Burgers, bears & beaches

Burgers, bears & beaches

111 dage - ingen vej tilbage - USA here we come

Efter flere års planlægning kan vores store drøm endelig realiseres. Drømmen deler vi naturligvis gerne med andre.
Bloggen er lavet så vores familie, venner og kollegaer kan følge vores 111 dage lange færd i USA.
Desuden kan andre interesserede finde nyttige tips og spændende læsning om de destinationer, vi besøger. Automatiske opdateringer kan modtages ved at skrive til os på: blog@vinderoedderne.dk

Capitol Reef National Park

Det vestlige USAOprettet af Vinderødderne lør, maj 18, 2013 18:43:30

Fulde af forhåbninger om bedre vejr kørte vi tidligt af sted fra Moab og satte kursen mod Bryce Canyon National Park med en enkelt indlagt overnatning undervejs. Vi havde valgt at køre ad highway 24 og derefter videre ad scenic byway 12, og selvom vejen var mere kringlet, og det tog længere tid, var det ikke noget vi kom til at fortryde.

På den første del af ruten fik Lene sin debut som chauffør for vores autocamper og med Johnnis vejledning ved siden af, gik det faktisk rigtigt godt. Det skal samtidig siges, at debuten skete på lige landevej og derefter på en stor motorvej. Til gengæld nåede hastigheden op på 75 mph (120 km/t).

Vi kørte igennem et meget forunderligt landskab på highway 24. Vi snoede os (igen med Johnni bag rattet) ud og ind mellem bjerge og klipper og op og ned ad snoede veje, og omgivelserne var for det meste golde at se på. Vi mødte ikke mange andre bilister, så når vi gjorde holdt ved viewpoints var der fuldstændig stilhed.

Ruten på highway 24 gik gennem Capitol Reef National Park, der bl.a. er kendt for deres mange orchards, som er gamle frugtplantager, der har eksisteret i over 100 år. Mormonerne grundlagde hele dette område i slutningen af 1800 tallet, og det er stadig efterkommere herfra, der driver de mange orchards, der hver især specialiserer sig indenfor forædling og dyrkning af æbler, pærer, kirsebær, mandler og pecannødder. Vi er desværre udenfor sæsonen, så vi kunne ikke smage alle lækkerierne, hvilket der ellers er åbent for. Alle er velkomne til at standse og gå ind i plantagerne og plukke og spise. Eneste regel er blot, at hvis man tager noget frugt med ud af en orchard, så skal man betale for det. Men vi måtte nøjes med at nyde synet af de mange velholdte frugttræer og de grønne frugtbare lunde, der bød på en dejlig afveksling fra de forrige dages kørsel i golde landskaber.

Vi gjorde holdt i det lille visitor center ved Capitol Reef National Park og begav os ud på den ca. 20 km lange scenic drive gennem parken. Her var meget smukt, og klippeformationerne var imponerende, som de tårnede sig op. I bunden af nationalparken var vi omgivet af høje klipper, hvorfra man kunne fortsætte til fods på de mange trails. Desværre måtte vi køre videre for at nå ankomst til vores campingplads, og Jonathan og William skulle også nå at komme retur til visitor centret, før de lukkede, så du kunne fuldføre deres andet Junior Ranger program. Efter at have afgivet junior ranger eden på engelsk (skulle gentages efter en Ranger) fik de tildelt den hæderkronede gyldne badge med den flotte titel. For at gøre sig fortjent til dette, skulle de løse nogle opgaver i en lille bog om nationalparken, samt opsamle 5 stykker henkastet affald i nationalparken og beskrive, hvordan det kan gøre skade på naturen i parken. Ingen tvivl om at det er meget lærerigt for de små poder at forstå og få respekt for dyre- og planteliv, men også at tage vare på sig selv i de ofte barske omgivelser med giftige kryb og et enten meget kold eller meget varmt klima.

De timer, vi havde i nationalparken, holdt det tørvejr, og regnen var for en tid afløst af solskin. Regnen startede igen, da vi ankom til Wonderland RV Park i den lille flække Torrey, og der var ikke meget ”wonder” over vejret resten af den aften.

Moab – Arches

Det vestlige USAOprettet af Vinderødderne lør, maj 18, 2013 07:35:04

Vi ankom til Moab lige over middag og var nødt til at få provianteret, så der også kunne komme aftensmad på bordet i Moab.

Indkøbet tog så hårdt på Lene, at hun igen måtte forbi den i supermarkedet dertil meget belejligt indrettede Starbucks og have en kop kaffe, og mens Johnni, Jonathan og William stod og ventede, kom en mand tilfældigvis forbi og forærede os resterne af en pakke is, som Jonathan og William kunne sætte tænderne i.

Det viste sig at være Tim fra Salt Lake City, som med sin hustru og børnene Josiah og Wyatt også var på besøg i Moab, og som ikke selv kunne spise alle isene i pakken. Vi takkede mange gange for venligheden og faldt i snak med Tim, som synes, at vi skulle køre til Mills Creek her i Moab, som lå lidt oppe i bjergene, og hvor børnene kunne bade i en kilde med frisk vand.

Endnu en gang takkede vi og kørte først til KOA Moab, hvor vi blev registreret og anvist vores plads på campingpladsen, hvorefter vi straks satte kursen mod Mills Creek for at få et frisk bad.

Desværre viste vejen sig kun indrettet til køretøjer under 24 ft., og da ”Perry” med sine 28 ft. satte en naturlig begrænsning for vores videre færd, kørte vi i stedet videre og fandt rent tilfældigt en flot Rotary Park. Der var masser af aktiviteter for børnene, både legeplads og musiklegeplads, så vi hyggede os alle sammen.

Lige så tilfældigt var det at Tim og familien fra Salt Lake City pludselig dukkede op igen i parken, og børnene begyndte at lege med hinanden, selv om de ikke forstod et eneste ord af, hvad hinanden sagde. Vi fik os en god snak, og sidst på eftermiddagen kørte vi retur til campingpladsen med et par gode pizzaer under armen.

Jonathan havde brugt de sidste mange uger på at tygge sin mad skævt, idet hans ene tand i undermunden har været meget tæt på at falde ud. I dag var så dagen, hvor han så endelig tabte sin første tand, og det var han faktisk ret stolt over.

Vi har betalt lidt ekstra på campingpladsen, og ”deluxe” faciliteterne på vores brostensbelagte plads lige ud til legepladsen var en stor gasgrill, en havegynge med plads til 3 personer, samt et hyggeligt gasbålsted. Vi fik udnyttet det hele og fik indtaget et fornuftigt kvantum grillmad og et direkte proportionalt antal marshmellows, samt et par røverhistorier rundt om bålet, inden vi gik til køjs om aftenen.

Dagen efter gik med at vaske tøj, og vi fandt et vaskeri, Moab Laundry Express, med noget af det bedste WiFi vi endnu har oplevet på hele turen. Vi fik uploadet stort set alle de billeder og indlæg til bloggen, som vi manglede, og blev også lidt forundrede over, at et firma som KOA skilter med WiFi, når det er stort set ubrugeligt med en enormt ringe up- og download hastighed.

På tredjedagen blev det endelig tid til at besøge Arches National Park, som egentlig også var hovedformålet med, at vi kørte til Moab. Vejret var ikke helt med os, da det havde regnet dagen og hele natten forinden, men vi havde glædet os rigtigt meget til at se, hvordan naturen i flere millioner år havde nedbrudt flere klipper i midten og dermed formet de store klippebuer, der er kendetegnende for Arches National Park.

Da vi ankom til Arches National Park, var der overskyet men tørt. Solen smilede til os en gang i mellem, så vi besluttede at tage en lang trail, som ifølge amerikanernes vurdering var middelsvær til hård, nemlig vandreturen til Delicate Arch, som også er delstaten Utahs symbol på nummerpladerne.

I en blanding af grusstier, bjergskråninger og hårde vindstød forcerede vi alle ruten, og fik som belønning lov til at komme helt tæt på Delicate Arch, som på grund af sin størrelse og placering højt oppe på et bjerg troner sig majestætisk og næsten tager luften fra sine iagttagere med sin rå skønhed.

Helt uvant flokkedes turisterne heller ikke om at komme til at tage ophold under buen, men gik derhen, fik taget sit foto og gik derefter væk og satte sig i behørig afstand fra buen og iagttog denne i stilhed. Det samme gjorde vi, og vi må erkende, at det var et af de øjeblikke, hvor man virkelig får mulighed for at beundre naturen, sidde og nyde tilværelsen, lade tankerne flyve og fantasere lidt om, hvordan Butch Cassidy for 100 år siden huserede i dette område. Hvem ved, måske er der stadig en saddeltaske fyldt med guld fra de mange togrøverier gemt et sted lige her.

Til historien hører i øvrigt, at en japaner også skulle foreviges under buen, før vi skulle have taget vores obligatoriske foto. Da han stod under buen, overværede vi, at de hårde vindstød tog fat i ham og næsten sendte ham i døden foran sin familie og os andre. Det var kun en hurtig reaktion ved at kaste sig mod jorden, som gjorde, at hans skæbne ikke blev forseglet. Vi havde dog allerede inden da besluttet ikke at skulle udfordre skæbnen og blev derfor foreviget på foto på sikker grund.

Netop som vi kom tilbage til autocamperen begyndte det at styrtregne, og vi kunne spise frokost i tørvejr. Regnvejret fortsatte i et par timer, og vi fik spillet mange spil UNO, spist en del cookies, samt færdiggjorde børnenes opgavehæfter for Junior Ranger programmet, inden det var vejr nok til at fortsætte udforskningen af Arches. Vi kørte mod Landscape Arch, den største af alle buerne målt på bredden af buen. Denne bue er også den mest ustabile af dem alle, og tilbage i 1992 styrtede et stort stykke af buen ned, hvorfor man ikke længere må gå under den. Turen dertil foregik på en meget mudret sti på grund af regnvejret, men til gengæld havde vi næsten det hele for os selv. Vi så et par andre mere afsondrede buer på vandreturen. Vi fik gået næsten 10 km denne dag, og til sidst havde vi et par trætte drenge med meget tunge ben.

Vi nåede lige tilbage til visitor centret ud på aftenen, inden de lukkede. Jonathan og William foreviste deres løste opgaver og fik tildelt deres Junior Ranger orden for Arches National Park. De var enormt stolte, da de fik overrakt deres badge.

Vi havde på grund af gårsdagens muddervandring endnu en gang genereret en stor bunke vasketøj, og da det styrtregnede igen, tog vi atter på vaskeri. Her faldt vi i snak med et pensioneret amerikansk ægtepar, og pludselig var der gået et par timer. Ægteparret kom fra Washington State og var også rundt med autocamper. De havde revet et år ud af deres kalender med det formål at køre rundt og besøge så mange nationalparker som muligt. Og man må sige, at de havde gjort det grundigt. Det var almindeligt for dem at bo et par uger hvert sted, og de havde vandret på stort set alle de angivne vandreruter i mange af nationalparkerne. Vi fik set billeder af deres nyfødte barnebarn i Las Vegas og af deres selvbyggede hus, og de spurgte interesseret til Danmark og grinede lidt overbærende over vores Himmelbjerget.

Solen tittede frem og ud på eftermiddagen, så vi tog til tilbage til Rotary parken for at lege, og Lene fik løbet en tur.

Vi havde været underlagt vejret en del under vores ophold i Moab, og det regnfulde vejr havde desværre sat sine begrænsninger på planerne for dette sted. Til gengæld har vi skamspillet Uno og fået rent tøj i skabet igen. Samtidig havde vi også fået det fornødne pusterum, hvor vi ikke var på farten hver dag, og kunne med fornyet energi se frem til de kommende mange dage.

Monument Valley – I John Waynes fodspor

Det vestlige USAOprettet af Vinderødderne tir, maj 07, 2013 22:35:37

Turen fra Page til Goulding ved Monument Valley gik forbavsende hurtigt og vi var fremme ved Goulding’s Lodge allerede ved frokosttid. Vi tog en hurtig beslutning og meldte os til en ”Deluxe Monment Valley Tour” om eftermiddagen ind i Monument Valley. På trods af høj solskin var der lidt køligt, så vi trak i de lange bukser, inden vi bumlede af sted på ladet af en pick-up, der udgjorde det for vores tour-bus. Det var en 4 timers fantastisk guided rundtur på grusvejene i Monument Valley Navajo Tribal Park. Det er Navajo indianerne, der bestyrer og har rettighederne til parken. Der bor også stadig indianere inde i selve parken i de traditionelle hogans.

En hogan er en simpel jordhytte bygget op af træ og tætnet med jord, så den isolerer godt mod både varme og kulde. I toppen er der et hul, så røgen fra ildstedet kan ledes ud. Vi kørte rundt til de fantastiske viewpoints og vandrede korte ture – vi så de store enkeltstående klipper, som er så karakteristiske for Monument Valley. Med lidt god fantasi forestiller de forskellige ting eller personer, som derved har givet navn til disse klipper, f.eks. elephant, Hitchcock, Dragon og Moccasin cliff. Turen gik også forbi klippebuer og petroglyffer (tegninger på klippevæggene), og slutteligt besøgte vi en indianerkvinde og hendes barn i en hogan, hvor hun demonstrerede vævning. Solen var på vej ned, da turen var færdig, så alle klipperne lyste flot op i glødende rødlige og orange farver.

Vi var fyldt med sand og havde ømme bagdele, da vi endelig bumlede ind på campingpladsen igen. Vi var alle meget begejstrede for turen, og Jonathan og William synes også, at det havde været meget spændende. Det var ideelt, fordi det var en blanding af korte køreture og pauser, hvor de kunne lege i de store sandbjerge.

Vi spiste sen aftensmad, og det var langt over børnenes sengetid, men det er der ingen, der tænker på, når man har haft sådan en god fælles oplevelse, mæt af nye indtryk og med et friskt minde på nethinden.

Vi stod sent op dagen efter, og det var næsten frokosttid, da vi havde pakket væk efter morgenmaden. Det blev lidt en dovnedag, hvor vi fik vasket lidt tøj og var en tur i den indendørs pool. Vejret var blevet varmere, så vi havde faktisk hele pool terrassen for os selv, hvor vi nød solen, børnene tegnede og vi fik lagt lidt mere faste planer om de næste dage.

Arizona dreaming og Navajo stemning

Det vestlige USAOprettet af Vinderødderne tir, maj 07, 2013 22:22:05

Vi kørte fra Trailer Village ved Grand Canyon og begav os mod den østlige udgang af nationalparken Vi nåede dog at tage afsked med den smukke udsigt over kløften indtil flere gange ved de mange scenic viewpoints langs vejen. Allersidste stop blev gjort ved Desert View, hvor der i 1930’erne blev opført et tårn med mange flotte indianervægmalerier.

På opfordring af den søde campingdame i Williams gjorde vi holdt ved Cameron Trading Post, og helt efter de detaljerede stedangivelser fandt vi den hyggelige restaurant bagest i en kæmpe souvenirbutik. Byen Cameroun befinder sig i et Navajoreservat, så menuen på restauranten var præget derefter. Vi fik en rigtig god og i særdeleshed solid frokost. Johnni og Lene kunne nøjes med at dele en gang ”Navajo Tacos”, som mest af alt er en form for indiansk pizza fyldt op med oksekød, baked beans, salat, jalapenos og ost (vi fik dog osten on-the-side). Vi sendte en mæt tanke til campingdamen fra Williams, da vi forlod stedet med fyldte maver – det er den slags små perler, som vi ikke selv ville have fundet frem til.

Inden afgang osede vi lidt i den store souvenirbutik, hvor der var salg af alt fra drømmefangere, totempæle, perlesmykker, stenøkser og pile.

Videre på vores færd kørte vi igen lange lige strækninger, hvor landskabet var uendelig prærie brudt af enkelte store sandstensklipper. Mange steder langs vejen lå der klynger af små usle huse, nærmest bare faldefærdige skure og rustne campingvogne, hvor vi formoder at Navajo indianerne bor i deres små samfund. Indianernes forflyttelse til reservater står stadig som en skamplet i USA's historie og som for at kompensere lidt for den dårlige samvittighed, har man givet nogle indianerstammer, fortrinsvist Navajo, kontrollen og rettighederne over visse store naturseværdigheder, herunder Antelope Canyon og Monument Valley. Disse steder drives kun af indianerne, og der gælder derfor andre regler, når man skal besøge disse steder, som vi har planlagt de kommende dage.

Lige inden vi ankom til byen Page, gjorde vi holdt ved Horseshoe Bend, hvorfra man kan se Coloradofloden slå et 260 graders knæk rundt om en stor sandstensklippe. Der var en kort gåtur op til udsigtspunktet ad en sti gennem ørkenen. Der var utallige skilte med advarsler om ikke at stille sig for langt ud på klipperne, som gik 300 meter lodret ned, så det var med et fast greb i Jonathan og William, at vi en ad gangen fik et kig på den hesteskoformede flod. Det var et flot syn, og vandet lyste op i grønne og turkise farver.

Klipperne i dette område er lavet af røde sandsten – vi har døbt dem pandekageklipper, idet de ligger i store lagdelte stakke. Problemet med disse klipper er, at selvom de ser stabile ud, så kan de være ganske porøse, især på kanterne og i toppen. Det er således umuligt at se, om man faktisk står på et tyndt klippefremspring, hvor fundamentet er smuldret bort. Disse klipper udgør naturligvis også et ustabilt fundament for de asfalterede veje, og tilbage i februar 2013 forsvandt et stort stykke af Highway 89 pludselig, da klipperne under vejen kollapsede. Vi havde godt læst om dette inden vi tog afsted, og vidste derfor godt, at vi skulle ud på en længere omvej for at køre til Page. Vi ankom derfor først til campingpladsen Wahweap RV Park ud på aftenen.

Campingpladsen lå utroligt smukt med flot udsigt over Lake Powel og kæmpestore sandstensklipper, der lyser smukt op i rødlige nuancer, når solen går ned. I Page så vi også den store Glen Canyon dæmning, der regulerer vandstanden i Coloradofloden øst for Grand Canyon. I den vestlige del af floden reguleres vandet af den store Hooverdæmning ved Las Vegas.

Vi havde oprindeligt planlagt at besøge Antelope Canyon, mens vi boede i Page, men vi kunne mærke, at vi trængte til at tage en stille og rolig dag, hvor vi kunne få klaret nogle praktiske ting. Derfor gik dagen med at få handlet – vi fandt heldigvis en Walmart, hvor man kan købe alt fra akvariefisk til campingudstyr til 30 varianter af morgenmadsprodukter. I Walmart fandt vi også en frisør, så Johnni, Jonathan og William fik en længe tiltrængt klipning. Dernæst gik turen til Starbucks, hvor Lene fik sin obligatoriske chai latte, og vi kunne komme på Internettet. Herfra fik vi booket nogle overnatninger på en KOA campingplads udenfor Yosemite. Vi lavede også vores kommende rute en smule om. Vi havde oprindeligt planlagt at tage til Mesa Verde nationalpark i Colorado, når vi havde besøgt Monument Valley, men vi valgte at skære denne del fra og i stedet have nogle ekstra dage i Moab ved Arches National Park.

Eftermiddagen blev nydt på campingpladsen. Når der ikke er det helt store udvalg af legetøj med, og når der er restriktioner på brug af iPad og Nintendo, så må man finde på andre lege. Jonathan og William brugte lang tid på at studere et myrebo og øvede sig i at bygge høje hoodoo’er (stentårne). Lene imponerede alle ved at løbe fra Arizona til Utah og tilbage igen på sin løbetur, som derved også strakte sig over 2 tidszoner. Faktisk har vi haft meget svært ved at finde ud af, hvad klokken helt præcist er her i området. I et lille afgrænset område af Navajo reservatet følger man nemlig ikke omstillingen til sommertid, så når man bevæger sig ind og ud af området skifter klokken med 1 time. Derudover ligger vores campingplads lige på grænsen til Utah, der ligeledes er en time foran Arizona, men hvor man skifter til sommertid,. Omstillingen til sommertid sker også på et andet tidspunkt end hjemme i Danmark, så forvirringen var til tider total.

Om aftenen hyggede vi os med at lave aftensmad over bål. Ungerne grillede pizzaer, og Johnni og Lene fik rejer. Til dessert skulle vi selvfølgelig havde ristede marshmellows – mums.

Grand Canyon – Standing on the Edge of Forever

Det vestlige USAOprettet af Vinderødderne tir, maj 07, 2013 22:10:47

Efter at have indtaget et fornuftigt morgenmåltid med nogle virkelig gode belgiske vafler, var vi nødsaget til at køre til Flagstaff, ca. 30 minutters kørsel fra Williams, for at proviantere, men endnu vigtigere at købe nogle gode soveposer til børnene. De tæpper, som vi havde tilkøbt os hos Cruise America slog simpelthen ikke til længere, så der måtte noget mere isolerende til.

Med dette korte afbræk kunne vi endelig sætte kursen mod endnu et af vores store mål: ”Det store hul i jorden, som moder natur selv har skabt det” – Grand Canyon. Den euforiske stemning blev også højere og højere i takt med at gps’en talte ned i antal miles tilbage til destinationen.

Vi ankom til vores forudbestilte plads i Grand Canyon Trailer Village, som ligger i Grand Canyon National Parks South Rim, og fik hurtigt indrettet os og læst noget af det udleverede materiale. Herefter tog vi den gratis shuttle bus til Mathers Point, hvor vi blev mødt med et af de helt stor syn, som for altid vil være printet ind på nethinden.

Landskabet åbenbarede sig for os, og vi stod foran den dybe afgrund. En 4.500 fod (1,5 km) dyb afgrund, hvor over 2 milliarder års naturkræfter i form af jordskælv, ismasser, lavastrømme, samt Colorado River havde skabt en seværdighed, som bare må opleves. Både på nært hold og langt ude i horisonten kunne vi betragte kløfterne bugte sig igennem landskabet og følge bjergsiderne til toppen, som er flad som en pandekage. Når man kigger henover landskabet, er alt fladt, så det ser ud som om, at der kun er sket ændringer i landskabet i nedadgående retning.

Den første dag gik desuden med at gå en kort tur langs South Rim, hvor der flere steder ikke var opsat hegn, og en del turister bare måtte ud på klippefremspringene for at få taget deres once-in-a-lifetime billede helt ude på kanten med den risiko, der er for, at et pludseligt vindstød eller mistet balance sender dem mod dybet og den sikre død.

Vi besøgte også deres Visitor Center, hvorfra vi bookede en helikoptertur, samt fik lidt inspiration til de næste dages besøg.

Dagen efter havde vi besluttet os for at tage nationalparkens shuttle service mod Hermits Rest, som er det vestligste udsigtspunkt over Grand Canyon fra South Rim, og som er forbundet med veje og etablerede stier, som vi med sikkerhed ville kunne gå på med Jonathan og William. Undervejs steg vi af bussen og gik til fods mellem udsigtspunkterne, hvilket var fantastisk, men også en påmindelse om, at en 6-årig dreng og især en 5-årig dreng skal holdes i ultrakort snor, da stierne går langs kanten af Grand Canyon og flere steder uden hegn. Dagens hyppigste gloser var ”ihhhhh”, ”åhhhh”, ”se der”, ”waouw”, ”kom her lige nu!!”, ”stoooooop”, ”kan du så komme ned!!”

Lene og Johnni lovede hinanden, at vende tilbage igen, når Jonathan og William har en alder, hvor de kan gå med deres egen rygsæk, så vi alle kan nå bunden af kløften og tage en overnatning ved bredden af Colorado River.

Så blev det tredjedagen, hvor vi skulle ud at flyve med Maverick Helicopters, en begivenhed som vi hjemmefra havde planlagt at skulle opleve. Vi havde booket en tur kl. 1000, hvor lys, vind og vejr skulle gå op i en højere enhed, og der var løfter om fantastiske udsigter over kløften, og vi blev på ingen måde snydt. Vi havde alle sommerfugle i maven, men smilene blev store, da helikopteren løftede sig fra sin helipad og satte kursen i lav højde henover skoven Kaibab National Forest, for få minutter efter at lade Grand Canyon åbenbare sig for os endnu en gang, dog nu fra luften. Udsigten var imponerende, og selve oplevelsen af at opleve det hele fra luften gjorde det hele endnu mere intenst. Det var et 1-times langt Kodak-moment og vi fik dermed set Colorado River flere steder, North Rim, samt de smalleste, bredeste og dybeste steder i Grand Canyon. Helikopterpiloten var vært for at krydre turen med fine fortællinger om det, vi fløj forbi. Hertil kom også en række forunderlige facts, f.eks. nævnte piloten, da vi fløj over Grand Canyons dybeste sted, om vi godt vidste, at hvis vi kastede et kamera ud fra helikopteren herfra, ville det tage 50 sekunder før det ramte Colorado River. En lidt ligegyldig, men sjov viden – gad vide, om der er nogen, der har lagt kamera til på et tidspunkt? Helikopterturen var dyr, men når oplevelsen går langt over mål i forhold til prisen, behøver vi ikke bekymre os om, at der ikke er money-back-guarantie på turen. At vi endnu en dag havde skyfrit vejr, gjorde bare det hele meget federe.

Efter igen at have solid grund under fødderne tog vi forbi visitor-centret for at hente 2 junior ranger opgavebøger til Jonathan og William. I samtlige af de nationalparker, vi har besøgt, gør man meget ud af at udbrede viden om det pågældende sted. Derfor er der udarbejdet meget fint materiale til børn i alle aldre med små opgaver om dyreliv, planteliv, genbrug og bæredygtighed. Det får børnene til at være meget engagerede, når de f.eks. skal finde forskellige farver sten, tælle trappetrin eller tegne et dyr, som de har set. I Joshua Tree national park var der tilmed en fin historie på Internettet om Joshuatræet ”Lilly”, som vi læste for Jonathan og William dagen inden nationalparken, og pludselig var det meget mere interessant at se træerne i levende live. Vi tilbragte eftermiddagen på campingpladsen med at løse opgaverne, og Jonathan og William høstede et diplom underskrevet af rangeren ”Mor”, og de er hermed udnævnt til Junior Rangers for Grand Canyon.

Om aftenen tog vi atter ud til Mather Viewpoint. Denne gang for at beundre farveskiftet i Grand Canyon ved solnedgang. Når solen er gået ned er her kulsort nat. Jonathan og William kunne med glæde konstatere, at vi måtte have vores lille kompakte 7-in-1 survival tool (købt just-in-case) i brug for at komme helskindet tilbage til autocamperen. Den indeholder bl.a. en lommelygte, men vi fik hverken brug for kompas, termometer, fløjte, brændeglas, vandtæt beholder eller spejl.

Get your kicks on Route 66

Det vestlige USAOprettet af Vinderødderne søn, maj 05, 2013 21:28:24

Dagen var kommet, hvor vi skulle køre en den af kult-ruten – Historic Route 66, og dermed fortsætte vores videre færd i Arizona. En oplevelse, som vi havde set meget frem til. Vi kørte ind på ruten, hvor den startede, kort efter Lake Havasu, og det første lange stykke tid havde vi stort set vejen for os selv. Et par enkelte motorcykler kørte forbi os i ny og næ, og vi konkluderede, at det måtte være indbegrebet af enhver bikers drøm at køre på Route 66. Landskabet var bjergrigt og meget tørt, og som vi nærmede os den lille by Oatman, var omgivelserne som taget ud af scenerne i filmen "Cars".

Byen Oatman må have sloganet: ”Vi vil så gerne ha’, at du bli’r lidt længere” tilfælles med dagligvarekæden Fakta. I Oatman, bliver man nemlig tvunget til at sænke farten og køre meget langsomt, idet der går æsler frit rundt på gaderne. Dette skyldes, at man værner om de æsler, der lever frit i naturen og en gang, da Oatman havde sin storhedstid brugte man æslerne til at transportere jord og guld ud af guldminerne, som blev gravet i området. Da det sidste guld var gravet, blev æslerne sluppet fri i naturen og har levet vildt der lige siden.

Guld så vi dog intet af denne dag, men derimod var blankpudset krom det gennemgående metal i Oatman. Der var nemlig også lige en anden ting end æsler, der tvang os til at sænke hastigheden på vores 9 meter lange ”Perry”. Byen var fyldt med Harley Davidson motorcykler, der stod sirligt nypudsede og snorlige parkerede langs begge sider af hovedvejen gennem byen. Der var i tusindvis af motorcykler, ligesom bikerne, typisk med deres bikervest og fuldskæg eller gedeskæg, samt deres bikerpiger stod i vejkanten eller sad på en af de utallige restauranter eller barer, der var at finde langs vejen. Tilsæt herudover en lang smal hovedgade med facader som taget ud af en cowboyfilm – her fandtes både butikkerne ”Oatman Outlaws”, ”Judy’s Saloon” og ”Jackass Junction”.

Den lokale sherif var også rigeligt repræsenteret, og det gjorde nok også, at selv de største bikere, der nok kunne klare en Budweiser eller ti, sad i baren og nippede til en sodavand, så de ikke blevet taget i spirituskørsel.

Vi følte os temmelig meget som en elefant i en glasbutik, så da vi ankom med vores store monster af en autocamper, fik vi delvis eskorte gennem den smalle og eneste hovedgade i byen af sheriffen, idet de var nødt til at lukke færdsel af i den ene ende af byen og gelejde os gennem, så vi ikke ramte nogle af motorcyklerne i vejkanten. Tungen blev holdt meget lige i munden, for der er ingen tvivl om, at vi ville være blevet lynchet af 1.000 bikere eller flere, hvis vi kom til at ridse en kværn.

Vi besluttede os for at parkere autocamperen i en grusgrav i udkanten af byen og spadsere tilbage for at se nærmere på begivenheden. Sheriffen fortalte os, at vi var kommet midt i det årlige motorcykeltræf, der finder sted i byen Laughlin. ”Driving here today in a RV is bad but tomorrow it is really bad” sagde sheriffen, hvorefter vi følte os heldige over ikke at skulle køre igennem byen dagen efter.

Efter at have iagttaget motorcykler og deres ejermænd i 1½ -2 timer kørte vi videre mod Williams, hvor vi skulle overnatte. Turens første del fra Oatman var præget af en del bjergkørsel, og vi var langt fra alene længere. Hundredevis af motorcyklister fortrinsvist på Harley Davidsons, kørte mod Oatman, ligesom mange af motorcyklisterne forlod Oatman for at køre mod Laughlin eller fortsætte deres tur ad Historic Route 66.

Efter bjergene (Needle Mountains og Black Mountains) gik det ligeud i ordets bogstaveligste forstand. Det var ikke ualmindeligt, at vi skulle køre 40 miles, før næste skarpe sving og måske en tilstødende vej kom, og derefter 40 miles igen. Og nogle af ligeud-strækningerne kunne sagtens være 10-15 miles uden en blød kurve. Vi fik næsten et chok da ”Niller”, vores GPS, efter lang tids tavshed oplyste os om højresving forude, og Johnni begyndte helt at glæde sig til at skulle lave et sving efter en times ligeud kørsel.

Vi kørte endvidere forbi nogle andre ikoniske landemærker på route 66. Herunder den legendariske Hackberry General Store, som egentlig er en købmand forklædt som souvenirbod (eller omvendt?) og godt kamufleret af gamle biler fra hedengangne Route 66’s storhedstid, retro-benzinstandere og sjove skilte a la ” Children without adult supervision will be towed away - at owners expense”. Her var i sandhed Route 66 stemning for alle pengene.

Vi lagde også vejen forbi Seligman, der efter sigende har dannet inspiration til filmen ”Cars” Eller måske er det omvendt, for overalt hvor vi kiggede hen var der gamle biler med øjne, der stirrede tilbage på os – ja selv Bumle fik vi set i et utal af afskygninger. Her ligger også Delgadillo's Snow Cap Drive-Inn, der skilter med, at de serverer milkshakes, fries, soft ice and dead chicken. Hvorvidt de serverer levende kylling på byens øvrige restauranter melder historien intet om.

Efter en meget lang dag med mange miles på både highway og byway ankom vi endelig sidst på efter middagen til byen Williams, til stor glæde og morskab for… William og os andre. Vi fik hurtigt installeret os på Railside RV. Vi talte med en af indehaverne, som var utroligt flink og gav os en masse god råd og ideer til vores videre færd. Hun var bestyrtet over at høre, at vi var kørt ad Route 66 via Oatman med en autocamper, idet hun ikke mente at vejen var indrettet til dette. Vi har dog ingen steder set, at dette skulle være tilfældet og udover sammenstødet med de mange Harley Davidson motorcykler i Oatman, havde vi ingen problemer med at køre strækningen i autocamper.

Railside RV campingpladsen var enorm rent og badefaciliteterne var helt i top, så vi nåede at bade 2 gange i løbet af de 10 timer, vi var på campingpladsen. Vi havde fået plads lige ved siden af jernbanen, så vi havde frit udsyn til Grand Canyon Express. Når toget kom forbi, gjorde børnene det til en sport at vinke mod det og tælle, hvor mange passagerer, der vinkede tilbage. Der var meget stille på campingpladsen og de eneste synlige tegn på liv, var fra naboerne der var ankommet med en lillebitte iglo-telt. Her logerede et ungt par sammen med deres 2 hunde, hvoraf den ene havde kun 3 ben og deres kat (gåde: hvor mange ben overnattede der så i alt i dette iglotelt…?).

Udmattede af dagens indtryk lagde vi os til at sove til det, der skulle vise sig at blive vores hidtil koldeste nat på turen. Om dagen er der meget varmt, men om natten kommer frostgraderne snigende, så temperaturforskellen virkelig kan mærkes. Vi endte med at lægge os tæt sammen alle 4 i den 130 cm brede seng med alle 4 vattæpper over os for at holde varmen. Morgenen efter blev det dog hurtigt lunt igen, og vi var glade for at se at vores 2-benede, 3-benede og 4-benede naboer i igloteltet også havde klaret den kolde nat.

Joshua Tree National Park

Det vestlige USAOprettet af Vinderødderne søn, maj 05, 2013 20:42:34

Vi var tidligt oppe og kørte af sted mod Joshua Tree National Park, hvor vi ankom om formiddagen. Joshua Tree National Park er desværre ret undervurderet, og som følge deraf var der næsten ingen mennesker i parken. Vi oplevede igen den her larmende tunge stilhed, som stod i skærende kontrast til Los Angeles’ pulserende byliv.

Nåletræet Joshua lægger navn til parken. Det ligner lidt en avanceret form for moderne juletræ. Tror dog at en eventuel jule-eksportforretning vil være forholdsvist begrænset, idet dette træ, for det meste, kun lever i dette lille område af Arizona, hvor det trives godt med den helt rette kontrastfyldte kombination af tørke og regntid, samt kulde og hede.

Her var bestemt meget tørt og ørkenagtigt, og der var en del skilte med, at man helst skulle holde sig på stierne pga. diverse giftigt kravl. Det lagde også en god dæmper på Jonathan og William, der synes, det var lidt sjovt at fjolle rundt. De kom spænende tilbage til os hurtigere, end man kunne nå at sige ”skorpion”, og gik pænt på stierne resten af turen (næsten).

Vi vandrede på en kort og smuk tur gennem ”the hidden valley”, hvor 2 kvægtyve efter sigende skjulte deres fangst og satte nye brændemærker på tyvekosterne. Vi så hverken kvæg eller tyve, men derimod et flot landskab med store rundede klipper kaldet ”boulders”. Disse danner den perfekte ”kravlegård” for novice bjergbestigere, så dem så vi nogle stykker af. Lidt mere jordnært beundrede, især Lene, de fantastisk flotte kaktusser, hvoraf mange blomstrede – bloggens billeder vil nok bære en smule præg af dette.

Vi ankom til Crazy Horse RV Camp i Lake Havasu sidst på eftermiddagen og fik en plads lige ud til søen. Vi havde ikke reserveret plads på forhånd, men der var ikke fyldt op, og desuden havde vi på vores vej mod Lake Havasu kørt forbi adskillige RV camps, så kapaciteten i området var stor.

Lake Havasu er blevet kendt, fordi en rigmand i tidernes morgen ikke vidste, hvad han skulle bruge sine penge og sin tid til. Derfor fik han den ”gode” idé, at han ville købe London Bridge i London og transportere og opføre den i Lake Havasu (ikke at forveksle med Tower Bridge, som vi har set med egne øjne stadig står i London). Som sagt så gjort, sten for sten pillede man London Bridge ned i London, transporterede den over Atlanten, samlede den igen, og vupti har man en lille bid af London midt i Arizona.

Campingpladsen var lidt snusket, og der var en del affald rundt omkring. Da solen gik ned blev luften fyldt med små fluer, der sværmede som en hel mur rundt om autocamperen, og vi måtte derfor flygte indenfor.

Om aftenen hyggede vi os i autocamperen og spillede Uno. William kan også spille med nu, til stor glæde for Jonathan, idet William synes, det er sjovest at trække nye kort op fra bunken og helst ikke vil af med sine kortsmiley.

Palm Springs

Det vestlige USAOprettet af Vinderødderne søn, maj 05, 2013 20:22:34

Vi satte kursen mod ørkenbyen Palm Springs og gjorde undervejs holdt ved (endnu) et outlet, hvor vi fik powershoppet lidt. Især sko til børn var meget billige, og når der nu var mængderabat, var det jo for dyrt at lade være med at købe stort ind.

Vi ankom til RV parken Happy Traveller om eftermiddagen, lige tids nok til at få en dukkert i poolen. Det var også meget tiltrængt, da temperaturen havde sneget sig op på 32 grader. Vi fik lavet aftensmad i autocamperen for første gang, hvilket vi nød meget.

Dagen i Palm Springs brugte vi på at tage Aerial Tramway – en svævebane – til toppen af Mount San Jacinto i 3.302 meters højde. Svævebanen med plads til 80 personer var designet således, at kapslen roterede 360 grader, mens den kørte opad, så man fik et flot panoramaview udover hele Coachella dalen. Fra vi steg på svævebanen ved basen i ørkenen i Palm Springs, og til vi kom til toppen faldt temperaturen drastisk og landskabet ændrede sig markant. Det svarede i princippet til, at man rejste fra Mexico til Alaska på 10 minutter. På toppen var der naturligvis en fantastisk udsigt. Vi vandrede en tur på en angivet sti, der tog os i gennem fyrretræsskoven og ud til klipperne, hvor vi igen kunne nyde udsigten. Udover synssansen, blev også høresansen og lugtesansen stimuleret. Der var nemlig ikke særligt mange andre, der vandrede, så vi befandt os pludselig et sted, hvor det eneste vi kunne høre var lyden af stilhed – en stærk kontrast til de forrige 4 dages larm i Los Angeles. Derudover var duften af fyrretræer markant, og luften var frisk og ren.

Vores rullende hjem

Det vestlige USAOprettet af Vinderødderne søn, maj 05, 2013 19:43:21

Så oprindede dagen, hvor vi skulle afhente vores autocamper eller RV (recreational vehicle), som den også kaldes, i Carson, Los Angeles. Vi har lejet en model E27 fra Cruise America, og de næste 46 dage skal den danne rammen om vores videre eventyr. Vi var alle meget spændte på at blive introduceret og var glade, da vi endelig fik udleveret nøglerne. Der var en ultrakort gennemgang af funktionaliteterne, papirarbejdet blev ordnet og vi kunne flytte ind med vores 4 store kufferter – behøver vi at sige, at vi er meget glade for, at vi ikke bestilte en autocamper, der var et nummer mindre? Samlet længde for autocamperen er ca. 9 meter – det er langt, skal vi hilse og sige. Derfor besluttede vi os også hurtigt for, at vi alligevel ikke ville have monteret cykelholder bagpå, idet det ville have forlænget køretøjet med yderligere ½ meter.

Dagen var også en milepæl i en anden forstand – Lene fik nemlig sin debut som bilist på en 7-sporet motorvej i Los Angeles, da vores lejede bil jo skulle køres retur til Hertz, efter vi havde afhentet vores autocamper. Det var ikke helt uden sved på panden (både hos Johnni og Lene), og børnene valgte klogelig ”at køre med far” men det gik fint, og Lene var stolt bagefter og fyldt med lidt mere respekt for Johnni, der har kørt Florida rundt i 4 uger og nu fremadrettet skal sidde bag rattet og betjene det 9 meter lange ”dyr”, som børnene har døbt ”Perry”.

Vores første stop var ved Walmart, hvor vi fik købt virkelig stort ind. Køleskabet og forrådskammeret skulle fyldes op. Heldigvis havde vi købt de fleste af varerne, inden autocamperen blev afhentet, så det var kun kølevarerne, vi manglede til sidst. Vi havde valgt at tilkøbe ”personal kit” og ”provisional kit” til autocamperen, således at lagner, hovedpuder, vattæpper, håndklæder og basale køkkenting fulgte med. Dog måtte vi straks ud og købe en proptrækker for at supplere den vitale del af udstyret ☺. Endvidere skulle vi lige have tanket ca. 55 gallons (ca. 200) liter benzin, så vi kunne køre videre.

Dernæst gik turen til vores første RV campsite i Pomona i udkanten af Los Angeles. Det var en kort køretur på ca. 1 time, og på trods af myldretiden gik det fint, og vi strøg af sted i ”car-pool” banen, mens de øvrige bilister sad i kø.

Autocamperen er fint indrettet med en lille spiseplads til 4, et lillebitte køkken med køleskab og fryser, et lillebittebitte toilet med bruser. Bagerst er der en ”dobbeltseng”, der er 130 cm bred. Jonathan og William har indrettet sig på ”hattehylden” over førerkabinen, hvor de har lavt til loftet, men til gengæld fin udsigt fra vinduerne. Børnene må ikke sidde på forsædet, så de sidder fastspændt i deres autostole på sæderne ved spisepladsen, som er lige bagved førerhuset. Vi kan således fint tale sammen undervejs, og børnene har godt udsyn og kan hygge sig ved bordet med at tegne og spille iPad, når turen synes lidt lang.

Los Angeles – The Kirsteins goes to Hollywood

Det vestlige USAOprettet af Vinderødderne søn, maj 05, 2013 19:38:39

Op tidligt om morgenen for at gøre os klar til flyveturen til Los Angeles. Vi havde besluttet os for at aflevere baggagen tidligt, men indtjekningspersonalet var ret hysteriske, så selv en overvægt på 300 gram i den ene kuffert kunne ikke accepteres, på trods af at vi i en anden kuffert havde 3 kilo at give af. Ud fra et arbejdsmiljømæssigt synspunkt kan vi godt forstå det, men rent tidsmæssigt og flyoplevelsesmæssigt giver det absolut ingen mening, at vi måtte stå og pakke om ved indtjekningsskranken og veje efter, pakke om og veje efter, pakke om og veje efter.

Efter en nærmest obligatorisk forsinkelse af flyet på ca. 45 minutter kom vi i luften fra Miami International Airport og satte kursen mod LAX (Los Angeles International Airport). Forud ventede 5 timer og 40 minutters flyvetur. Turen forløb godt, og da vi satte foden på vestkysten, kunne vi blot konstatere, at det dejlige vejr fra Key West så ud til at fortsætte i Californien.

Vi blev transporteret til Hertz Car Rental, hvor vi trods vores Hertz #1 Club Gold medlemskab endte med at stå i en enorm lang kø, fordi mange af de øvrige billejere også havde guldmedlemskab.

Efter ca. 30 minutters venten kom vi til, men da vi havde udsigt til at få en bil med mindre baggageplads end det forventede, endte det med at vi betalte for en opgradering til en Chevrolet Traverse LT. Så var vi godt kørende, men Hertz fik også lige flået os for yderligere $160, selv om de startede ud med at give os et ”godt tilbud”, der var over $300 dyrere. Øsen var meget stor, men vi tænkte, at det måske var godt at trappe langsomt op mht. køretøjets størrelse. Vi skulle jo trods alt køre i en 9 meters autocamper 4 dage senere.

Derefter gik turen mod Hollywood, hvor vi skulle bo på Hollywood Celebrity Hotel, kun få meter fra Hollywood Boulevards Chinese Theatre og Hollywood & Highland.

Vi ankom til hotellet sidst på eftermiddagen, så lettere mærket af tidsforskellen på 3 timer begav vi os mod Hollywood Boulevard. Her gik vi en tur på Walk of Fame for at se på alle de stjerner med navn på kendte skuespillere, musikere mv., der var lagt i fortovet. Jonathan og William havde dog væsentlig større fokus på noget helt andet, nemlig de superhelte, der stod på boulevarden for at lade turisterne tage billeder af sig mod en frivillig betaling af drikkepenge. Begge børn var lykkelige og fik trykket pote og blev foreviget med Tom & Jerry og givet high five til Batman og Captain America. Desuden så de nogle af deres øvrige idoler som f.eks. Iron Man, Catwoman, Spiderman, Transformers, Star Wars, Avatar, Chuckie, Wolverine, Jack Sparrow, Mickey Mouse, Minnie Mouse, Anders And, Elmo, Michael Jackson og Zorro.

Derefter ville vi forbi Chinese Theatre, hvor man kan se nogle af filmstjernernes hånd- og fodaftryk, samt deres autografer, men pludselig var Hollywood Boulevard spærret af, fordi en person havde indfundet sig med en madkasselignende genstand på restauranten Hooters og oplyst, at der i denne var en bombe. Politiet tog opgaven meget alvorligt, så vi besluttede os for at spise noget aftensmad og slutte dagen af. Aftensmaden blev indtaget hos Johnny Rockets i ægte 60’er stil i en virkeligt flot indrettet restaurant. Vi var såmænd ikke blevet overraskede, hvis John Travolta fra Grease var kommet ind og havde bestilt en milkshake.

På andendagen vågnede vi (næsten alle) tidligt, måske på grund af tidsforskellen. Morgenmaden blev indtaget og derefter satte vi kursen mod Santa Monica Pier. Vi kørte en lille omvej, så vi kunne få et kig på Beverly Hills og Rodeo Drive, hvor alle de eksklusive butikker har til huse.

Vi ankom derefter til Santa Monica Pier, som også er slutningen af Route 66, og gik en tur på den historiske mole, der også har lagt kulisser til et utal af Hollywoodfilm. Det blev også til en tur i pariserhjulet og indtagelse af en let frokost.

Herefter gik vi en tur på 3rd Street Promenade, hvor vi for en gangs skyld kunne gå i en gågade uden biler. Miljøet var dejligt, og vi udnyttede det varme vejr til at spise en is med god samvittighed.

Vi afsluttede Santa Monica og kørte til Venice Beach, hvor befolkningsgruppen og turisterne afviger markant fra det mere ”pæne” Santa Monica. Venice Beach er meget mere flippet og tiltrækker derfor mange personer, der godt kan lide en alternativ og måske lettere eksperimenterende livsstil. På Venice Beach blev vi tryllebundet af opvisningen på en offentlig megaskateboardbane. Her havde samlet sig skatere i alle aldre, og de viste gladeligt deres kunnen på 4 hjul.

Vi kom også forbi Muscle Beach, hvor de virkeligt store bodybuilders står og træner og poserer for de forbigående turister.

På dag 3 i Los Angeles tog vi til Griffith Park, hvor vi begav os ud på en fin vandretur fra Griffith Observatory til toppen af Mount Hollywood, hvorfra HOLLYWOOD-skiltet tydeligt kan ses. Det var en meget varm vandretur og den var lidt hård for vores 2 medrejsende med de korteste ben, men med indlagte vand og peanuts-pauser nåede vi toppen og kunne nyde den flotte udsigt over LA. Vi kunne dog konstatere af amerikanernes udregning af ruten ikke helt holdt stik, idet turen strakte sig over 5 km og ikke 2 km som angivet. Om det skyldes, at den angivne sti er beregnet efter den vej, en stor del af vandrerne går på, men som er uautoriseret og går direkte til toppen, og i øvrigt indeholder visse fareelementer, ved vi ikke.

Tilbage på Hollywood Boulevard, Chinese Theatre, mange turister, profilering af "The American Dream", mange hjemløse, psykisk syge og fysisk handicappede sidder og tigger, tømmer skraldespande for mad. Stor kontrast til det også ekstremt rige Los Angeles, hvor forskellen mellem rig og fattig er enorm.

På fjerdedagen gik turen på de mindre veje i Beverly Hills og Bel Air – vi så dog ikke andet end film- og musikstjernernes og de øvrige velhaveres velholdte hække og store porte. Her er virkelig tale om ufattelige rigdom. Mange mexicanere arbejder som servicepersonale og står for vedligeholdelsen af de store millionvillaer. Herfra kørte vi videre til det hyggelige Glendale Galleria og The Americana at Brand, hvor vi i en kæmpe cafe The Cheesecake Factory indtog en fin frokost.. Som dessert bestilte vi et stykke kage - til deling. Og det var ikke, fordi vi var nærige, kagen kostede $8, men den viste sig også at være større end en dansk roulade.

Godt mætte fortsatte vi til Griffith Park, hvor vi spillede frisbee. Om aftenen tog vi atter op til Griffith Observatory, hvor man efter tur, kunne se månen på helt tæt hold i deres store 80 år gamle teleskop (stjernekikkert). Vi så også Jupiter og 4 af dens 62 måner. Dette var helt gratis, hvilket vi naturligvis sætter stor pris på. Desuden kunne vi nyde et fantastisk view ud over Los Angeles by night.

Los Angeles oplevede vi på en gang som fascinerende og frastødende. Her er kontrasterne meget tydelige, og skellet mellem meget rig og ekstrem fattig er enorm og virkelig udtalt i bybilledet. Ikke kun de store Hollywood film produceres her, men byen fremstår også som en stor kulisse. Bag den velpolerede facade ser man tydeligt de mange forhutlede hjemløse, psykisk syge og fysisk handicappede, der tigger og tømmer skraldespandene for mad, og for hvem ”The American Dream” bestemt ikke findes. Det kan være en smule kvalmende at tænke på, at et diamanthalsbånd fra Paris Hiltons chihuahua sikkert kan brødføde alle de hjemløse i Hollywood i en måned.

Key West – Most Southern Point of USA

FloridaOprettet af Vinderødderne lør, april 27, 2013 06:57:10

Sidste del af vores Floridarejse gik til Key West. Spækket med 3½ uges massive oplevelser og indtryk måtte vi også se Key West, som på mange måder er legendarisk, og også er det sydligste punkt i USA.

Vi delte køreturen i to, da vejen til Key West går ad scienic highway 1, som er en rigtig flot køretur henover adskillige af de øvrige øer, der tilsammen danner Florida Keys eller i daglig tale ”The Keys”. Vi overnattede på Lime Tree Bay Resort, som lå på den nordvestlige side af øen Marathon, ca. halvvejs mellem Florida City og Key West.

Hotellet havde et meget lille værelse, og der lå ingen restauranter i umiddelbar nærhed, så aftensmaden stod på en sølle sandwich med banan i midten (er ret som vi har døbt ”banan hotdog”), en kold italiensk sandwich og en købelasagne, som kunne opstøves i den nærmeste kiosk. Hvad hotellet manglede af spisesteder i sin nærhed kompenserede det i den grad for i relation til udsigt i omgivelserne. Fra hotellets fælles faciliteter var der frit udsyn over den mexicanske golf, hvor vi kunne se solen gå ned, ligesom der var store dobbeltliggestole og hængekøjer. Virkelig lækre faciliteter.

Dagen efter kørte vi til Key West, hvor vi lod os indkvartere på Fairfield Inn & Suites. Hotelværelset var endnu engang nærmest mikroskopisk, hvilket krævede en lille ommøblering inden vi kunne få plads til vores 4 store kufferter. Men faciliteterne med især et superlækkert poolområde og et godt træningscenter, en uhørt god morgenmad efter amerikanske standarder, samt et personale, der var altid smilende og helt utroligt hjælpsomme, gjorde dette hotel til en af vores bedste hoteloplevelser i Florida.

Da vi ankom til hotellet, brugte vi resten af dagen på at ligge ved poolen. Det var dog ikke særligt lang tid, for vi havde allerede brugt en stor del af dagen på Dolphin Research Center, hvor vi havde booket tid til et ”Dolphin Dip”. Dolphin Research Center er et delfincenter, som researcher i delfiner og andre havdyr og udmærker sig ved at tage sig af dyr, der er kommet til skade i naturen og dermed ikke kan klare sig selv. De bliver så plejet i centeret, indtil de er klar til at blive lukket ud i naturen igen.

Vores ”Dolphin Dip” bestod i, at vi i 30 minutter skulle lege med delfinen Jax i et bassin. Jax var som babydelfin blevet angrebet af en haj og havde således fået bidt noget af sin rygfinne og halefinne af, og var derfor ude af stand til at kunne klare sig selv. Den ville være blevet spist af andre hajer, hvis den ikke var blevet reddet af Dolphin Research Center. Vi fik lov at lave forskellige øvelser med Jax, såsom at få den til at vinke til os, give high five og få den til at springe høj op i luften. Jonathan og William var meget begejstrede for at få lov til at røre delfinen, og det var i det hele taget en stor oplevelse for os alle at være så tæt på delfinen.

Dagen efter vores ankomst til Key West tog vi en sporvogn, som egentlig var en bus med sporvognsudseende, ind til det historiske Key West. I brændende varme svedte vi os igennem centrum og så nogle af de seværdigheder, der var at se, blandt andet Ernest Hemingways hus, samt Harry S. Trumans ”Little White House”. Guiderne krydrede turen med diverse sjove anekdoter og det var en fin måde at se Key West på.

Vi kørte videre med sporvognen til Most Southern Point, som er det sydligste punkt i USA. Her blev vi alle efter lang tid venten i kø foreviget foran et stort monument for det sydligste punkt. I øvrigt så vi Most Southern House, Most Southern Tree, Most Southern det ene og Most Southern det andet. Fra denne milepæl er der 80 miles til Cuba og 135 miles til nærmeste Walmart.

Hen mod eftermiddagen orkede vi ikke varmen mere og besluttede os at tilbringe resten af dagen ved poolen. Key West har ikke særligt gode strande, og Jonathan og William bestemte derfor, at de hellere ville til poolen.

Om aftenen havde vi vores stort set eneste dårlige oplevelse i Florida, nemlig da vi havde bestilt bord på en restaurant, da vores sushi-trang var nået et absolut klimaks. Vi ankom til restauranten Benihana, hvor vi blev anvist til vores bord, hvor der i forvejen sad 4 amerikanere. Vi bestilte drikkevarer først og fandt hurtigt det sushi, som vi ønskede at bestille. Da vi afgav bestillingen til vores tjener, fik vi at vide, at vi skulle sidde i sushirestauranten i stedet for der, hvor vi havde fået bord i første omgang. Dog skulle vi lige betale for vores drikkevarer, som de, uden at spørge, havde tillagt 18% drikkepenge.

Sushirestauranten mindede mest af alt om et middelmådigt cafeteria, og der var ingen borde til os, så vi blev tilbudt at sidde udenfor i varmen og larmen fra en nærliggende hovedvej. Vi takkede nej og sagde, at vi ville sidde indenfor. Efter at have ventet i yderligere 10 minutter, selv om vi havde reserveret bord, sagde vi til tjeneren, at vi ville have vores penge refunderet og finde et andet sted at spise. Pludseligt var der et bord ledigt, men vi gjorde dem opmærksom på, at vi synes, at stedet gav os en dårlig oplevelse, og at de ikke havde styr på deres kunder. Tjeneren brugte dog lige yderligere 10 minutter på at tale med manageren, før vi fik at vide, at vi ville få vores penge refundere på kreditkortet. På den tid lykkedes det også stedet at smide vores bon væk, så vi fik i stedet restaurantens kopi. Nu er vi spændte på at se, om beløbet bliver refunderet, eller hvordan AMEX vil takle den oplevelse for os. Til jer andre. Don’t go there. Så kan det godt være, at de får mange stjerner hos Tripadvisor mv., men deres service, når det går galt, er ikke-eksisterende.

Således lettere irriterede og skuffede kørte vi mod hotellet og besluttede os for at finde et sted at spise på vejen. Burger King, McDonald’s, Wendy’s, Waffle House, Ihop, Dunkin’ Donuts og alle de øvrige fast food steder var bare ikke det, vi havde ønsket os, men så dukkede Outback Steakhouse op. Tjeneren var den mest rolige og behagelige tjener, vi havde oplevet, maden var intet mindre end gigantisk, og som plaster på vores blødende sår, bestilte vi dessert. Hovedretten var af normal størrelse, men desserten var i størrelse ”super size me”. Der var nok til 16 personer i vores 4 personers dessert. Således mætte og tilfredse over et godt aftensmåltid kunne vi slutte dagen.

På tredjedagen i Key West var der stadig uhyggeligt varmt. Skyfrit og en sol, der brændte uden at vise nåde. Børnene var også udbrændte efter næsten 4 ugers konstante forskellige indtryk, og vi besluttede derfor at blive ved poolen hele dagen. Om aftenen kørte vi til Thai Island Restaurant, hvor vi bestilte sushi og hold da helt fast, der var sushi for alle pengene. Anretningen var intet mindre end sublim. Sushi serveret på et fad formet som et træskib, og som tilmed smagte fantastisk. Vi faldt i snak med et ældre par, som boede i Key West ca. 6 måneder om året og som i øvrigt ”just loooooved Denmark”. De fortalte, at der var ualmindeligt varmt i Key West i forhold til årstiden.

Fjerdedagen gik med en morgendukkert ved poolen for derefter at køre til lufthavnen i Miami, samt aflevere vores bil. Det forløb fuldstændigt smertefrit, selv om køreturen var lang. Vi gjorde nogle stop undervejs og fik dermed også Miamis myldretid at mærke.

Vi overnattede på Miami International Airport Hotel, hvilket var en god investering, da vi skulle tidligt op dagen efter for at flyve til Los Angeles.

Everglades – see you later alligator

FloridaOprettet af Vinderødderne man, april 15, 2013 06:47:18

Tidligt op med afgang fra Fort Myers mod sumpene i Everglades. Vejforholdende her i Florida er generelt meget gode, og indtil videre er vi i overvejende grad sluppet for tung trafik og lange køer. Det samme gjorde sig gældende denne morgen, hvor det første stop var naturreservatet Big Cypress National Preserve. Her besøgte vi det fine Oasis Visitor Center og fik god information om Everglades.

Dernæst gik turen forbi USA's mindste posthus, der ikke var større end et lille bitte skur in-the-middle-of-nowhere. Postmanden var dog desværre ikke hjemme, da han havde et 2-timers ”rest-room break” – måske han havde fået for meget chowder til aftensmad…?

Så tog vi til Shark Valley, som ligger lige i udkanten af Everglades National Park. Herfra tog vi en 2-timers tur i en slags åben mini-bus. Pensionisten og bedstemor til fire – Katie (det er utroligt, hvor familiære amerikanerne er), ledte os som guide og gav os en grundig og interessant indføring i Everglades’ farverige flora og fauna. Vi befinder os pt. i tørketiden og regnskyl er temmelige beskedne om end ikke-eksisterende på denne årstid. Ironisk nok valgte himlen at åbne sine sluser de første 10 minutter af turen, så Lene blev stort set gennemblødt. Det tørrede dog hurtigt, da solen kom frem, og temperaturen atter sneg sig op på de 32 grader. Dyrelivet på turen var meget varieret og rigt, især fuglearterne udgjorde et særsyn for os danskere, der vistnok engang har set en stork og en kongeørn. Ting er bare større i USA, og det gælder i særdelshed også fuglene, hvor vi beundrede rugende blåvingede hejrer i deres kæmpereder, skovstork, ibis, ørne, falke og meget mere.

Det var også interessant at høre om Everglades’ økosystem, og om hvor vigtig en rolle hele området spiller for tilstedeværelsen af ferskvand til hele Florida. Desværre har urbaniseringen og udsættelsen af invasive dyrearter bevirket, at hele denne følsomme økomekanisme er under voldsomt pres. F.eks. har hobbyslangeentusiaster indset deres fejltagelse, når deres kæleslange var vokset dem over hovedet, og har ”afsat” slangen i Everglades’ natur. Denne fejltagelse bevirker, at Everglades kæmper en ulige kamp mod den ”burmesiske pytonslange”, som har bredt sig i hele området. Antallet af små pattedyr er i løbet af en kort årrække reduceret med helt op til 80%, og for nylig har man set både alligatorer og pantere i maven på disse pytonslanger, der tilpasser sig naturen her, hvilket bevidner, at der er stor kamp om føden for disse sidste dyr i fødekæden. Såfremt antallet af alligatorer trues, vil det få katastrofale konsekvenser for hele Everglades og Florida, idet det netop er bestanden af alligatorer, der gennem deres gravning af kanaler og huller sikrer at saltvandet omdannes til ferskvand. Det siger pensionisten, bedstemoderen og guiden Katie i hvert fald!

Og nu vi snakker om alligatorer, så var der intet, der tydede på, at de var ved at forsvinde i Everglades, vi så i hvert fald rigtigt mange på vores vej. De lå langs vejen, i de små vandløb og de få store vandhuller, der endnu ikke var tørret ud. Johnni besluttede sig desuden for, at han gerne ville have sit billede op at hænge på visitorcenteret, så han var fast besluttet på at han ville finde og indfange en burmesisk pyton, inden dagen var omme – I må selv tjekke ”wall-of-fame” på visitorcenteret, når I kommer forbi, for ved selvsyn at konstatere om det lykkedes, og om han bidrog til bekæmpelsen af en af Everglades største trusler.

I øvrigt tog vi opholdet helt afslappet. En gylden regel var, at man skulle bevæge sig mindst 5 meter fra alligatorerne. Vi fandt en kæmpealligator, der slå og slikkede sol og linede op til, at William skulle tage et billede af os. Da billedet endelig skulle tages, slog alligatoren øjnene op og blottede sine tænder. På et splitsekund var vi meget længere væk end 5 meter.

Sidst på eftermiddagen ankom vi til Florida City, hvor vi skulle overnatte, og vi var igen meget tilfredse med Holiday Inn Express og deres pandekagemaskine.

Næste formiddag kørte vi til Gator Park med det primære formål at komme på en tur med en airboat ud i Everglades. Vi så en enkelt doven alligator og lidt fugleliv, og desuden udpegede guiden lidt finurlige planter. Men hvad der manglede af dyreliv, blev der til gengæld kompenseret for med fart og adrenalin. Iført ørepropper og bevæbnet til tænderne med kamera og kikkert gik den vilde bådtur ud over sumpene. Vi susede af sted, og båden kunne desuden både manøvrere sidelæns og næsten baglæns. Det var vildt fedt, og hele Kirstein klanen var meget begejstrede. Men der er godt nok ikke noget at sige til, at vildtlivet udeblev, for sikken en infernalsk larm. Kan godt forstå at disse airboats er forbudt i selve Everglades nationalpark, for hvis ikke den burmesiske pytonslange skræmmer alligatoren væk, så skal airboats nok gøre det.

Efter sejlturen var der show med diverse dyr med en amerikansk Crocodile Dundee i hovedrollen. Her blev fremvist kæmpetudser, skorpioner, papegøjer og selvfølgelig alligatorer i størrelse large. Crocodile Dundee skulle vise fodring af alligatorer med levende føde, og Jonathan og William, som sad på første række, blev forsøgt lokket op på scenen for at ”lege i sandet” og agere levende føde. Alt sammen til stor morskab for den store gruppe af japanere der også var tilskuere og som fik simultan-tolket hele seancen og Dundee måtte tale så langsomt og tydeligt, at selv vi danskere fik alle detaljerne med. Anderledes modige var Jonathan og William dog, da vi efter showet kunne holde en alligator. Denne havde dog mundet tapet sammen og var i størrelse small.

Efter mødet med flere alligatorer, som i øvrigt slet ikke er aggressive, med mindre de bliver provokeret, tog vi videre ind i selve Everglades National Park. Vi ankom via Ernest Coe visitor center og påbegyndte den 37 miles (60 km) lange køretur i egen bil igennem parken. Undervejs kan man stoppe på diverse udsigtspunkter og vandre ad stier – ofte udført som hævede gangbroer gennem sumpen eller igennem de såkaldte hammocks. Det var meget interessant at se de forskellige typer af landskaber, der hører hjemme i området, men det var ekstremt varmt, så vi priste os lykkelig for aircondition i vores fine hvide Chevy.

Vi nåede ikke helt til byen Flamingo i den sydlige del af Everglades, men kørte i stedet mod hotellet og besøgte på vejen den navnkundige frugtbod ”Robert is here”. Frugtboden, som faktisk mere er en kæmpestor butik med stort udvalg af frugt og grønt, er et ikon i miles omkreds. Historien går på, at Robert, som en lille dreng, blev sat til at sælge sin fars agurker i vejkanten. Der var imidlertid ingen, der kunne se og derved ingen, der stoppede ved Roberts lille agurkebod. Derfor lavede han en stort skilt, hvorpå der stod ”Robert is here” og salget af agurker steg kraftigt hos den 6-årige skoledreng. Den nuværende butik blev således etableret for 50 år siden, og Robert-him-self stod bag disken, da vi kom forbi. Vi smagte dog ikke frugten i den rene forstand, men fik i stedet superlækre milkshakes med jordbær, mango og key lime – mums og en dejligt afsvalende afslutning på en varm og spændende tur gennem Everglades.

Fort Myers Beach – strand, strand og atter strand

FloridaOprettet af Vinderødderne søn, april 14, 2013 13:23:53

Efter vores besøg i Clearwater Beach var vi stadig ikke mættede af strande. Desværre (troede vi) havde vi booket hotel i Fort Myers Beach og var nødt til at køre videre, selv om morgenen i Clearwater Beach bød på helt skyfrit og vindstille vejr, som også betød, at livredderne havde hejst det grønne flag.

Fort Myers har i øvrigt lagt adresse til både Henry Ford og Thomas Edison, som i øvrigt var naboer og havde et firma sammen, hvor de lavede nye opfindelser.

Med udsigt til 3½ times køretur og efter anbefaling fra nogle gode venner, havde vi på forhånd besluttet at gøre holdt ca. halvvejs, nemlig ved Siesta Key Beach. Efter at have cruiset rundt i ca. 15 minutter på den offentlige parkeringsplads blandt mange andre strandhungrende gæster i håb om at fange en parkeringsbås, så snart der blev en ledig, forstod vi godt, hvorfor parkeringspladsen var fyldt til bristepunktet. Næste gang vi kommer på disse kanter, ved vi så, at vi skal ankomme 2 timer tidligere.

Denne strand ER virkelig fantastisk og i øvrigt kåret som den bedste strand i Florida. Sandet var ubeskriveligt hvidt, lækkert og køligt, selv om solen var brændende kl. 1200. Vanddybden var lav så børnene kunne gå langt ud, vandtemperaturen var god og stranden var et stort fluepapir. Hold da helt fast, hvor var der mange mennesker.

Vi bemærkede også, at der trods tusindevis af mennesker ikke gik en eneste sælger rundt og forsøgte at sælge Rolex-ure, Gucci-solbriller, is, massage eller meloner og kokosnødder. Dette har også været tilfældet på de øvrige strande, vi har besøgt, men vi ved faktisk ikke, om det er forbudt ved lov.

Sidst på eftermiddagen kørte vi mod Fort Myers Beach, og gjorde inden vores ankomst stop på en Five Guys, som efter anbefaling fra nogle gode venner, idet Five Guys skulle lave nogle fabelagtige gode burgere. Vi må erkende, at burgerne var gode, men sammenlignet med vores oplevelse på Hooters i Clearwater må vi sige, at både burgerne og betjeningen på Hooters var Five Guys overlegen.

Da vi endelig ankom til vores hotel, fandt vi hurtigt ud af, at det var byens party-hotel, vi havde indlogeret os på i 4 dage. Musikken spillede højt frem til kl. 0100, hvorefter der blev ro. Om morgenen kl. 0700 begyndte strandtraktoren at rive sandet for affald.

De efterfølgende dage gik med flere strandbesøg. Vi besøgte blandt andet Sanibel Island, som er mest kendt for at være stranden, hvor der dagligt skylles muslinger og konkylier op i tusindvis. Vi ankom relativt tidligt, dvs. før kl. 1000, og der var derfor meget plads på parkeringspladsen og på stranden. Der gik dog ikke mere end 1 time, før muslinge- og konkyliejægerne i dusinvis indfandt sig på stranden i jagten på det helt store trofæ.

Desuden besøgte vi et reservat, J. N. "Ding" Darling National Wildlife Refuge, på Sanibel Island, hvor vi kunne køre ad en bestemt rute og se forskellige dyr, der levede frit i naturen. Her så vi både en vaskebjørn og en stor alligator på helt tæt hold, uden der var hegn eller andre forhindringer i mellem os og dyrene. Her kunne vi bruge vores annual pass til nationalparkerne, og vi sparede dermed beskedne $5. Der går jo naturligvis sport i at se, hvornår vi har indhentet udgiften på de $80, som vi betalt for et årskort til nationalparkerne i USA.

Jonathan har også øvet sig flittigt at i at svømme i de swimmingpools, han får mulighed for at bade i. Han sætter en stor ære i at få lov til at svømme i de dybe bassiner.

Vores sidste aften på Fort Myers Beach gik med en lille spadseretur på stranden, hvor der var lavvande udover det sædvanlige, hvilket havde dannet flere små sandbanker og dermed lavet små søer mellem sandbankerne og strandbredden, hvor de små fisk var blevet inddæmmet. Dermed var der dækket op til det helt store tag-selv-bord for pelikanerne og de øvrige fugle, og vi stod i første række til at overvære, hvordan pelikanerne i stor højde styrtdykkede mod det lave vand for at fange fisk. Utroligt at ingen af fuglene sad fast i havbunden…

Lavvandet blev også flittigt brugt af turisterne til at gå og samle muslinger i strandkanten, mens solen gik ned i den mexicanske golf.

Clearwater Beach – hvor modsætningerne mødes

FloridaOprettet af Vinderødderne lør, april 13, 2013 03:15:14

Efter at have tilbragt 6 nætter inde i staten, nemlig i Orlando, var det tid til at søge mod kysten igen for at indånde den friske havluft, og naturligvis udnytte muligheden for at ligge ved stranden.

Vi kørte mod Clearwater Beach, som hvert år trækker tusindvis af turister til, også unge, der er på spring break.

Clearwater Beach ligger ud for Tampa på den vestlige side af Florida og er en forlængelse af byen Clearwater. Clearwater er byen, hvor Scientology har sin højborg / sit hovedkvarter, men også byen, hvor Hooters blev grundlagt tilbage i 1983 og stadig har sin originale restaurant.

Vi ankom til Clearwater Beach i silende regnvejr ved 13-tiden. Stemningen var ikke på sit højeste grundet det dårlige vejr, men da vi var på toppen af de meget buede bro, der adskiller Clearwater med Clearwater Beach, steg humøret et par grader, idet udsigten var helt eminent, og vi kunne se, hvad der ventede os inden for få minutter. Først om eftermiddagen klarede det op, hvorefter det endnu en gang blev os åbenbaret, hvorfor så mange mennesker årligt søger mod byen. Stranden var fantastisk med utroligt lækkert sand, der var en mole, hvor man kunne fiske fra, og pelikanerne sad på række i håb om at få en lækkerbisken, når fiskerne smed en undermåler tilbage i havet.

På andendagen var der først udsigt til bedring i vejret ved middagstid, og vi havde i forvejen købt billetter til Busch Gardens, som var en kombineret zoologisk have og forlystelsespark. Der var således rig mulighed for at komme tæt på en række af bl.a. savannens dyr. Desuden var der et kæmpe legeland til børn, hvor William og Jonathan forlystede sig til deres store glæde.

Busch Gardens var også stedet, hvor Johnni skulle testes af i en kombination af en meget høj og 90 grader stejl rutschebane, SheiKra. Det mest ubehagelige bestod i, at man før det frie fald i et ukendt tidsrum hænger skråt nedad i vognen, så man både kunne kigge ned ad rutschebanen og ud over Tampa og blot vente på, at vognen bliver sendt en vej - NEDAD. Johnni havde en fed oplevelse, men måtte også erkende, at hjertet ikke holdt sin normale rytme, før han igen stod med benene på jorden.

På vej hjem ville vi besøge legendariske Hooters, men med en lang ventetid blot for at få et bord, måtte vi gå sultne over til den helt tomme Subway-restaurant på den anden side af vejen og i stedet nøjes med en sandwich

Tredjedagen bød på lidt blæsevej, hvor det gule flag var hejst. Efter 1 time ved stranden gik vi i stedet til hotellets swimmingpool, hvor vi tilbragte det meste af dagen på at blive grillet i solen. Om aftenen gjorde vi igen forsøget på at spise på Hooters, og denne gang gik vi bestemt ikke forgæves. Derimod blev vi serviceret af en Hootergirl, som bestemt levede op til restaurantens navn. Mest overraskende var det, at de serverede de bedste burgere, vi indtil videre havde smagt på vores færd.

Orlando Seaworld - forlystelsespark, som forlystelsesparker bør være

FloridaOprettet af Vinderødderne fre, april 05, 2013 14:02:43

Vi ankom til Orlando Seaworld i god tid, synes vi selv. Men da de åbnede klokken 0900, var der sort af mennesker, der ligesom os var kommet for at se på havets dyr. Og vi blev bestemt ikke skuffede – her var nuttede delfiner, store skildpadder, farvestrålende flamingoer og kæmpe søkøer.

Den største attraktion, var dog uden tvivl spækhuggerne. Ved et stort anlagt ”Shamu-show” viste de mægtige dyr deres kunnen, der indbefattede variationer over dans, spring og hop. Inden show-start var der klapsalver og ”tribute to the US heroes”, der tjener eller har tjent US military. Hele showet var baseret på temaet ”One Ocean”, og hvordan vi alle sammen kan medvirke til at skabe gode betingelser for vores fælles planet. På trods af at dresserede dyr i fangenskab står i skarp kontrast til de frie skabninger i the big blue, så kan man altså ikke lade være med at blive voldsomt imponeret over iscenesættelsen, spækhuggernes optræden og tydelige kontakt med sine to-benede trænere.

Mere underholdende blev det også, da de mægtige dyr sprøjtede vand på det publikum, der bevidst (eller ubevidst?) havde placeret sig i ”soak zone” – de forreste 20 rækker på stadion. Tilskuerne blev ikke bare stænket med vand, de blev gennemblødt af kaskader af vand, som spækhuggerne sendte målrettet ud mod publikum. Vi havde valgt at placere os på den første række lige efter ”soak zone” og sad derfor på første parket til dette syn.

Ligeså imponerende var delfin-showet, der var krydret med vandakrobatik og udspring, og både farvestrålende papegøjer og sågar en enkelt grib indgik som statister i denne flotte underholdning. Underholdningsfaktoren var også stor i ”Clyde & Seamore” showet, der havde en søløve og en odder i hovedrollerne.

Mellem alle shows så vi på de forskellige dyr og stiftede for første gang bekendtskab med søkøer – et mærkeligt, uformeligt dyr, der på trods af sit enorme omfang (vejer i omegnen af en stor personbil) og buttede look har en særdeles beundringsværdig lav BMI , der dog betyder, at den kun kan leve ganske få steder i verden, hvor temperaturen i ferskvandsøerne er stabilt året rundt, hvilket er tilfældet i Florida. De dør ganske enkelt af kulde, da de med deres begrænsede fedtlag ikke kan holde varmen i koldt vand. Jonathan var mest forundret over at dens ribben var på størrelse med hans arm samt det faktum, at søkøer spiser sin egen afføring.

Således belært kunne vi også slå os løs i nogle af forlystelserne. Lene trodsede sin højdeskræk og tog turen med ”Kraken”, der blandt rutchebane-entusiaster rangerer som en world-class monster rollercoaster. Lene var stolt – bagefter, og Jonathan og William syntes, at deres mor var ret sej.

Hjemmefra havde vi reserveret plads på restaurant ”Sharks Underwater Grill”, hvor middagen skulle indtages. Kulissen var, som nogen måske har gættet, et madsted lige midt i et kæmpestort akvarium med hajer. Vi indtog således vores menu samtidig med, at rokker, sandtigerhajer, nursehajer og sværdhajer svømmede rundt lige bag glasset ved siden af vores bord. Vi havde ikke de store forventninger til maden, der i de øvrige forlystelsesparker ofte begrænser sig til friturestegt et-eller-andet. Men vi blev positivt overraskede, idet menuen ikke kun var imponerende, den var simpelthen fremragende – Johnni fik serveret sin bedste steak indtil videre her i USA, Lene en cajuninspireret ret med rejer og Jonathan og William fik perfekt kogt pasta med dejlig ketchup ☺, så vi var alle glade. Med fyldte maver og mætte af oplevelser vinkede vi farvel til Shamu og vennerne, og Jonathan og William faldt i søvn i bilen, næsten inden vi var kørt ud af parkeringspladsen.

« ForrigeNæste »