Burgers, bears & beaches

Burgers, bears & beaches

111 dage - ingen vej tilbage - USA here we come

Efter flere års planlægning kan vores store drøm endelig realiseres. Drømmen deler vi naturligvis gerne med andre.
Bloggen er lavet så vores familie, venner og kollegaer kan følge vores 111 dage lange færd i USA.
Desuden kan andre interesserede finde nyttige tips og spændende læsning om de destinationer, vi besøger. Automatiske opdateringer kan modtages ved at skrive til os på: blog@vinderoedderne.dk

Hawaii Big Island - Går på vulkaner

HawaiiOprettet af Vinderødderne lør, juli 06, 2013 12:51:45

Alt for tidligt op, for klokken var kun 0530, da den søde søvn blev forstyrret af en næsten glemt lyd, vækkeuret.

Kufferterne var dagen forinden sirligt pakket, så vi kunne holde os inden for vægtgrænsen på 50 pund eller 23 kg, som de går enormt meget op i her i USA, så vi forventede, at vi hurtigt kunne komme igennem check-in, og så afgang med destination Hawaii Big Island.

Vi havde dagen forinden bestilt en taxi til at afhente næsten alle vores kufferter, så klokken 0700 kørte den ud fra resortet med Lene og Jonathan, mens William og Johnni havde de små stykker baggage, der kunne være i vores grå Ford Mustang Convertible.

Vi skulle først flyve ca. kl. 0930, men ud fra vores kedelige erfaringer med kaos i Los Angeles, ville vi være i Kahului International Airport mindst 2 timer før afgang.

Forinden skulle William og Johnni også nå at returnere bilen hos Hertz, hvilket viste sig at være en meget overkommelig opgave. Fra vi kørte ind ad porten hos Hertz, til Hertz’s shuttlebus holdt uden for afgangsterminalen i lufthavnen, gik der ca. 5 minutter. Uhyre effektivt og god service.

Det viste sig hurtigt, at vi havde overvurderet tidsfaktoren. Der var ingen kø ved indtjekningen af baggagen eller sikkerhedskontrollen, og så havde vi lige 1½ time, der skulle slås ihjel i afgangshallen. Vi hyggede os med at skrive blog, lege med Nintendo og drikke kaffe og kakao i lufthavnens Starbucks. Hawaiian Airlines mestrede til fulde at få det hele til at virke professionelt.

Flyturen var en af de korteste, men også mest behagelige, vi endnu har oplevet, og efter 30 minutter i luften satte flyet sine hjul på ”The Island of Hawaii” eller i daglig tale ”Big Island”, nærmere betegnet Hilo International Airport.

Igen var det uhyre effektivt at hente bil hos Hertz, denne gang en Chevrolet Dodge Grand Caravan, og så var vi endnu en gang på farten.

Vi havde overvejet at booke fly fra Maui til Kona International Airport på Big Island, idet Kona ligger på vestsiden af øen, ligesom vores hotel, Sheraton Kona Resort & Spa at Keauhou Bay, men valgte i stedet at tage køreturen på ca. 2 timer fra Hilo på østsiden til Kona på vestsiden via Saddle Road, som skærer øen over i to.

Big Island er den ubetingede største ø i Hawaii, og arealet er større end de øvrige Hawaii-øer tilsammen. På trods af det, er det så som så med veje, for der er i grove træk kun én vej, der går hele vejen rundt om øen, samt én vej, der går på tværs. Desuden har Big Island 19 af de 22 klimazoner, der eksister på Jorden. De 19 klimazoner eksisterer på samme tid på øen, hvilket gør øen til en unik oplevelse.

Den tværgående vej, Saddle Road går fra det meget grønne, tropiske og meget regnfulde Hilo på østsiden ind mellem de to største vulkaner Mauna Lea (den højeste) og Mauna Loa (den største)hvor terrænet er fyldt med størknet lava. Videre tæt på Waimea by, er der igen meget grønt, for til sidst at slutte af med at køre mod syd med fantastisk udsigt over Stillehavet forbi adskillige kilometerbrede størknede lavafloder, som har forvandlet terrænet til et ufremkommeligt område, hvor kun få træer og små buske kan gro.

Vi så et landskab, som vi på vores lange rejse ikke havde set magen til. En barsk natur som mindede os om, hvor ubarmhjertig Moder Jord kan være, når hun spiller med musklerne. De enorme mængder lava, der i flere meters dybde lagde store områder øde ved at opsluge alt på sin vej, var virkeligt et fascinerende syn.

Vi ankom relativt tidligt til vores hotel og fik lov til at tjekke ind. Hotellet bød på en meget stor swimmingpool, som til Jonathans og Williams udelte begejstring også havde en stor vandrutchebane, samt et vandfald, så der var ingen tvivl om, at resten af dagen skulle tilbringes ved poolen.

God trætte (efter at have slappet af i liggestolene) begav vi os ind til Kailua-Kona, hvor vi spiste på restaurant Jackie Rey’s, som vi havde fået anbefalet. Maden smagte fantastisk og var flot anrettet, men lokaliteten var ikke så interessant.. Jonathan og William spærrede dog øjnene noget op, da de fik lov til at tegne på dugen.

På andendagen stod den igen på afslapning ved poolen og træning i hotellets veludstyrede fitnesscenter. Om formiddagen deltog Lene, Jonathan og William i en session, hvor de lærte at lave en lei, som er en hawaiiansk blomsterkrans.

Om eftermiddagen deltog vi alle fire i den daglige vandrutchebanekonkurrence, hvor det gjaldt om at rutche hurtigst ned til poolen. Til vores store glæde vandt Jonathan børnenes konkurrence, og Johnni vandt de voksnes konkurrence (hertil skal siges, at han kun havde en meget værdig modstander, nemlig Lene). Præmien var en mangosmoothie, som de storsindet delte med Lene og William.

Al badningen i poolen havde gjort os sushitrængende, så vi satte for anden dag i træk kursen mod Kailua-Kona, hvor vi med stor appetit indtog en lækker sushi på Sushi Shiono.

Efter en god nats søvn vågnede vi op til vores tredje dag på Big Island, dagen som samtidig er vores 8-års bryllupsdag. Efter en god morgenmad i restauranten gik vi til poolen. Herfra blev Lene ”kapret” af Johnni og drengene og ført hen til Ho’ola Spa, som er beliggende i hotellet.

Johnni havde booket 2 timer med ren forkælelse med hawaiiansk Lomi Lomi massage og en ansigtsbehandling. Massagen foregik på spasalonens terrasse med udsigt til og lyden af Stillehavet brusen og fuglenes kvidren.

Børnene blev forkælet i hotellets aktivitetsrum, hvor de kunne muntre sig med Xbox og airhockey. Efter 2 timer kom Lene godt udhvilet og af udseende mange år yngre tilbage og tilbragte en stor del af eftermiddagen ved poolen.

Om aftenen havde vi bestilt bord på hotellets velrenommerede restaurant Rays on the Bay, hvor vi skulle sidde på første parket til Stillehavet, så vi uforstyrret kunne nyde en fantastisk solnedgang. Vi fik en skøn 3-retters menu med en god vin, og helhedsoplevelsen med en virkelig smuk solnedgang, hawaiiansk livemusik og havets friske luft gav endnu et af de øjeblikke, som vil blive husket mange år frem.

Dagen derpå, nemlig vores fjerde og sidste dag på hotel Sheraton, havde vi planlagt som en dag fyldt med aktiviteter. Vi havde være så heldige at få plads på en rundvisning på ”Original Hawaiian Chocolate Factory”, så vi var tidligt oppe for at nå rundvisningen, der begyndte kl. 0900. Her fik vi en indføring i alt fra dyrkning af chokoladefrugten , produktion af chokolade samt chokoladens sundhedsfremmende egenskaber (vi følte os pludseligt meget sunde, da vi efterfølgende gik amok i deres chokoladebutik). Firmaet fremhævede desuden gang på gang det fantastiske i netop deres chokolade, idet den ikke var et blandingsprodukt, men kun bestod af en enkelt chokoladesort. Vi kunne samtykkende erkende os enige, da vi fik smagsprøver omdelt.

Vi fik også set, hvordan kakaofrugten ser ud, når den skal modnes til den er høstklar i alle dens flotte farvenuancer.

Efter vores chokoladebesøg gik turen nordpå, hvor vi havde Pololu Valley Lookout som mål. Undervejs gjorde vi holdt i Pu‘ukoholā Heiau National Historic Site, som er den ene af fem parker på Big Island, der hører under National Park Service (NPS). Parken er relativt lille, men indeholder meget information om, hvordan Hawaii blev et samlet ø-rige under en hersker – nemlig Kamehameha. Jonathan og William gennemførte i stegende hede deres Junior Ranger program og fik fortjent endnu en badge til samlingen. Herefter løste de en række opgaver, som knyttede sig til en særlig rute i af parken, som viste sig at være en del af ”Ala Kahakai National Historic Trail”, og dermed fik de endnu en Junior Ranger badge til samlingen.

Vi fortsatte derefter op til Pololu Valley Lookout og blev belønnet med en udsigt langs den nordlige klippefyldte kyst, samt en meget frodig udsigt over Pololu Valley, som er blevet til under mange års lavafloder, som har skåret sig igennem terrænet og dermed formet den flotte grønne dal.

Hjemturen gik ad samme rute som udturen, men vi gjorde stop ved Hapuna Beach samt Kekaha Kai Beach, hvor vi til sidstnævnte måtte køre ad en lille og meget bumpet vej, på trods af at den skulle fremstå som asfalteret.

Aftensmaden indtog vi på Outback Steakhouse i Kailua-Kona, inden vi sent på aftenen kørte retur til hotellet.

Op dagen (dag 5) efter og til Volcano Village – det var meeeeget svært at forlade Sheraton. Det var en tur på små 2½ time, men vi vidste også, at med de obligatoriske stop for at se flotte udsigter mv., ville tiden måske blive det dobbelte. Vi forlod derfor hotellet straks efter morgenmaden, og satte kursen østpå.

Første stop på vejen var Pu'uhonua O Honaunau National Historical Park, som ikke blot havde en fantastisk beliggenhed, men selve atmosfæren og omgivelserne viste, at amerikanerne kan det der med nationalparker. Nationalparken lå lige ned til havet, og med turkis vand, små sivhytter, flotte træudskæringer og figurer, havde de i sandhed en historisk perle at bevare. Jonathan og William fuldførte endnu et Junior Ranger program, og vi kunne derefter fortsætte vores rute.

Undervejs gjorde vi holdt på et kaffemuseum, hvor vi fik nogle smagsprøver på deres Kona kaffe , samt et bageri der havde specialiseret sig i ”sweet bread”.

Vi gjorde også holdt på en sort sandstrand, Punalu'u County Beach Park, hvor vi spiste vores frokost og blev underholdt af en mand og hans selvbyggede fjernstyrede legetøjshelikopter, som han mestrede at flyve med henover klipper, parkeringsområdet og stranden.

Derefter kørte vi resten af strækningen til Hawai‘i Volcanoes National Park, hvor vi talte med en meget venlig ranger om dagens lavastatus og vejret. Da vejret på dagen var rigtigt godt (dvs. for Hilo-egnen lettere overskyet), anbefalede hun os at se solnedgangen og iagttage vulkanen Kilauea, som er i udbrud. Jonathan og William fik også udleveret en rangerprogram, så vi havde aktiviteter til de kommende dage.

Efter at have kigget nærmere på visitor centret kørte vi til vores bed & breakfasthotel, Tara Firma Inn, hvor den venlige indehaver Fritz Bell tog gæsteligt imod os. Vi fik anvist vores værelse, Orchid Room, som viste sig at være den ene halvdel af hele husets overetage med tre store senge og eget toilet og bad. De to øvrige værelser, der blev udlejet have delebad og deletoilet, så vi satte naturligvis pris på, at vi havde været ude i god tid og booke værelset.

Fritz stod tidligt op hver morgen og gjorde morgenmaden klar til os nedenunder i køkkenet. Hans signaturret var frisk frugt skåret ud som en skildpadde – vi nænnede ikke at fortælle ham, at vi faktisk ikke så godt kan lide papaya, som udgjorde hovedingrediensen i den kunstfærdige frugtskildpadde. Fritz var i øvrigt en meget venlig mand, der gerne fortalte om området og også delte sin historie om, hvordan han var rejst fra storbyen St Louis, Missouri, til den lille landsby Volcano Village, Hawaii. Lene fik en ekstra stjerne hos ham, da hun spurgte om deres B&B mon var opkaldt efter plantagen i Borte med Blæsten. Fritz lyste helt op og fortalte at både ham og konen var meget store ”Gone with the Wind” fans.

Derefter kørte vi ind til centrum af byen, Volcano Village, som vi boede i og spiste aftensmad på Thai Thai Restaurant. Efter at have mættet vores maver kom en ung pige, som arbejdede i restauranten, hen til Jonathan og William og spurgte, om de ville holde en kamæleon, som hun havde fundet samme dag. Efter en ultrakort overvejelse sad kamæleonen først på William og dernæst Jonathan. De syntes begge, det var sjovt, lige indtil den begyndte at kravle op ad Jonathans arm og op mod hans nakke, da blev smilet lidt anstrengt hos Jonathan.

Mørket var ved af falde på og tiden var nu til, at vi måtte tilbage til Hawai‘i Volcanoes National Park, hvor vi kørte op til Jaggar Museum, hvor det bedste udsigtspunkt til vulkanen Kilaueas Halema’uma’u krater var. Der var ingen lava at se, men som mørket faldt på blev røgen over vulkankrateret mere og mere orange, og vi kunne virkelig fornemme, hvor meget lava der var i krateret Halema’uma’u, og hvor aktiv vulkanen var. Det var i sandhed et stort øjeblik at stå på en aktiv vulkan og se, hvor mægtig den egentlig er, mens månen og stjernerne åbenbarer sig for en.

Vulkanen har været aktiv siden 1983, hvor den i perioder har spyet lava ud i enorme mængder. På tidspunktet for vores besøg var der to udbrud i gang i samme vulkan, hvilket var noget af en sensation, da en vulkan altid kun har et udbrud i gang. Kilauea havde med den enorme mængde lava dannet to kratere, Halema’uma’u og Pu’u’O’o.

På grund af vulkanens store aktivitet og den ustabilitet, det medfører for området, var halvdelen af vejen Crater Rim Drive rundt om Kilauea Caldera lukket og havde været det de seneste to år. Derfor kunne vi ikke komme så tæt på kraterkanten, at vi kunne kigge ned i lavaen, da det ville være for varmt og for giftigt. Endvidere frarådede rangerne de besøgende at gå uden for de afmærkede stier, idet jorden i flere områder var ustabil, idet den mest bestod af lavasten fra tidligere udbrud, og der ville være nogle lavafloder nedenunder, hvor den aktive lava flød.

På landjorden kunne vi derfor kun se lava ved selve krateret Halema’uma’u og ved det andet krater, Pu’u’O’o. Sidstnævnte lå ved et skovstykke, som lavaen havde antændt, og derfor ville det være forbundet med stor fare at bevæge sig hen til dette krater. Sidste mulighed for at se lavaen flyde ville være der, hvor den flød ud i havet. Lavaen havde i årenes løb ændret retning flere gange, og lavaen flød ved vores besøg kun ud i havet i en smal stribe ved udkanten af nationalparken.

Vi kunne derfor vælge at køre ad highway 130 til et lavaudsigtspunkt og måske skimte lavaen i mørket, eller gå på det størknede lava ind over privatmands grund for at komme tæt på, køre til enden af Roads End i nationalparken og gå en tur henover størknet lava i sammenlagt over 16 timer eller tage en guidet sejltur, hvor sikkerhedsregler ikke altid er i højsædet, idet nogle at bådene sejler ca. 5 meter tæt på lavaen. I øvrigt var lavaen ved kystlinen særdeles skrøbelig, og i turisternes higen efter at se lava hændte det, at det størknede lava, som turisterne troede sikkert, pludselig styrtede i havet helt op til 200 meter fra kystlinien, hvilket betyder den sikre død.

Gjort endnu klogere på vulkaner og den risiko, de medfører, besluttede vi os for ikke at udfordre skæbnen de kommende dage.

På sjettedagen havde vi besluttet os for at køre ned til Roads End, som er en vej i Hawai‘i Volcanoes National Park, som efter et vulkanudbrud i vulkanen Kilauea for 10 år siden blev oversvømmet af så meget af lava, at Big Islands sydligste vej ikke længere er farbar. Både af økonomiske årsager, men også for at vise, hvor store skader en vulkan kan udrette, er den størknede lava ikke fjernet fra den sydligste vej, og den i er i stedet et stort tilløbsstykke, idet der stadig står vejskilte, som stikker op af den størknede lava. Det var en meget særpræget oplevelse at vandre ud på den størknede lava og så langt øjet rakte, var der et goldt, sort lava-landskab at skue. Nu ved vi, hvordan Frodo havde det, da han skulle vandre igennem Mordor på sin vej for at uskadeliggøre mørkets fyrste Sauron. Ved Roads Ends kunne vi også beundre en klippebue ude ved kysten. Den er skabt af lava og formet af vandet.

Vi kørte retur til Jaggar Museum og deltog i et spændende rangerprogram. Rangeren var en ældre dame, pensioneret aviator fra US Airforce, ”who always dreamt of being a Ranger”, som indførte os i vulkanens gøren og laden. Det skete i et sådant tempo og stakato,, at vi næsten fik lyst til at stå ret og gøre honor, da hun endelig efter 20 minutters speed-snak tog en indånding. Vi turde i hvert fald ikke forlade forsamlingen, inden hun var helt færdig.

I øvrigt fortalte hun, at vi ikke skulle sætte næsen op efter at se store floder af lava, da det er kun noget rejseselskaberne og hotellerne udstiller. Sidste store lavaudbrud sendte 30.000 turister til nationalparken, men udbruddet varede kun 19 timer. Lavastrømmene kan ændre sig meget fra dag til dag.

På museet var Jonathan og William meget fascineret af myten om den smukke vulkangudinde Pelé. Det er angiveligt hende, der bestemmer, hvornår der skal være udbrud, og hendes lunefulde humør giver ikke indbyggerne på Big Island meget forhåbning om, at lavastrømmen skulle stilne af i nær fremtid.

Vi gik også en tur igennem Thurston lavatube, som er dannet ved, at store mængder lava igennem mange år gradvis er størknet på overfladen, mens den har været så varm under overfladen, at den frit har kunnet flyde videre. Efterhånden som trykket i vulkanens magmakammer er aftaget, er den flydende lava forsvundet og har efterladt den omkringliggende tunnel. Børnene var ellevilde, for lommelygterne skulle frem, og der blev kigget grundigt efter, om vi kunne finde nogle af de blinde edderkopper, der lever i mørket. I børnenes fantasi var disse ”usynlige” edderkopper pludselig vokset til kæmpeedderkopper. ”Men godt at de er blinde far, for så kan de ikke finde os!!”

På syvendedagen startede vi dagen med at vandre nogle korte ruter i nationalparken. Blandt andet gik vi en smuk tur på Sulfur-trail (svovlstien), hvor jorden glimter i alle mulige farver, og gasserne står ud af overfladen. Der lugtede kun lidt af prut, og vi nød den skønne tur gennem naturen, som ikke mange af de andre besøgende havde valgt at tage. Vi vandrede også til et område med en masse steam vents, som er naturlige dampkanaler. Den varme magma i undergrunden får det nedsivende regnvand til at fordampe nede i jorden, og det sendes med stort tryk ud via små og store luftkanaler i den porøse undergrund. Så vi gik rundt i dampbad flere steder.

Efter frokost tog vi en spontan beslutning og kørte op mod den nordøstlige del af øen. Målet var Akaka Falls, vandfaldet, der med en højde på 130 meter er dobbelt så højt som Niagara vandfaldet. Til at begynde med måtte vi beundre vandet fra himlen, for der kom en byge af dimensioner, lige da vi ankom til Akaka State Park. Det var dog ganske underholdende at benytte ventetiden til at se alle de drivvåde gæster komme løbende ud af parken. Solen kom frem igen, og vi gik ad den korte men ufatteligt smukke sti mod vandfaldet. Her var ganske frodigt, og der stod kæmpebambus, og overalt var der grønt i grønt. Selv palmernes høje stammer var overgroet af andre opportunistiske plantevækster. Med det nylige regnvejr, dampede det af frodig jungle og ja, fik vi sagt, at det var helt utroligt, ubeskriveligt frodigt?

Tilbage i Volcano Village fik vi pakket kufferterne og spiste endnu engang på den glimrende Thai Thai Restaurant.

Tidligt op søndag morgen. Fritz var stået endnu tidligere op for at sørge for, at papaya frugt-skildpadderne stod klar til indtagelse, inden vi skulle køre mod lufthavnen.

I lufthavnen havde vi kun lige læsset kufferterne ud af bilen, før der stod en servicemand fra lufthavnen. Fluks fik han bakset vores 5 kufferter op på en vogn, og væk var han med vores pas. Vupti 5 minutter senere var vi checket ind. Meget hurtigt og effektivt og en kende ulig det tempo, vi ellers er blevet mødt med her i Stillehavet. Flere gange er vi blevet mødt med frasen: ”Relax – you’re in Hawaii”. Det gjorde vi så – relaxede – i afgangshallen inden den 50 minutteres flyvetur til Oahu.