Burgers, bears & beaches

Burgers, bears & beaches

111 dage - ingen vej tilbage - USA here we come

Efter flere års planlægning kan vores store drøm endelig realiseres. Drømmen deler vi naturligvis gerne med andre.
Bloggen er lavet så vores familie, venner og kollegaer kan følge vores 111 dage lange færd i USA.
Desuden kan andre interesserede finde nyttige tips og spændende læsning om de destinationer, vi besøger. Automatiske opdateringer kan modtages ved at skrive til os på: blog@vinderoedderne.dk

Get your kicks on Route 66

Det vestlige USAOprettet af Vinderødderne søn, maj 05, 2013 21:28:24

Dagen var kommet, hvor vi skulle køre en den af kult-ruten – Historic Route 66, og dermed fortsætte vores videre færd i Arizona. En oplevelse, som vi havde set meget frem til. Vi kørte ind på ruten, hvor den startede, kort efter Lake Havasu, og det første lange stykke tid havde vi stort set vejen for os selv. Et par enkelte motorcykler kørte forbi os i ny og næ, og vi konkluderede, at det måtte være indbegrebet af enhver bikers drøm at køre på Route 66. Landskabet var bjergrigt og meget tørt, og som vi nærmede os den lille by Oatman, var omgivelserne som taget ud af scenerne i filmen "Cars".

Byen Oatman må have sloganet: ”Vi vil så gerne ha’, at du bli’r lidt længere” tilfælles med dagligvarekæden Fakta. I Oatman, bliver man nemlig tvunget til at sænke farten og køre meget langsomt, idet der går æsler frit rundt på gaderne. Dette skyldes, at man værner om de æsler, der lever frit i naturen og en gang, da Oatman havde sin storhedstid brugte man æslerne til at transportere jord og guld ud af guldminerne, som blev gravet i området. Da det sidste guld var gravet, blev æslerne sluppet fri i naturen og har levet vildt der lige siden.

Guld så vi dog intet af denne dag, men derimod var blankpudset krom det gennemgående metal i Oatman. Der var nemlig også lige en anden ting end æsler, der tvang os til at sænke hastigheden på vores 9 meter lange ”Perry”. Byen var fyldt med Harley Davidson motorcykler, der stod sirligt nypudsede og snorlige parkerede langs begge sider af hovedvejen gennem byen. Der var i tusindvis af motorcykler, ligesom bikerne, typisk med deres bikervest og fuldskæg eller gedeskæg, samt deres bikerpiger stod i vejkanten eller sad på en af de utallige restauranter eller barer, der var at finde langs vejen. Tilsæt herudover en lang smal hovedgade med facader som taget ud af en cowboyfilm – her fandtes både butikkerne ”Oatman Outlaws”, ”Judy’s Saloon” og ”Jackass Junction”.

Den lokale sherif var også rigeligt repræsenteret, og det gjorde nok også, at selv de største bikere, der nok kunne klare en Budweiser eller ti, sad i baren og nippede til en sodavand, så de ikke blevet taget i spirituskørsel.

Vi følte os temmelig meget som en elefant i en glasbutik, så da vi ankom med vores store monster af en autocamper, fik vi delvis eskorte gennem den smalle og eneste hovedgade i byen af sheriffen, idet de var nødt til at lukke færdsel af i den ene ende af byen og gelejde os gennem, så vi ikke ramte nogle af motorcyklerne i vejkanten. Tungen blev holdt meget lige i munden, for der er ingen tvivl om, at vi ville være blevet lynchet af 1.000 bikere eller flere, hvis vi kom til at ridse en kværn.

Vi besluttede os for at parkere autocamperen i en grusgrav i udkanten af byen og spadsere tilbage for at se nærmere på begivenheden. Sheriffen fortalte os, at vi var kommet midt i det årlige motorcykeltræf, der finder sted i byen Laughlin. ”Driving here today in a RV is bad but tomorrow it is really bad” sagde sheriffen, hvorefter vi følte os heldige over ikke at skulle køre igennem byen dagen efter.

Efter at have iagttaget motorcykler og deres ejermænd i 1½ -2 timer kørte vi videre mod Williams, hvor vi skulle overnatte. Turens første del fra Oatman var præget af en del bjergkørsel, og vi var langt fra alene længere. Hundredevis af motorcyklister fortrinsvist på Harley Davidsons, kørte mod Oatman, ligesom mange af motorcyklisterne forlod Oatman for at køre mod Laughlin eller fortsætte deres tur ad Historic Route 66.

Efter bjergene (Needle Mountains og Black Mountains) gik det ligeud i ordets bogstaveligste forstand. Det var ikke ualmindeligt, at vi skulle køre 40 miles, før næste skarpe sving og måske en tilstødende vej kom, og derefter 40 miles igen. Og nogle af ligeud-strækningerne kunne sagtens være 10-15 miles uden en blød kurve. Vi fik næsten et chok da ”Niller”, vores GPS, efter lang tids tavshed oplyste os om højresving forude, og Johnni begyndte helt at glæde sig til at skulle lave et sving efter en times ligeud kørsel.

Vi kørte endvidere forbi nogle andre ikoniske landemærker på route 66. Herunder den legendariske Hackberry General Store, som egentlig er en købmand forklædt som souvenirbod (eller omvendt?) og godt kamufleret af gamle biler fra hedengangne Route 66’s storhedstid, retro-benzinstandere og sjove skilte a la ” Children without adult supervision will be towed away - at owners expense”. Her var i sandhed Route 66 stemning for alle pengene.

Vi lagde også vejen forbi Seligman, der efter sigende har dannet inspiration til filmen ”Cars” Eller måske er det omvendt, for overalt hvor vi kiggede hen var der gamle biler med øjne, der stirrede tilbage på os – ja selv Bumle fik vi set i et utal af afskygninger. Her ligger også Delgadillo's Snow Cap Drive-Inn, der skilter med, at de serverer milkshakes, fries, soft ice and dead chicken. Hvorvidt de serverer levende kylling på byens øvrige restauranter melder historien intet om.

Efter en meget lang dag med mange miles på både highway og byway ankom vi endelig sidst på efter middagen til byen Williams, til stor glæde og morskab for… William og os andre. Vi fik hurtigt installeret os på Railside RV. Vi talte med en af indehaverne, som var utroligt flink og gav os en masse god råd og ideer til vores videre færd. Hun var bestyrtet over at høre, at vi var kørt ad Route 66 via Oatman med en autocamper, idet hun ikke mente at vejen var indrettet til dette. Vi har dog ingen steder set, at dette skulle være tilfældet og udover sammenstødet med de mange Harley Davidson motorcykler i Oatman, havde vi ingen problemer med at køre strækningen i autocamper.

Railside RV campingpladsen var enorm rent og badefaciliteterne var helt i top, så vi nåede at bade 2 gange i løbet af de 10 timer, vi var på campingpladsen. Vi havde fået plads lige ved siden af jernbanen, så vi havde frit udsyn til Grand Canyon Express. Når toget kom forbi, gjorde børnene det til en sport at vinke mod det og tælle, hvor mange passagerer, der vinkede tilbage. Der var meget stille på campingpladsen og de eneste synlige tegn på liv, var fra naboerne der var ankommet med en lillebitte iglo-telt. Her logerede et ungt par sammen med deres 2 hunde, hvoraf den ene havde kun 3 ben og deres kat (gåde: hvor mange ben overnattede der så i alt i dette iglotelt…?).

Udmattede af dagens indtryk lagde vi os til at sove til det, der skulle vise sig at blive vores hidtil koldeste nat på turen. Om dagen er der meget varmt, men om natten kommer frostgraderne snigende, så temperaturforskellen virkelig kan mærkes. Vi endte med at lægge os tæt sammen alle 4 i den 130 cm brede seng med alle 4 vattæpper over os for at holde varmen. Morgenen efter blev det dog hurtigt lunt igen, og vi var glade for at se at vores 2-benede, 3-benede og 4-benede naboer i igloteltet også havde klaret den kolde nat.