Burgers, bears & beaches

Burgers, bears & beaches

111 dage - ingen vej tilbage - USA here we come

Efter flere års planlægning kan vores store drøm endelig realiseres. Drømmen deler vi naturligvis gerne med andre.
Bloggen er lavet så vores familie, venner og kollegaer kan følge vores 111 dage lange færd i USA.
Desuden kan andre interesserede finde nyttige tips og spændende læsning om de destinationer, vi besøger. Automatiske opdateringer kan modtages ved at skrive til os på: blog@vinderoedderne.dk

Yosemite – Bjergtaget langt nede i dalen

Det vestlige USAOprettet af Vinderødderne søn, juni 02, 2013 08:29:59

Efter vores korte ophold ved Mono Lake skulle vi have indfriet endnu et af vores store mål – Yosemite National Park.

Vi har været så privilegerede og heldige at få fire overnatninger inde i selve nationalparken, heraf de tre i Yosemite Valley og den sidste i Wawona. Reservationerne for en periode på en måned åbner på en bestemt dato og tidspunkt. Efter højest 5 minutter er alle pladserne reserverede, og så må man i stedet lide den tort at skulle forlade nationalparken hver dag og køre 1½ - 2 timer ud af nationalparken og vende tilbage dagen efter.

Desuden var vi heldige med vejret, idet Tiogapasset (Tioga Pass) var blevet sneryddet ugen forinden. Ellers havde det betydet en omvej på 6 timer i stedet for en meget flot køretur i sneklædte bjerge og andet flot landskab i øvrigt. National Park Service opgør årligt, hvornår Tioga Pass åbner, og for få år siden åbnede passet først i juli på grund af sne.

Med udsigt til sol de kommende 4 dage bevægede vi os dermed videre ind i bjørneland. Køreturen var sat til ca. 2 timer, men vi endte med at bruge 5 timer, for køreturen var en kæmpe seværdighed i sig selv, og for hvert hårnålesving havde vi lyst til at stoppe op og tage endnu et foto. Desuden holdt vi et afbræk i køreturen for at vandre op ad et stejlt bjerg og nyde udsigten fra toppen. Her fik vi det første glimt af Half Dome – den karakteristiske klippe i Yosemite. Bjerget vrimlede med marmots – en stor gnaver, der minder om et kæmpe-egern på ½-1 meters længde.

Vi nærmede os den frodige dal, og alt var lysegrønt. Vi kørte gennem et par bjergtunneler og krydsede fingre for, at vi havde tag-aircondition anlægget med ud på den anden side. I realiteten var det ikke noget problem, for vi lagde os ud på midten af vejen og tilkendegav for de modkørende bilister, at vi fyldte lidt mere, og de nok burde køre lidt ind til siden, hvilket de udmærket forstod.

Første stop i Yosemite Valley var ved Bridalveil Falls, der brusede med vand så kraftigt, at vi tydeligt mærkede vandstøvet fra vandfaldet. Som lemminger fulgte vi strømmen af turister, der var ved af falde over hinanden i iver efter at klatre på de glatte sten – lige ved siden af det store advarselsskilt om IKKE at klatre på stenene. Her var pine død mange mennesker, og vi tilskrev det weekenden, hvor mange amerikanere nyder at tage på tur, og der derved virker meget fyldt.

Efter yderligere information fra visitor centret og måben over alle de mange mennesker i nationalparken, ankom vi til vores campingplads ”North Pines”, hvor der dog herskede en dejlig stille ro midt i skoven.

Næste morgen ville vi forsøge at komme turistflokkene i forkøbet, og allerede kl. 8 var vi på vej mod at gå dagens to første vandreture, og var dermed heldige at få en god parkeringsplads centralt i nationalparken. Herfra vandrede først til USA's største vandfald, Yosemite Falls, som allerede fra morgenstunden var godt besøgt. Vi nød vandfaldets brusen og iagttog de øvrige turister i ½ time, før vi satte kursen videre mod dagens anden vandretur, som foregik midt i dalen ad nogle flotte stier, hvorfra vi kunne beundre alle bjergene, som omkransede Yosemite Valley.

Lidt over middag kørte vi til vores andet campsite, ”Upper Pines”, og blev indkvarteret. Efter en kort frokost stod den store prøve.

Ved vores besøg på visitor centret blev vi anbefalet at gå op til Vernal Fall. Vandreturen var delt i tre, nemlig Lower Vernal Fall, Upper Vernal Fall og Nevada Fall. Rangeren anbefalede, at vi to den nederste del af Vernal Fall, da Upper Vernal Fall var kategoriseret som strenuous (vanskelige / hårde). Rangeren synes derfor, at kun Johnni skulle fuldføre denne del af turen.

Da vi kom til Lower Vernal Fall, og ikke var blevet udsat for de helt stor udfordringer, besluttede vi os at prøve kræfter med Upper Vernal Fall, og vi måtte bestemt medgive, at turen krævede lidt mere. Samtidig må vi også erkende, at Jonathan og William ingen problemer havde med at klare turen, idet de syntes, at det var en spændende udfordring, som blev yderligere interessant, idet vi gik op langs vandfaldet, hvor vi jævnligt fik vandstøv fra vandfaldet ind over os.

Belønningen kom da også, da vi efter 2 timer nåede toppen af vandfaldet og kunne iagttage, hvordan de enorme vandmasser blev sendt ud over klippekanten og mod afgrunden, hvor de blev opslugt af floden og sendt videre mod Lower Vernal Fall. Efter at have nydt udsigten og sundet os i ½ time, gik turen tilbage til autocamperen, og 1½ time senere nåede vi afslutningen af vandreturen.

Jonathan og William var godt udmattede og havde bestemt ingen problemer med at sove efter et solidt måltid mad tilberedt over bål midt i skoven på vores campsite. Vi var meget stole over børnenes præstation, men syntes også, at kategoriseringen af vandreturene nok mere passede til amerikanerne end danskerne. I hvert fald har vi bemærket, at så snart der er lidt stigning på vandreturen, bliver den hurtigt kategoriseret højere end ”Easy”.

På tredjedagen gik vi en tur til Mirror Lake, som efter sit navn rummede en sø, hvor man kunne spejle sig. Der var meget vindstille på dagen, og belønningen kom dog også prompte, da vi nåede søen. De omgivne bjerge, og især Half Dome, kunne nu ses dobbelt blandet sammen med de øvrige smukke omgivelser i det rolige vand. Mærkværdigt nok havde ikke særligt mange turister fundet vej til Mirror Lake, og det profiterede vi af.

Om eftermiddagen deltog vi i et Ranger Program om bjørne. Det var meget informativt, men også skræmmende at vide, hvordan menneskets adfærd har slået i tusindvis af bjørne ihjel og faktisk stort set har udryddet Grizzlybjørnen fra Californien. Derved er det kun sortbjørnen, der kan findes i Yosemite. Man har selvfølgelig været bevidst om, at bjørnene i Yosemite var et stort trækplaster for turisterne, og rangeren viste billeder fra 1950’erne, hvor man så en ranger hælde en flaske øl i gabet på en bjørn med det ene formål at lokke bjørne og dermed turister til området. Nu har det heldigvis ændret sig, og man er sig meget bevidst om, at adfærd som dette skaber farlige bjørne, der ikke længere er bange for mennesker. Derfor er mantraet i parken nu, at man ikke skal fodre bjørne. Desværre er der nogen, der stadig ikke har forstået, at bjørnen er et vildt dyr, og stiller derfor ofte mad ud til bjørnene for at lokke dem ind til campingområdet. Det betyder, at bjørnene stadig tiltrækkes af tilstedeværelsen af mennesker, og at der faktisk lever ca. 35 bjørne på en areal i Yosemite, der er beregnet til 2 bjørne.

Tilbage til vores campsite blev der endnu en gang tændt op i bålet, og vi kunne udmattet nyde endnu et måltid. Desværre fik vi ingen bjørne at se på vores vandretur, men til gengæld havde vi fået to pavestolte børn med retur, som nu også kan kalde sig Yosemite National Park Junior Rangers. En titel, som de havde kæmpet hårdt for at få, og sammenlagt havde tilbagelagt mere end 15 kilometer på to dage.

Ved morgenstunden rumlede vi videre ad de snoede bjergveje. Vi forlod Yosemite Valley med kursen mod Wawona, som er et andet område i nationalparken, der er kendetegnet af deres store seqouia-træer. Her boede vi igen på en naturskøn campingplads uden hook-up, men med en smuk brusende flod lige i ”baghaven” på vores site.

Vi tog en shuttlebus ind til Mariposa Grove, som er et skovområde med disse kæmpetræer. Eller dvs. Johnni tog shuttleturen 3 gange, for vi havde glemt vores kamera og måtte tilbage til autocamperen for at hente det ☺. Vi andre slog tiden ihjel med at spise en stor is.

Vi lagde ud med en kort vandretur mod "Grizzly Giant Tree" – den enorme sequioakæmpe der er 1900-2400 år gammelt. Videre på vores vandretur så vi navnkundige mange af de andre kæmpetræer med sigende navne såsom ”tunnel-tree”, ”faithful couple” som er 2 sammenvoksede træer og ”telescope tree”, som på grund af adskillige skovbrande er fuldstændigt udhulet, og man kan stå inde i det og kigge lige op i himlen 100 meter oppe. Men på trods af dette lever træet stadig, for den enorme bark har holdt stand mod flammerne. Som vi efterhånden har oplevet på mange af vores vandreture, så skal vi ikke gå langt for at have skoven for os selv – langt de fleste besøgende bliver i området omkring parkeringspladsen og kiosken. Vi nød derfor skovens dybe stille ro og så bl.a. en flot hvidhovedet spætte hakke løs på sit træ og fandt en masse kæmpestore grankogler, der var over 30 cm lange.

På ture som disse får tankerne og tungen frit løb hos børnene og vi får talt om mange forskellige ting.