Burgers, bears & beaches

Burgers, bears & beaches

111 dage - ingen vej tilbage - USA here we come

Efter flere års planlægning kan vores store drøm endelig realiseres. Drømmen deler vi naturligvis gerne med andre.
Bloggen er lavet så vores familie, venner og kollegaer kan følge vores 111 dage lange færd i USA.
Desuden kan andre interesserede finde nyttige tips og spændende læsning om de destinationer, vi besøger. Automatiske opdateringer kan modtages ved at skrive til os på: blog@vinderoedderne.dk

Kreditkort

Gode tipsOprettet af Vinderødderne søn, marts 10, 2013 08:14:57

Når man rejser, er det generelt en dårlig ide at basere sin rejse på et kreditkort. Vi har selv anskaffet os 2 stk. VISA, 1 stk. Mastercard og 1 stk. American Express pr. person. Det lyder måske lidt overkill, men at have et par ekstra kreditkort i bagagen som backup, hvis pungen/tasken blev mistet, kan redde en rejse.

VISA: Det efterhånden obligatoriske VISA, som vel snart alle danskere har tilknyttet sit Dankort, har et maksimum på 20.000 kr. pr. løbende måned. Det vil sige, at hvis der f.eks. bruges 5.000 kr. pr. dag den 1., 2., 3. og 4. januar, kan der først bruges yderligere 5.000 kr. den 1. februar og yderligere 5.000 kr. den 2. februar osv.
Afhængig af lønindkomst, engagement i banken mv. kan man få nogle bestemte privilegier. Flere banker tilbyder udover VISA, Mastercard eller andre betalingskort til ingen eller meget lave gebyrer.

Mastercard: Ved ansøgning af Mastercard kan man få bevilliget et kreditmaksimum, som ikke kan overskrides. Der er dog mulighed for at overføre penge til Mastercard’et, så det er muligt at foretage større transaktioner med Mastercard’et. Afhængig af typen af Mastercard, der en række fordele forbundet hermed. Mastercard udstedes i forskellige varianter, f.eks. basis, sølv, guld, platin mv., og afhængig af typen, omfatter udstedelsen forsikring, billig billeje mv.

American Express (AMEX): Vi ansøgte American Express om at få udstedt et AMEX Platinum kreditkort efter den varmeste anbefaling fra en af vores venner. American Express operer med klasserne Green, Silver, Gold, Platinum og Centurion, hvortil der i lighed med Mastercard er forskellige fordele tilknyttet. Kortet udstedes enten med tilhørende dollarkonto eller eurokonto. Kortet har indtil videre sparet os for adskillige tusinde kroner og kan varmt anbefales.

• Når man anvender sit AMEX, optjener man bonuspoint, og med AMEX Platinum tildeles et point per brugt dollar. I den særlige ansøgning vi udfyldte, anførte vi vores vens kortnummer og navn, hvorved vi begge blev tildelt 15.000 points svarende til at have brugt ca. 90.000 kr. (Hvis man ikke udfylder denne særlige ansøgning, men kun standardansøgningen, får man ingen bonuspoints ved indmeldelse!). Kortet kostede det første år ca. 1.700 kr. og efterfølgende 3.300 kr. pr. år (for alle kort), men for de penge har vi automatisk fået: Rejseforsikring med bedre dækning end Gouda Forsikring og andre tilsvarende forsikringsselskaber og Mastercard (vi kan rejse 240 dage om året, herunder 120 dage i sammenhæng).

• Gratis adgang for begge kortholdere til Priority Pass lounges i mere end 600 lounges i lufthavne over hele verden. Øvrige gæster kan følge os for $27 per person.

Hertz Club Gold medlemskab med de bedste rabatter, Hertz kan tilbyde. Vi har erfaringsmæssigt fået op til 40 % rabat på billeje, samt at vi slipper for stå i kø for at afhente bilen. Desuden er en lang række forsikringer ved normal billeje dækket af AMEX, hvorfor vi ikke skal betale ekstra for dette.

AVIS Preferred medlemskab med bedste rabatter, AVIS kan tilbyde og samme privilegier som Hertz.

• Opgradering til guldmedlem hos Hilton Hotels (Hilton HHonors) og kædens datterselskaber (Waldorf Adoria, Homewood Suites, Double Three mv.). Her optjenes ekstra bonuspoint ved overnatning, mulighed for sen udtjekning eller tidlig indtjekning, valg mellem gratis internet, gratis morgenmad mv.

• Opgradering til guldmedlem hos Starwood (Starwood Preferred Guest) og kædens selskaber (Sheraton, Westin, Meridien mv.) og de privilegier, der er beskrevet under Hilton Hotels.

• Opgradering til guldmedlem hos Club Carlson og kædens selskaber (Radisson, Park Inn, Park Plaza mv.) og de privilegier, der er beskrevet under Hilton Hotels.

Forsikring

Gode tipsOprettet af Vinderødderne søn, marts 10, 2013 07:55:58
De fleste familier har efterhånden en indboforsikring med indbygget eller tilkøbt årsrejseforsikring. Det havde vi også, men kunne konstatere, at forsikringsvilkårene var, at rejser over 60 dages varighed ikke var omfattet. Vi kontaktede derfor Gouda Rejseforsikring, som oplyste, at en rejse til USA i 100 dage ville koste den nette sum af 10.800 kr. Og med en rejse i 111 dage ville den så blive ca. 10 % dyrere. Heldigvis tippede en god ven os om muligheden for at få et kreditkort med indbygget forsikring (se mere under kreditkort).

Visum

Gode tipsOprettet af Vinderødderne søn, marts 10, 2013 07:54:19

For at indrejse i USA skal man være i besiddelse af et visum eller være forhåndsgodkendt med en ESTA. Såfremt opholdet overstiger 90 dage, skal der ansøges om visum, og der skal derfor ikke udfyldes en ESTA-erklæring.

Vi besvarede den obligatoriske lange række spørgsmål om formålet med vores ophold, længden, rejserute, om vi har været involveret i diverse alvorlige kriminelle handlinger mv. og uploadede herefter ansøgningen til ambassaden.

Herefter bookede vi tid til et interview på den amerikanske ambassade i København. Medarbejderne var ekstremt høflige og 2 dage efter modtog vi 4 stk. visa med posten. Prisen var 1.040 kr. pr. person, samt 90 kr. i porto, i alt 4.250 kr. Det er bestemt ikke gratis, men til gengæld er hvert visum gyldigt i 10 år i modsætning til ESTA på 2 år. Når vi skal forny vores pas, beholder vi samtidig det gamle, som er blevet ”hullet”, og fremviser det ved næste indrejse til USA.

Start i god tid

Gode tipsOprettet af Vinderødderne søn, marts 10, 2013 07:50:24

Det lyder lidt klichéagtigt at fortælle, at man skal starte i god tid. En god planlægning giver ikke kun ro, men også en billigere rejse. Flybilletter, billeje, hoteller mv. kan ofte købes billigere ved at booke lang tid i forvejen. Endvidere er der en række andre praktiske tiltag, såsom visum og ekstra kreditkort, der skal erhverves i god tid.

For os betød det, at kombinationen af diverse kreditkort, indmeldelser i forskellige hotelkæder mv. har sparet os for mange tusinde kroner, og rent faktisk har gjort vores rejse betydeligt lettere, hvilket vi ridser op under de øvrige gode tips.