Burgers, bears & beaches

Burgers, bears & beaches

111 dage - ingen vej tilbage - USA here we come

Efter flere års planlægning kan vores store drøm endelig realiseres. Drømmen deler vi naturligvis gerne med andre.
Bloggen er lavet så vores familie, venner og kollegaer kan følge vores 111 dage lange færd i USA.
Desuden kan andre interesserede finde nyttige tips og spændende læsning om de destinationer, vi besøger. Automatiske opdateringer kan modtages ved at skrive til os på: blog@vinderoedderne.dk

Arizona dreaming og Navajo stemning

Det vestlige USAOprettet af Vinderødderne tir, maj 07, 2013 22:22:05

Vi kørte fra Trailer Village ved Grand Canyon og begav os mod den østlige udgang af nationalparken Vi nåede dog at tage afsked med den smukke udsigt over kløften indtil flere gange ved de mange scenic viewpoints langs vejen. Allersidste stop blev gjort ved Desert View, hvor der i 1930’erne blev opført et tårn med mange flotte indianervægmalerier.

På opfordring af den søde campingdame i Williams gjorde vi holdt ved Cameron Trading Post, og helt efter de detaljerede stedangivelser fandt vi den hyggelige restaurant bagest i en kæmpe souvenirbutik. Byen Cameroun befinder sig i et Navajoreservat, så menuen på restauranten var præget derefter. Vi fik en rigtig god og i særdeleshed solid frokost. Johnni og Lene kunne nøjes med at dele en gang ”Navajo Tacos”, som mest af alt er en form for indiansk pizza fyldt op med oksekød, baked beans, salat, jalapenos og ost (vi fik dog osten on-the-side). Vi sendte en mæt tanke til campingdamen fra Williams, da vi forlod stedet med fyldte maver – det er den slags små perler, som vi ikke selv ville have fundet frem til.

Inden afgang osede vi lidt i den store souvenirbutik, hvor der var salg af alt fra drømmefangere, totempæle, perlesmykker, stenøkser og pile.

Videre på vores færd kørte vi igen lange lige strækninger, hvor landskabet var uendelig prærie brudt af enkelte store sandstensklipper. Mange steder langs vejen lå der klynger af små usle huse, nærmest bare faldefærdige skure og rustne campingvogne, hvor vi formoder at Navajo indianerne bor i deres små samfund. Indianernes forflyttelse til reservater står stadig som en skamplet i USA's historie og som for at kompensere lidt for den dårlige samvittighed, har man givet nogle indianerstammer, fortrinsvist Navajo, kontrollen og rettighederne over visse store naturseværdigheder, herunder Antelope Canyon og Monument Valley. Disse steder drives kun af indianerne, og der gælder derfor andre regler, når man skal besøge disse steder, som vi har planlagt de kommende dage.

Lige inden vi ankom til byen Page, gjorde vi holdt ved Horseshoe Bend, hvorfra man kan se Coloradofloden slå et 260 graders knæk rundt om en stor sandstensklippe. Der var en kort gåtur op til udsigtspunktet ad en sti gennem ørkenen. Der var utallige skilte med advarsler om ikke at stille sig for langt ud på klipperne, som gik 300 meter lodret ned, så det var med et fast greb i Jonathan og William, at vi en ad gangen fik et kig på den hesteskoformede flod. Det var et flot syn, og vandet lyste op i grønne og turkise farver.

Klipperne i dette område er lavet af røde sandsten – vi har døbt dem pandekageklipper, idet de ligger i store lagdelte stakke. Problemet med disse klipper er, at selvom de ser stabile ud, så kan de være ganske porøse, især på kanterne og i toppen. Det er således umuligt at se, om man faktisk står på et tyndt klippefremspring, hvor fundamentet er smuldret bort. Disse klipper udgør naturligvis også et ustabilt fundament for de asfalterede veje, og tilbage i februar 2013 forsvandt et stort stykke af Highway 89 pludselig, da klipperne under vejen kollapsede. Vi havde godt læst om dette inden vi tog afsted, og vidste derfor godt, at vi skulle ud på en længere omvej for at køre til Page. Vi ankom derfor først til campingpladsen Wahweap RV Park ud på aftenen.

Campingpladsen lå utroligt smukt med flot udsigt over Lake Powel og kæmpestore sandstensklipper, der lyser smukt op i rødlige nuancer, når solen går ned. I Page så vi også den store Glen Canyon dæmning, der regulerer vandstanden i Coloradofloden øst for Grand Canyon. I den vestlige del af floden reguleres vandet af den store Hooverdæmning ved Las Vegas.

Vi havde oprindeligt planlagt at besøge Antelope Canyon, mens vi boede i Page, men vi kunne mærke, at vi trængte til at tage en stille og rolig dag, hvor vi kunne få klaret nogle praktiske ting. Derfor gik dagen med at få handlet – vi fandt heldigvis en Walmart, hvor man kan købe alt fra akvariefisk til campingudstyr til 30 varianter af morgenmadsprodukter. I Walmart fandt vi også en frisør, så Johnni, Jonathan og William fik en længe tiltrængt klipning. Dernæst gik turen til Starbucks, hvor Lene fik sin obligatoriske chai latte, og vi kunne komme på Internettet. Herfra fik vi booket nogle overnatninger på en KOA campingplads udenfor Yosemite. Vi lavede også vores kommende rute en smule om. Vi havde oprindeligt planlagt at tage til Mesa Verde nationalpark i Colorado, når vi havde besøgt Monument Valley, men vi valgte at skære denne del fra og i stedet have nogle ekstra dage i Moab ved Arches National Park.

Eftermiddagen blev nydt på campingpladsen. Når der ikke er det helt store udvalg af legetøj med, og når der er restriktioner på brug af iPad og Nintendo, så må man finde på andre lege. Jonathan og William brugte lang tid på at studere et myrebo og øvede sig i at bygge høje hoodoo’er (stentårne). Lene imponerede alle ved at løbe fra Arizona til Utah og tilbage igen på sin løbetur, som derved også strakte sig over 2 tidszoner. Faktisk har vi haft meget svært ved at finde ud af, hvad klokken helt præcist er her i området. I et lille afgrænset område af Navajo reservatet følger man nemlig ikke omstillingen til sommertid, så når man bevæger sig ind og ud af området skifter klokken med 1 time. Derudover ligger vores campingplads lige på grænsen til Utah, der ligeledes er en time foran Arizona, men hvor man skifter til sommertid,. Omstillingen til sommertid sker også på et andet tidspunkt end hjemme i Danmark, så forvirringen var til tider total.

Om aftenen hyggede vi os med at lave aftensmad over bål. Ungerne grillede pizzaer, og Johnni og Lene fik rejer. Til dessert skulle vi selvfølgelig havde ristede marshmellows – mums.