Burgers, bears & beaches

Burgers, bears & beaches

111 dage - ingen vej tilbage - USA here we come

Efter flere års planlægning kan vores store drøm endelig realiseres. Drømmen deler vi naturligvis gerne med andre.
Bloggen er lavet så vores familie, venner og kollegaer kan følge vores 111 dage lange færd i USA.
Desuden kan andre interesserede finde nyttige tips og spændende læsning om de destinationer, vi besøger. Automatiske opdateringer kan modtages ved at skrive til os på: blog@vinderoedderne.dk

Grand Canyon – Standing on the Edge of Forever

Det vestlige USAOprettet af Vinderødderne tir, maj 07, 2013 22:10:47

Efter at have indtaget et fornuftigt morgenmåltid med nogle virkelig gode belgiske vafler, var vi nødsaget til at køre til Flagstaff, ca. 30 minutters kørsel fra Williams, for at proviantere, men endnu vigtigere at købe nogle gode soveposer til børnene. De tæpper, som vi havde tilkøbt os hos Cruise America slog simpelthen ikke til længere, så der måtte noget mere isolerende til.

Med dette korte afbræk kunne vi endelig sætte kursen mod endnu et af vores store mål: ”Det store hul i jorden, som moder natur selv har skabt det” – Grand Canyon. Den euforiske stemning blev også højere og højere i takt med at gps’en talte ned i antal miles tilbage til destinationen.

Vi ankom til vores forudbestilte plads i Grand Canyon Trailer Village, som ligger i Grand Canyon National Parks South Rim, og fik hurtigt indrettet os og læst noget af det udleverede materiale. Herefter tog vi den gratis shuttle bus til Mathers Point, hvor vi blev mødt med et af de helt stor syn, som for altid vil være printet ind på nethinden.

Landskabet åbenbarede sig for os, og vi stod foran den dybe afgrund. En 4.500 fod (1,5 km) dyb afgrund, hvor over 2 milliarder års naturkræfter i form af jordskælv, ismasser, lavastrømme, samt Colorado River havde skabt en seværdighed, som bare må opleves. Både på nært hold og langt ude i horisonten kunne vi betragte kløfterne bugte sig igennem landskabet og følge bjergsiderne til toppen, som er flad som en pandekage. Når man kigger henover landskabet, er alt fladt, så det ser ud som om, at der kun er sket ændringer i landskabet i nedadgående retning.

Den første dag gik desuden med at gå en kort tur langs South Rim, hvor der flere steder ikke var opsat hegn, og en del turister bare måtte ud på klippefremspringene for at få taget deres once-in-a-lifetime billede helt ude på kanten med den risiko, der er for, at et pludseligt vindstød eller mistet balance sender dem mod dybet og den sikre død.

Vi besøgte også deres Visitor Center, hvorfra vi bookede en helikoptertur, samt fik lidt inspiration til de næste dages besøg.

Dagen efter havde vi besluttet os for at tage nationalparkens shuttle service mod Hermits Rest, som er det vestligste udsigtspunkt over Grand Canyon fra South Rim, og som er forbundet med veje og etablerede stier, som vi med sikkerhed ville kunne gå på med Jonathan og William. Undervejs steg vi af bussen og gik til fods mellem udsigtspunkterne, hvilket var fantastisk, men også en påmindelse om, at en 6-årig dreng og især en 5-årig dreng skal holdes i ultrakort snor, da stierne går langs kanten af Grand Canyon og flere steder uden hegn. Dagens hyppigste gloser var ”ihhhhh”, ”åhhhh”, ”se der”, ”waouw”, ”kom her lige nu!!”, ”stoooooop”, ”kan du så komme ned!!”

Lene og Johnni lovede hinanden, at vende tilbage igen, når Jonathan og William har en alder, hvor de kan gå med deres egen rygsæk, så vi alle kan nå bunden af kløften og tage en overnatning ved bredden af Colorado River.

Så blev det tredjedagen, hvor vi skulle ud at flyve med Maverick Helicopters, en begivenhed som vi hjemmefra havde planlagt at skulle opleve. Vi havde booket en tur kl. 1000, hvor lys, vind og vejr skulle gå op i en højere enhed, og der var løfter om fantastiske udsigter over kløften, og vi blev på ingen måde snydt. Vi havde alle sommerfugle i maven, men smilene blev store, da helikopteren løftede sig fra sin helipad og satte kursen i lav højde henover skoven Kaibab National Forest, for få minutter efter at lade Grand Canyon åbenbare sig for os endnu en gang, dog nu fra luften. Udsigten var imponerende, og selve oplevelsen af at opleve det hele fra luften gjorde det hele endnu mere intenst. Det var et 1-times langt Kodak-moment og vi fik dermed set Colorado River flere steder, North Rim, samt de smalleste, bredeste og dybeste steder i Grand Canyon. Helikopterpiloten var vært for at krydre turen med fine fortællinger om det, vi fløj forbi. Hertil kom også en række forunderlige facts, f.eks. nævnte piloten, da vi fløj over Grand Canyons dybeste sted, om vi godt vidste, at hvis vi kastede et kamera ud fra helikopteren herfra, ville det tage 50 sekunder før det ramte Colorado River. En lidt ligegyldig, men sjov viden – gad vide, om der er nogen, der har lagt kamera til på et tidspunkt? Helikopterturen var dyr, men når oplevelsen går langt over mål i forhold til prisen, behøver vi ikke bekymre os om, at der ikke er money-back-guarantie på turen. At vi endnu en dag havde skyfrit vejr, gjorde bare det hele meget federe.

Efter igen at have solid grund under fødderne tog vi forbi visitor-centret for at hente 2 junior ranger opgavebøger til Jonathan og William. I samtlige af de nationalparker, vi har besøgt, gør man meget ud af at udbrede viden om det pågældende sted. Derfor er der udarbejdet meget fint materiale til børn i alle aldre med små opgaver om dyreliv, planteliv, genbrug og bæredygtighed. Det får børnene til at være meget engagerede, når de f.eks. skal finde forskellige farver sten, tælle trappetrin eller tegne et dyr, som de har set. I Joshua Tree national park var der tilmed en fin historie på Internettet om Joshuatræet ”Lilly”, som vi læste for Jonathan og William dagen inden nationalparken, og pludselig var det meget mere interessant at se træerne i levende live. Vi tilbragte eftermiddagen på campingpladsen med at løse opgaverne, og Jonathan og William høstede et diplom underskrevet af rangeren ”Mor”, og de er hermed udnævnt til Junior Rangers for Grand Canyon.

Om aftenen tog vi atter ud til Mather Viewpoint. Denne gang for at beundre farveskiftet i Grand Canyon ved solnedgang. Når solen er gået ned er her kulsort nat. Jonathan og William kunne med glæde konstatere, at vi måtte have vores lille kompakte 7-in-1 survival tool (købt just-in-case) i brug for at komme helskindet tilbage til autocamperen. Den indeholder bl.a. en lommelygte, men vi fik hverken brug for kompas, termometer, fløjte, brændeglas, vandtæt beholder eller spejl.