Burgers, bears & beaches

Burgers, bears & beaches

111 dage - ingen vej tilbage - USA here we come

Efter flere års planlægning kan vores store drøm endelig realiseres. Drømmen deler vi naturligvis gerne med andre.
Bloggen er lavet så vores familie, venner og kollegaer kan følge vores 111 dage lange færd i USA.
Desuden kan andre interesserede finde nyttige tips og spændende læsning om de destinationer, vi besøger. Automatiske opdateringer kan modtages ved at skrive til os på: blog@vinderoedderne.dk

Oahu – Last week in Paradise

HawaiiOprettet af Vinderødderne tir, juli 16, 2013 08:58:36

Så er vi i gang med det næstsidste blogindlæg for denne tur. Det er mærkeligt at tænke på, at vi snart sidder i flyet på vej hjem mod Danmark. Men inden vi når så langt, har vi en dejlig uge at skrive om her på Oahu.

Fin flyvetur fra Big Island til Honolulu International Airport på Oahu. Honolulu – bare navnet H-O-N-O-L-U-L-U lyder dragende eksotisk og eventyragtigt, og man ser palmer og hvide sandstrande for sit indre. Honolulu er ”hovedstaden” i staten Hawaii og vi bemærkede forskellen fra de øvrige 2 øer, vi har besøgt.

Ingen tvivl om, at selve staten Hawaii skiller sig meget ud fra fastlandet USA. Det er noget, hawaiianerne også er meget opmærksomme på og stolte af. Glemt er de tider, hvor man skammede sig over at være indfødt hawaiianer og kun dyrkede det unikke sprog i smug. I 70’erne skete der en revival af den hawaiianske kultur, og man forstod, at det var vigtigt at dyrke det oprindelige hawaiianske og linket til Polynesien, ellers ville det simpelthen forsvinde. Nu kører der specifikke spor på folkeskolerne, hvor børnene lærer sproget og kulturen fra deres rødder at kende. Hvor vi i Danmark har den Kongelige Balletskole, har Hawaii officielle hulaskoler, hvor kuka’er (en slags hula-master) ikke bare lærer børnene at svinge hofterne, men hvor de også opdrages til at være stolte af deres hawaiianske baggrund.

Nu hvor vi har besøgt flere øer, kan vi også ane en mental forskel mellem folk på de 3 øer. Maui er alles yndlingsbarn og ligger lunt som smørklatten mellem Big Island og Oahu. Big Island er rå natur, og det kræver naturligvis en vis psyke at bo direkte ovenpå en aktiv vulkan. Beboerne fra Big Island synes, at Oahu er en ”big city island” og uden charme. Da vi talte med udlejeren af vores ferielejlighed her på Oahu, var hun derimod ovenud begejstret for Oahu. ”We have everything here” – natur og storby all-in-one. Det har de øvrige øer ikke. Der er selvfølgelig sandhed i alle udtalelserne, og ud fra vores egen bedømmelse er der ingen tvivl om, at øerne er markant forskellige. Alle 3 øer har budt på unikke oplevelser for os, så det er svært at fremhæve den ene fremfor den anden ø. For os er Hawaii bare lig med paradis på jord.

Baggagen skulle vi ikke tænke på, for vi havde igen booket Bags VIP Customer Service via American Airlines til at hente vores kufferter ved baggagebåndet og køre dem til vores ferielejlighed. Ved ankomst i lufthavnen kunne vi derfor gå direkte til Hertz Car Rental og hente vores bil. Som eneste guldmedlem i shuttlebussen undgik vi derfor køen, og i bogstaveligste forstand kunne vi under 30 sekunder senere gå hen til vores Ford Mustang Convertible, og af sted det gik med ”Rasmus Zebra” (Williams betegnelse for Rasmus Seebach) for fuld udblæsning.

På vej mod ferielejligheden lagde vi vejen forbi Pearl Harbor, som rettelig hedder "World War II Valor in the Pacific National Monument" at få noget information om de forskellige tours, vi havde tænkt os at tage på en af de nærmeste dage. Ved skranken i besøgscenteret ville vi blandt andet vide, hvornår vi skulle møde om morgenen for at få fire af de eftertragtede billetter til USS Arizona Memorial Site, som man ellers skal reservere meget lang tid i forvejen, og som desværre til vores store ærgrelse var gået vores næse forbi. Den flinke pige, der sad i skranken spurgte, om vi var interesserede i fire uafhentede billetter til USS Arizona Memorial Site med afgang 1 time senere. USS Arizona var et af de steder, som stod højt på vores liste, og da pigen fortalte os, at man i øvrigt skulle møde op klokken 5 om morgenen (!) for at gøre sig forhåbning om at komme med båden ud til USS Arizona, var sagen ligesom afgjort. Vi havde ikke pakket og planlagt efter det, så frokosten bestod af småkager og cola, som den lille nærliggende snack shop kunne byde på, men priste os lykkelige og heldige over, at vi ikke skulle op midt om natten for at kunne tilegne os en billet.

USS Arizona er blevet et af de store symboler på japanernes angreb af Pearl Harbor. Dette store amerikanske krigsskib blev bombarderet og sænket, da en bombe gik igennem skibet og ramte dets ammuntionsdepot, som eksploderede. USS Arizona ligger stadig på lavt vand i Pearl Harbor, og man har bygget et memorial site på vandet lige over vraget. Det har stor følelsesladet værdi for amerikanerne, og vi blev bedt om at besøge stedet i stilhed og med respekt for de ca. 1100 døde sømænd, der omkom på dette sted.

Faktisk fungerer stedet stadig som kirkegård, idet overlevende fra Pearl Harbor angrebet kan vælge at lade sig begrave i vraget. Efter en god og oplysende film om angrebet gik turen med båd ud til sitet. Det var lettere blæsende, og vandet var en smule i oprør, men vi kunne flere steder se konturerne af vraget, og toppen af kanontårnet stak op af vandet. Interessant nok var der utroligt mange japanere på besøg i Pearl Harbor, og ved læsning kunne vi konstatere, at der er flere bevægelser i gang, der med bogudgivelser på både amerikansk og japansk skildrer den kontroversielle sag om Stillehavskrigen fra begge sider.

Det var et spændende besøg, og Jonathan og William var meget opslugte af historien om begivenhederne på Pearl Harbor. Vi tog derfra med endnu et Junior Ranger hæfte under armen, som Jonathan og William nu kunne løse de kommende dage.

Med flueben ved denne aktivitet kørte vi videre til Makaha Beach, hvor ferielejligheden, Hawaiian Princess, ligger. Ejeren Gail, vores udlejer via VRBO, havde tæppebombet os med e-mails om vores kommende ophold. Her var detaljeret beskrevet alt om rutevejledning, indkøbsmuligheder og forbuddet mod at bruge køkkenvask-kværnen og futonen i stuen. De mange notitser blev ikke mindre, da vi ankom til lejligheden, hvor der overalt hang små sedler om, hvad vi måtte og ikke måtte: ”Pas på dekorationen ved indgangsdøren, skru ikke aircondition længere ned end 74” osv. Der var sågar en seddel i skabet på badeværelset, der beskrev, hvilken sæbe der var hældt i sæbedispenseren – ”Dove Sensitive”, hvis I skulle være interesserede smiley.

Husbestyreren tog imod os ved ankomst og gav os en skyndsom introduktion til lejligheden og ups, var der stadig mad i køleskabet og fryseren fra de forrige lejere? Det havde hun sandelig ikke set, da hun ”gjorde rent”. Men hun var sød og gav os en bunke saftige mangoer fra sin baghave.

Ferielejligheden ligger i komplekset i en lille bugt tæt ved Makaha Beach Park. Udover Hawaiian Princess ligger der kun et anden feriekompleks, så stranden, der ligger 20 meter fra vores altan, var bestemt ikke overrendt. Vandet var klart og lækkert, men bølgerne kunne til tider være temmelig barske. Men Jonathan og William kastede sig frygtløse ud i bølgerne og gjorde flittigt brug af svømmebriller og surfboards. Lidt ude i vandet kunne man fint snorkle og se flotte fisk i alle regnbuens farver.

Vi besluttede os for på andendagen at køre ”hawaiian style”, som betyder, at man skal glemme tiden fuldstændigt og bare slappe af. Vi tilbragte derfor dagen med sand mellem tæerne på stranden ved vores ferielejlighed. Om aftenen hyggede vi alle fire med tegnefilm og slikskål.

På 3. dagen var vi på heldagstur. Startede dagen med atter at køre ind forbi Pearl Harbor for at se USS Bowfin, som er en stor ubåd fra 2. Verdenskrig. Da det ikke var tilladt at have tasker af nogen som helst art ind på Pearl Harbor, besluttede vi os af praktiske hensyn at lade Lenes pung blive hjemme i ferielejligheden, hvilket havde fatale konsekvenser (for Lene) senere på dagen.

På USS Bowfin kom vi på en selvguidet tur med høretelefoner, og Jonathan og William lyttede interesseret med, selvom det var på engelsk, for de indtalte informationer var krydret med lydende fra torpedoangreb og sirener. Vi besøgte herefter det tilhørende ubådsmuseum, hvor det til sidst var os voksne, der gerne ville videre, mens børnene hyggede sig gevaldigt i et ubådscockpit.

Ved besøget på Pearl Harbor fik Jonathan og William afleveret deres udfyldte Junior Ranger hæfter og fik afgivet deres ed på engelsk. De fik udleveret deres Junior Ranger badge nummer 13, den ultimativt sidste her på vores tur. Nu skal drengene snart have skiftet deres solhatte ud med en sombrero for at få plads til flere badges.

Vi kørte derefter mod Waikiki Beach – den store, brede og hvide sandstrand, hvor turismen opstod her på Hawaii, og hvor de kæmpestore hoteller ligger og skubber sig op ad hinanden. Man kan også nemt komme til at skubbe til nogen på stranden, for man ligger så tæt, at man kan smøre sidemanden ind i solcreme, hvis det skulle blive nødvendigt. Men vandet var fantastisk turkis og stille, og udsigten til Diamond Head var formidabel.

Det skal retfærdigvis siges, at vandet på de første fem meter fra strandkanten var en kende grumset, og man kunne ane en film i overfladen, hvilket vi tilskrev de tusindvis af turister, der lå på stranden og var i vandet indsmurt i solcreme. Desuden kunne vi flere steder se sugerør og cigaretskod stikke op af sandet. Det var tydeligt, at stranden var blevet et resultat af masseturismen, men flot var den bestemt.

Vi afsluttede dagen med burgere på en snusket Hooters, og her viste det sig, at vi for første gang skulle legitimere os, før vi kunne få serveret alkohol. Til Lenes stor fortrydelse havde hun ikke noget ID-kort med, så hun måtte sidde og patte i en cola, da de ikke ville servere alkohol for hende, selv om hun ser ud til at være mindst 21 år (eller hvad?). Da vi sidst på aftenen kom tilbage til lejligheden, havde vi 2 sovende børn på bagsædet.

Stranden ved Makaha lokkede os til at bade igen på dag 4. Jonathan og Lene startede dagen med at gå ud til nogle klipper på pynten ved stranden. Efter sigende skulle man kunne se delfiner tidligt om morgenen. Men vi var åbenbart kommet for sent op, for der var ingen delfiner i sigte. Til gengæld så vi mange store krabber på klipperne, en enkelt skildpadde i vandet og nogle hjemløse i buskene. Ejendomspriserne på Oahu er skyhøje, så der er knap 6.000 hjemløse på øen. Mange slår sig ned på strandene og finder ly under træer og buske. Dette syn gav anledning til en god snak med Jonathan om, hvorfor nogle mennesker ikke har et hjem, og om hvor godt vi har det. En vigtig læring, som gjorde stort indtryk på Jonathan. Men hvis det endelig skal være, så er strandene på Hawaii nu ikke det dårligste sted at slå sig ned som hjemløs.

Dagen gik med badning, snorkling og sandslotte. Johnni, Jonathan og William lagde vejen forbi ”Fantastic Sams”, så de kan se anstændige ud, når vi kommer hjem til Danmark. Frisøren faldt helt i svime over Williams lyse lokker. ”He is soooo cute”, sagde hun hele tiden (og vi kan jo kun give hende ret smiley).

På femtedagen var det 4th July – Uafhængighedsdag og USA's fødselsdag, som fejres med stor festivitas over hele USA. Vi havde fundet frem til, at der skulle være parade i byen Kailua på østkysten af Oahu, iklædte os i røde, blå og hvide farver og kørte en lille times tid derhen. Det var der også andre der havde set, så der myldrede med biler og mennesker på de små villaveje, hvor vi til sidst fandt en parkeringsplads til vores Mustang.

Vi fulgte strømmen af Stars and Stripes klædte amerikanere, der var tungt belæsset med klapstole og de store obligatoriske køletasker på hjul. Vi fandt paraderuten, og ganske belejligt var det lige ved siden af en kristen organisation, der i dagens anledning havde slået kirkedørene op og bød på gratis popcorn og shaved ice (Hawaiiansk form for slush ice). Her slog vi os ned og beundrede den to timer lange parade af festklædte amerikanere.

Her var alt fra sækkepipemusik, huladansende homoseksuelle, en cyklende præsident Lincoln, diverse senatorer, kongresmedlemmer og andre politikere i blomsterpyntede corvetter, den lokale pensionistklub i en sporvogn med høj musik. US Navy og Marines, samt militære veteraner blev mødt med stor hujen og tilråb – ”thank you for your service”. Ingen tvivl om at amerikanske soldater og andet militærpersonel mødes med stor respekt og stolthed. ”Happy 4th” og ”Happy Birthday USA” gjaldede i gaden.

Der var også mere lokale indslag i paraden, såsom blikkenslagerfirmaer, solcelle-montører og lokale fodboldklubber. Mange af dem uddelte små gaver til børnene i vejkanten, og vi blev tungt belæsset med slikkepinde, blyanter, vifter, solbriller, tatoveringer og vandflasker.

Efter paraden kørte vi fra Kailua langs sydøstkystens smukke strækning, der minder meget om Maui. Der var en del scenic points undervejs, hvor vi kunne beundre udsigten over kysten og de flotte strande.

Næste stop var Hanauma Bay National Preserve. Stranden er et beskyttet område, hvor der værnes meget om dyrelivet, i dette tilfælde livet i havet i denne lille afsondrede bugt.

Bugten opstod i sin tid af et vulkankrater, hvoraf en fjerdedel styrtede i havet, så der i stedet blev dannet en lagune. Med tiden er lagunen sandet til og vupti, i løbet af en lille million års tid havde naturen lige dannet et undervandsparadis, hvor lavaen havde givet god grobund for koraller og en fantastisk fiskeliv. Da det er et beskyttet område, skulle vi betale entre for at komme ind. Dernæst blev vi gelejdet hen i en biograf, hvor det var obligatorisk at se en film om området og om, hvordan man færdes i vandet for at påvirke fisk og koraller mindst muligt.

Sandet var hvidt, og vandet var klart. Vi havde selv taget dykkermaske, svømmebriller og snorkel med, så vi kunne udforske havbunden. William var ikke helt på toppen, og tog en meget lang skraber på håndklædet. Vi lejede et bælte til Jonathan, så han undgik at ødelægge korallerne og træde på søpindsvin, og så var det ud på dybt vand. Der var vitterligt fisk i alle regnbuens farver, og det var som at svømme rundt i et stort akvarium. Det var en stor oplevelse at betragte Jonathans ansigt under vandet, når han fik øje på de farvestrålende fisk. Hans begejstring var stor, og han pegede rundt til alle sider.

Jonathan og Lene så en camoufleret fisk, der havde lighed med en slags skorpionfisk, og Lene fortalte Jonathan, at den skulle de ikke lige svømme hen til. Øjeblikket efter kom der en ca. ½ meter stor papegøjefisk svømmende lige foran deres dykkerbriller og vupti, så var Jonathan på vej ind mod land i lyntempo – det var lige lovligt mange store og potentielt giftige oplevelser på én gang for en 6-årig dreng. Han slappede dog af igen, da vi talte med ”fiskemanden” i informationsskranken, der kunne fortælle, at det næppe var en giftig fisk, vi havde set, og at der i øvrigt ikke kom store hajer ind i bugten.

Vi blev ved Hanauma Bay næsten indtil de lukkede og kørte derefter mod Waikiki for at spise aftensmad og se fyrværkeri på havnen. Det var jo USA's uafhængighedsdag, så hvad var mere amerikansk end at spise aftensmad på Mc Donalds? Det var Williams store ønske, og da han ikke var helt på toppen, fik han lov til at vælge, så vi kunne gøre os forhåbninger om, at han kunne spise bare en lille smule mad i løbet af dagen, hvilket lykkedes.

Havneområdet ved Ala Moana på Waikiki var godt fyldt op. Vi fandt os en lille tot græs i rabatten og slog os ned, mens vi ventede på, at klokken skulle bliver halv ni. Vi havde på forhånd store forventninger til fyrværkeriet, som var sponsoreret af USA’s og vist nok verdens største udendørs indkøbscenter, og da det gik løs, blev vi bestemt ikke skuffede. Det var storslået, og paletten af farver var naturligvis fortrinsvist holdt i rød, hvid og blå.

Efter sigende var der 30.000 tilskuere, og det smittede naturligvis, når der lød et samlet ”wow” gennem forsamlingen. Der var selvfølgelig en kende kaos, da de 30.000 mennesker efterfølgende skulle væk fra Waikiki, men meget tydede på, at politiet havde prøvet den slags opgaver før. Vi havde parkeret et stykke væk, så vi kom nemt ud af byen. Det havde været en meget spændende dag, og mæt af indtryk fra 4th July og farverige fisk gik vi alle 4 på hovedet i seng.

6. dag sov vi længe, dovnede formiddagen væk og vandrede de 20 skridt ned på stranden for at slappe af. Om eftermiddagen besluttede vi os for at prøve at finde den ”hemmelige” strand ved siden af Makaha, hvor udlejeren Gail havde anbefalet, at vi prøvede at tage til. Måske var vi heldige, at der ville være havskildpadder på stranden. Det var godt, at vi havde fået så nøjagtig vejbeskrivelse til stranden, for ellers havde vi aldrig fundet den ca. 50 meter lange stribe af strand, der lå gemt inde bag husene i et almindeligt beboelseskvarter. På Hawaii er alle strande offentlige, så man har ret til adgang til stranden, uanset hvor man er, også selvom det betyder, at man skal finde, de små stier mellem husene, der fører ned til de ofte små strande. Eneste krav er, at man ikke må betræde privat ejendom.

Vi var kun trådt få skridt ind på stranden, før vi så en kæmpestor havskildpadde, der lå og solede sig i strandsandet. Der var et par andre gæster, der også havde fundet vej til stranden (så helt hemmelig kan den altså ikke være længere), men de sad helt uanfægtet under en parasol, mens deres børn legede i vandkanten. Vi fire danskere derimod var ovenud euforiske over at se denne smukke Honu (som er det hawaiianske ord for skildpadde) ligge lige dér foran os.

Havskildpadderne er beskyttede på Hawaii, og det er behæftet med store bøder, hvis man generer dem. Håber ikke det også gælder fotografering, for vi knipsede løs. Vi havde heldigvis taget svømmebrillerne med, for da vi snorklede i vandet, var der yderligere mindst 15 store havskildpadder i vandet. Det var et helt igennem fantastisk autentisk Hawaii-øjeblik at svømme rundt blandt disse flotte dyr, og helt euforiske var havskildpadden et stort samtaleemne til aftensmaden.

Syvende og sidste hele dag på Hawaiian Princess begyndte med så småt at pakke kufferterne og få dem vejet af. Dagen blev tilbragt på den skønne strand og i vandet. Lene snorklede lidt rundt ved pynten for enden af stranden og stødte også her ind i en stor havskildpadde, der spiste alger af klipperne under vandet.

For Jonathan var dagen en særlig milepæl, for han tabte endelig sin første fortand. Den har længe hængt meget løst, og han var meget stolt, da han kunne præsentere den tabte tand for Far.

Vi nød den sidste aften på altanen og beundrede endnu engang den flotte orange solnedgang. Det bliver svært at skulle forlade dette sted. Udlejeren Gail har fuldstændig ret. Dette sted giver dig gåsehud, så smukt er det. Og hvor er det fortrøstningsfuldt at opleve, at steder som dette stadig findes på denne jord.

Vores sidste reelle feriedag i USA, nemlig dag 8 på Oahu foregik stille og roligt (Hawaiian tempo). Vi begyndte dagen med at tjekke ud fra Hawaiian Princess og køre med Star Taxi Hawaii til Best Western The Plaza ved Honolulu International Airport. Heldigvis kunne det lade sig gøre at tjekke ind her allerede klokken 11 om formiddagen, så vores baggage kunne blive opbevaret på værelset.

Dernæst satte vi kursen mod Walmart for at proviantere drikkevarer, chips og kiks til resten af dagen, samt til den meget lange flytur tilbage til Danmark dagen efter.

Så kunne det kun gå for langsomt med at komme til Waikiki Beach og suge de sidste stråler ud af solen. Vejret var ekstremt varmt, og der var næsten skyfrit. Vi nød vejret og stranden i fulde drag, og faldt flere gange i staver over den betagende udsigt mod Diamond Head. Jonathan og William skulle endnu en gang ud i de store surfbølger og lege, for de var også for alvor blevet klar over, at vores lange eventyr var ved at være ved vejs ende.

Vi forlod Waikiki i delt nedtrykt og glædelig sindstilstand. Vi vidste, at det var ved at være forbi, men var også sikre på, at vi kommer tilbage til dette enorme land, som rummer ufattelig mange muligheder og har en prægtig forskelligartet natur.

Vi dulmede den nedtrykte del ved at indtage vores sidste aftensmåltid på restauranten med Hawaiis største omsætning: The Cheesecake Factory, hvor vi udover hovedretten bestilte hele to stykker kage, hvilket i sidste ende viste sig at være lige i overkanten. Men vi nød det alle i fulde drag, og tilbage var blot at komme retur til hotellet og komme tidligt i seng.

Hele fire forskellige vækkeure satte vi til at ringe, inden vi gik i seng. Paranoid – måske – men vi vidste, at der ventede os 34 timers hjemrejse inklusiv 12 timers tidsforskel og 2 mellemlandinger undervejs. Vi måtte bare ikke komme for sent til check-in. Udmattede over alle de oplevelser vi havde været deltagere i over de sidste 3½ måneder, faldt vi i søvn med et smil på læben.

Danmark er vores næste destination, men ikke den sidste. USA har meget mere at byde på: ”We’ll be back – soon”.

Hawaii Big Island - Går på vulkaner

HawaiiOprettet af Vinderødderne lør, juli 06, 2013 12:51:45

Alt for tidligt op, for klokken var kun 0530, da den søde søvn blev forstyrret af en næsten glemt lyd, vækkeuret.

Kufferterne var dagen forinden sirligt pakket, så vi kunne holde os inden for vægtgrænsen på 50 pund eller 23 kg, som de går enormt meget op i her i USA, så vi forventede, at vi hurtigt kunne komme igennem check-in, og så afgang med destination Hawaii Big Island.

Vi havde dagen forinden bestilt en taxi til at afhente næsten alle vores kufferter, så klokken 0700 kørte den ud fra resortet med Lene og Jonathan, mens William og Johnni havde de små stykker baggage, der kunne være i vores grå Ford Mustang Convertible.

Vi skulle først flyve ca. kl. 0930, men ud fra vores kedelige erfaringer med kaos i Los Angeles, ville vi være i Kahului International Airport mindst 2 timer før afgang.

Forinden skulle William og Johnni også nå at returnere bilen hos Hertz, hvilket viste sig at være en meget overkommelig opgave. Fra vi kørte ind ad porten hos Hertz, til Hertz’s shuttlebus holdt uden for afgangsterminalen i lufthavnen, gik der ca. 5 minutter. Uhyre effektivt og god service.

Det viste sig hurtigt, at vi havde overvurderet tidsfaktoren. Der var ingen kø ved indtjekningen af baggagen eller sikkerhedskontrollen, og så havde vi lige 1½ time, der skulle slås ihjel i afgangshallen. Vi hyggede os med at skrive blog, lege med Nintendo og drikke kaffe og kakao i lufthavnens Starbucks. Hawaiian Airlines mestrede til fulde at få det hele til at virke professionelt.

Flyturen var en af de korteste, men også mest behagelige, vi endnu har oplevet, og efter 30 minutter i luften satte flyet sine hjul på ”The Island of Hawaii” eller i daglig tale ”Big Island”, nærmere betegnet Hilo International Airport.

Igen var det uhyre effektivt at hente bil hos Hertz, denne gang en Chevrolet Dodge Grand Caravan, og så var vi endnu en gang på farten.

Vi havde overvejet at booke fly fra Maui til Kona International Airport på Big Island, idet Kona ligger på vestsiden af øen, ligesom vores hotel, Sheraton Kona Resort & Spa at Keauhou Bay, men valgte i stedet at tage køreturen på ca. 2 timer fra Hilo på østsiden til Kona på vestsiden via Saddle Road, som skærer øen over i to.

Big Island er den ubetingede største ø i Hawaii, og arealet er større end de øvrige Hawaii-øer tilsammen. På trods af det, er det så som så med veje, for der er i grove træk kun én vej, der går hele vejen rundt om øen, samt én vej, der går på tværs. Desuden har Big Island 19 af de 22 klimazoner, der eksister på Jorden. De 19 klimazoner eksisterer på samme tid på øen, hvilket gør øen til en unik oplevelse.

Den tværgående vej, Saddle Road går fra det meget grønne, tropiske og meget regnfulde Hilo på østsiden ind mellem de to største vulkaner Mauna Lea (den højeste) og Mauna Loa (den største)hvor terrænet er fyldt med størknet lava. Videre tæt på Waimea by, er der igen meget grønt, for til sidst at slutte af med at køre mod syd med fantastisk udsigt over Stillehavet forbi adskillige kilometerbrede størknede lavafloder, som har forvandlet terrænet til et ufremkommeligt område, hvor kun få træer og små buske kan gro.

Vi så et landskab, som vi på vores lange rejse ikke havde set magen til. En barsk natur som mindede os om, hvor ubarmhjertig Moder Jord kan være, når hun spiller med musklerne. De enorme mængder lava, der i flere meters dybde lagde store områder øde ved at opsluge alt på sin vej, var virkeligt et fascinerende syn.

Vi ankom relativt tidligt til vores hotel og fik lov til at tjekke ind. Hotellet bød på en meget stor swimmingpool, som til Jonathans og Williams udelte begejstring også havde en stor vandrutchebane, samt et vandfald, så der var ingen tvivl om, at resten af dagen skulle tilbringes ved poolen.

God trætte (efter at have slappet af i liggestolene) begav vi os ind til Kailua-Kona, hvor vi spiste på restaurant Jackie Rey’s, som vi havde fået anbefalet. Maden smagte fantastisk og var flot anrettet, men lokaliteten var ikke så interessant.. Jonathan og William spærrede dog øjnene noget op, da de fik lov til at tegne på dugen.

På andendagen stod den igen på afslapning ved poolen og træning i hotellets veludstyrede fitnesscenter. Om formiddagen deltog Lene, Jonathan og William i en session, hvor de lærte at lave en lei, som er en hawaiiansk blomsterkrans.

Om eftermiddagen deltog vi alle fire i den daglige vandrutchebanekonkurrence, hvor det gjaldt om at rutche hurtigst ned til poolen. Til vores store glæde vandt Jonathan børnenes konkurrence, og Johnni vandt de voksnes konkurrence (hertil skal siges, at han kun havde en meget værdig modstander, nemlig Lene). Præmien var en mangosmoothie, som de storsindet delte med Lene og William.

Al badningen i poolen havde gjort os sushitrængende, så vi satte for anden dag i træk kursen mod Kailua-Kona, hvor vi med stor appetit indtog en lækker sushi på Sushi Shiono.

Efter en god nats søvn vågnede vi op til vores tredje dag på Big Island, dagen som samtidig er vores 8-års bryllupsdag. Efter en god morgenmad i restauranten gik vi til poolen. Herfra blev Lene ”kapret” af Johnni og drengene og ført hen til Ho’ola Spa, som er beliggende i hotellet.

Johnni havde booket 2 timer med ren forkælelse med hawaiiansk Lomi Lomi massage og en ansigtsbehandling. Massagen foregik på spasalonens terrasse med udsigt til og lyden af Stillehavet brusen og fuglenes kvidren.

Børnene blev forkælet i hotellets aktivitetsrum, hvor de kunne muntre sig med Xbox og airhockey. Efter 2 timer kom Lene godt udhvilet og af udseende mange år yngre tilbage og tilbragte en stor del af eftermiddagen ved poolen.

Om aftenen havde vi bestilt bord på hotellets velrenommerede restaurant Rays on the Bay, hvor vi skulle sidde på første parket til Stillehavet, så vi uforstyrret kunne nyde en fantastisk solnedgang. Vi fik en skøn 3-retters menu med en god vin, og helhedsoplevelsen med en virkelig smuk solnedgang, hawaiiansk livemusik og havets friske luft gav endnu et af de øjeblikke, som vil blive husket mange år frem.

Dagen derpå, nemlig vores fjerde og sidste dag på hotel Sheraton, havde vi planlagt som en dag fyldt med aktiviteter. Vi havde være så heldige at få plads på en rundvisning på ”Original Hawaiian Chocolate Factory”, så vi var tidligt oppe for at nå rundvisningen, der begyndte kl. 0900. Her fik vi en indføring i alt fra dyrkning af chokoladefrugten , produktion af chokolade samt chokoladens sundhedsfremmende egenskaber (vi følte os pludseligt meget sunde, da vi efterfølgende gik amok i deres chokoladebutik). Firmaet fremhævede desuden gang på gang det fantastiske i netop deres chokolade, idet den ikke var et blandingsprodukt, men kun bestod af en enkelt chokoladesort. Vi kunne samtykkende erkende os enige, da vi fik smagsprøver omdelt.

Vi fik også set, hvordan kakaofrugten ser ud, når den skal modnes til den er høstklar i alle dens flotte farvenuancer.

Efter vores chokoladebesøg gik turen nordpå, hvor vi havde Pololu Valley Lookout som mål. Undervejs gjorde vi holdt i Pu‘ukoholā Heiau National Historic Site, som er den ene af fem parker på Big Island, der hører under National Park Service (NPS). Parken er relativt lille, men indeholder meget information om, hvordan Hawaii blev et samlet ø-rige under en hersker – nemlig Kamehameha. Jonathan og William gennemførte i stegende hede deres Junior Ranger program og fik fortjent endnu en badge til samlingen. Herefter løste de en række opgaver, som knyttede sig til en særlig rute i af parken, som viste sig at være en del af ”Ala Kahakai National Historic Trail”, og dermed fik de endnu en Junior Ranger badge til samlingen.

Vi fortsatte derefter op til Pololu Valley Lookout og blev belønnet med en udsigt langs den nordlige klippefyldte kyst, samt en meget frodig udsigt over Pololu Valley, som er blevet til under mange års lavafloder, som har skåret sig igennem terrænet og dermed formet den flotte grønne dal.

Hjemturen gik ad samme rute som udturen, men vi gjorde stop ved Hapuna Beach samt Kekaha Kai Beach, hvor vi til sidstnævnte måtte køre ad en lille og meget bumpet vej, på trods af at den skulle fremstå som asfalteret.

Aftensmaden indtog vi på Outback Steakhouse i Kailua-Kona, inden vi sent på aftenen kørte retur til hotellet.

Op dagen (dag 5) efter og til Volcano Village – det var meeeeget svært at forlade Sheraton. Det var en tur på små 2½ time, men vi vidste også, at med de obligatoriske stop for at se flotte udsigter mv., ville tiden måske blive det dobbelte. Vi forlod derfor hotellet straks efter morgenmaden, og satte kursen østpå.

Første stop på vejen var Pu'uhonua O Honaunau National Historical Park, som ikke blot havde en fantastisk beliggenhed, men selve atmosfæren og omgivelserne viste, at amerikanerne kan det der med nationalparker. Nationalparken lå lige ned til havet, og med turkis vand, små sivhytter, flotte træudskæringer og figurer, havde de i sandhed en historisk perle at bevare. Jonathan og William fuldførte endnu et Junior Ranger program, og vi kunne derefter fortsætte vores rute.

Undervejs gjorde vi holdt på et kaffemuseum, hvor vi fik nogle smagsprøver på deres Kona kaffe , samt et bageri der havde specialiseret sig i ”sweet bread”.

Vi gjorde også holdt på en sort sandstrand, Punalu'u County Beach Park, hvor vi spiste vores frokost og blev underholdt af en mand og hans selvbyggede fjernstyrede legetøjshelikopter, som han mestrede at flyve med henover klipper, parkeringsområdet og stranden.

Derefter kørte vi resten af strækningen til Hawai‘i Volcanoes National Park, hvor vi talte med en meget venlig ranger om dagens lavastatus og vejret. Da vejret på dagen var rigtigt godt (dvs. for Hilo-egnen lettere overskyet), anbefalede hun os at se solnedgangen og iagttage vulkanen Kilauea, som er i udbrud. Jonathan og William fik også udleveret en rangerprogram, så vi havde aktiviteter til de kommende dage.

Efter at have kigget nærmere på visitor centret kørte vi til vores bed & breakfasthotel, Tara Firma Inn, hvor den venlige indehaver Fritz Bell tog gæsteligt imod os. Vi fik anvist vores værelse, Orchid Room, som viste sig at være den ene halvdel af hele husets overetage med tre store senge og eget toilet og bad. De to øvrige værelser, der blev udlejet have delebad og deletoilet, så vi satte naturligvis pris på, at vi havde været ude i god tid og booke værelset.

Fritz stod tidligt op hver morgen og gjorde morgenmaden klar til os nedenunder i køkkenet. Hans signaturret var frisk frugt skåret ud som en skildpadde – vi nænnede ikke at fortælle ham, at vi faktisk ikke så godt kan lide papaya, som udgjorde hovedingrediensen i den kunstfærdige frugtskildpadde. Fritz var i øvrigt en meget venlig mand, der gerne fortalte om området og også delte sin historie om, hvordan han var rejst fra storbyen St Louis, Missouri, til den lille landsby Volcano Village, Hawaii. Lene fik en ekstra stjerne hos ham, da hun spurgte om deres B&B mon var opkaldt efter plantagen i Borte med Blæsten. Fritz lyste helt op og fortalte at både ham og konen var meget store ”Gone with the Wind” fans.

Derefter kørte vi ind til centrum af byen, Volcano Village, som vi boede i og spiste aftensmad på Thai Thai Restaurant. Efter at have mættet vores maver kom en ung pige, som arbejdede i restauranten, hen til Jonathan og William og spurgte, om de ville holde en kamæleon, som hun havde fundet samme dag. Efter en ultrakort overvejelse sad kamæleonen først på William og dernæst Jonathan. De syntes begge, det var sjovt, lige indtil den begyndte at kravle op ad Jonathans arm og op mod hans nakke, da blev smilet lidt anstrengt hos Jonathan.

Mørket var ved af falde på og tiden var nu til, at vi måtte tilbage til Hawai‘i Volcanoes National Park, hvor vi kørte op til Jaggar Museum, hvor det bedste udsigtspunkt til vulkanen Kilaueas Halema’uma’u krater var. Der var ingen lava at se, men som mørket faldt på blev røgen over vulkankrateret mere og mere orange, og vi kunne virkelig fornemme, hvor meget lava der var i krateret Halema’uma’u, og hvor aktiv vulkanen var. Det var i sandhed et stort øjeblik at stå på en aktiv vulkan og se, hvor mægtig den egentlig er, mens månen og stjernerne åbenbarer sig for en.

Vulkanen har været aktiv siden 1983, hvor den i perioder har spyet lava ud i enorme mængder. På tidspunktet for vores besøg var der to udbrud i gang i samme vulkan, hvilket var noget af en sensation, da en vulkan altid kun har et udbrud i gang. Kilauea havde med den enorme mængde lava dannet to kratere, Halema’uma’u og Pu’u’O’o.

På grund af vulkanens store aktivitet og den ustabilitet, det medfører for området, var halvdelen af vejen Crater Rim Drive rundt om Kilauea Caldera lukket og havde været det de seneste to år. Derfor kunne vi ikke komme så tæt på kraterkanten, at vi kunne kigge ned i lavaen, da det ville være for varmt og for giftigt. Endvidere frarådede rangerne de besøgende at gå uden for de afmærkede stier, idet jorden i flere områder var ustabil, idet den mest bestod af lavasten fra tidligere udbrud, og der ville være nogle lavafloder nedenunder, hvor den aktive lava flød.

På landjorden kunne vi derfor kun se lava ved selve krateret Halema’uma’u og ved det andet krater, Pu’u’O’o. Sidstnævnte lå ved et skovstykke, som lavaen havde antændt, og derfor ville det være forbundet med stor fare at bevæge sig hen til dette krater. Sidste mulighed for at se lavaen flyde ville være der, hvor den flød ud i havet. Lavaen havde i årenes løb ændret retning flere gange, og lavaen flød ved vores besøg kun ud i havet i en smal stribe ved udkanten af nationalparken.

Vi kunne derfor vælge at køre ad highway 130 til et lavaudsigtspunkt og måske skimte lavaen i mørket, eller gå på det størknede lava ind over privatmands grund for at komme tæt på, køre til enden af Roads End i nationalparken og gå en tur henover størknet lava i sammenlagt over 16 timer eller tage en guidet sejltur, hvor sikkerhedsregler ikke altid er i højsædet, idet nogle at bådene sejler ca. 5 meter tæt på lavaen. I øvrigt var lavaen ved kystlinen særdeles skrøbelig, og i turisternes higen efter at se lava hændte det, at det størknede lava, som turisterne troede sikkert, pludselig styrtede i havet helt op til 200 meter fra kystlinien, hvilket betyder den sikre død.

Gjort endnu klogere på vulkaner og den risiko, de medfører, besluttede vi os for ikke at udfordre skæbnen de kommende dage.

På sjettedagen havde vi besluttet os for at køre ned til Roads End, som er en vej i Hawai‘i Volcanoes National Park, som efter et vulkanudbrud i vulkanen Kilauea for 10 år siden blev oversvømmet af så meget af lava, at Big Islands sydligste vej ikke længere er farbar. Både af økonomiske årsager, men også for at vise, hvor store skader en vulkan kan udrette, er den størknede lava ikke fjernet fra den sydligste vej, og den i er i stedet et stort tilløbsstykke, idet der stadig står vejskilte, som stikker op af den størknede lava. Det var en meget særpræget oplevelse at vandre ud på den størknede lava og så langt øjet rakte, var der et goldt, sort lava-landskab at skue. Nu ved vi, hvordan Frodo havde det, da han skulle vandre igennem Mordor på sin vej for at uskadeliggøre mørkets fyrste Sauron. Ved Roads Ends kunne vi også beundre en klippebue ude ved kysten. Den er skabt af lava og formet af vandet.

Vi kørte retur til Jaggar Museum og deltog i et spændende rangerprogram. Rangeren var en ældre dame, pensioneret aviator fra US Airforce, ”who always dreamt of being a Ranger”, som indførte os i vulkanens gøren og laden. Det skete i et sådant tempo og stakato,, at vi næsten fik lyst til at stå ret og gøre honor, da hun endelig efter 20 minutters speed-snak tog en indånding. Vi turde i hvert fald ikke forlade forsamlingen, inden hun var helt færdig.

I øvrigt fortalte hun, at vi ikke skulle sætte næsen op efter at se store floder af lava, da det er kun noget rejseselskaberne og hotellerne udstiller. Sidste store lavaudbrud sendte 30.000 turister til nationalparken, men udbruddet varede kun 19 timer. Lavastrømmene kan ændre sig meget fra dag til dag.

På museet var Jonathan og William meget fascineret af myten om den smukke vulkangudinde Pelé. Det er angiveligt hende, der bestemmer, hvornår der skal være udbrud, og hendes lunefulde humør giver ikke indbyggerne på Big Island meget forhåbning om, at lavastrømmen skulle stilne af i nær fremtid.

Vi gik også en tur igennem Thurston lavatube, som er dannet ved, at store mængder lava igennem mange år gradvis er størknet på overfladen, mens den har været så varm under overfladen, at den frit har kunnet flyde videre. Efterhånden som trykket i vulkanens magmakammer er aftaget, er den flydende lava forsvundet og har efterladt den omkringliggende tunnel. Børnene var ellevilde, for lommelygterne skulle frem, og der blev kigget grundigt efter, om vi kunne finde nogle af de blinde edderkopper, der lever i mørket. I børnenes fantasi var disse ”usynlige” edderkopper pludselig vokset til kæmpeedderkopper. ”Men godt at de er blinde far, for så kan de ikke finde os!!”

På syvendedagen startede vi dagen med at vandre nogle korte ruter i nationalparken. Blandt andet gik vi en smuk tur på Sulfur-trail (svovlstien), hvor jorden glimter i alle mulige farver, og gasserne står ud af overfladen. Der lugtede kun lidt af prut, og vi nød den skønne tur gennem naturen, som ikke mange af de andre besøgende havde valgt at tage. Vi vandrede også til et område med en masse steam vents, som er naturlige dampkanaler. Den varme magma i undergrunden får det nedsivende regnvand til at fordampe nede i jorden, og det sendes med stort tryk ud via små og store luftkanaler i den porøse undergrund. Så vi gik rundt i dampbad flere steder.

Efter frokost tog vi en spontan beslutning og kørte op mod den nordøstlige del af øen. Målet var Akaka Falls, vandfaldet, der med en højde på 130 meter er dobbelt så højt som Niagara vandfaldet. Til at begynde med måtte vi beundre vandet fra himlen, for der kom en byge af dimensioner, lige da vi ankom til Akaka State Park. Det var dog ganske underholdende at benytte ventetiden til at se alle de drivvåde gæster komme løbende ud af parken. Solen kom frem igen, og vi gik ad den korte men ufatteligt smukke sti mod vandfaldet. Her var ganske frodigt, og der stod kæmpebambus, og overalt var der grønt i grønt. Selv palmernes høje stammer var overgroet af andre opportunistiske plantevækster. Med det nylige regnvejr, dampede det af frodig jungle og ja, fik vi sagt, at det var helt utroligt, ubeskriveligt frodigt?

Tilbage i Volcano Village fik vi pakket kufferterne og spiste endnu engang på den glimrende Thai Thai Restaurant.

Tidligt op søndag morgen. Fritz var stået endnu tidligere op for at sørge for, at papaya frugt-skildpadderne stod klar til indtagelse, inden vi skulle køre mod lufthavnen.

I lufthavnen havde vi kun lige læsset kufferterne ud af bilen, før der stod en servicemand fra lufthavnen. Fluks fik han bakset vores 5 kufferter op på en vogn, og væk var han med vores pas. Vupti 5 minutter senere var vi checket ind. Meget hurtigt og effektivt og en kende ulig det tempo, vi ellers er blevet mødt med her i Stillehavet. Flere gange er vi blevet mødt med frasen: ”Relax – you’re in Hawaii”. Det gjorde vi så – relaxede – i afgangshallen inden den 50 minutteres flyvetur til Oahu.



Maui – Aloha! Kirsteins – Welcome to Paradise

HawaiiOprettet af Vinderødderne ons, juni 26, 2013 11:12:41

Bip, bip, bip – klokken var kun 0530 og efter få timers søvn var vi søvndrukne tvunget til at stå op. Men søvnunderskudet forsvandt hurtigt ved tanken om, at vi snart skulle sætte fødderne på eksotiske Hawaii. Vores fly med American Airlines til Maui, Hawaii skulle afgå kl. 0900, og vi skulle derfor være i lufthavnen senest kl. 0700.

Tænderne blev børstet, søvnen vasket af øjnene, og tøjet blev taget på i en fart sjælden set. Hotellet havde en effektiv gratis shuttleservice, hvor bussen kørte til lufthavnen med 15-20 minutters interval.

Vi ankom derfor til lufthavnen kl. 0645 og spurgte om vej til, hvor American Airlines ”baggagedrop” var, og blev anvist en lang kø. Det viste sig dog også at være en elektronisk check-in, hvor man efterfølgende skulle aflevere sin baggage.

Det viste sig dog endnu værre, at medarbejderen fra American Airlines sagde, at vi ikke kunne tjekke vores baggage ind, der hvor hun stod, men skulle gå til en anden skranke, hvor vi havde fået vores boardingkort. Sagen var imidlertid, at vi ikke havde fået vores boardingkort ved en skranke med ved indgangen til American Airlines terminal 4. Derfor havde vi heller ingen steder at kunne aflevere vores baggage.

Medarbejderen var meget arrogant og ubehjælpsom, men Johnni insisterede på, at medarbejderen måtte tage sig af vores baggage, og hun oplyste, at vi skulle stille os i kø for at printe et nyt boardingkort ud. Vi gjorde, som hun sagde, og undrede os derefter over, at vores navn ikke blev råbt op, så vi kunne komme til skranken og få sat et baggagemærke på. Efter at have spurgt nogle andre rejsende til råds, kunne vi blot konstatere, at de øvrige rejsende skulle indtaste antallet af baggage, der skulle tjekkes ind, mens det ikke var tilfældet for os.

I køen faldt Johnni i snak med nogle amerikanere, der også havde booket via British Airways, og da de var i samme situation som os, konkluderede vi, at det måtte skyldes, at vi havde købt vores flybilletter via en American Airways partner. Herefter insisterede Johnni og amerikanerne endnu engang på, at medarbejderen begyndte at håndtere vores baggage. Dette blev også understreget af, at vi havde ventet i 45 minutter, og køen til sikkerhedskontrollen var meget lang, hvorfor vi frygtede ikke at nå vores boarding til flyet en time senere.

Endelig gik det op for medarbejderen, at hun ikke automatisk ville få udprintet en baggageseddel, og derfor selv måtte oprette en til os. Efter en del ventetid og flytning til en anden medarbejder, fik vi endelig tjekket vores baggage ind. Dog måtte vi lige igennem den obligatoriske ompakning, da en af vores kufferter vejede 800 gram for meget. De øvrige vejede præcis 23 kg eller 200 gram for meget, hvilket de accepterede. Som plaster på såret slap vi dog for at skulle betale en afgift på 60 dollars for vores ekstra kuffert, men dette var nok mere fordi, medarbejderen ikke vidste, hvordan man skulle gøre.

Så kunne det kun få for langsomt med at komme ud til gaten. Heldigvis gik turen igennem sikkerhedskontrollen hurtigt og smertefri, så nu skulle vi kun proviantere morgenmad og ud til gaten i en fart.

Alt i alt var det en meget dårlig oplevelse med American Airlines og en dramatisk start på dagen. Vi nåede vores fly, og heldigvis viste det sig, at kabinepersonalet var af en helt anden støbning, som vi alle kan lide det, nemlig smilende og venlige. Til gengæld var flyet ikke noget at råbe hurra for, for det var nemlig et gammeldags fly med et lille fjernsyn i midtergangen, ingen underholdning eller fjernsyn på sæderne. 25 minutters forsinkelsen kunne heller ikke slå os ud. Vi var meget trætte, men Maui, Hawaii og Paradis ventede forude.

And by the way, kabinepersonalet ønskede flere gange Johnni en ”Happy Father’s Day”, for amerikanerne holder Fars Dag den 3. søndag i juni, mens vi i Danmark holder Fars Dag den 5. juni på Grundlovsdag. Mors Dag er sammenfaldende i USA og Danmark.

Vel ankommet til Kahului International Airport kunne vi spadsere direkte ud til shuttle bussen fra Hertz, som skulle køre os hen til Hertz biludlejning, hvor vi havde booket en bil i convertible klassen. Vi håbede naturligvis på, at Bags VIP Customer Service også leverede baggagen på hotellet som aftalt, men det var en meget underlig fornemmelse at gå forbi baggage claim og forlade lufthavnen med intet andet end vores håndbaggage.

Nu hører Kahului International Airport til en af de mindste lufthavne, vi endnu har set, måske lige med undtagelse af Tirstrup og Karup Lufthavn i Danmark.

Da vi har guldkort hos Hertz, var det ingen sag at finde vores bil, idet vi dels havde modtaget en mail, hvor pladsnummeret for bilen var angivet, dels fordi der ved ankomst til biludlejningen var en tavle, hvor der stod, hvilken plads vores bil stod på. Hertz havde tillige betalings- og kørekortoplysninger på os, så vi satte os ind i bilen, tjekkede ud hos portvagten og vupti var vi væk på mindre en 10 minutter efter vores ankomst. Uhyrligt effektivt.

Vi fik tildelt en spritny Ford Mustang Convertible – den havde kun kørt 7,5 miles, så den duftede skønt af nyt læder. Ned med kalechen og med vind i håret satte kursen sydpå mod den sydlige del af Kihei til vores lejlighedskompleks Hale Pau Hana Resort. Ved vores ankomst viste det sig, at receptionen havde lukket om søndagen, og da vi ikke havde modtaget nogen kode til nøgleboksen, måtte vi ringe på nødtelefonnummeret til bestyreren, som viste sig at være en dansker. Han var godt klar over, at de havde glemt at lægge en nøgle og ville straks køre til komplekset og udlevere den. Det var sjovt at blive budt velkommen på dansk.

Efter udlevering af nøglen ventede vi på baggagen – og vi ventede og vi ventede. Det viste sig dog, at Bags VIP Customer Service ikke kunne finde stedet hvor vi boede, og de havde prøvet at ringe til os, men kunne ikke få kontakt til os. Underligt i betragtning af, at adressen blev kontrolleret af deres system for at finde ud af, om den findes, ligesom vi i noterne til vores ordre havde angivet, at telefonnummeret var et dansk telefonnummer. Efter et par nervepirrende telefonsamtaler ankom baggagen endelig 6½ time efter, vi var landet, og gensynsglæden var stor.

Dagen gik i øvrigt med at gå og sumpe rundt, da vi havde været tidligt oppe og ikke rigtigt kunne sove i flyet. Vi kiggede nærområdet ud og slog et smut forbi stranden og swimmingpoolen, og blev hurtigt enige om, at stedet var en perle i rækken af de gode steder, vi har været på vores rejse.

Maui er i særdeleshed et meget frodigt sted, et sandt paradis. Derudover bor vi ved den fantastiske strand Kama’ole II (ja, der findes også en Kama’ole I og Kama’ole III) med små koralrev, hvor vi kan snorkle efter fisk. Der er hverken tang eller sten på stranden, og vandet er dejligt lunt. Bedst af alt, så har vi en fantastisk udsigt fra 6. etage ud over stranden og Stillehavet. Hvad mere kan man ønske sig?

Vi besluttede, at vores andendagen i paradis skulle tilbringes på stranden og poolen, så vi også havde lejlighed til at pakke ud og finde os tilrette. Vi fik anskaffet os et lille body board, så børnene kunne lære nogle surf tricks i vandkanten. Solen er ret kraftig på Hawaiis breddegrader, så vi fik hurtigt en klar forventning om, at den mistede farve fra Florida hurtigt skulle komme tilbage igen.

Hip Hip Hurra. På den tredje dag var det Johnnis fødselsdag – nummer 38 i rækken. Men hvem tæller, når fødselsdagen foregik i så fantastiske omgivelser. Johnni blev vækket med morgensang på sengen af de 3 rejsefæller, der alle var iført blomsterkranse i ægte plastik. Efter lækker pandekagemorgenmad på balkonen kørte vi afsted mod den vestlige del af Maui.

Målet var at besøge den lille statspark, Iao Valley State Park, der efter sigende ligger i det frodigste område af Maui. Landemærket ”The Needle”, som er et nåleformet grønt bjerg, der ligger skønt ved sammenfletningen af 4 små floder. Den vulkanske undergrund og tilstedeværelsen af rigelige vandmængder sikrer, at dette er den frodigste plet på Maui.

Denne frodighed foldede sig i særdeleshed ud, da vi derefter besøgte Tropical Gardens of Maui. Her var frodigheden godt nok tæmmet i den enorme velholdte have, og vi så plantearter og finurlige blomster og frugter, som vi aldrig havde set tidligere. Især de fantastiske vildtvoksende orkideer var et smukt syn, men stiftede ellers bekendtskab med pølse-træet, olie-palmen og et hav af ingefærplanter.

Resten af dagen og aftenen med stod i festtegn. Hawaii fest, eller nærmere bestemt Luau, som vel nærmest kan beskrives som en slags upscale grisefest. Vi havde fået anbefalet af prøve det på Grand Wailea Hotel. Så vi foretog den forholdsvis dyre investering og kørte til Luau iført spraglede hawaiiskjorter og en forventning om en spændende aften.

Selve hotellet var en oplevelse i sig selv, og da vi kom i god tid for at få et godt bord, var der rigeligt af tid til at gå på opdagelse. Hotellet er bestemt de riges legeplads, hvor de kan boltre sig i ikke mindre end 8 fantastiske swimmingpools, der fik Jonathan og William til at spørge om, hvornår vi mon skal bo der.

Festen blev skudt i gang, og vi blev budt velkommen af smukke mennesker, der kun var iført lændeklæder, blomsterkrans og kokosnødde-bh for kvindernes vedkommende. Den fri bar åbnede, og vi sørgede for at få valuta for pengene. Der var forskellige aktiviteter, såsom palmebladsfletning, tatoveringer og kokosnøddebowling. Alle gæster stimlede dog sammen i stor savlende forventning, da 2 meget velvoksne Maui-mænd i bar overkrop gravede imu-grisen op af jorden. Det er et helt ritual at grave grissebassen op af sin jordovn, hvor den har stegt i mange timer på et leje af brandvarme flodsten og forkullede bananblade. Alt sammen hold nede af et gitter, tæpper og et stort lag jord. William konstaterede meget tørt – ”godt de har den i bur mor”. Opgravningen foregik under store klapsalver og markerede derved at buffeten var åbnet.

Vi sad på første parket og havde fået selskab ved vores bord af en familie fra Dubai. Det var uden tvivl en af de mere velhavende familier, der talte far, mor og 4 veluddannede og yderst smukke døtre, og tjeneren begyndte sjovt nok at vimse tæt rundt om vores bord. Manden var investor og rejste rundt i verden 6 måneder om året for at tilse sin business, og så havde de i øvrigt ejendomme i Dubai, London, Boston og Spanien. Vi faldt fint i snak og havde en hyggelig aften i deres selskab.

Under middagen var der flot og farverig underholdning af fjer- og blomsterklædte indfødte, der gennem dans og musik fortalte sagn om Polynesien og om, hvordan søfarerne i kanoer ankom til Hawaii i tidernes morgen. Som den store finale kom der en sand ildmester på scenen og jonglerede ild, slugte ild og dansede med ild.

Ilddansen dagen forinden havde givet os blod på tanden, så hvad var mere passende på fjerdedagen end at tilbringe dagen i den vulkanske nationalpark med det mundrette navnHaleakala (prøv at sige det 3 gange hurtigt efter hinanden). Ild så vi dog ikke noget af, for vulkanen er udslukt, og nationalparken danner rammen om det kæmpestore krater, der har skabt den ene halvdel af Maui, og som siges at indeholde Mauis sjæl. Vejen til toppen gik ad hårnålesving, og for hvert hjørne blev udsigten over Maui smukkere og smukkere. Det hele forsvandt, da vi kørte igennem skyerne og temperaturen faldt drastisk. Lige med et befandt vi os i et goldt månelandskab. Faktisk ligner området månens overflade så meget, at astronauterne brugte det som øvelsesterræn inden månelandingerne.

Belæsset med information og et junior ranger program fra parkens visitor center begav vi os i bil den sidste snoede vej til toppen i 4.000 meters højde. Pludselig befandt vi os over skyerne og solen skinnede, mens vi nød vores madpakker. Det spredte skydække gav os jævnligt et glimt af Mauis kystlinie, og vi kunne endda se helt til de to store vulkaner Mauna Kea og Mauna Loa på Hawaii Big Island.

Vel retur til vores resort så vi en smuk solnedgang over Stillehavet.

Stranden og det lune havvand kaldte på os fra morgenstunden, så vi nød vores femte dag på Maui ved vores ferielejlighed, hvor vi bl.a. fik lagt planer for morgendagens tur ad Hana Highway.

På dag seks stod vi tidligt op for at undgå at blive fanget i en af de helt store turistattaktioner på Maui, nemlig kørslen på den nord og nordøstlige del af øen ad Hana Highway. Som navnet antyder går vejen helt til byen Hana og faktisk også forbi. Således indfandt vi os på ruten fra klokken 0800 og bevæbnet med ”On The Road Again – Hana Audio Tour” kørte vi mod øst. Vi havde givet ”Niller” (aka vores GPS) fri, da der stort set kun er én vej at følge og ikke skulle dreje til højre eller venstre. I stedet fik vi selskab af Uncle Boy og Captain Aloha, der mellem de ukulele akkompagnerede musikstykker guidede os igennem Hana Highways seværdigheder.

Regn, sol, regn, sol, kaleche op, kaleche ned. Vi var meget glade for vores Mustang convertible der giver turen ad Hana Highway en ekstra dimension i form at vind (og regn) i håret samt duften af fugtig jungle og søde eksotiske frugter.

Der var kodak-moments rundt om hvert et hårnålesving, og der blev udbrudt mange ”wow’er” undervejs. Frodigt i 10. potens er den beskrivelse, der bedst rammer den fantastiske tur. På ruten er der ikke mindre end 54 små ensporede broer, der skal krydses og 600 hårnålesving, der skal klares. Der var grøn jungle langs vejen, og visse steder voksede der bogstaveligt talt bambus lodret hen over hovedet på os.

Da vi kørte fra nord mod syd, havde vi også en fantastisk udsigt over den barske og smukke kyst på vores venstre hånd. Undervejs stoppede vi ved nogle af de små State Parks for at vandre en kort tur til udsigtspunkterne eller for at beundre de mange små og store vandfald, der løber ned af klipperne lige ved siden af vejen. Vi gjorde blandt andet holdt ved den lille by Keanea, der ligger halvvejs på ruten mod Hana. Her markerer de sorte og knivskarpe lavasten den barske kyst, hvor bølgerne slår ind mod kysten i meterhøje kaskader. Det er i øvrigt ikke anbefalet at bade her! Vi forlængede vores pitstop i denne by og nød det nybagte bananbrød fra Aunty Sandy's. Inden vi nåede til Hana holdt vi en længere frokostpause ved Wai'anapanapa State Park, som har noget så sjældent som en sort strand skabt af vulkanudbruddene på øen. Vi soppede i de store bølger og fandt en klippehule, som vi kunne gå på opdagelse i.

Tiden var gået hurtigt , så vi kørte videre gennem Hana uden holdt. Næste stop var ved Haleakala nationalparkens sydlige hjørne. For 2 dage siden besøgte vi toppen af Haleakala vulkanen, og nationalparken strækker sig helt ned til kysten ved Hana Highway mod syd. Her er hovedattraktionen ved Ohe'o Gulch de såkaldte 7 sacred pools, der er adskilt af 7 mindre vandfald på hvert sit niveau ned mod havet. På grund af regnvejret var der højvande i området, og de naturlige pools var derfor lukket for svømning. Vi kunne dog fint beundre dem fra kanten på den 2 km lange gåtur rundt i området.

Et stykke efter nationalparken ændrede landskabet pludselig karakter, og vejen var på nogle strækninger i meget dårlig stand, så vi fik os en god rystetur på grusvejen, der dog til gengæld var meget øde. Denne del af ruten markerede afslutningen på Hana Highway og Pi’ilani Highway tog over og fuldendte vores loop.

Fra at køre i den frodige jungle kom vi nu ud i golde og stenrige bakker. Udsigten over havet var fantastisk, og vi så klippebuer formet af vandet, og langt ude kunne vi se Lana’i og Moloka’i øerne. Desuden havde regnet lavet en kæmpe dobbeltregnbue, så udsigten fik lige et ekstra pift krydderi, så vi ikke var i tvivl om, at stedet er en ren naturperle.

På et bestemt sted, hvor kysten slår et sving, er udsigten så vid, at man rent faktisk kan se horisonten og Jordens krumning. Derfor undrede det også de indfødte i tidernes morgen, at der i Europa tidligere i historien var diskussion om, hvorvidt Jorden i virkeligheden var flad.

Efter 10 timers kørsel ramte vi atter vores hood i Kihei. Vi var for trætte til at lave mad, så vi spiste på den dejlige restaurant O’Lei lige over for vores lejlighed.

Den syvende og sidste dag på Maui valgte vi at tilbringe ved stranden og poolen som afslutning på en fantastisk uge. Fra morgenstunden fik vi hurtigt indtaget morgenmaden, så vi kunne tage til stranden. Johnni var med det samme ude og svømme ude ved korallerne, for vandet var meget klart, havet roligt, og derfor var der endnu større sandsynlighed for at se havskildpadder.

Missionen lykkedes, og oplevelsen af at svømme blandt to meget store havskildpadder, som en gang imellem kom op til overfladen for at trække vejret, var helt fantastisk. Herefter var det Lenes tur, og hun var også helt euforisk, da hun returnerede til strandbredden. Hun havde også set en stor skildpadde og havde tilmed slugt det halve af Stillehavet i bar begejstring.

Efter en kort badetur satte Jonathan, William og Johnni kursen mod GameStop i Kahului, idet vi havde fået at vide, at de havde et Skylanders event. Forinden havde vi i 3 måneder været i utallige BestBuy, GameStop, Target, Walmart og mange andre butikker for at finde den absolut sidste Skylander Giant til samlingen, nemlig figuren Ninjini.

Vel ankommet kl. 1015 kunne vi konstatere, at andre Skylanders fans havde fået samme ide, og til Jonathans og Williams store skuffelse så vi, at kvinden foran os stod med den allersidste Ninjini, som butikken havde fået hjem. Vi besluttede os at dulme skuffelsen i en is i den nærliggende Walmart, men ville samtidig lige forbi deres computerafdeling for at se deres Skylanders. Til vores alles store glæde tonede den lilla figur frem i hele fem eksemplarer, og der blev krammet af lettelse til den helt store guldmedalje, ja selv pakken fik et ordentligt kys af Jonathan og William. Lige så stor som skuffelsen havde været, lige så var lettelsen og begejstringen over endelig at have fuldendt samlingen af Skylander Giants.

Retur til resortet hvor vi genoptog badningen, dog i poolen, inden vi sluttede eftermiddagen af med at bodysurfe på stranden i de over 1 meter høje bølger, der pludselig havde rejst sig. Det var en meget spændende og rigtig sjov oplevelse for os alle, for vi blev med høj hastighed nærmest skudt mod strandkanten, mens vi lå på vores surfboard.

Godt udmattede over dagens megen svømning slappede vi af om aftenen og fik pakket alt vores baggage og vejet det af.

Vi var klar til at tage afsked med Maui, selv om der stadig er mange områder, vi endnu ikke har fået udforsket. Til gengæld har vi haft en minderig og virkelig lækker uge i et paradis, som klart kan anbefales, i en kombination af sightseeing og afslapning på stranden.

Nu venter Hawaii Big Island og derefter Oahu, før rejsen er slut, og vi vender tilbage til Danmark. Vi er så småt begyndt at tælle dagene, til vi skal hjem, og begyndt at fundere over, hvilke projekter vi skal have i gang i de kommende måneder.