Burgers, bears & beaches

Burgers, bears & beaches

111 dage - ingen vej tilbage - USA here we come

Efter flere års planlægning kan vores store drøm endelig realiseres. Drømmen deler vi naturligvis gerne med andre.
Bloggen er lavet så vores familie, venner og kollegaer kan følge vores 111 dage lange færd i USA.
Desuden kan andre interesserede finde nyttige tips og spændende læsning om de destinationer, vi besøger. Automatiske opdateringer kan modtages ved at skrive til os på: blog@vinderoedderne.dk

San Diego - Sun, SEAL and Zoo

Det vestlige USAOprettet af Vinderødderne fre, juni 21, 2013 04:01:34

Da vi var kommet sent hjem fra Disneyland, havde vi besluttet os for ikke at sætte vækkeuret til, så vi kunne komme til San Diego.

Det betød også, at vi kom relativt sent af sted. Heldigvis var der ikke særligt meget trafik, måske fordi det var en tirsdag ved middagstid, så selve køreturen fra LA varede kun ca. 2 timer.

Vi gjorde dog holdt undervejs for at spise frokost hos restaurantkæden Applebee’s i byen Oceanside tæt på San Diego, samt få handlet lidt aftensmad til samme aften. Vi troede faktisk, at Applebee’s mest gjorde sig i tærter og andre desserter og blev derfor noget overraskede over den gode kvalitet af deres mad.

Samtidig gjorde vi endnu en god gerning, idet vi havde endnu en sovepose til overs fra vores autocamper. Soveposen gav vi væk til en hjemløs, der stod og tiggede tæt ved motorvejen. Han havde et skilt, hvor der stod, at han havde brug for alt, og ud fra hans udseende og taknemmelighed, var vi bestemt ikke i tvivl om, at skiltet var sandt.

Herefter begav vi os mod hotellet, Homewood Suites by Hilton. Da vi tjekkede ind, fik vi at vide, at vi var blevet opgraderet til en suite med en kingbed (en meget bred seng), samt at der også var aftensmad inkluderet fra tirsdag til torsdag. Vi glædede os over, at vi gennem vores American Express kreditkort var blevet guldmedlem hos Hilton hotellerne, da opgraderingen skyldtes vores guldmedlemsskab.

Hotellet var i øvrigt et af de bedste, vi har boet på. Værelserne var store, fitnesslokalet var godt (og vi brugte det skam), poolområdet opfyldte alle vores behov, og Internetforbindelsen var lynhurtig. Derudover var personalet helt ekstremt venlige og imødekommende, så hotellet, som vi selv fik anbefalet, kan vi dermed klart anbefale til andre.

Dagen efter havde vi besluttet os for at besøge hangarskibet USS Midway. Vi havde kigget i folderne på hotellet og fundet nogle kuponer, hvor Jonathan og William kunne komme gratis ind.

USS Midway blev bygget fra 1943 til 1945 og stod færdig 8 dage efter afslutningen af 2. Verdenskrig. Den nåede dermed aldrig at deltage i 2. Verdenskrig, men har været indsat både i Vietnamkrigen og den første golfkrig ”Operation Desert Storm”. I 1992 blev skibet sendt på pension, da teknikken var forældet. Forinden var USS Midway blevet bygget om flere gange, så landingsbanen var blevet længere.

Vi fik mulighed for både at se kommandobroen, opbevaringsdækket til fly og helikoptere, officersmessen, kaptajnens private gemakker, infirmeriet, køkkenet, landingsdækket og meget mere. Der stod flere fly og helikoptere både på opbevaringsdækket og på landingsdækket. Overalt var der frivillige pensionerede krigsveteraner, der stod klar til at fortælle om skibet eller en historie fra en af missionerne.

En sjov anekdote fra USS Midway er, at der er flere læger uddannet i hjernekirurgi end piloter, der kan lande et jagerfly på et hangardæk.

Vores besøg på USS Midway blev ekstra autentisk, idet der var en stor øvelse i gang med deltagelse af militær fra USA og Japan. Dagen forinden havde to store hangarskibe lagt til kajs lige over for USS Midway, og luftrummet var fyldt med helikoptere og fly i alle afskygninger, ligesom der var flådefartøjer i vandet. Vi så både angrebs- og transporthelikoptere, jagerfly, AWACS, krydsere og alt muligt andet militært isenkram. En anden væsentlig årsag til tilstedeværelsen af så meget militær skyldes også, at Navy SEAL har base i San Diego.

Besøget tog det meste af dagen, så efter en kort gåtur på molen ved siden af hangarskibet besluttede vi os for at køre tilbage til hotellet og slappe af ved poolen resten af dagen.

Tredjedagen valgte vi at tilbringe på hotellet for at ordne nogle praktiske ting, få dyrket noget motion og slappe af ved poolen, inden den stod på BBQ om aftenen. Således kunne vi få sendt en backup af alle vores billeder og filmklip til Danmark, så vi ikke skulle bekymre os om at miste vores baggage.

Desuden fik vi booket en VIP-levering af vores baggage på Maui, Hawaii, så vi er meget spændte på at se, om baggagen når frem til vores hotel. Vi har reserveret en cabriolet på Maui, og da der kun er plads til 2 kufferter i denne, skulle vi have transporteret den øvrige baggage på anden vis. Efter at have undersøgt markedet fandt vi frem til, at Bags VIP Customer Service, som er en partner til American Airlines, kunne levere til samme pris, som det ville koste at tage en taxi til vores hotel på Maui. Endvidere ville Bags VIP Customer Service selv hente baggagen ved baggagebåndet, så vi ikke skulle bekymre os om den del.

På fjerdedagen skulle vi til San Diego Zoo. Igen havde vi allieret os med nogle kuponer, som gav $4 i rabat pr. person. 100 kr. sparet var dermed 100 kr. tjent (sagde den ene jyde til den anden…). Vi ankom lidt senere end forventet, nemlig ca. kl. 1030, og ventede kort tid i kø, før vi kunne se en af verdens mest roste og største zoologiske haver.

Vi må medgive, at San Diego Zoo er stor, og den har mange dyr. Faktisk kan man blive kørt rundt i dobbeltdækkerbusser, hvis man ikke kan eller vil gå rundt. Så bestemmer man bare ikke, hvor lang tid man vil stå og kigge på de enkelte dyr. Haven havde også rigtig mange dyr, som ikke kan eller sjældent ses i zoologiske haver andre steder i verden. For eksempel havde de lånt nogle pandabjørne fra Kina, og de havde ved hjælp af kunstig befrugtning ynglet, så moderen over ca. 10 år havde fået 6 unger. Dette var meget positivt, idet bestanden af pandabjørne i dag udgør ca. 1.600 på verdensplan.

Vi så også den berygtede komodovaran, som lever på en lille ø i Indonesien, og så viste Jonathan og William meget stor interesse for især slangerne, som der også var rigtig mange forskellige eksemplarer af. Størst begejstring havde de for den 15 minutter lange 4D film med Ice Age, hvor vi både blev oversprøjtet med dinosaur-snot og grebet om anklerne af lianer.

Vi sluttede turen af med at gå ind i deres børneafdeling, hvor man kan røre ved dyrene såsom geder og får.

Skal vi sammenligne med Zoologisk Have i København, må vi nok konkludere, at San Diego Zoo ligger et niveau over. Dette skyldes dog primært antallet af forskellige dyr og havens størrelse, hvor der er mere rum at bevæge sig på. Samtidig skal det også siges, at Zoologisk Have i København med tiden vil være mere attraktiv, hvis de fortsætter den nuværende udvikling med at have store arealer til deres dyr, f.eks. elefantområdet, savannen ved Søndermarken og den store børnelegeplads. San Diego Zoo havde lidt af det samme, men havde også mange bure, hvor dyrene ikke kunne bevæge sig så frit.

Om aftenen havde vi planlagt at spise ude, og valget faldt på The Cheesecake Factory, idet Jonathan få dage forinden havde nævnt, at han stadig kunne smage den fantastiske chokoladekage, vi havde fået på The Cheesecake Factory i Los Angeles næsten to måneder tidligere.

Det var et overdådigt måltid mad, vi fik serveret, og vi overvejede faktisk at få en doggybag med til madresterne. Portionerne var helt ude af proportioner, men smagte eminent godt. Vi sluttede af med chokoladekagen, og måtte her ty til en doggybag, da kagen simpelthen var for god til at lade gå til spilde.

Herefter kørte vi tilbage til hotellet, hvor der skulle pakkes til turen tilbage til Los Angeles.

Femtedagen gik med at køre tilbage til Los Angeles. Oprindeligt havde vi planlagt at køre til havneområdet i San Diego og gå en tur, men mættede af oplevelser og mærket af de seneste mange dages hektiske program, besluttede vi os at køre direkte til Los Angeles.

Det viste sig dog, at der var ekstremt meget trafik på denne lørdag, og turen, der skulle have varet lidt under 2 timer, tog mere end 4 timer. Derfor holdt vi ind i byen San Clemente, hvor vi spiste en rigtig god burger og burrito på Mr. Pete Burgers.

Vi ankom derfor senere end forventet til The Westin LAX, men blev taget imod med åbne arme af et enormt venligt personale. Igen viste vores det sig at være godt at have oprettet et American Express kreditkort, idet vi også var blevet guldmedlemmer i Starwood Preferred Guest (SPG) programmet, som The Westin hotelkæden er en del af. Vi blev derfor opgraderet til deres SPG-værelser, og fik desuden gratis morgenmad og gratis Internet med i købet. Desværre ville vi ikke få mulighed for at benytte os af den gratis morgenmad, da vi dagen efter skulle til lufthavnen, før morgenmaden blev serveret.

Derefter skulle vi til Hertz og aflevere vores Chevrolet Tahoe, som vi var blevet meget glade for, især på grund af den megen baggageplads. Efter at have afleveret bilen, kørte vi til lufthavnen for at hente vores boardingkort, ligesom vi havde nogle uafklarede spørgsmål til baggagen.

På grund af vores forsinkede ankomst hentede Lene take-away, en lækker kyllingesalat, imens Johnni fik sendt Jonathan og William i bad. Derefter blev de langt i seng, mens Lene og Johnni fik pakket kufferter og vejet dem af. Som et lille ritual fik vi delt den allersidste kolde Grand Canyon øl, som markering af vores afslutning på turen på det amerikanske fastland.

Det blev sent, inden vi kom i seng, da vi havde svært ved at få tilpasset vægten (maks. 23 kg pr. kuffert) i kufferterne, men det lykkedes til syvende og sidst, så vi med ro i sindet kunne falde i søvn og vente på, at vækkeuret ville ringe kl. 0530, så vi kunne komme op til sidste kapitel i vores rejseføljeton: Hawaii.