Burgers, bears & beaches

Burgers, bears & beaches

111 dage - ingen vej tilbage - USA here we come

Efter flere års planlægning kan vores store drøm endelig realiseres. Drømmen deler vi naturligvis gerne med andre.
Bloggen er lavet så vores familie, venner og kollegaer kan følge vores 111 dage lange færd i USA.
Desuden kan andre interesserede finde nyttige tips og spændende læsning om de destinationer, vi besøger. Automatiske opdateringer kan modtages ved at skrive til os på: blog@vinderoedderne.dk

Orlando Seaworld - forlystelsespark, som forlystelsesparker bør være

FloridaOprettet af Vinderødderne fre, april 05, 2013 14:02:43

Vi ankom til Orlando Seaworld i god tid, synes vi selv. Men da de åbnede klokken 0900, var der sort af mennesker, der ligesom os var kommet for at se på havets dyr. Og vi blev bestemt ikke skuffede – her var nuttede delfiner, store skildpadder, farvestrålende flamingoer og kæmpe søkøer.

Den største attraktion, var dog uden tvivl spækhuggerne. Ved et stort anlagt ”Shamu-show” viste de mægtige dyr deres kunnen, der indbefattede variationer over dans, spring og hop. Inden show-start var der klapsalver og ”tribute to the US heroes”, der tjener eller har tjent US military. Hele showet var baseret på temaet ”One Ocean”, og hvordan vi alle sammen kan medvirke til at skabe gode betingelser for vores fælles planet. På trods af at dresserede dyr i fangenskab står i skarp kontrast til de frie skabninger i the big blue, så kan man altså ikke lade være med at blive voldsomt imponeret over iscenesættelsen, spækhuggernes optræden og tydelige kontakt med sine to-benede trænere.

Mere underholdende blev det også, da de mægtige dyr sprøjtede vand på det publikum, der bevidst (eller ubevidst?) havde placeret sig i ”soak zone” – de forreste 20 rækker på stadion. Tilskuerne blev ikke bare stænket med vand, de blev gennemblødt af kaskader af vand, som spækhuggerne sendte målrettet ud mod publikum. Vi havde valgt at placere os på den første række lige efter ”soak zone” og sad derfor på første parket til dette syn.

Ligeså imponerende var delfin-showet, der var krydret med vandakrobatik og udspring, og både farvestrålende papegøjer og sågar en enkelt grib indgik som statister i denne flotte underholdning. Underholdningsfaktoren var også stor i ”Clyde & Seamore” showet, der havde en søløve og en odder i hovedrollerne.

Mellem alle shows så vi på de forskellige dyr og stiftede for første gang bekendtskab med søkøer – et mærkeligt, uformeligt dyr, der på trods af sit enorme omfang (vejer i omegnen af en stor personbil) og buttede look har en særdeles beundringsværdig lav BMI , der dog betyder, at den kun kan leve ganske få steder i verden, hvor temperaturen i ferskvandsøerne er stabilt året rundt, hvilket er tilfældet i Florida. De dør ganske enkelt af kulde, da de med deres begrænsede fedtlag ikke kan holde varmen i koldt vand. Jonathan var mest forundret over at dens ribben var på størrelse med hans arm samt det faktum, at søkøer spiser sin egen afføring.

Således belært kunne vi også slå os løs i nogle af forlystelserne. Lene trodsede sin højdeskræk og tog turen med ”Kraken”, der blandt rutchebane-entusiaster rangerer som en world-class monster rollercoaster. Lene var stolt – bagefter, og Jonathan og William syntes, at deres mor var ret sej.

Hjemmefra havde vi reserveret plads på restaurant ”Sharks Underwater Grill”, hvor middagen skulle indtages. Kulissen var, som nogen måske har gættet, et madsted lige midt i et kæmpestort akvarium med hajer. Vi indtog således vores menu samtidig med, at rokker, sandtigerhajer, nursehajer og sværdhajer svømmede rundt lige bag glasset ved siden af vores bord. Vi havde ikke de store forventninger til maden, der i de øvrige forlystelsesparker ofte begrænser sig til friturestegt et-eller-andet. Men vi blev positivt overraskede, idet menuen ikke kun var imponerende, den var simpelthen fremragende – Johnni fik serveret sin bedste steak indtil videre her i USA, Lene en cajuninspireret ret med rejer og Jonathan og William fik perfekt kogt pasta med dejlig ketchup ☺, så vi var alle glade. Med fyldte maver og mætte af oplevelser vinkede vi farvel til Shamu og vennerne, og Jonathan og William faldt i søvn i bilen, næsten inden vi var kørt ud af parkeringspladsen.