessant at høre om årsagen til forliset af Challenger, Colombia og Apollo 1, som faktisk er de eneste bemandende rumfartøjer, som har kostet menneskeliv. Desuden er der en række øvrige astronauter, der har mistet livet under træning og testflyvninger, og i alt er 24 astronauter omkommet på trods af den enorme risiko, der er forbundet med deres arbejde.

Med patriotiske melodier spillende fra de strategisk placerede højttalere i KSC kunne man ikke undgå at mærke den stolthed, amerikanerne går rundt med ved at være en del af dette historiske rumeventyr. Som dansker kunne vi dog også ranke ryggen, da vi fandt det danske flag over listen på nationer, der medvirker i programmet for den internationale rumstation, så mon ikke en eller anden gruppe danske ingeniører har konstrueret en eller anden dims eller et af de 2 millioner elektroniske kredsløb, der kræves for at sende en rumraket afsted?

Lidt kommercielt krimskrams havde dog fundet vej til KSC, idet et stort legeland med Angry Birds Space tema lige var åbnet et par dage tidligere til stor fornøjelse for junior 1 og 2.

Citatet fra overskriften stammer fra filmen Apollo 13 og blev aldrig sagt i virkeligheden, da Apollo 13 skulle bringes tilbage til Jorden efter en mekanisk fejl (eksplosion i en ilttank). Citatet er således en udledning af et interview med nogle af astronauterne fra Apollo 13 i forbindelse med tilblivelsen af filmen med sammen navn.

KSC rummer en desuden en flot natur, hvor vi både så alligatorer og skildpadder, samt et utal af forskellige fuglearter. Set med en alligators øjne er vi ”Meals on Wheels” og som Lee, vores tour-guide, så malende fortalte os, så er det vigtigste ved mødet med en alligator, at man løber hurtigere end ham ved siden af. Dette er dog lidt omsonst, idet en alligator på de første 150 meter løber hurtigere end en væddeløbshest. Desuden blev vi belært om, at alligatoren har 80 tænder, og hvis man ser alle 80 på en gang er man ”in trouble”. Nu er vi klar til at komme til Everglades.

St. Augustine - blandt sørøvere og andre "kryb"

FloridaOprettet af Vinderødderne søn, marts 31, 2013 15:04:17

Byen med masser af historie. St. Augustine har således for 400 år siden og i tiden frem, hvor spanierne dominerede især det sydamerikanske kontinent, været et strategisk knudepunkt, idet skibene udnyttede de havstrømme, der løber langs Floridas kyst til at sejle fra Sydamerika og over Atlanten. Byen har også været centrum for flere sørøvere, samt krige mellem spaniere, englændere, franskmænd og naturligvis amerikanere.

Efter at være trakteret med piratpandekager var det vores tur til at drage på togt i byen. Vejret var fantastisk, bortset fra kulden. Men fuldstændigt skyfrit og med den friske luft fra havet kunne kulissen næsten ikke være bedre.

Vi gik en tur på piratmuseet, som var fuldstændigt gennemført og virkelig en attraktion for både børn og voksne. Derefter måtte vi indfri vores løfte fra dagen før og måtte købe en is til Jonathan og William.

Vi indfandt os på Kilwins, som lavede karamelliserede saltkringler, æbler og alt muligt andet helt og aldeles usundt. Derudover gjorde de sig naturligvis i hjemmelavet is, og der var naturligvis smagsprøver, hvis vi ønskede det (hvilket vi gjorde). I ren amerikansk stil var der kun plads til 1 kugle i vaflen, og det var ikke fordi vaflen var lille…

Så gik turen til byens kastel, Castillo De San Marcos, som viste sig at være et nationalt monument og underlagt National Park Service (NPS). Vi fandt dermed ud af, at stedet ikke var et kommercielt foretagende fyldt med reklamer, men i stedet en seværdighed men masser af historiske fakta. Som bonus kunne vi investere i et annual pass til kun $80, som i et år ville give kortholder + 3 voksne gratis adgang til alle nationalparker i USA. Kortet vil dermed hurtigt blive tjent ind, da vi jo også skal til Everglades, Grand Canyon, Yosemite og mange andre steder.

På andendagen var vejret væsentligt bedre, skyfrit og meget mindre blæsende. Vi nød dagen i fulde drag, og endnu en gang faldt der en is af til Jonathan og William. Til gengæld er hverdagen også snart ved at indfinde sig, idet Jonathan en gang imellem skal lave nogle lektier, som især består i at tegne det, han oplever. Desuden kan vi ikke kun leve af burgere, pommes frites, cola og is, da vi i så fald ikke kan garantere for udfaldet af de resterende 104 dage.

Som nævnt i det tidligere indlæg bor vi på The Pirate Haus Inn lige i centrum af St. Augustine og i gå-afstand til det hele. Det er en form for vandrehjem med sovesale og et par private rooms, som alle er indrettet efter et tema. Vi bor således på et ”jungle-værelse”, hvor væggene er malet som om Peter Pedal har været forbi med sin pensel. For her er malet palmer, lianer og vandfald samt farverige papegøjer og frøer. Badeværelset er tapetseret med billeder af aber, og da Jonathan så badeforhænget konstaterede han lidt skeptisk: ”Se mor, de har dræbt en leopard!!...” Selv sengetøj, lampeskærme og gardiner er gennemført i jungle-stil. Faktisk er det så gennemført, at vi ikke ville blive overraskede, hvis Tarzan trådte ind ad døren. Men vandrehjemmets navn The Pirate Haus Inn lever i særdeleshed også op til sit navn, og til morgenmaden er det Piraten Sortskæg himself (aka ejeren Conrad), der svinger pandekagepanden og kreerer de sejeste piratpandekager til stor morskab for børn og voksne. Vi spiser morgenmad sammen med de øvrige gæster og er derved let kommet i snak med nogle amerikanske familier, der er på spring break. De er alle meget benovede over at vi kan rejse af sted i så lang tid, og alle spørger de Lene, om hun går hjemme.

Fællesområderne rummer også et legerum, hvor børnene kan boltre sig med sørøverlegetøj.

Udvalgte indlæg fra intromappen på værelset indeholder disser finurligheder:

”Allergy info: Our pancakes are made with buttermilk, eggs, soy and wheat and we also add cinnamon. Water for coffee and tea is made from a mix of both Hydrogen and Oxygen, usually two molecules of the former and one of the latter”.

”Recycle: We occassionally use shopping bags in room trash cans. If all hotels/motels did this, the world would not have a surplus plastic bag problem”.

”Amenities: We provide soap and shampoo. They are the cheapest we can find, so you might want to bring your own. The front desk can usually help out with ibuprofen, aspirin, insect repellent, band aids and, when available, salted Dutch licorice”.

Vi var med til at slå rekorden på Daytona Beach

FloridaOprettet af Vinderødderne tor, marts 28, 2013 01:03:05

Vi startede morgenen med at spise morgenmad på vores overraskende gode hotel Holiday Inn Express i Melbourne, hvor de havde en pandekagemaskine, som ved tryk på en knap lynhurtigt producerede to pandekager til stor begejstring for Jonathan og William.

Dernæst gik turen til St. Augustine med stop i Daytona. Vi benyttede lejligheden til at køre på den legendariske Daytona Beach, og med køb af en billet til kun $5 kunne vi ”fræse” op og ned ad stranden hele dagen, altså med maks. 10 mph. Vi har aldrig set så bred en strand før, og det var en fantastisk oplevelse at køre på denne strækning, hvor der i tidernes morgen har været rigtig mange væddeløb.

Trods alt var vi med til at slå rekorden for Florida de sidste 80 år, men det var en helt anden rekord, for Florida havde i dag den koldeste dag siden 1930’erne, hvor de begyndte at lave temperaturmålinger i delstaten.

Vi kørte videre til St. Augustine, hvor vi blev indkvarteret i hjertet af den gamle bydel i en anderledes indkvartering, end vi hidtil har været vant til, men som var lige i børnenes smag, nemlig The Pirate Haus Inn.

Så blev det tid til at få noget aftensmad, og iført lidt varmere tøj gik vi på jagt efter et sted at spise. Efter mere end en times søgning, hvor alt var optaget og 1-2 timers ventetid på et bord, måtte vi forfrosne gå tilbage til vores hotel og iklæde os mere varmt tøj. Vi må også erkende, at vi ikke troede, at vi ville få brug for vores lange bukser og jakker før vores videre færd på vestkysten, men som de øvrige turister og indbyggere, måtte vi ty til det lange tøj.



Fattig i de riges baghave

FloridaOprettet af Vinderødderne tir, marts 26, 2013 13:28:15

Vi forlod Fort Lauderdale efter morgenmaden for at køre de ca. 250 km til Melbourne, hvor vi skulle have en enkelt overnatning. Turen blev faktisk lidt længere, idet vi ville køre så lidt på Interstate 95, og i stedet se så meget af kystlinien som muligt.

Vi kørte derfor ad A1 og nød de flotte huse og miljøet i Boca Raton og Delray Beach, hvor vi også gjorde holdt for at børnene kunne lege lidt og spise frokost. Dernæst kørte vi til Palm Beach, hvor vi måtte gå en tur ad Worth Avenue, en ca. 750 meter lang gade, som kun forhandler eksklusive varer. F.eks. var den første butik en forhandler af luksusyachts. Ellers var der Chanel, Tiffany & Co., Cartier, Lacoste mv. Uden for holdt de store biler, såsom Ferrari, Mercedes osv., og næsten som en selvfølge var det 90-95% kvinder, der gik rundt i gaden og handlede.

Det var faktisk lidt vildt at tænke på, hvilken ufattelig rigdom, nogle mennesker har, og især når vi ved, at USA i den grad også rummer bagsiden af medaljen med rigtigt mange fattige mennesker uden adgang til sundhedsvæsenet mv. USA er i den grad mulighedernes land, og har man succes, bliver man belønnet.

Efter vores reflektioner på Worth Avenue gik vi ned på stranden og lå og grillede i 1½ times tid, før vi kørte satte kursen mod Melbourne.



Fort Lauderdale - Shop till you drop

FloridaOprettet af Vinderødderne tir, marts 26, 2013 13:15:34

Lørdag tog vi afsked med Miami South Beach og satte kursen mod Fort Lauderdale. Da vi ankom til vores hotel, Sheraton Suites Cypress Creek, var vores værelse endnu ikke klar, men hvad gjorde det, da vi havde planlagt at aflægge Sawgrass Mills Mall et visit og foretage lidt shopping, så vi var mere gearet til det varme vejr, Florida har at byde på. Udstyret med et par coupons var vi også sikret at få et par procenter med på vejen, og alt det krævede var bare at gå ind på Sawgrass Mills Malls hjemmeside og printe disse coupons ud.

Da vi ankom til Sawgrass Mills Mall, var vi bestemt ikke de eneste. Der var en larm uden lige og køerne i butikkerne tydede ikke på, at finanskrisen regerede her. Faktisk var der så mange butikker, så meget larm og mange mennesker, at Lene til sidst, tro det eller ej, blev træt af at shoppe. Jonathan og William viste sig bestemt heller ikke fra deres bedste side, og vi blev da også reddet af et legeland i shoppingcenteret, samt vores fornuftigt medbragte iPads. Vi fik gjort nogle supergode køb og var til sidst så belæssede med indkøbsposer, at en ligesindet shopper forbarmede sig over os og overlod sin indkøbsvogn til os. Indkøbsvognen var så snedigt indrettet, at der udover et kæmpe net til varer, var et sæde med plads til 2 små trætte drenge.

Søndag var vi i hotellets swimmingpool samt på stranden i Fort Lauderdale. Stranden var lækker, og vandet varmt, men det blæste ret meget. Vi havde dog stor morskab med at hoppe over bølgetoppene og efter 1½ times badning kørte vi retur til hotellet. En meget stille dag, hvor børnene fik lov at være i centrum og gøre, hvad de helst ville.

I øvrigt tabte vi os adskillige kilo på dagen, idet hotellets restaurant flåede os til morgenmaden. En sølle omgang morgenmad, hvor de kunne tilbyde ”sunde” morgenmadsprodukter indeholdende masser af sukker og marshmellows, samt mælk med en fedtprocent på 2%. Vi håber, at dem derhjemme kan genkende os, når vi vender hjem igen.



Det regner da ikke i solskinsstaten

FloridaOprettet af Vinderødderne lør, marts 23, 2013 13:09:14

0500 lokal tid. En amerikaner, der stod og talte højlydt uden for vores dør og William, der ikke længere kunne sove.

Da vi endelig alle var stået op, spiste vi morgenmad på hotellet og kørte derefter en lille tur. Efterfølgende gik vi en tur på Miami South Beach, hvor vi gik langs stranden til Ocean Drive, der er kendt for sine Art Deco bygninger. Ocean Drive er også stede, hvor de dyre bilinteresser bliver luftet, og Lamborghini og Ferrari holder side om side.

Miami South Beach burde normalt være et tilløbsstykke uden lige, men strandstolene var tomme, og både det lilla flag (”farlige” elementer i vandet) og det gule flag (mellemstrøm og mellemstore bølger) var hejst. Til gengæld var der overskyet, det blæste og en gang imellem kom der et par regndråber. Ikke lige hvad vi havde forventet os af solskinsstaten. Men ok, en 111 dages ferie uden nedbør er måske også for meget at forlange.

Det er svært at omstille sig til, at vi ikke kun er på 1 uges charterferie. Vi har stadig lidt jetlag og måtte tage en middagslur.

Hvornår kommer vi til det der Miami?

FloridaOprettet af Vinderødderne fre, marts 22, 2013 12:24:17

Klokken var 0507 (præcis), da vi vågnede. Var det mon sommerfuglene på størrelse med elefanter i vores maver, der vækkede os?

Afgang fra Frederiksværk kl. 0730, så vi var sikre på at nå vores fly i Københavns Lufthavn kl. 1105. Hellere komme i god tid end for sent.

Bilradioen var tunet ind på P4 København, så vi kunne høre trafikmeldingerne. Vi vidste jo, at vi kørte af sted i myldretiden, men det viste sig, at trafikken slog alle rekorder i dag – altså på den dårlige måde, når nu P4 København skal citeres.

1 time for at køre fra Frederiksværk til Farum, melding om kø til Bagsværd og ned ad Motorring 3. Et forsigtigt estimat ville være, at vi ville være i lufthavnen kl. 1030, og dermed komme for sent til check-in. Heldigvis begyndte trafikken at glide igen, og vi var fremme i god tid, ca. kl. 0930, altså 2 timer om at køre ca. 75 km.

Vi sagde farvel til farmor, mormor & morfar som bestemt ikke er rolige, før vores ben igen betræder dansk grund – og der var da også lidt tårer i øjenkrogene. Planmæssig afgang til London, hvor vi havde 1½ time til at skifte fly – heldigvis var afstanden kort, og tiden gik hurtigt. Lene fik en meget grundig gennemgang af alle Bakugans funktionaliteter af William, og Jonathan fik en skraber. Flyet mod Miami var en time forsinket og afgang blev derfor 1440.

Piloten fik dog indhentet noget af den tabte tid, men da vi ankom og skulle igennem CBP (Customs and Border Protection), fandt vi ud af, hvor ineffektivt et system kan være. På grund af offentlige nedskæringer, stod vi i kø i mere end en time. På grund af de tusindvis af mennesker, der også ventede i kø, var lokaltet varmt og fugtigt. Da vi endelig kom hen til skranken, blev vi krydsforhørt på en temmelig ubehagelig måde, og der gik meget lang tid, før vi fik vores indrejsestempel.

Vi undrer os dog stadig, hvorfor vi i første omgang har brugt en masse tid på at indhente visum på den amerikanske ambassade i København, og også her har stået i kø og været igennem et interview om formålet med vores rejse, for derefter at blive spurgt om det samme og mere til ved vores ankomst. Med et erhvervet visum, kunne dette nok gøres en del lettere.

Ventetiden og det varme lokale betød også, at en kvindelig indrejsende i skranken ved siden af os besvimede og faldt og slog sit hoved i betongulvet, hvilket resulterede i en ordentlig blodpøl på gulvet til offentlig skue for os alle, også børnene.

Videre til afhentningen af baggagen, som for længst var taget af baggagebåndet for at gøre plads til baggage fra nyankomne fly.

Så gik turen til Hertz biludlejning, og her var der en effektivitet og kundebetjening ud over alle grænser. Hold fast en god oplevelse ovenpå indrejsekontrollen. Vi benyttede os af vores status som Hertz #1 Club Gold medlem og kunne gå direkte uden om køen og frem til deres udlejning for Club Gold medlemmer. Papirarbejdet tog i underkanten af 2 minutter, og så var vi på hjul.

Vi var fremme på hotellet kl. 2400 og kunne dermed lægge 16,5 timers rejsetid bag os. Og efter at have svaret ca. 120 gange på Jonathans og Williams spørgsmål var vi endelig kommet til det der Miami.

Rute og "What to see" i Florida

FloridaOprettet af Vinderødderne søn, marts 10, 2013 08:21:58

Vi endte med at ville 4 uger til Florida, fordi der alene her er seværdigheder og attraktioner til hele vores rejse alene. Vi havde booket alle hoteller på forhånd, og rejseruten viser, hvilken rækkefølge vi har valgt at aflægge Florida visit (klik her for kort).

Af større seværdigheder, som vi vil besøge, er blandt andet Cape Canaveral og Kennedy Space Center (rumfærger mv.), Orlando Seaworld, Aquatica, Busch Gardens, Everglades, Dolphin Research Center og Key West. Ellers står den på ren afslapning, og så skal vi selvfølgelig fejre Williams 5 års fødselsdag.