Burgers, bears & beaches

Burgers, bears & beaches

111 dage - ingen vej tilbage - USA here we come

Efter flere års planlægning kan vores store drøm endelig realiseres. Drømmen deler vi naturligvis gerne med andre.
Bloggen er lavet så vores familie, venner og kollegaer kan følge vores 111 dage lange færd i USA.
Desuden kan andre interesserede finde nyttige tips og spændende læsning om de destinationer, vi besøger. Automatiske opdateringer kan modtages ved at skrive til os på: blog@vinderoedderne.dk

Death Valley – vi overlevede døden

Det vestlige USAOprettet af Vinderødderne lør, juni 01, 2013 06:12:32

Hvad er oddsene på at overleve døden i en autocamper, når blæseren ved motoren, der skal cirkulere vores aircondition, går i stykker på vej ud af Las Vegas, og de efterfølgende 36 timer skal tilbringes i Death Valley National Park?

Vi trodsede det dårlige varsel og vovede os alligevel ind i nationalparken, hvor temperaturen på havniveau viste 43 grader. Vi var dog stærkt bevæbnet med 40 liter vand, hvoraf de 5 liter var frossen tilstand.

På vej mod visitor centret gjorde vi holdt på Zabrieski Point, som er et udsigtspunkt over en del af det golde ørkenlandskab, samt nogle af bjergene. Den ultrakorte gåtur på sølle 300 meter hver vej gjorde os gennemblødte af sved, og med et blev vi klar over, hvad der ventede – troede vi.

Efter at have besøgt visitor centret i Furnace Creek og fået udleveret det nærmest obligatoriske Junior Ranger program, kørte vi mod Badwater Basin, som er USA’s laveste punkt, og som ligger 85,5 meter under havets overflade. Med temperaturer på over 50 grader fik vi virkelig vores sag for og med en kort vandretur i den salte ørken (ja det er salt man går på), satte vi os ind i autocamperen, rullede vinduerne ned og kørte mod Stovepipe Wells, mens vi drak masser af isvand.

Vi havde på forhånd booket plads i Stovepipe Wells Village, hvilket kun 3 andre campister havde gjort. Vores indtryk blev således, at Death Valley blot var noget man besøgte i forbifarten og kun opholdt sig i ganske kort tid.

Vi kunne dog med stor tilfredshed tilslutte strømmen til autocamperen og dermed få den nødvendige strøm til at tænde airconditionanlægget i loftet. Dette gjorde, at temperaturen kom ned på omkring 35 grader i dagstimerne og 25 grader om natten. Yderligere kunne vi boltre os i den kolde og 3 meter dybe swimmingpool, som vi havde adgang til på den anden side af vejen.

Godt udmattede på grund af varmen kunne vi gå tidligt i seng efter at have lavet de nødvendige opgaver i Junior Ranger programmet, hvor det gennemgående tema med rette var: Water!

Dagen efter stod vi tidligt op og kørte ud til Mesquite Sand Dunes, som er nogle store sandklitter i Death Valley National Park. Efter at have tilbragt 1½ time i de knastørre sandklitter i bagende hede kl. 9 om morgenen besluttede vi os for at køre til nærmeste Ranger Station, hvor Jonathan og William kunne tages i ed som Junior Rangers of Death Valley National Park.

Vi forlod derefter nationalparken og ad kurvede veje satte kursen mod Lone Pine og forhåbentligt lavere temperaturer.