Burgers, bears & beaches

Burgers, bears & beaches

111 dage - ingen vej tilbage - USA here we come

Efter flere års planlægning kan vores store drøm endelig realiseres. Drømmen deler vi naturligvis gerne med andre.
Bloggen er lavet så vores familie, venner og kollegaer kan følge vores 111 dage lange færd i USA.
Desuden kan andre interesserede finde nyttige tips og spændende læsning om de destinationer, vi besøger. Automatiske opdateringer kan modtages ved at skrive til os på: blog@vinderoedderne.dk

San Diego - Sun, SEAL and Zoo

Det vestlige USAOprettet af Vinderødderne fre, juni 21, 2013 04:01:34

Da vi var kommet sent hjem fra Disneyland, havde vi besluttet os for ikke at sætte vækkeuret til, så vi kunne komme til San Diego.

Det betød også, at vi kom relativt sent af sted. Heldigvis var der ikke særligt meget trafik, måske fordi det var en tirsdag ved middagstid, så selve køreturen fra LA varede kun ca. 2 timer.

Vi gjorde dog holdt undervejs for at spise frokost hos restaurantkæden Applebee’s i byen Oceanside tæt på San Diego, samt få handlet lidt aftensmad til samme aften. Vi troede faktisk, at Applebee’s mest gjorde sig i tærter og andre desserter og blev derfor noget overraskede over den gode kvalitet af deres mad.

Samtidig gjorde vi endnu en god gerning, idet vi havde endnu en sovepose til overs fra vores autocamper. Soveposen gav vi væk til en hjemløs, der stod og tiggede tæt ved motorvejen. Han havde et skilt, hvor der stod, at han havde brug for alt, og ud fra hans udseende og taknemmelighed, var vi bestemt ikke i tvivl om, at skiltet var sandt.

Herefter begav vi os mod hotellet, Homewood Suites by Hilton. Da vi tjekkede ind, fik vi at vide, at vi var blevet opgraderet til en suite med en kingbed (en meget bred seng), samt at der også var aftensmad inkluderet fra tirsdag til torsdag. Vi glædede os over, at vi gennem vores American Express kreditkort var blevet guldmedlem hos Hilton hotellerne, da opgraderingen skyldtes vores guldmedlemsskab.

Hotellet var i øvrigt et af de bedste, vi har boet på. Værelserne var store, fitnesslokalet var godt (og vi brugte det skam), poolområdet opfyldte alle vores behov, og Internetforbindelsen var lynhurtig. Derudover var personalet helt ekstremt venlige og imødekommende, så hotellet, som vi selv fik anbefalet, kan vi dermed klart anbefale til andre.

Dagen efter havde vi besluttet os for at besøge hangarskibet USS Midway. Vi havde kigget i folderne på hotellet og fundet nogle kuponer, hvor Jonathan og William kunne komme gratis ind.

USS Midway blev bygget fra 1943 til 1945 og stod færdig 8 dage efter afslutningen af 2. Verdenskrig. Den nåede dermed aldrig at deltage i 2. Verdenskrig, men har været indsat både i Vietnamkrigen og den første golfkrig ”Operation Desert Storm”. I 1992 blev skibet sendt på pension, da teknikken var forældet. Forinden var USS Midway blevet bygget om flere gange, så landingsbanen var blevet længere.

Vi fik mulighed for både at se kommandobroen, opbevaringsdækket til fly og helikoptere, officersmessen, kaptajnens private gemakker, infirmeriet, køkkenet, landingsdækket og meget mere. Der stod flere fly og helikoptere både på opbevaringsdækket og på landingsdækket. Overalt var der frivillige pensionerede krigsveteraner, der stod klar til at fortælle om skibet eller en historie fra en af missionerne.

En sjov anekdote fra USS Midway er, at der er flere læger uddannet i hjernekirurgi end piloter, der kan lande et jagerfly på et hangardæk.

Vores besøg på USS Midway blev ekstra autentisk, idet der var en stor øvelse i gang med deltagelse af militær fra USA og Japan. Dagen forinden havde to store hangarskibe lagt til kajs lige over for USS Midway, og luftrummet var fyldt med helikoptere og fly i alle afskygninger, ligesom der var flådefartøjer i vandet. Vi så både angrebs- og transporthelikoptere, jagerfly, AWACS, krydsere og alt muligt andet militært isenkram. En anden væsentlig årsag til tilstedeværelsen af så meget militær skyldes også, at Navy SEAL har base i San Diego.

Besøget tog det meste af dagen, så efter en kort gåtur på molen ved siden af hangarskibet besluttede vi os for at køre tilbage til hotellet og slappe af ved poolen resten af dagen.

Tredjedagen valgte vi at tilbringe på hotellet for at ordne nogle praktiske ting, få dyrket noget motion og slappe af ved poolen, inden den stod på BBQ om aftenen. Således kunne vi få sendt en backup af alle vores billeder og filmklip til Danmark, så vi ikke skulle bekymre os om at miste vores baggage.

Desuden fik vi booket en VIP-levering af vores baggage på Maui, Hawaii, så vi er meget spændte på at se, om baggagen når frem til vores hotel. Vi har reserveret en cabriolet på Maui, og da der kun er plads til 2 kufferter i denne, skulle vi have transporteret den øvrige baggage på anden vis. Efter at have undersøgt markedet fandt vi frem til, at Bags VIP Customer Service, som er en partner til American Airlines, kunne levere til samme pris, som det ville koste at tage en taxi til vores hotel på Maui. Endvidere ville Bags VIP Customer Service selv hente baggagen ved baggagebåndet, så vi ikke skulle bekymre os om den del.

På fjerdedagen skulle vi til San Diego Zoo. Igen havde vi allieret os med nogle kuponer, som gav $4 i rabat pr. person. 100 kr. sparet var dermed 100 kr. tjent (sagde den ene jyde til den anden…). Vi ankom lidt senere end forventet, nemlig ca. kl. 1030, og ventede kort tid i kø, før vi kunne se en af verdens mest roste og største zoologiske haver.

Vi må medgive, at San Diego Zoo er stor, og den har mange dyr. Faktisk kan man blive kørt rundt i dobbeltdækkerbusser, hvis man ikke kan eller vil gå rundt. Så bestemmer man bare ikke, hvor lang tid man vil stå og kigge på de enkelte dyr. Haven havde også rigtig mange dyr, som ikke kan eller sjældent ses i zoologiske haver andre steder i verden. For eksempel havde de lånt nogle pandabjørne fra Kina, og de havde ved hjælp af kunstig befrugtning ynglet, så moderen over ca. 10 år havde fået 6 unger. Dette var meget positivt, idet bestanden af pandabjørne i dag udgør ca. 1.600 på verdensplan.

Vi så også den berygtede komodovaran, som lever på en lille ø i Indonesien, og så viste Jonathan og William meget stor interesse for især slangerne, som der også var rigtig mange forskellige eksemplarer af. Størst begejstring havde de for den 15 minutter lange 4D film med Ice Age, hvor vi både blev oversprøjtet med dinosaur-snot og grebet om anklerne af lianer.

Vi sluttede turen af med at gå ind i deres børneafdeling, hvor man kan røre ved dyrene såsom geder og får.

Skal vi sammenligne med Zoologisk Have i København, må vi nok konkludere, at San Diego Zoo ligger et niveau over. Dette skyldes dog primært antallet af forskellige dyr og havens størrelse, hvor der er mere rum at bevæge sig på. Samtidig skal det også siges, at Zoologisk Have i København med tiden vil være mere attraktiv, hvis de fortsætter den nuværende udvikling med at have store arealer til deres dyr, f.eks. elefantområdet, savannen ved Søndermarken og den store børnelegeplads. San Diego Zoo havde lidt af det samme, men havde også mange bure, hvor dyrene ikke kunne bevæge sig så frit.

Om aftenen havde vi planlagt at spise ude, og valget faldt på The Cheesecake Factory, idet Jonathan få dage forinden havde nævnt, at han stadig kunne smage den fantastiske chokoladekage, vi havde fået på The Cheesecake Factory i Los Angeles næsten to måneder tidligere.

Det var et overdådigt måltid mad, vi fik serveret, og vi overvejede faktisk at få en doggybag med til madresterne. Portionerne var helt ude af proportioner, men smagte eminent godt. Vi sluttede af med chokoladekagen, og måtte her ty til en doggybag, da kagen simpelthen var for god til at lade gå til spilde.

Herefter kørte vi tilbage til hotellet, hvor der skulle pakkes til turen tilbage til Los Angeles.

Femtedagen gik med at køre tilbage til Los Angeles. Oprindeligt havde vi planlagt at køre til havneområdet i San Diego og gå en tur, men mættede af oplevelser og mærket af de seneste mange dages hektiske program, besluttede vi os at køre direkte til Los Angeles.

Det viste sig dog, at der var ekstremt meget trafik på denne lørdag, og turen, der skulle have varet lidt under 2 timer, tog mere end 4 timer. Derfor holdt vi ind i byen San Clemente, hvor vi spiste en rigtig god burger og burrito på Mr. Pete Burgers.

Vi ankom derfor senere end forventet til The Westin LAX, men blev taget imod med åbne arme af et enormt venligt personale. Igen viste vores det sig at være godt at have oprettet et American Express kreditkort, idet vi også var blevet guldmedlemmer i Starwood Preferred Guest (SPG) programmet, som The Westin hotelkæden er en del af. Vi blev derfor opgraderet til deres SPG-værelser, og fik desuden gratis morgenmad og gratis Internet med i købet. Desværre ville vi ikke få mulighed for at benytte os af den gratis morgenmad, da vi dagen efter skulle til lufthavnen, før morgenmaden blev serveret.

Derefter skulle vi til Hertz og aflevere vores Chevrolet Tahoe, som vi var blevet meget glade for, især på grund af den megen baggageplads. Efter at have afleveret bilen, kørte vi til lufthavnen for at hente vores boardingkort, ligesom vi havde nogle uafklarede spørgsmål til baggagen.

På grund af vores forsinkede ankomst hentede Lene take-away, en lækker kyllingesalat, imens Johnni fik sendt Jonathan og William i bad. Derefter blev de langt i seng, mens Lene og Johnni fik pakket kufferter og vejet dem af. Som et lille ritual fik vi delt den allersidste kolde Grand Canyon øl, som markering af vores afslutning på turen på det amerikanske fastland.

Det blev sent, inden vi kom i seng, da vi havde svært ved at få tilpasset vægten (maks. 23 kg pr. kuffert) i kufferterne, men det lykkedes til syvende og sidst, så vi med ro i sindet kunne falde i søvn og vente på, at vækkeuret ville ringe kl. 0530, så vi kunne komme op til sidste kapitel i vores rejseføljeton: Hawaii.

Los Angeles – Børnenes (og de voksnes) legeplads

Det vestlige USAOprettet af Vinderødderne lør, juni 15, 2013 19:03:56

Autocamperen ”Perry” skulle afleveres, og vi nåede da også kun lige at køre ind ad porten 15 minutter før tid, så vi ikke skulle betale en tillægsleje ved for sen aflevering. Sjældent har vi i øvrigt mødt så uengageret personale, og da slet ikke i USA, hvor vi meget ofte bliver spurgt, hvordan det går, om der er noget ekspedienten kan hjælpe med, hvor vi kommer fra osv. Hos Cruise America var de hverken interesserede i at høre, hvordan turen var gået, hvad vi syntes om autocamperen, eller om vi oplevede fejl og mangler. Da Johnni påpegede en række ting, der skulle udbedres, f.eks. skruer, der hele tiden løsnede sig fra inventaret, motorolie, der skulle skiftes og andre ting, tog de end ikke notits af det. Stakkels de næste lejere af vores autocamper.

Vi kunne først få vores hotelværelse fra kl. 15, så da vi havde afleveret autocamperen tog vi forbi California Science Museum. Dette er meget i stil med Københavns Eksperimentarium, dog med den væsentlige forskel, at der er gratis adgang ligesom på mange museer i USA.

California Science Museum var ingen undtagelse, hvis vi blot ville se resten af museet end hovedattraktionen. Hovedattraktionen blev indviet i oktober 2012, hvor rumfærgen Endavour endte sin Mission 26 i Los Angeles International Airport (LAX) og herfra blev transporteret 12 miles gennem Los Angeles’ gader. Det var meget interessant at se den store rumfærge på helt tæt hold, så både den størrelse, design og beskyttende kakler kunne iagttages.

Der var også tid til at Jonathan og William kunne eksperimentere med andre forlystelser, heriblandt at få kendskab til produktion af strøm, koordinationsøvelser og viden om vind og vejr.

Efter endt besøg kørte vi til vores hotel, Best Western Plus Royal Palace Inn & Suites, som lå meget tæt på Santa Monica og Venice Beach. Hotelværelset var absolut en af de bedste værelser, både stort og rummeligt med soveværelse med to store senge og en tilstødende stue. Desuden var der en pandekagemaskine, så Jonathan og William følte sig straks hjemme. At komme fra den begrænsede plads i autocamperen, var det stor luksus, at vi nu kunne brede os i en stor hotelsuite med 2 værelser.

Om aftenen fik vi en af turens bedste burgere på den nærliggende Hamburger Habit. På grund af placeringen tæt på UCLA (Univercity of California Los Angeles) kommer der mange forskellige nationaliteter på spisestedet, og ejeren har gjort det til sit speciale at gætte, fra hvilket land kunderne kommer. Vi blev spottet til at komme fra enten Finland eller Danmark!

Dagen efter var et stort højdepunkt for hele familien. Vi havde haft nedtælling i lang tid og nu var dagen endeligt kommet, hvor vi skulle en tur i Disneyland. Vi købte 2-dages park-pass, så vi den ene dag kunne besøge det første Disneyland af dem alle, nemlig Disneyland Park, og et par dage senere den anden park, Disneyland California Adventure Park.

Det var en fredag, og køerne til forlystelserne var ikke særligt lange, så vi fik prøvet mange ture i løbet af de ca. 12 timer, vi var der. Aftenen sluttede af med et stort flot fyrværkeri. William faldt i søvn over skulderen på Johnni, og Jonathan fik kun lige sat sig i autostolen i bilen, før han måtte overgive sig til søvnen. Alt i alt havde vi alle en fantastisk dag, hvor vi havde tid til at være børn igen, nyde Disney-paraden med alle de kendte figurer, og være i en forlystelsespark, hvor der er rent over det hele, hvor der ikke serveres øl, og dermed ikke går fulde mennesker rundt, og hvor den korteste forlystelse varer længere end 5 minutter.

Efter vores tur i Disneyland skulle der restitueres om lørdagen. Det gjorde Lene bedst ved at ose rundt på 3rd Street Promenade i Santa Monica, mens Jonathan, William og Johnni blev klippet. Derefter handlede Lene ind i Whole Foods Market i Santa Monica, så vi kunne få en lækker aftensmad på hotellet senere.

Eftermiddagen brugte vi ved hotelles opvarmede pool og spa, hvor Jonathan, William og Johnni legede i poolen, mens Lene slappede af i liggestolen eller i spa’en efter dagens strabadserende shoppetur.

Søndagen var oprindeligt planlagt til at foregår i Disneyland California Adventure Park, men på grund af vores gode erfaringer fra Disneyland Park om fredagen valgte vi at udskyde besøget til om mandagen i håb om, at der så var færre besøgende. I stedet henlagde vi dagen til at besøge stranden på Venice Beach.

Da vi ankom til Venice Beach ville Jonathan og William gerne hen til skateboardbanen igen, ligesom vi var der i slutningen af april, inden vi skulle hente autocamperen. Oplevelsen blev dog en kende mere dramatisk, for en ung fyr lavede et stunt på sit skateboard, men mistede kontrollen med sit board, der med meget høj hastighed fløj af banen, ramte rækværket, hvor tilskuerne stod, og fortsatte lige ind i hovedet på en ung pige blot 1 meter fra os andre.

Ret dramatisk begyndte blodet straks at pible ud fra pigens ene øjenbryn, så hun snart havde den ene side af ansigtet smurt ind i blod. Hendes kæreste prøvede forgæves at hjælpe, så Johnni fandt resolut nogle servietter frem, fik sat pigen ned og stoppet blødningen. Imens blev der ringet 911, som er amerikanernes svar på 112, og ganske kort tid efter havde nogle af de andre tilskuere også fået fat i livredderne på stranden, som kom kørende til stedet meget kort tid efter. Hele redningsapparatet gik så stærkt, at det kun må misundes, at de danske forhold lige på dette punkt ikke er nær så gode.

Med ulykken in mente besluttede vi os for at komme helskindet fra Los Angeles, og gik i stedet langs strandpromenaden og iagttog de finurlige skikkelser, der bevægede sig rundt på Venice Beach. Efter en let frokost blev vejret bedre, og vi valgte derfor at tilbringe eftermiddagen på selve stranden.

Efter at have udskudt besøget i Disneyland California Adventure Park med en dag, blev det nu mandag, og vi satte derfor endnu en gang kursen mod Anaheim.

På vej til Disneyland havde vi dog besluttet at give Jonathan og William en oplevelse af de mere virkelighedstro. Vi havde gemt deres soveposer fra vores tur med autocamperen. Soveposerne kunne komme en hjemløs til gode, og vi kørte derfor hen til en område under en bro nær vores hotel, hvor vi fandt en hjemløs, der var meget glad for at få en gratis sovepose og lidt penge. Herefter havde vi alle en god snak om de konsekvenser, det har at være fattig i USA. Det gjorde meget stort indtryk på Jonathan og William, især at se de hjemløses få lurvede ejendele stablet op i en indkøbsvogn.

Ved vores ankomst til Disneyland kunne vi konstatere, at der var væsentligt flere besøgende end om fredagen, og antallet var direkte aflæseligt i Fast Pass maskinen til Radiator Springs Racers i Cars land, som er parkens absolutte hovedattraktion. Attraktionen er en racerbane, hvor man kan kører i ”Lynet McQueen” rundt i landskabet Kølerkildekøbing fra filmen Cars. Da vi 1½ time inde i parkens åbningstid ankom til Fast Pass maskinen, var der allerede sat et skilt op, hvor der stod, at der ikke blev udstedt flere Fast Pass billetter resten af dagen. Fast Pass billetter har den egenskab, at man henter en billet, som skal bruges inden for et vist tidsrum. Når man går hen til attraktionen i dette tidsrum, går man uden om den almindelige kø og sparer dermed rigtig meget tid.

Vi gik i stedet rundt i parken og prøvede nogle af de andre forlystelser, blandt andet kørte vi i de traktorer, som Bumle og Lynet McQueen vælter, og vi prøvede også nogle flyvende hjul, før vi gik hen til køen ved Radiator Springs Racers. Til vores store skræk var køen alarmerende lang, og skiltningen stoppede ved 2-timers ventetid. Vi skønnede selv, at vi skulle vente ca. 3 timer og blev derfor enige om, at vi heller ville stege i det varme vejr andre steder i parken, end at stå i kø.

Derfor gik vi rundt og prøvede de andre forlystelser, hvor vi som det længste stod i kø i ca. 1 time. Lige efter Disneyparaden gik vi tilbage til Radiator Springs Racers, og køen viste sig at være 75 minutter, hvorfor vi besluttede os for at prøve lykken. Vi endte med at stå i kø i ca. 1½ time, men vi alle syntes bestemt, at det havde været ventetiden værd, da vi blev kørt igennem hele Cars-universet og endte med at køre om kap med en anden racerbil. Jonathan og William var ellevilde, da vi kom ud fra racerløbet.

Som sidste forlystelse på vores 10½ times lange dag skulle vi prøve Grizzly River Run, som er en rund båd med plads til 8 personer. Mørket var faldet på, og det var blevet lidt køligere i vejret. Resultatet af turen blev, at Jonathan og William var blevet en smule våde og måtte skifte tøj, mens Johnni var blevet våd fra yderst til inderst til alles store fornøjelse. Køreturen tilbage til hotellet blev derfor en noget kølig og våd fornøjelse, men glæden ved dagen kunne ingen tage fra os.

Pacific Coast Highway 1

Det vestlige USAOprettet af Vinderødderne fre, juni 14, 2013 18:31:36

Vi havde en laaaangsom morgen i San Francisco, hvor vi hyggede med pandekager, æg og frugt til morgenmad. Børnene fik brændt noget krudt af, og vi rullede videre på vores færd.

De kommende 5 dage skulle vi tilbringe ruten Pacific Coast Highway 1. Der er nogen, der siger, at denne rute bedst opleves fra nord mod syd, idet man så har havet på ”sin” side af vejen. Undervejs er der utallige viewpoints, så vi vil vove at påstå, at der venter en stor oplevelse, uanset hvilken retning man vælger at køre.

Vejen ligger alleryderst ved kysten, og man har det barske Stillehav og den rå klippekyst ved sin side på størstedelen af ruten.

Vi skulle ikke køre langt, før vi fik hold i nakken og kunne udbryde det ene ”wow” efter det andet. Vi vovede os ind i surferbyen Santa Cruz, men måtte opgive at navigere rundt med vores autocamper i de mange ensrettede og smalle gader.

Velankommet til Monterey og Saddle Mountain Ranch, den eneste RV park med swimming pool nær Monterey, kunne vi nyde en svalende dukkert og en skøn udsigt over bjergene. Her boede vi i 3 dage. Det lykkedes os dog inden da at køre ind på den forkerte campingplads, idet vi ad meget små bjergveje kom til et meget lille Y-kryds, hvor vi skulle vælge, om vi ville køre op ad bjerget eller ned ad bjerget. Vi kørte nedad, da vi øjnede campingpladsen 200 meter foran os. Ejeren kunne ikke finde os i deres reservationssystem, og ups vi skulle da vist være kørt op ad bjerget i stedet. Ja, sådan kan det jo gå, når det efterhånden er svært at huske navnene på alle de campingpladser og steder, som vi besøger. Efter en 15-punkts vending på 35 fod i vores 29 fod lange autocamper lykkedes det dog at komme op ad bjerget til Saddleback RV Park.

Vores første hele dag tilbragte vi i Monterey by. Her stod der Monterey Bay Aquarium på vores liste over must-see, og vi blev da bestemt heller ikke skuffede. Her var kæmpestore akvarier, der hver især skulle illustrere henholdsvis revet tæt på Monterey og det dybe stillehavs ocean. Dertil kom en superflot afdeling med gopler og søheste, og vi er nu blevet ret meget klogere på både goplernes giftighed og søhestenes sexliv (her er det hannen, der føder ungerne…). Derefter slendrede vi lidt rundt i Fisherman’s Wharf og fik en is og en Starbucks kaffe, inden vi returnerede til campingpladsen og blev dyppet i poolen.

Vi har været lidt i syv sind med hensyn til at tage på en hvaltur, men dagens blæsevejr fik os til at tage beslutningen om at droppe det, da Jonathan ikke er specielt søstærk, ligesom vi fik at vide af en af de ansatte i akvariet, at havet var meget hårdt i øjeblikket, og turene måske blev aflyst.

Dagen efter slappede vi af på campingpladsen. Efter så mange dage på farten, indfinder der sig en form for hverdag, og selvom man er på ferie, er der nogle hverdagsting, der skal tages hånd om som f.eks. vasketøj, lektielæsning, indkøb og planlægning af den næste etape. Vi kan mærke, at især børnene har mere og mere behov for at have nogle dage, hvor vi bare ”er” uden at have en plan og et mål, og uden at vi skal af sted på ture og opleve nye ting. Det er ganske enkelt svært at blive ved med at rumme og bearbejde nye indtryk. Vi er meget opmærksomme på, at Jonathan og William skal synes, at det er sjovt, men samtidig uden at rammerne for opdragelse og almindelig god opførsel forsvinder helt. Børnene snakker meget om ”dem derhjemme”, og de savner deres legekammerater en hel del. Derfor er det superskønt, når der kommer en hilsen fra vennerne fra børnehaven, skoleklassen eller familien – så en stor tak til alle jer – familie og venner, der tænker på os undervejs ☺.

Afsked med skønne Monterey og videre afsted ad Pacific Coast Highway 1. Højdepunkterne står i kø på denne tur og vi havde da også kun kørt 5 miles syd for Monterey og Carmel-by-the-sea, før vi måtte gøre holdt ved Point Lobos State National Reserve. Planen var at gå en kort tur langs klipperne, men vi endte med at tilbringe hele formiddagen langs den rå stillehavskyst. Udsigten var formidabel, og vi så blandt andet en skarvkoloni på en klippe i havet og sæler og søløver, der solede sig i brændingen.

Frokosten blev indtaget i autocamperen på Pacific Coast Highway 1 med udsigt over Stillehavet. Mens vi nød udsigten, skænkede vi japanerne på den anden side af Stillehavet en tanke og takkede dem for at have opfundet den sushi, vi indtog til frokost.

Turen gik videre og undervejs passerede vi mange broer, herunder Bixby Creek Bridge, inden vi ankom til KOA Pismo Beach sent om aftenen. Forinden gjorde vi holdt ved en stor sø-elefant-koloni, hvor de unge hanner sloges om hunnernes opmærksomhed (nogle ting ændrer sig bare aldrig).

Afsted ad Pacific Coast Highway 1 igen om formiddagen. Denne strækning var ikke helt så flot som tidligere på ruten, og vejret var overskyet. Vi passerede igennem Santa Barbara og så de store flotte millionvillaer ud mod stranden, inden vi ankom til KOA Ventura Ranch campingpladsen midt på eftermiddagen.

Det var en enorm campingplads med en stor legeplads, så børnene hyggede sig på den store hoppepude. Vi havde projekt ”tøm køleskab”, så vi holdt en stor festmiddag med alle resterne tilberedt over bål. Fryseren skulle også tømmes, så til børnenes store glæde fik de lov til at spise is til morgenmad.

Vores sidste dag på Pacific Coast Highway 1 gik med at køre fra KOA Ventura Ranch til vores sidste nat med autocamperen på Dockweiler RV Park, der ligger i Los Angeles lige ud til stranden og Stillehavet.

Ringen var sluttet, vi var tilbage i LA og tilbage var blot at få pakket alt vores tøj i kufferterne, samt rengøre autocamperen inden den skulle afleveres dagen efter. Det blæste desværre meget ved stranden, så vi fik ikke mulighed for den helt store badetur.

Til gengæld stod den på en lille gåtur på stranden, sen aftensmad og hygge i autocamperen med skåltaler over vores 46 dage i autocamperen.

Selvom vores 9 meter lange ”skur” har været en anelse nedslidt og raslet godt og grundigt undervejs, kan vi nu ikke lade være med at være en smule vemodige over at skulle levere autocamperen tilbage. Den har trods alt været vores hjem i 46 dage og har bragt os langt omkring – ca. 6.100 km (hvoraf Lene har kørt de 54 km….) for at være mere præcis. Vi har haft gang i gaffa-tapen undervejs for at klistre forskellige raslende løsdele fast, diverse skruer er gået løse. Vi har én gang oplevet, at toilettet løb over med vand på gulvet (det var ikke sjovt), køleskabet har åbnet sig under kørslen, og alle ting væltet hulter til bulter rundt i skabene. Men alt i alt har autocamperen dannet en hyggelig ramme om vores fantastiske oplevelser i Californien, Arizona, Utah og Nevada. Ja, det er utroligt, så lidt der skal til, for at noget føles som ”hjem”.

Sidste nat og sidste morgen i autocamperen. Vi var klar til næste etape. Inden vi ankom til Cruise America, hentede vi den lejede bil hos Hertz i Signal Hill, Los Angeles. En Chevrolet Tahoe, der er så stor, at den næsten kan konkurrere med autocamperen rent størrelsesmæssigt.

Fængslende i San Francisco

Det vestlige USAOprettet af Vinderødderne tir, juni 04, 2013 19:56:25

På turen mod San Francisco overnattede vi i Morehead Park. Og hvis Visalia er en lille flække, så er Morehead blot et bump på vejen. RV parken var bestemt en af de mere skrabede af slagsen og bar tydeligt præg af, at der primært er fastliggere, for det var mere en trailerpark end en campingplads. Eneste positive at sige om campingpladsen er, at den havde et helt fantastisk Internet, så vi fik i den grad uploadet billeder til vores blog, samt sendt masser af billeder og videoklip hjem til vores backup i Danmark.

Vi ankom om eftermiddagen til San Francisco, og forinden havde vi gjort holdt i et outlet. Da det var Memorial Day, var der ekstra mange gode tilbud, og der var sort af mennesker, der havde fået samme tanke.

Vores campingplads Candlestick RV Park er den campingplads, der ligger mest centralt i forhold til San Francisco, og dog ligger den ca. 20 km (og 30 dollars) kørsel i taxi fra centrum. Det er ikke en god mulighed at tage autocamperen med ind til centrum og parkere, så vi bliver komfortabelt transporteret i taxi. Dette giver til gengæld muligheden for at få en sludder med den lokale vognmand, og som en direkte målestok for storbyens mange ansigter og nationaliteter lykkedes det os at køre med taxachauffører fra både Nicaragua, Eritrea og Taiwan.

Fra campingpladsen har vi direkte udsigt til 49’ers stadion ”Candlestick Park”, men desværre var der ingen amerikansk fodboldkampe, mens vi boede der.

Vi tilbragte resten af dagen på campingpladsen med at lave lektier og tegne og spille kort med børnene.

Dagen efter skulle vi ind til centrum og tog derfor en taxi, der satte os af ved indgangen til Chinatown, og vi lagde vejen forbi en uskøn blanding af kinesiske antikvitetsforretninger og butikker med San Francisco magneter. Over os hang røde papirlamper, og fra de skumle sidegader var der små grønthandlere og en duft af kinesisk mad. Vi aflagde besøg på en lykkekagefabrik (fortune cookies), der blev etableret helt tilbage i 1962. Her sad der 3 fingernemme kinesiske kvinder beskæftiget med at bage de flade kager for derefter af folde dem om et stykke papir med nogle vise ord. Stedet reklamerer med, at de kan ”skræddersy” lykkekager til enhver lejlighed. Derudover har de åbenbart fundet en speciel niche indenfor feltet, og på deres visitkort står, at de er intet mindre end ”famous in French adult cookies”…. Kagerne i sig selv smager ikke specielt godt, men den forretningskyndige ejer havde øjnet muligheden for en biindtægt ved at opkræve 50 cent, for at vi kunne få lov til at tage et billede.

Vel ude af Chinatown tog vi en kabelsporvogn ad de absurd stejle gader ned mod Fisherman’s Wharf. På vejen lagde vi turen forbi Lombard Street, som er kendetegnet ved intet mindre end 8 hårnålesving på den 100 meter lange gade. Dette karakteristika har givet gaden titlen som ”verdens mest snoede gade” – og det er da vældigt sjovt, men må være utroligt upraktisk for beboerne, der ud over den snoede gade skal kæmpe mod turistmylderet i området.

Vi hang ud i nogle timer på Fisherman’s Wharf, hvor vi blev underholdt af gadegøglere og især de mange spraymalere, som Jonathan og William blev helt tryllebundet af. Derudover var det sjovt at se de mange krabbeboder, hvor de store krabber i løbet af kort tid blev forvandlet til en gang chowder i surbrødstallerken.

Vejen gik også forbi Pier 39, hvor vi fik hilst på nogle andre af San Franciscos berømte indbyggere – nemlig søløverne, der kæmper om pladsen på de mange soldæk i havnen.

Vi fik afhentet vores forudbestilte billetter til Alcatraz dagen efter, så vi ikke skulle alt for tidligt op, og fortsatte videre ned i, hvad der viste sig at være downtown området. Som i mange andre storbyer i USA er downtown forretningskvarteret, som efter kontorlukketiden henligger temmelig øde. Dette faldt uheldigvis sammen med vores spisetid, og vi måtte gå langt med 2 trætte børn, inden vi overgav os (til børnenes jubel) og indtog aftensmaden på den gyldne måge (aka McDonald’s).

Tidligt op på dag 3 og klar til afgang med den første færge mod Alcatraz Island. Vel ankommet gik vi direkte op til toppen af øen, hvor selve fængselsbygningen ligger. Her blev vi udstyret med walkman og gik den ca. 2 timer lange rundtur, godt underholdt af historier med fangeoprør og den berømte fangeflugt i 1962, hvor det (måske) lykkedes 3 fanger af slippe væk fra fængselsøen ved at grave sig ud med en teske. Vi tilbragte det meste af dagen på øen og spiste aftensmad på Pier 39, inden vi tog hjem til campingpladsen.

Det var næsten middag, inden vi kom afsted på fjerdedagen, men til gengæld havde vi så fået sludret lidt med bedsteforældrene hjemme i Danmark – hurra for Facetime. Denne gang gik turen mod Golden Gate Park og San Franciscos orangerøde vartegn. Vi var helt usandsynligt heldige med vejret, og til forskel fra de første 3 dage, der havde indhyllet broen i tæt tåge, havde vi strålende solskin hele dagen. Vi gik en kort tur på sydsiden, inden vi krydsede broen på den dertil indrettede gangsti. Det blæste en halv pelikan, og det var svært at føre en samtale på grund af den kraftige vind og de ufatteligt mange biler, der kørte umiddelbart på den anden side af autoværnet. Men det var måske slet ikke så dårligt, for børnene synes denne dag at være enige om, at det bestemt IKKE var sjovt at gå på broer. Først da vi var ovre på den anden side, synes de, at det alligevel var lidt sejt at have gået de 2,5 km over en af de smukkeste hængebroer i verden. Vi belønnede vores indsats med en tur på en dejlig sushirestaurant Hana Zen på Pier 39, hvor vi kunne nyde en velfortjent omgang sushi og nyde den flotte udsigt over Alcatraz og Golden Gate Bridge.

Da mørket faldt på ved campingpladsen gik den vilde jagt for at få endnu et glimt af den tykke vaskebjørn, der lusker rundt på pladsen. Dens rute går lige under vores autocamper, og vi har små fine fodspor af vaskebjørn udenfor vores dør. Så godt nok så vi ingen sortbjørn i Yosemite, men til gengæld har vi set vaskebjørn i San Francisco ☺.

Kings Canyon & Sequoia National Parks

Det vestlige USAOprettet af Vinderødderne man, juni 03, 2013 17:40:43

To nationalparker i en. Men samtidig med hver deres kendetegn. Vi havde heldigvis booket overnatninger på Hume Lake Campground på forhånd, og det viste sig at være en god ide, da vi skulle bo der i Memorial Weekend.

Amerikanerne fejrer Memorial Day den sidste mandag i maj, og det er en dag, som de går meget højt op i, da de på denne dag mindes de døde. Oprindeligt var dagen ment som en mindedag for de faldne i den amerikanske borgerkrig, men med tiden mindes amerikanerne nu alle de døde.

Fridagen om mandagen bruges derfor til at komme væk fra de vante omgivelser, og især nationalparkerne er blevet klargjorte op til Memorial Day. Mange campingpladser, og især nationalparkernes campgrounds, melder totalt udsolgt i denne weekend.

Vi startede den første dag op med at besøge visitor centret i Grant Grove Village i Kings Canyon National Park, hvor vi fik udleveret Junior Ranger programmet, hvorefter vi kørte til vores campsite og blev registreret.

Undervejs gjorde vi holdt ved ”General Grant Tree”, et ungt seqouoiatræ på små 1800 år, der har fået tilnavnet The Nations Christmas Tree.

Efter en let frokost fortsatte turen med en meget bjergrig kørsel til bunden af Kings Canyon til Roads End, hvor vejen efter 40 km i bogstaveligste forstand sluttede, og hvor vildmarken tog over. På det meste af køreturen løb Kings River langs vejen, og vi havde derfor udsigt til ”river wild” fra første parket. Her om foråret begynder alt at blomstre, og vi måtte standse mange gange for at tage billeder at de smukke vilde blomster – især de 3 meter høje blomstrende yuccaer var meget imponerende med deres store hvide blomsterstand.

Turen til bunden af Kings Canyon vidnede desværre også om en masse travle turister, der i personbil tilsyneladende både skulle nå til bunden af Kings Canyon og videre til de store træer i Sequoia National Park, og selv om vi kørte efter den tilladte hastighedsgrænse, var vi meget ofte bremseklods for utålmodige bilister, der gerne ville forbi, og som med alt for høj fart overhalede os, for langs ruten lå adskillige døde påkørte dyr, som kunne have været undgået ved lavere hastighed.

Nationalparkerne gør en stor ære i at skilte med, at der er mange dyr på vejene i foråret, og vi har da også flere gange måttet bremse hårdt op for at undgå påkørsel. Det er dog også heldigvis lykkedes at bremse, fordi vi netop har kørt med lav fart. Til dette skal naturligvis også nævnes, at vi havde et stort ønske om at se en bjørn ude i naturen, men at dette bestemt ikke skulle ske som kølerfigur på vores autocamper.

Vi kørte retur til vores campsite ved Hume Lake og tændte op i bålet. På denne campingplads måtte vi gerne samle brænde i området, til forskel fra de øvrige campsites i nationalparkerne. Vi konkluderede, at det føles meget autentisk, sådan at samle sit eget brænde og lave mad over bål. At vi alle 4, uden adgang til bad efterhånden lugter temmelig meget af røg, er en anden sag. Efter endt aftensmad blev der fundet marshmellows (skumfiduser) frem, som blev ristet ved bålet. Roen faldt over campingpladsen, og vi kunne i stilhed ved bålet betragte stjernerne på himlen blive tydeligere og tydeligere.

Dagen efter kørte vi til Lodgepole Visitor Center i Sequoia National Park, hvorfra vi tog en shuttlebus ud til ”General Sherman Tree”. Dette sequoiatræ er gigantisk, og hvis kæledæggen General Grant Tree er nationens juletræ, så er alderspræsidenten General Sherman på 2200 år vel nærmest at betragte som ”træernes konge”. Alt er jo som bekendt relativt, og det er meget vanskeligt at beskrive den overvældende størrelse på disse giganter. Størrelsesforholdet mellem et menneske og et af disse store træer, er som en mus i forhold til et menneske. For at sætte nogle tal på disse kæmpetræer kan nævnes, at General Sherman er ca. 85 meter højt, omkredsen ved foden er på 30 meter og diameteren på de største grene er 2 meter – og træet vokser stadig!

Vi kørte herefter retur til Lodgepole Visitor Center, hvor Jonathan og William blev taget i ed som Kings Canyon & Sequoia National Parks Junior Rangers efter at have fået nærstuderet og godkendt deres svar i Junior Ranger bogen.

Da vi kom retur til Hume Lake, tændte vi atter op i bålet, hvor vi lavede snobrød og pølser, for igen at slutte af med marshmellows-dessert. Da Jonathan og William godt mætte var blevet lagt i seng, sad Lene og Johnni igen og nød stilheden ved det knitrende bål. Pludselig kom en vildtlevende hjort gående 1½ meter fra os. Den blev i nærheden og kom helt tæt på bålet i løbet af aftenen.

Hume Lake Campground indtager absolut en af vores favoritsteder at overnatte, da vi virkelig følte, at vi var kommet ud, hvor der ikke var overrendt af turister. Muligheden for at gå ture ved søen eller i skoven, samt at befinde sig lige midt i naturen, var helt fantastisk.

Visalia – rosinen i pølseenden

Det vestlige USAOprettet af Vinderødderne man, juni 03, 2013 17:21:25

Man kan spørge sig selv om, hvad vi lavede i Visalia, Californien? Kig på et kort og se, at der umiddelbart intet er. Ganske rigtig – Visalia er bestemt ikke en by, som umiddelbart er det helt store trækplaster.

Men det er de nærliggende nationalparker Yosemite og Kings Canyon & Sequoia National Parks, der trækker turister til Visalia, primært som overnattende inden turen ind i parkerne. Vores ærinde var af samme karakter, da vi trængte til et lille pusterum fra 4 dage i Yosemite med masser af kilometer i benene, beskidt tøj, ingen hook-up og uden swimmingpool.

På køreturen til Visalia kørte vi igennem Fresno, og ved en ren tilfældighed kom vi forbi Simonian Farms, som var en butik, der solgte frugt og grønt i stor stil. Stedet var fantastisk og udenfor var der gamle landbrugsredskaber, herunder over 100 år gamle traktorer, samt nogle patriotiske amerikanske malerier.

Vi var ved vores kørsel mellem Yosemite National Park og Visalia havnet i Californiens forrådskammer. Her bliver dyrket vindruer, abrikoser, ferskner, blommer, æbler, jordbær og alverdens andre frugter og grønt på arealer så langt øjet rakte. Det var en sand fornøjelse at køre igennem og sjovt at se de forskellige frugttræer lige ud til vejen. Tilfældet ville også, at vi kom forbi Sun-Maid, som jo producerer californiske rosiner, der importeres til hele verden. Vi aflagde virksomheden et besøg og kom derfra med et par poser….. rosiner.

I Visalia blev vi indkvarteret på KOA Visalia og fik vasket tøj, provianteret og tilbragt nogle timer ved poolen. Vi fik vi også repareret autocamperens blæser, som gik i stykker, da vi forlod Las Vegas. Dermed var vi sikret, at luften nu kunne cirkulere i autocamperen, mens vi kørte.

Yosemite – Bjergtaget langt nede i dalen

Det vestlige USAOprettet af Vinderødderne søn, juni 02, 2013 08:29:59

Efter vores korte ophold ved Mono Lake skulle vi have indfriet endnu et af vores store mål – Yosemite National Park.

Vi har været så privilegerede og heldige at få fire overnatninger inde i selve nationalparken, heraf de tre i Yosemite Valley og den sidste i Wawona. Reservationerne for en periode på en måned åbner på en bestemt dato og tidspunkt. Efter højest 5 minutter er alle pladserne reserverede, og så må man i stedet lide den tort at skulle forlade nationalparken hver dag og køre 1½ - 2 timer ud af nationalparken og vende tilbage dagen efter.

Desuden var vi heldige med vejret, idet Tiogapasset (Tioga Pass) var blevet sneryddet ugen forinden. Ellers havde det betydet en omvej på 6 timer i stedet for en meget flot køretur i sneklædte bjerge og andet flot landskab i øvrigt. National Park Service opgør årligt, hvornår Tioga Pass åbner, og for få år siden åbnede passet først i juli på grund af sne.

Med udsigt til sol de kommende 4 dage bevægede vi os dermed videre ind i bjørneland. Køreturen var sat til ca. 2 timer, men vi endte med at bruge 5 timer, for køreturen var en kæmpe seværdighed i sig selv, og for hvert hårnålesving havde vi lyst til at stoppe op og tage endnu et foto. Desuden holdt vi et afbræk i køreturen for at vandre op ad et stejlt bjerg og nyde udsigten fra toppen. Her fik vi det første glimt af Half Dome – den karakteristiske klippe i Yosemite. Bjerget vrimlede med marmots – en stor gnaver, der minder om et kæmpe-egern på ½-1 meters længde.

Vi nærmede os den frodige dal, og alt var lysegrønt. Vi kørte gennem et par bjergtunneler og krydsede fingre for, at vi havde tag-aircondition anlægget med ud på den anden side. I realiteten var det ikke noget problem, for vi lagde os ud på midten af vejen og tilkendegav for de modkørende bilister, at vi fyldte lidt mere, og de nok burde køre lidt ind til siden, hvilket de udmærket forstod.

Første stop i Yosemite Valley var ved Bridalveil Falls, der brusede med vand så kraftigt, at vi tydeligt mærkede vandstøvet fra vandfaldet. Som lemminger fulgte vi strømmen af turister, der var ved af falde over hinanden i iver efter at klatre på de glatte sten – lige ved siden af det store advarselsskilt om IKKE at klatre på stenene. Her var pine død mange mennesker, og vi tilskrev det weekenden, hvor mange amerikanere nyder at tage på tur, og der derved virker meget fyldt.

Efter yderligere information fra visitor centret og måben over alle de mange mennesker i nationalparken, ankom vi til vores campingplads ”North Pines”, hvor der dog herskede en dejlig stille ro midt i skoven.

Næste morgen ville vi forsøge at komme turistflokkene i forkøbet, og allerede kl. 8 var vi på vej mod at gå dagens to første vandreture, og var dermed heldige at få en god parkeringsplads centralt i nationalparken. Herfra vandrede først til USA's største vandfald, Yosemite Falls, som allerede fra morgenstunden var godt besøgt. Vi nød vandfaldets brusen og iagttog de øvrige turister i ½ time, før vi satte kursen videre mod dagens anden vandretur, som foregik midt i dalen ad nogle flotte stier, hvorfra vi kunne beundre alle bjergene, som omkransede Yosemite Valley.

Lidt over middag kørte vi til vores andet campsite, ”Upper Pines”, og blev indkvarteret. Efter en kort frokost stod den store prøve.

Ved vores besøg på visitor centret blev vi anbefalet at gå op til Vernal Fall. Vandreturen var delt i tre, nemlig Lower Vernal Fall, Upper Vernal Fall og Nevada Fall. Rangeren anbefalede, at vi to den nederste del af Vernal Fall, da Upper Vernal Fall var kategoriseret som strenuous (vanskelige / hårde). Rangeren synes derfor, at kun Johnni skulle fuldføre denne del af turen.

Da vi kom til Lower Vernal Fall, og ikke var blevet udsat for de helt stor udfordringer, besluttede vi os at prøve kræfter med Upper Vernal Fall, og vi måtte bestemt medgive, at turen krævede lidt mere. Samtidig må vi også erkende, at Jonathan og William ingen problemer havde med at klare turen, idet de syntes, at det var en spændende udfordring, som blev yderligere interessant, idet vi gik op langs vandfaldet, hvor vi jævnligt fik vandstøv fra vandfaldet ind over os.

Belønningen kom da også, da vi efter 2 timer nåede toppen af vandfaldet og kunne iagttage, hvordan de enorme vandmasser blev sendt ud over klippekanten og mod afgrunden, hvor de blev opslugt af floden og sendt videre mod Lower Vernal Fall. Efter at have nydt udsigten og sundet os i ½ time, gik turen tilbage til autocamperen, og 1½ time senere nåede vi afslutningen af vandreturen.

Jonathan og William var godt udmattede og havde bestemt ingen problemer med at sove efter et solidt måltid mad tilberedt over bål midt i skoven på vores campsite. Vi var meget stole over børnenes præstation, men syntes også, at kategoriseringen af vandreturene nok mere passede til amerikanerne end danskerne. I hvert fald har vi bemærket, at så snart der er lidt stigning på vandreturen, bliver den hurtigt kategoriseret højere end ”Easy”.

På tredjedagen gik vi en tur til Mirror Lake, som efter sit navn rummede en sø, hvor man kunne spejle sig. Der var meget vindstille på dagen, og belønningen kom dog også prompte, da vi nåede søen. De omgivne bjerge, og især Half Dome, kunne nu ses dobbelt blandet sammen med de øvrige smukke omgivelser i det rolige vand. Mærkværdigt nok havde ikke særligt mange turister fundet vej til Mirror Lake, og det profiterede vi af.

Om eftermiddagen deltog vi i et Ranger Program om bjørne. Det var meget informativt, men også skræmmende at vide, hvordan menneskets adfærd har slået i tusindvis af bjørne ihjel og faktisk stort set har udryddet Grizzlybjørnen fra Californien. Derved er det kun sortbjørnen, der kan findes i Yosemite. Man har selvfølgelig været bevidst om, at bjørnene i Yosemite var et stort trækplaster for turisterne, og rangeren viste billeder fra 1950’erne, hvor man så en ranger hælde en flaske øl i gabet på en bjørn med det ene formål at lokke bjørne og dermed turister til området. Nu har det heldigvis ændret sig, og man er sig meget bevidst om, at adfærd som dette skaber farlige bjørne, der ikke længere er bange for mennesker. Derfor er mantraet i parken nu, at man ikke skal fodre bjørne. Desværre er der nogen, der stadig ikke har forstået, at bjørnen er et vildt dyr, og stiller derfor ofte mad ud til bjørnene for at lokke dem ind til campingområdet. Det betyder, at bjørnene stadig tiltrækkes af tilstedeværelsen af mennesker, og at der faktisk lever ca. 35 bjørne på en areal i Yosemite, der er beregnet til 2 bjørne.

Tilbage til vores campsite blev der endnu en gang tændt op i bålet, og vi kunne udmattet nyde endnu et måltid. Desværre fik vi ingen bjørne at se på vores vandretur, men til gengæld havde vi fået to pavestolte børn med retur, som nu også kan kalde sig Yosemite National Park Junior Rangers. En titel, som de havde kæmpet hårdt for at få, og sammenlagt havde tilbagelagt mere end 15 kilometer på to dage.

Ved morgenstunden rumlede vi videre ad de snoede bjergveje. Vi forlod Yosemite Valley med kursen mod Wawona, som er et andet område i nationalparken, der er kendetegnet af deres store seqouia-træer. Her boede vi igen på en naturskøn campingplads uden hook-up, men med en smuk brusende flod lige i ”baghaven” på vores site.

Vi tog en shuttlebus ind til Mariposa Grove, som er et skovområde med disse kæmpetræer. Eller dvs. Johnni tog shuttleturen 3 gange, for vi havde glemt vores kamera og måtte tilbage til autocamperen for at hente det ☺. Vi andre slog tiden ihjel med at spise en stor is.

Vi lagde ud med en kort vandretur mod "Grizzly Giant Tree" – den enorme sequioakæmpe der er 1900-2400 år gammelt. Videre på vores vandretur så vi navnkundige mange af de andre kæmpetræer med sigende navne såsom ”tunnel-tree”, ”faithful couple” som er 2 sammenvoksede træer og ”telescope tree”, som på grund af adskillige skovbrande er fuldstændigt udhulet, og man kan stå inde i det og kigge lige op i himlen 100 meter oppe. Men på trods af dette lever træet stadig, for den enorme bark har holdt stand mod flammerne. Som vi efterhånden har oplevet på mange af vores vandreture, så skal vi ikke gå langt for at have skoven for os selv – langt de fleste besøgende bliver i området omkring parkeringspladsen og kiosken. Vi nød derfor skovens dybe stille ro og så bl.a. en flot hvidhovedet spætte hakke løs på sit træ og fandt en masse kæmpestore grankogler, der var over 30 cm lange.

På ture som disse får tankerne og tungen frit løb hos børnene og vi får talt om mange forskellige ting.

Lone Pine og Mono Lake

Det vestlige USAOprettet af Vinderødderne lør, juni 01, 2013 06:31:36

Klokken var 0745, og vi var lige kørt fra campingpladsen i Lone Pine med kurs mod Mono Lake. Vi havde kørt i 5 minutter, da Johnni havde holdt fotostop 3 gange. Jo, her ved foden af Mount Whitney (USA's højeste bjerg i ”Lower 48 States”, dvs. uden Hawaii og Alaska, som ikke forbundne med de øvrige 48) er der mange ”Kodak moments”.

Egentlig havde vi ikke skænket Lone Pine en tanke, men efter et rejseforedrag hos Arne fra MyPlanet.dk blev vi anbefalet at overnatte på Lone Pine Campground, som ligger som et smørhul mellem de to bjergkæder Sierra Nevada og White Mountains. Ved vores ankomst efter Death Valley blev vi bestemt ikke skuffede. Efter et besøg på det lokale visitor center kørte vi en 30 minutters smukke omvej i et meget klippe- og stenfyldt område, som bestemt var den ekstra køretur værd.

Området omkring Lone Pine er meget brugt som filmkulisse, og senest har Superman blafret med sin røde kappe lige her.

Samtidig var det også en sjov oplevelse inden for 1 døgn at have været i USA’s laveste punkt i Death Valley for at ende for foden af det højeste punkt, Mount Whitney, i ”Lower 48 States”, selv om disse kun ligger ca. 3 timers kørsel fra hinanden.

Stilheden på Lone Pine Campground var også udtalt. Vi talte med bestyreren af stedet, som oplyste, at det primært var i weekenden, der var godt besøgt, så vi profiterede af at kunne nyde stilheden og de rene omgivelser, samt den sagte brusen fra det nærliggende vandløb og udsynet til Mount Whitney.

Vi er nu for alvor ankommet til ”Bear Country”, og der er opstillet bjørneskabe på hver site på campingpladserne. Her skal man opbevare alle madvarer og andre stærkt lugtende ting som f.eks. toilettasker, såfremt man bor i telt. Da vi bor i autocamperen, er det ikke nødvendig med den eksterne opbevaring. Jonathan og William mente, at de skulle sove inde i skabet, så de ikke blev spist af bjørnene…

Køreturen til Mono Lake og Mono Vista RV Park gik via byen Bishop, hvor vi om formiddagen havde en aftale med Mr. K Automotive, som skulle lave vores ventilationsanlæg, som gik i stykker på vej væk fra Las Vegas. Efter 1½ times tid, som vi brugte i den nærliggende Kmart og Starbucks, kunne mekanikeren konstatere, at vores diagnose var korrekt, men at han ikke havde de nødvendige reservedele liggende, så vi måtte vente et par dage eller finde et andet værksted at få udført reparationen på.

Turen gik videre nordpå, og vi ramte Mono Lake midt på eftermiddagen. Her nød vi en kort vandretur ned til den basiske sø, der præges af de 2 vulkanøer ude midt i søen.

Vi overnattede i byen Lee Vinning, som er gateway til Yosemite National Park. Vi aflagde besøg i visitor centeret, og det stod klart, at Tiogapasset via HIghway 120 var blevet ryddet for sne og vejen til Yosemite var banet – vi glæder os til de kommende dage.

Death Valley – vi overlevede døden

Det vestlige USAOprettet af Vinderødderne lør, juni 01, 2013 06:12:32

Hvad er oddsene på at overleve døden i en autocamper, når blæseren ved motoren, der skal cirkulere vores aircondition, går i stykker på vej ud af Las Vegas, og de efterfølgende 36 timer skal tilbringes i Death Valley National Park?

Vi trodsede det dårlige varsel og vovede os alligevel ind i nationalparken, hvor temperaturen på havniveau viste 43 grader. Vi var dog stærkt bevæbnet med 40 liter vand, hvoraf de 5 liter var frossen tilstand.

På vej mod visitor centret gjorde vi holdt på Zabrieski Point, som er et udsigtspunkt over en del af det golde ørkenlandskab, samt nogle af bjergene. Den ultrakorte gåtur på sølle 300 meter hver vej gjorde os gennemblødte af sved, og med et blev vi klar over, hvad der ventede – troede vi.

Efter at have besøgt visitor centret i Furnace Creek og fået udleveret det nærmest obligatoriske Junior Ranger program, kørte vi mod Badwater Basin, som er USA’s laveste punkt, og som ligger 85,5 meter under havets overflade. Med temperaturer på over 50 grader fik vi virkelig vores sag for og med en kort vandretur i den salte ørken (ja det er salt man går på), satte vi os ind i autocamperen, rullede vinduerne ned og kørte mod Stovepipe Wells, mens vi drak masser af isvand.

Vi havde på forhånd booket plads i Stovepipe Wells Village, hvilket kun 3 andre campister havde gjort. Vores indtryk blev således, at Death Valley blot var noget man besøgte i forbifarten og kun opholdt sig i ganske kort tid.

Vi kunne dog med stor tilfredshed tilslutte strømmen til autocamperen og dermed få den nødvendige strøm til at tænde airconditionanlægget i loftet. Dette gjorde, at temperaturen kom ned på omkring 35 grader i dagstimerne og 25 grader om natten. Yderligere kunne vi boltre os i den kolde og 3 meter dybe swimmingpool, som vi havde adgang til på den anden side af vejen.

Godt udmattede på grund af varmen kunne vi gå tidligt i seng efter at have lavet de nødvendige opgaver i Junior Ranger programmet, hvor det gennemgående tema med rette var: Water!

Dagen efter stod vi tidligt op og kørte ud til Mesquite Sand Dunes, som er nogle store sandklitter i Death Valley National Park. Efter at have tilbragt 1½ time i de knastørre sandklitter i bagende hede kl. 9 om morgenen besluttede vi os for at køre til nærmeste Ranger Station, hvor Jonathan og William kunne tages i ed som Junior Rangers of Death Valley National Park.

Vi forlod derefter nationalparken og ad kurvede veje satte kursen mod Lone Pine og forhåbentligt lavere temperaturer.

The Kirsteins går til filmen

Det vestlige USAOprettet af Vinderødderne tir, maj 28, 2013 07:23:39
Efter at have optaget utallige af videoklip og taget mere end 4.000 billeder, har vi besluttet os at gå til filmen.

Vi er blevet kraftig inspireret af alle de steder, vi har besøgt, hvor nogle af de helt store Hollywoodproduktioner har fundet sted. Derfor har vi et klart mål: At få en stjerneflise lagt i Hollywood Walk of Fame.

Her har vi lavet en lille appetizer, som måske bliver fulgt op af endnu en senere på vores rejse.

Se filmtraileren her.

Viva Las Vegas – Rollin’ High i fire dages synd

Det vestlige USAOprettet af Vinderødderne man, maj 27, 2013 18:03:33

Efter 4 timers kørsel på Interstate gennem den flade Nevadaørken kunne vi pludselig ane en skyline i det fjerne. Det eneste, der havde antydet, at vi måske nærmede os bebyggelse, var de kæmpestore elmaster, der stod opført tættere og tættere. Og elektricitet er der i sandhed brug for i Las Vegas – til de kæmpestore neonskilte, til de 150.000 hotelværelser og til de tusindvis af spillemaskiner, der kendetegner ”Syndens By” med ”forbrug” i tiende potens. Og ja, så lige det faktum, at da vi krydsede statsgrænsen fra Arizona, stod det første kasino lige på den side af grænsen i Nevada.

Lad det være sagt med det samme, vi syndede skam også – en smule. I de 4 dage vi boede her, kastede vi os nemlig grådigt over de overdådige buffeter, da aftensmaden skulle indtages, og der er igen tvivl om, at der i de dage var overtræk på kaloriekontoen. Til næsten ingen penge kunne vi spise til vi revnede, og vi fik afprøvet buffeterne på "Circus Circus", "Excalibur" og "Mirage", hvoraf sidstnævnte havde den mest fantastiske dessert buffet, vi nogensinde har set – bare ærgerligt at vi havde spist os mætte i alle bøfferne, fiskeretterne, sushien, wokmaden og pastaen, inden vi nåede så langt.

Hver dag spurgte vi børnene, om vi selv skulle lave mad, men de insisterede på at skulle have buffet, så vi indvilligede naturligvis i at imødekomme deres ønske, idet vi selv trængte til ikke selv at skulle stå for madlavningen og bare kunne svælge i os i alverdens madretter.

Som et Christania midt i København er Las Vegas i Nevada undtagelsen og symbolet på en form for autonomi, hvor reglerne er bøjet, ikke i neon, men så de passer til de ønskede forhold. Nevada har således som den eneste stat stemt imod forbuddet mod at ryge på restauranter, kasinoer og andre offentlige steder og i 1930’erne tillod man spil fra den ene dag til den anden, for at komme de ulovlige spillebuler til livs. Alt sammen for at tækkes forbrugeren og turisten, der skæpper godt i pengekassen. Efterhånden som Las Vegas oplever konkurrence fra spilbranchen i øvrigt, dvs. kasinobyer i andre lande, onlinespil mv., har Las Vegas også sat sit fokus på at tiltrække turisterne til deres utallige natklubber, og der reklameres i høj grad åbenlyst for eskort og prostitution, ikke på en påtrængende måde, men man er ikke i tvivl om mulighederne.

Om dagen er der ikke så meget at opleve i Las Vegas, og vi brugte de lyse timer til at shoppe lidt i et af de mange outlets, besøge Hoover Dam og ligge ved poolen på campingpladsen KOA Circus Circus. Og vi var glade for poolen, for temperaturen sneg sig lynhurtigt op på 35 grader og umuliggjorde alt bevægelse hurtigere end sneglefart. Campingpladsen ligger lige bag ved det store hotel og kasino ”Circus Circus” i gåafstand til den nordlige del af ”The Strip”s nye bydel. ”The Strip” er i øvrigt øgenavnet for gaden ”Las Vegas Boulevard”.

Vores besøg på Hoover Dam var et spændende besøg, idet man med datidens (1930’ernes) teknologi lykkedes at etablere en dæmning, hvis mængde af beton kunne danne et 1½ meter bredt fortov, som kunne nå rund om ækvator eller en 2 sporet vej, der kunne gå fra San Francisco til New York. Som en kæmpe korkprop i Coloradofloden kan man kontrollere gennemstrømningen så 400.000 liter vand i sekundet kan passere rørene i dæmningen, og som via en smart konstruktion giver elektricitet til bl.a. Los Angeles og Las Vegas.

Vi oplevede ”The Strip” om aftenen, hvor vi udforskede de mange kasinoer, der er så store, at man nemt farer vild. Vi investerede i 24-timers billetter til ”The Deuce”, som er bussen, der kører op og ned ad ”The Strip”, så det var nemt at komme rundt. En tur ned ad ”The Strip” er som at besøge hele verden og en anden planet på samme tid og i forskellige tidsaldre på en surrealistisk og kitchet måde. Her er ”Luxor” kasinoet med den ægyptiske sfinx, ”New York, New York” hvor hotelkasinoet er en kopi af Manhattens skyline, ”The Venetian” med tro kopier af Rialtobroen og Markuspladsen og ”Paris” hvor der står et kæmpestort Eiffeltårn og blinker om kap med lysene fra ”Caesars Palace” med det store Colosseum. Hertil ikon-kasinoerne som ”Mirage” og ”Bellagio”, der i sin tid kostede 10 mia. kroner at bygge.

Når man går igennem kasinoerne, kan man ikke undgå at blive tiltrukket af lysten til at prøve lykken, men da børn ikke må stå i nærheden af deres forældre, når de spiller, aftalte vi, at Johnni skulle prøve lykken på ”Circus Circus” to dage før vi skulle rejse fra Las Vegas. Det blev et spændende bekendtskab, hvor den enarmede tyveknægt levede op til sit navn og flåede Johnni for 40 dollars på under 3 minutter. Johnni lagde strategien om for at få pengene til at række længere, og besluttede sig for at spille på en maskine, hvor hvert tryk kun kostede 14 cent (84 øre). Strategien gav bonus og efter 2 timer med larmende maskiner, vendte Johnni stolt hjem og kunne berette at have et overskud på spilkontoen på 30 dollars.

Jonathan og William satte den efterfølgende morgen adresse på gevinsten, som skulle bruges på slik. Den efterfølgende aften prøvede Johnni lykken igen, og måtte indkassere et minus på 10 dollars og besluttede sig for at stoppe, mens legen var god. Af helbredsmæssige årsager var det dog godt, at den samlede gevinst kun blev på 20 dollars, så slikposerne blev lidt mindre.

Generelt må man sige, at det virker som om, at pengekassen er lidt slunken, eller også lå vores besøg uden for sæsonen, for kasinoerne syntes meget tomme, ligesom der kun var dækket op i buffeterne på 25% af den samlede kapacitet. Vi ved ikke, hvornår højsæsonen ligger, men erfarede, at man kunne få meget billige værelser. Vi kender dog ikke tricket til dette, men er naturligvis interesseret i at efterforske noget mere i dette fænomen.

Dog var det sikkert, at de store hoteller/kasinoer gjorde alt for at skabe opmærksomhed om deres produkt, idet de hver time havde et formidabelt show, der tilmed var offentligt og gratis, og som afspejlede deres kendetegn. Således havde ”Treasure Island” to sørøverskibe, der med bragende kanoner kæmpede mod hinanden, hvoraf det ene endte med at synke i røg og damp.

Bellagio” havde et kæmpe springvand hvert kvarter, som i lysstråler dansede til rytmen af musikken, der flød fra utallige højttalere, og ”Mirage” havde et stort vulkanudbrud med masser af flammer og lava. Eller mægtige ”Caesars Palace” med sit Atlantis, som Jonathan var meget betaget af. Alle disse shows var til stor begejstring for de tusindvis af turister, der aflagde Las Vegas et besøg. Ulempen var dog, at disse shows afholdes, når mørket er faldet på, hvilket betød, at vi endte med at skulle bære sovende børn hjem med meget lange arme til følge.

Den sidste dag faldt vi i snak med nogle danskere – 2 vennepar på efterløn, der rejste sammen i autocamper, og som skulle hjem til Danmark dagen efter. Vi besigtigede deres autocamper, en ”Apollo” med slideouts og som derfor på trods af den kortere længde ligefrem havde et stort køkken-allrum. Vi arvede resterne fra deres køleskab og en stor bunke danske ugeblade til Lenes store glæde.

Alt i alt var Las Vegas en fantastisk god oplevelse og helt klart endnu en destination, hvor vi godt kunne have brugt noget mere tid på at gå rundt og kigge, men samtidig endnu ikke har kunnet se, hvor vi skulle tage de ekstra dage fra i vores program.

Bryce Canyon National Park via Scenic Byway 12

Det vestlige USAOprettet af Vinderødderne man, maj 27, 2013 03:49:19

Vi vågnede op til regnvejr, pakkede sammen i regnvejr og forlod campingpladsen i silende regn. På den første del af turen ad Scenic Byway 12 kørte vi op i bjergene (Boulder Mountains), hvor tågen hang så tungt over det alpine landskab, at vi måtte fantasere os til den storslåede udsigt, der efter sigende skulle forefindes her. Regnen blev afløst af slud, dernæst sne, og for en stund kørte vi pludselig gennem et fuldstændigt snedækket skovklædt landskab.

Ruten ad Scenic Byway 12 er beskrevet som Utahs All-American Road og er karakteriseret ved, at man kommer igennem mange typer af landskaber f.eks. alpin skov, rester af forhistorisk havbund, pink bjergkamme og flade golde sletter. Disse forskellige landskaber er geologisk og arkæologisk formet gennem millioner af år. Således er turen ad rute 12 både en forunderlig rejse gennem tid og terræn.

På et tidspunkt kørte vi på The Hogback, hvor den smalle stribe af asfalt, som kaldes vej, er anlagt allerøverst på toppen af en smal bjergkam med stejle bjergsider på begge sider af autocamperen. Kørslen her foregik med tungen lige i munden og Lenes hjerte i halsen.

Videre ad ruten strejfede vi også det enorme område kaldet Grand Staircase Escalante National Monument. Dette område byder på en række massive geologiske nedadgående ”trappetrin”, der strækker sig mod sydvest hele vejen via North Rim ved Grand Canyon i Arizona og ned til Coloradofloden.

Vi lavede en afstikker fra rute 12 ud til Kodachrome Bassin State Park, hvor klippeformationerne på usædvanlig vis har form som høje runde skorstene kaldet ”sand pipes”. Og ja stedet har noget med film at gøre, idet stedet er opkaldt efter datidens revolutionerende farveægte kodakfilm.

Regnskyerne hang meget tunge og mørke over os, da vi endelig nærmede os Bryce Canyon National Park, og himlen åbnede sine sluser, og vi blev budt velkommen til parken i silende regn.

Installeringen på North Camp Ground inde i nationalparken var meget hurtig, idet der ikke er nogen form for hook-up. Dvs. at vi de næste 2 dage ikke kan tilsluttes hverken vand, strøm eller kloak. Noget som har gjort Jonathan og William yderst bevidste og sparsomme med hensyn til at rationere brug af Nintendo og iPad.

Vi aflagde besøg på det yderst informative visitor center og fik tilrettelagt et program for vores besøg og sikret os, at Jonathan og William kunne nå at deltage i Junior Ranger programmet.

Sidst på eftermiddagen stoppede regnen, og vi vovede os af sted på en guidet Ranger tur langs kanten af Bryce Canyon. Vi havde en fantastisk erfaren (26 års erfaring), autentisk og yderst vidende Ranger, der indførte os i alt fra dyreliv, planteliv, fossiler og den geologiske forklaring på de mange hoodoos, der findes i Bryce. Det var meget lærerigt og meget indlevende – vi blev bl.a. bedt om at omfavne og snuse dybt til et af de specielle fyrretræer.

Børnene på rundturen blev også inddraget og Jonathan meldte sig modigt til at trække ”noget” op af rangerens taske. Det viste sig at være en afstøbning af en stor bjørneklo, og vi fik dernæst en række historier om, hvordan man IKKE skal gøre, hvis man pludselig står ansigt til ansigt med en sort bjørn. Så nu ved vi, at vi skal gå langsomt og kontrolleret (yeah right) væk fra dyret, mens vi gør os store (tager børn på skuldrene) og laver larm (no problem). Helt modsat, hvis vi møder en bjergløve, skal vi bare blive stående og skræmme den, og kæmpe alt hvad vi kan (okayyyy). Vi må under ingen omstændigheder løbe, da bjergløvens instinkt derved siger ”byttedyr”. Vi må heller ikke rulle os sammen til en kugle (nej, hvem havde dog tænkt på det?), da instinktet igen siger ”byttedyr”. Vi blev dog beroliget med at disse rovdyr som regel (vi gentager som regel!) kun kommer frem for at jage om natten.

Det største pelsdyr vi stødte på i parken var da også kun chipmunks (jordegern) og hjorte. Som sagt en meget underholdende og lærerig guidet rangertour, der trods få regnbyger blev afsluttet på smukkeste vis da en flot dobbeltregnbue viste sig over de orangelysende hoodoos. Som en slags kompensation for dagens silende regn blev regnbuen pludselig centrum for alles begejstring.

Dagen efter vågnede vi op i en brrrrrr meget kold autocamper, og den bedste måde at få varme på var at køre en tur. Derfor startede vi skuret op, og iført morgenhår og pyjamas kørte vi de 20 km til Bryce Canoyns sydligste punkt, Rainbow Point, hvor vi spiste vores morgenmad som de næsten eneste besøgende ved view pointet på det tidspunkt. Dernæst gik turen tilbage igen, hvor vi holdt ind ved mange af de 14 udsigtspunker på vejen, hvor vi kunne beundre Bryce Canyon fra forskellige vinkler.

Efter lidt hurtig frokost begav vi os af sted på en trail ned i Bryce Canyon. Vi var dog ikke nået særligt langt ned, før endnu et tordenvejr buldrede i det fjerne, og vi klogelig besluttede at skynde os tilbage. Netop som vi var kommet tilbage til camperen, silede det ned i stride strømme. Vi brugte ventetiden på at færdiggøre børnenes opgavehæfter for Junior Ranger programmet.

Da der var ophold i vejret, begav vi os atter af sted på vandretur, og denne gang fuldførte vi den knap 5 km lange gåtur på den kombinerede Queens Garden Trail og Navajo Loop Trail. Udsigten fra turen var bestemt en dronning værdig og vi nød det i fulde drag, da vi gik blandt til tårnhøje hoodoos og under klippebuerne på de smalle stier. Efter nedstigningen gik vi en stund på kløftens bund blandt de høje fyrretræer, inden turen igen gik opad, opad og opad.

Det var med stor stolthed og yderst velfortjent, at Jonathan og William fik tildelt deres badge for beviseligt at være Junior Rangers for Bryce Canyon National Park, som også indtil videre er den nationalpark, der har stillet størst krav til at blive Junior Ranger.

Tilbage ved campingpladsen forsøgte vi at lave bål. Når vi skriver ”forsøgte”, er det fordi det ikke lykkedes specielt godt. Selv med alle Lenes spejderevner fik vi kun et meget røgfuldt bål uden flammer, idet træet, vi havde købt, var meget dårligt. Efter adskillige forsøg hældte vi kul på bålet, og da det endelig fik fat….så begyndte det at regne…igen…

Men bøfferne og pølserne skulle grilles, så Johnni fik til sidst ristet dem på et spyd en efter en, hvorefter de blev gennemstegt på panden indenfor. Det smagte himmelsk, måske fordi vi var meget sultne efter at have ventet 2 timer på, at maden blev tilberedt.

Vi tilbød resten af vores brænde til en familie på campingpladsen, og så skete der en af de ting, som vi synes er en af de spændende ting ved at rejse ud – nemlig at falde i snak med andre mennesker. De blev så glade for brændet, at de inviterede os på ristede marshmellows på deres lejrplads, da mørket faldt på. Familien kom fra Canada og bestod af et ægtepar, konens bror, en niece på 9 år og de 2 obligatoriske hunde, som det lader til er fast inventar i de nordamerikanske autocampere. Pigen kastede straks sin kærlighed på Jonathan og William, så selvom de ikke kunne forstå hinanden, fik de leget gemmeleg, samlet brænde, kigget på sten og guffet marshmellows. Vi fik sludret med resten af familien, der fortalte om deres liv i Canada, og vi berettede om vores i Danmark, samt gav hinanden ideer til ting at se her i USA. De planlægger også at køre mod Las Vegas, så vi udvekslede e-mails, og måske vi støder ind i dem igen.

Inden vi gik til køjs den aften, fik vi planlagt lidt at den videre rute. Egentlig var planen, at vi som næste stop skulle forbi Zion National Park, men med udsigten til mere regn med deraf mulig risiko for at tiden i Zion ville blive meget begrænset, tog vi beslutningen om at droppe Zion i denne omgang og i stedet køre direkte til Las Vegas og have en ekstra overnatning der. Det er aldrig sjovt at skulle vælge seværdigheder fra, og især nationalparkerne har alle deres særegne attraktioner, som det selvfølgelig er ærgerligt at skulle gå glip af. Samtidig må vi også være realistiske og huske på, at formålet med at tage af sted er at være sammen som familie og ikke skulle presse et fastlagt rejseprogram igennem. Så nu er Zion National Park føjet på vores opstartede liste over steder, som vi gerne vil besøge en anden god gang, sammen med Mesa Verde og Four Corners, som vi også har valgt fra.

Capitol Reef National Park

Det vestlige USAOprettet af Vinderødderne lør, maj 18, 2013 18:43:30

Fulde af forhåbninger om bedre vejr kørte vi tidligt af sted fra Moab og satte kursen mod Bryce Canyon National Park med en enkelt indlagt overnatning undervejs. Vi havde valgt at køre ad highway 24 og derefter videre ad scenic byway 12, og selvom vejen var mere kringlet, og det tog længere tid, var det ikke noget vi kom til at fortryde.

På den første del af ruten fik Lene sin debut som chauffør for vores autocamper og med Johnnis vejledning ved siden af, gik det faktisk rigtigt godt. Det skal samtidig siges, at debuten skete på lige landevej og derefter på en stor motorvej. Til gengæld nåede hastigheden op på 75 mph (120 km/t).

Vi kørte igennem et meget forunderligt landskab på highway 24. Vi snoede os (igen med Johnni bag rattet) ud og ind mellem bjerge og klipper og op og ned ad snoede veje, og omgivelserne var for det meste golde at se på. Vi mødte ikke mange andre bilister, så når vi gjorde holdt ved viewpoints var der fuldstændig stilhed.

Ruten på highway 24 gik gennem Capitol Reef National Park, der bl.a. er kendt for deres mange orchards, som er gamle frugtplantager, der har eksisteret i over 100 år. Mormonerne grundlagde hele dette område i slutningen af 1800 tallet, og det er stadig efterkommere herfra, der driver de mange orchards, der hver især specialiserer sig indenfor forædling og dyrkning af æbler, pærer, kirsebær, mandler og pecannødder. Vi er desværre udenfor sæsonen, så vi kunne ikke smage alle lækkerierne, hvilket der ellers er åbent for. Alle er velkomne til at standse og gå ind i plantagerne og plukke og spise. Eneste regel er blot, at hvis man tager noget frugt med ud af en orchard, så skal man betale for det. Men vi måtte nøjes med at nyde synet af de mange velholdte frugttræer og de grønne frugtbare lunde, der bød på en dejlig afveksling fra de forrige dages kørsel i golde landskaber.

Vi gjorde holdt i det lille visitor center ved Capitol Reef National Park og begav os ud på den ca. 20 km lange scenic drive gennem parken. Her var meget smukt, og klippeformationerne var imponerende, som de tårnede sig op. I bunden af nationalparken var vi omgivet af høje klipper, hvorfra man kunne fortsætte til fods på de mange trails. Desværre måtte vi køre videre for at nå ankomst til vores campingplads, og Jonathan og William skulle også nå at komme retur til visitor centret, før de lukkede, så du kunne fuldføre deres andet Junior Ranger program. Efter at have afgivet junior ranger eden på engelsk (skulle gentages efter en Ranger) fik de tildelt den hæderkronede gyldne badge med den flotte titel. For at gøre sig fortjent til dette, skulle de løse nogle opgaver i en lille bog om nationalparken, samt opsamle 5 stykker henkastet affald i nationalparken og beskrive, hvordan det kan gøre skade på naturen i parken. Ingen tvivl om at det er meget lærerigt for de små poder at forstå og få respekt for dyre- og planteliv, men også at tage vare på sig selv i de ofte barske omgivelser med giftige kryb og et enten meget kold eller meget varmt klima.

De timer, vi havde i nationalparken, holdt det tørvejr, og regnen var for en tid afløst af solskin. Regnen startede igen, da vi ankom til Wonderland RV Park i den lille flække Torrey, og der var ikke meget ”wonder” over vejret resten af den aften.

Moab – Arches

Det vestlige USAOprettet af Vinderødderne lør, maj 18, 2013 07:35:04

Vi ankom til Moab lige over middag og var nødt til at få provianteret, så der også kunne komme aftensmad på bordet i Moab.

Indkøbet tog så hårdt på Lene, at hun igen måtte forbi den i supermarkedet dertil meget belejligt indrettede Starbucks og have en kop kaffe, og mens Johnni, Jonathan og William stod og ventede, kom en mand tilfældigvis forbi og forærede os resterne af en pakke is, som Jonathan og William kunne sætte tænderne i.

Det viste sig at være Tim fra Salt Lake City, som med sin hustru og børnene Josiah og Wyatt også var på besøg i Moab, og som ikke selv kunne spise alle isene i pakken. Vi takkede mange gange for venligheden og faldt i snak med Tim, som synes, at vi skulle køre til Mills Creek her i Moab, som lå lidt oppe i bjergene, og hvor børnene kunne bade i en kilde med frisk vand.

Endnu en gang takkede vi og kørte først til KOA Moab, hvor vi blev registreret og anvist vores plads på campingpladsen, hvorefter vi straks satte kursen mod Mills Creek for at få et frisk bad.

Desværre viste vejen sig kun indrettet til køretøjer under 24 ft., og da ”Perry” med sine 28 ft. satte en naturlig begrænsning for vores videre færd, kørte vi i stedet videre og fandt rent tilfældigt en flot Rotary Park. Der var masser af aktiviteter for børnene, både legeplads og musiklegeplads, så vi hyggede os alle sammen.

Lige så tilfældigt var det at Tim og familien fra Salt Lake City pludselig dukkede op igen i parken, og børnene begyndte at lege med hinanden, selv om de ikke forstod et eneste ord af, hvad hinanden sagde. Vi fik os en god snak, og sidst på eftermiddagen kørte vi retur til campingpladsen med et par gode pizzaer under armen.

Jonathan havde brugt de sidste mange uger på at tygge sin mad skævt, idet hans ene tand i undermunden har været meget tæt på at falde ud. I dag var så dagen, hvor han så endelig tabte sin første tand, og det var han faktisk ret stolt over.

Vi har betalt lidt ekstra på campingpladsen, og ”deluxe” faciliteterne på vores brostensbelagte plads lige ud til legepladsen var en stor gasgrill, en havegynge med plads til 3 personer, samt et hyggeligt gasbålsted. Vi fik udnyttet det hele og fik indtaget et fornuftigt kvantum grillmad og et direkte proportionalt antal marshmellows, samt et par røverhistorier rundt om bålet, inden vi gik til køjs om aftenen.

Dagen efter gik med at vaske tøj, og vi fandt et vaskeri, Moab Laundry Express, med noget af det bedste WiFi vi endnu har oplevet på hele turen. Vi fik uploadet stort set alle de billeder og indlæg til bloggen, som vi manglede, og blev også lidt forundrede over, at et firma som KOA skilter med WiFi, når det er stort set ubrugeligt med en enormt ringe up- og download hastighed.

På tredjedagen blev det endelig tid til at besøge Arches National Park, som egentlig også var hovedformålet med, at vi kørte til Moab. Vejret var ikke helt med os, da det havde regnet dagen og hele natten forinden, men vi havde glædet os rigtigt meget til at se, hvordan naturen i flere millioner år havde nedbrudt flere klipper i midten og dermed formet de store klippebuer, der er kendetegnende for Arches National Park.

Da vi ankom til Arches National Park, var der overskyet men tørt. Solen smilede til os en gang i mellem, så vi besluttede at tage en lang trail, som ifølge amerikanernes vurdering var middelsvær til hård, nemlig vandreturen til Delicate Arch, som også er delstaten Utahs symbol på nummerpladerne.

I en blanding af grusstier, bjergskråninger og hårde vindstød forcerede vi alle ruten, og fik som belønning lov til at komme helt tæt på Delicate Arch, som på grund af sin størrelse og placering højt oppe på et bjerg troner sig majestætisk og næsten tager luften fra sine iagttagere med sin rå skønhed.

Helt uvant flokkedes turisterne heller ikke om at komme til at tage ophold under buen, men gik derhen, fik taget sit foto og gik derefter væk og satte sig i behørig afstand fra buen og iagttog denne i stilhed. Det samme gjorde vi, og vi må erkende, at det var et af de øjeblikke, hvor man virkelig får mulighed for at beundre naturen, sidde og nyde tilværelsen, lade tankerne flyve og fantasere lidt om, hvordan Butch Cassidy for 100 år siden huserede i dette område. Hvem ved, måske er der stadig en saddeltaske fyldt med guld fra de mange togrøverier gemt et sted lige her.

Til historien hører i øvrigt, at en japaner også skulle foreviges under buen, før vi skulle have taget vores obligatoriske foto. Da han stod under buen, overværede vi, at de hårde vindstød tog fat i ham og næsten sendte ham i døden foran sin familie og os andre. Det var kun en hurtig reaktion ved at kaste sig mod jorden, som gjorde, at hans skæbne ikke blev forseglet. Vi havde dog allerede inden da besluttet ikke at skulle udfordre skæbnen og blev derfor foreviget på foto på sikker grund.

Netop som vi kom tilbage til autocamperen begyndte det at styrtregne, og vi kunne spise frokost i tørvejr. Regnvejret fortsatte i et par timer, og vi fik spillet mange spil UNO, spist en del cookies, samt færdiggjorde børnenes opgavehæfter for Junior Ranger programmet, inden det var vejr nok til at fortsætte udforskningen af Arches. Vi kørte mod Landscape Arch, den største af alle buerne målt på bredden af buen. Denne bue er også den mest ustabile af dem alle, og tilbage i 1992 styrtede et stort stykke af buen ned, hvorfor man ikke længere må gå under den. Turen dertil foregik på en meget mudret sti på grund af regnvejret, men til gengæld havde vi næsten det hele for os selv. Vi så et par andre mere afsondrede buer på vandreturen. Vi fik gået næsten 10 km denne dag, og til sidst havde vi et par trætte drenge med meget tunge ben.

Vi nåede lige tilbage til visitor centret ud på aftenen, inden de lukkede. Jonathan og William foreviste deres løste opgaver og fik tildelt deres Junior Ranger orden for Arches National Park. De var enormt stolte, da de fik overrakt deres badge.

Vi havde på grund af gårsdagens muddervandring endnu en gang genereret en stor bunke vasketøj, og da det styrtregnede igen, tog vi atter på vaskeri. Her faldt vi i snak med et pensioneret amerikansk ægtepar, og pludselig var der gået et par timer. Ægteparret kom fra Washington State og var også rundt med autocamper. De havde revet et år ud af deres kalender med det formål at køre rundt og besøge så mange nationalparker som muligt. Og man må sige, at de havde gjort det grundigt. Det var almindeligt for dem at bo et par uger hvert sted, og de havde vandret på stort set alle de angivne vandreruter i mange af nationalparkerne. Vi fik set billeder af deres nyfødte barnebarn i Las Vegas og af deres selvbyggede hus, og de spurgte interesseret til Danmark og grinede lidt overbærende over vores Himmelbjerget.

Solen tittede frem og ud på eftermiddagen, så vi tog til tilbage til Rotary parken for at lege, og Lene fik løbet en tur.

Vi havde været underlagt vejret en del under vores ophold i Moab, og det regnfulde vejr havde desværre sat sine begrænsninger på planerne for dette sted. Til gengæld har vi skamspillet Uno og fået rent tøj i skabet igen. Samtidig havde vi også fået det fornødne pusterum, hvor vi ikke var på farten hver dag, og kunne med fornyet energi se frem til de kommende mange dage.

Monument Valley – I John Waynes fodspor

Det vestlige USAOprettet af Vinderødderne tir, maj 07, 2013 22:35:37

Turen fra Page til Goulding ved Monument Valley gik forbavsende hurtigt og vi var fremme ved Goulding’s Lodge allerede ved frokosttid. Vi tog en hurtig beslutning og meldte os til en ”Deluxe Monment Valley Tour” om eftermiddagen ind i Monument Valley. På trods af høj solskin var der lidt køligt, så vi trak i de lange bukser, inden vi bumlede af sted på ladet af en pick-up, der udgjorde det for vores tour-bus. Det var en 4 timers fantastisk guided rundtur på grusvejene i Monument Valley Navajo Tribal Park. Det er Navajo indianerne, der bestyrer og har rettighederne til parken. Der bor også stadig indianere inde i selve parken i de traditionelle hogans.

En hogan er en simpel jordhytte bygget op af træ og tætnet med jord, så den isolerer godt mod både varme og kulde. I toppen er der et hul, så røgen fra ildstedet kan ledes ud. Vi kørte rundt til de fantastiske viewpoints og vandrede korte ture – vi så de store enkeltstående klipper, som er så karakteristiske for Monument Valley. Med lidt god fantasi forestiller de forskellige ting eller personer, som derved har givet navn til disse klipper, f.eks. elephant, Hitchcock, Dragon og Moccasin cliff. Turen gik også forbi klippebuer og petroglyffer (tegninger på klippevæggene), og slutteligt besøgte vi en indianerkvinde og hendes barn i en hogan, hvor hun demonstrerede vævning. Solen var på vej ned, da turen var færdig, så alle klipperne lyste flot op i glødende rødlige og orange farver.

Vi var fyldt med sand og havde ømme bagdele, da vi endelig bumlede ind på campingpladsen igen. Vi var alle meget begejstrede for turen, og Jonathan og William synes også, at det havde været meget spændende. Det var ideelt, fordi det var en blanding af korte køreture og pauser, hvor de kunne lege i de store sandbjerge.

Vi spiste sen aftensmad, og det var langt over børnenes sengetid, men det er der ingen, der tænker på, når man har haft sådan en god fælles oplevelse, mæt af nye indtryk og med et friskt minde på nethinden.

Vi stod sent op dagen efter, og det var næsten frokosttid, da vi havde pakket væk efter morgenmaden. Det blev lidt en dovnedag, hvor vi fik vasket lidt tøj og var en tur i den indendørs pool. Vejret var blevet varmere, så vi havde faktisk hele pool terrassen for os selv, hvor vi nød solen, børnene tegnede og vi fik lagt lidt mere faste planer om de næste dage.

Næste »