Burgers, bears & beaches

Burgers, bears & beaches

111 dage - ingen vej tilbage - USA here we come

Efter flere års planlægning kan vores store drøm endelig realiseres. Drømmen deler vi naturligvis gerne med andre.
Bloggen er lavet så vores familie, venner og kollegaer kan følge vores 111 dage lange færd i USA.
Desuden kan andre interesserede finde nyttige tips og spændende læsning om de destinationer, vi besøger. Automatiske opdateringer kan modtages ved at skrive til os på: blog@vinderoedderne.dk

Moab – Arches

Det vestlige USAOprettet af Vinderødderne lør, maj 18, 2013 07:35:04

Vi ankom til Moab lige over middag og var nødt til at få provianteret, så der også kunne komme aftensmad på bordet i Moab.

Indkøbet tog så hårdt på Lene, at hun igen måtte forbi den i supermarkedet dertil meget belejligt indrettede Starbucks og have en kop kaffe, og mens Johnni, Jonathan og William stod og ventede, kom en mand tilfældigvis forbi og forærede os resterne af en pakke is, som Jonathan og William kunne sætte tænderne i.

Det viste sig at være Tim fra Salt Lake City, som med sin hustru og børnene Josiah og Wyatt også var på besøg i Moab, og som ikke selv kunne spise alle isene i pakken. Vi takkede mange gange for venligheden og faldt i snak med Tim, som synes, at vi skulle køre til Mills Creek her i Moab, som lå lidt oppe i bjergene, og hvor børnene kunne bade i en kilde med frisk vand.

Endnu en gang takkede vi og kørte først til KOA Moab, hvor vi blev registreret og anvist vores plads på campingpladsen, hvorefter vi straks satte kursen mod Mills Creek for at få et frisk bad.

Desværre viste vejen sig kun indrettet til køretøjer under 24 ft., og da ”Perry” med sine 28 ft. satte en naturlig begrænsning for vores videre færd, kørte vi i stedet videre og fandt rent tilfældigt en flot Rotary Park. Der var masser af aktiviteter for børnene, både legeplads og musiklegeplads, så vi hyggede os alle sammen.

Lige så tilfældigt var det at Tim og familien fra Salt Lake City pludselig dukkede op igen i parken, og børnene begyndte at lege med hinanden, selv om de ikke forstod et eneste ord af, hvad hinanden sagde. Vi fik os en god snak, og sidst på eftermiddagen kørte vi retur til campingpladsen med et par gode pizzaer under armen.

Jonathan havde brugt de sidste mange uger på at tygge sin mad skævt, idet hans ene tand i undermunden har været meget tæt på at falde ud. I dag var så dagen, hvor han så endelig tabte sin første tand, og det var han faktisk ret stolt over.

Vi har betalt lidt ekstra på campingpladsen, og ”deluxe” faciliteterne på vores brostensbelagte plads lige ud til legepladsen var en stor gasgrill, en havegynge med plads til 3 personer, samt et hyggeligt gasbålsted. Vi fik udnyttet det hele og fik indtaget et fornuftigt kvantum grillmad og et direkte proportionalt antal marshmellows, samt et par røverhistorier rundt om bålet, inden vi gik til køjs om aftenen.

Dagen efter gik med at vaske tøj, og vi fandt et vaskeri, Moab Laundry Express, med noget af det bedste WiFi vi endnu har oplevet på hele turen. Vi fik uploadet stort set alle de billeder og indlæg til bloggen, som vi manglede, og blev også lidt forundrede over, at et firma som KOA skilter med WiFi, når det er stort set ubrugeligt med en enormt ringe up- og download hastighed.

På tredjedagen blev det endelig tid til at besøge Arches National Park, som egentlig også var hovedformålet med, at vi kørte til Moab. Vejret var ikke helt med os, da det havde regnet dagen og hele natten forinden, men vi havde glædet os rigtigt meget til at se, hvordan naturen i flere millioner år havde nedbrudt flere klipper i midten og dermed formet de store klippebuer, der er kendetegnende for Arches National Park.

Da vi ankom til Arches National Park, var der overskyet men tørt. Solen smilede til os en gang i mellem, så vi besluttede at tage en lang trail, som ifølge amerikanernes vurdering var middelsvær til hård, nemlig vandreturen til Delicate Arch, som også er delstaten Utahs symbol på nummerpladerne.

I en blanding af grusstier, bjergskråninger og hårde vindstød forcerede vi alle ruten, og fik som belønning lov til at komme helt tæt på Delicate Arch, som på grund af sin størrelse og placering højt oppe på et bjerg troner sig majestætisk og næsten tager luften fra sine iagttagere med sin rå skønhed.

Helt uvant flokkedes turisterne heller ikke om at komme til at tage ophold under buen, men gik derhen, fik taget sit foto og gik derefter væk og satte sig i behørig afstand fra buen og iagttog denne i stilhed. Det samme gjorde vi, og vi må erkende, at det var et af de øjeblikke, hvor man virkelig får mulighed for at beundre naturen, sidde og nyde tilværelsen, lade tankerne flyve og fantasere lidt om, hvordan Butch Cassidy for 100 år siden huserede i dette område. Hvem ved, måske er der stadig en saddeltaske fyldt med guld fra de mange togrøverier gemt et sted lige her.

Til historien hører i øvrigt, at en japaner også skulle foreviges under buen, før vi skulle have taget vores obligatoriske foto. Da han stod under buen, overværede vi, at de hårde vindstød tog fat i ham og næsten sendte ham i døden foran sin familie og os andre. Det var kun en hurtig reaktion ved at kaste sig mod jorden, som gjorde, at hans skæbne ikke blev forseglet. Vi havde dog allerede inden da besluttet ikke at skulle udfordre skæbnen og blev derfor foreviget på foto på sikker grund.

Netop som vi kom tilbage til autocamperen begyndte det at styrtregne, og vi kunne spise frokost i tørvejr. Regnvejret fortsatte i et par timer, og vi fik spillet mange spil UNO, spist en del cookies, samt færdiggjorde børnenes opgavehæfter for Junior Ranger programmet, inden det var vejr nok til at fortsætte udforskningen af Arches. Vi kørte mod Landscape Arch, den største af alle buerne målt på bredden af buen. Denne bue er også den mest ustabile af dem alle, og tilbage i 1992 styrtede et stort stykke af buen ned, hvorfor man ikke længere må gå under den. Turen dertil foregik på en meget mudret sti på grund af regnvejret, men til gengæld havde vi næsten det hele for os selv. Vi så et par andre mere afsondrede buer på vandreturen. Vi fik gået næsten 10 km denne dag, og til sidst havde vi et par trætte drenge med meget tunge ben.

Vi nåede lige tilbage til visitor centret ud på aftenen, inden de lukkede. Jonathan og William foreviste deres løste opgaver og fik tildelt deres Junior Ranger orden for Arches National Park. De var enormt stolte, da de fik overrakt deres badge.

Vi havde på grund af gårsdagens muddervandring endnu en gang genereret en stor bunke vasketøj, og da det styrtregnede igen, tog vi atter på vaskeri. Her faldt vi i snak med et pensioneret amerikansk ægtepar, og pludselig var der gået et par timer. Ægteparret kom fra Washington State og var også rundt med autocamper. De havde revet et år ud af deres kalender med det formål at køre rundt og besøge så mange nationalparker som muligt. Og man må sige, at de havde gjort det grundigt. Det var almindeligt for dem at bo et par uger hvert sted, og de havde vandret på stort set alle de angivne vandreruter i mange af nationalparkerne. Vi fik set billeder af deres nyfødte barnebarn i Las Vegas og af deres selvbyggede hus, og de spurgte interesseret til Danmark og grinede lidt overbærende over vores Himmelbjerget.

Solen tittede frem og ud på eftermiddagen, så vi tog til tilbage til Rotary parken for at lege, og Lene fik løbet en tur.

Vi havde været underlagt vejret en del under vores ophold i Moab, og det regnfulde vejr havde desværre sat sine begrænsninger på planerne for dette sted. Til gengæld har vi skamspillet Uno og fået rent tøj i skabet igen. Samtidig havde vi også fået det fornødne pusterum, hvor vi ikke var på farten hver dag, og kunne med fornyet energi se frem til de kommende mange dage.