Burgers, bears & beaches

Burgers, bears & beaches

111 dage - ingen vej tilbage - USA here we come

Efter flere års planlægning kan vores store drøm endelig realiseres. Drømmen deler vi naturligvis gerne med andre.
Bloggen er lavet så vores familie, venner og kollegaer kan følge vores 111 dage lange færd i USA.
Desuden kan andre interesserede finde nyttige tips og spændende læsning om de destinationer, vi besøger. Automatiske opdateringer kan modtages ved at skrive til os på: blog@vinderoedderne.dk

Oahu – Last week in Paradise

HawaiiOprettet af Vinderødderne tir, juli 16, 2013 08:58:36

Så er vi i gang med det næstsidste blogindlæg for denne tur. Det er mærkeligt at tænke på, at vi snart sidder i flyet på vej hjem mod Danmark. Men inden vi når så langt, har vi en dejlig uge at skrive om her på Oahu.

Fin flyvetur fra Big Island til Honolulu International Airport på Oahu. Honolulu – bare navnet H-O-N-O-L-U-L-U lyder dragende eksotisk og eventyragtigt, og man ser palmer og hvide sandstrande for sit indre. Honolulu er ”hovedstaden” i staten Hawaii og vi bemærkede forskellen fra de øvrige 2 øer, vi har besøgt.

Ingen tvivl om, at selve staten Hawaii skiller sig meget ud fra fastlandet USA. Det er noget, hawaiianerne også er meget opmærksomme på og stolte af. Glemt er de tider, hvor man skammede sig over at være indfødt hawaiianer og kun dyrkede det unikke sprog i smug. I 70’erne skete der en revival af den hawaiianske kultur, og man forstod, at det var vigtigt at dyrke det oprindelige hawaiianske og linket til Polynesien, ellers ville det simpelthen forsvinde. Nu kører der specifikke spor på folkeskolerne, hvor børnene lærer sproget og kulturen fra deres rødder at kende. Hvor vi i Danmark har den Kongelige Balletskole, har Hawaii officielle hulaskoler, hvor kuka’er (en slags hula-master) ikke bare lærer børnene at svinge hofterne, men hvor de også opdrages til at være stolte af deres hawaiianske baggrund.

Nu hvor vi har besøgt flere øer, kan vi også ane en mental forskel mellem folk på de 3 øer. Maui er alles yndlingsbarn og ligger lunt som smørklatten mellem Big Island og Oahu. Big Island er rå natur, og det kræver naturligvis en vis psyke at bo direkte ovenpå en aktiv vulkan. Beboerne fra Big Island synes, at Oahu er en ”big city island” og uden charme. Da vi talte med udlejeren af vores ferielejlighed her på Oahu, var hun derimod ovenud begejstret for Oahu. ”We have everything here” – natur og storby all-in-one. Det har de øvrige øer ikke. Der er selvfølgelig sandhed i alle udtalelserne, og ud fra vores egen bedømmelse er der ingen tvivl om, at øerne er markant forskellige. Alle 3 øer har budt på unikke oplevelser for os, så det er svært at fremhæve den ene fremfor den anden ø. For os er Hawaii bare lig med paradis på jord.

Baggagen skulle vi ikke tænke på, for vi havde igen booket Bags VIP Customer Service via American Airlines til at hente vores kufferter ved baggagebåndet og køre dem til vores ferielejlighed. Ved ankomst i lufthavnen kunne vi derfor gå direkte til Hertz Car Rental og hente vores bil. Som eneste guldmedlem i shuttlebussen undgik vi derfor køen, og i bogstaveligste forstand kunne vi under 30 sekunder senere gå hen til vores Ford Mustang Convertible, og af sted det gik med ”Rasmus Zebra” (Williams betegnelse for Rasmus Seebach) for fuld udblæsning.

På vej mod ferielejligheden lagde vi vejen forbi Pearl Harbor, som rettelig hedder "World War II Valor in the Pacific National Monument" at få noget information om de forskellige tours, vi havde tænkt os at tage på en af de nærmeste dage. Ved skranken i besøgscenteret ville vi blandt andet vide, hvornår vi skulle møde om morgenen for at få fire af de eftertragtede billetter til USS Arizona Memorial Site, som man ellers skal reservere meget lang tid i forvejen, og som desværre til vores store ærgrelse var gået vores næse forbi. Den flinke pige, der sad i skranken spurgte, om vi var interesserede i fire uafhentede billetter til USS Arizona Memorial Site med afgang 1 time senere. USS Arizona var et af de steder, som stod højt på vores liste, og da pigen fortalte os, at man i øvrigt skulle møde op klokken 5 om morgenen (!) for at gøre sig forhåbning om at komme med båden ud til USS Arizona, var sagen ligesom afgjort. Vi havde ikke pakket og planlagt efter det, så frokosten bestod af småkager og cola, som den lille nærliggende snack shop kunne byde på, men priste os lykkelige og heldige over, at vi ikke skulle op midt om natten for at kunne tilegne os en billet.

USS Arizona er blevet et af de store symboler på japanernes angreb af Pearl Harbor. Dette store amerikanske krigsskib blev bombarderet og sænket, da en bombe gik igennem skibet og ramte dets ammuntionsdepot, som eksploderede. USS Arizona ligger stadig på lavt vand i Pearl Harbor, og man har bygget et memorial site på vandet lige over vraget. Det har stor følelsesladet værdi for amerikanerne, og vi blev bedt om at besøge stedet i stilhed og med respekt for de ca. 1100 døde sømænd, der omkom på dette sted.

Faktisk fungerer stedet stadig som kirkegård, idet overlevende fra Pearl Harbor angrebet kan vælge at lade sig begrave i vraget. Efter en god og oplysende film om angrebet gik turen med båd ud til sitet. Det var lettere blæsende, og vandet var en smule i oprør, men vi kunne flere steder se konturerne af vraget, og toppen af kanontårnet stak op af vandet. Interessant nok var der utroligt mange japanere på besøg i Pearl Harbor, og ved læsning kunne vi konstatere, at der er flere bevægelser i gang, der med bogudgivelser på både amerikansk og japansk skildrer den kontroversielle sag om Stillehavskrigen fra begge sider.

Det var et spændende besøg, og Jonathan og William var meget opslugte af historien om begivenhederne på Pearl Harbor. Vi tog derfra med endnu et Junior Ranger hæfte under armen, som Jonathan og William nu kunne løse de kommende dage.

Med flueben ved denne aktivitet kørte vi videre til Makaha Beach, hvor ferielejligheden, Hawaiian Princess, ligger. Ejeren Gail, vores udlejer via VRBO, havde tæppebombet os med e-mails om vores kommende ophold. Her var detaljeret beskrevet alt om rutevejledning, indkøbsmuligheder og forbuddet mod at bruge køkkenvask-kværnen og futonen i stuen. De mange notitser blev ikke mindre, da vi ankom til lejligheden, hvor der overalt hang små sedler om, hvad vi måtte og ikke måtte: ”Pas på dekorationen ved indgangsdøren, skru ikke aircondition længere ned end 74” osv. Der var sågar en seddel i skabet på badeværelset, der beskrev, hvilken sæbe der var hældt i sæbedispenseren – ”Dove Sensitive”, hvis I skulle være interesserede smiley.

Husbestyreren tog imod os ved ankomst og gav os en skyndsom introduktion til lejligheden og ups, var der stadig mad i køleskabet og fryseren fra de forrige lejere? Det havde hun sandelig ikke set, da hun ”gjorde rent”. Men hun var sød og gav os en bunke saftige mangoer fra sin baghave.

Ferielejligheden ligger i komplekset i en lille bugt tæt ved Makaha Beach Park. Udover Hawaiian Princess ligger der kun et anden feriekompleks, så stranden, der ligger 20 meter fra vores altan, var bestemt ikke overrendt. Vandet var klart og lækkert, men bølgerne kunne til tider være temmelig barske. Men Jonathan og William kastede sig frygtløse ud i bølgerne og gjorde flittigt brug af svømmebriller og surfboards. Lidt ude i vandet kunne man fint snorkle og se flotte fisk i alle regnbuens farver.

Vi besluttede os for på andendagen at køre ”hawaiian style”, som betyder, at man skal glemme tiden fuldstændigt og bare slappe af. Vi tilbragte derfor dagen med sand mellem tæerne på stranden ved vores ferielejlighed. Om aftenen hyggede vi alle fire med tegnefilm og slikskål.

På 3. dagen var vi på heldagstur. Startede dagen med atter at køre ind forbi Pearl Harbor for at se USS Bowfin, som er en stor ubåd fra 2. Verdenskrig. Da det ikke var tilladt at have tasker af nogen som helst art ind på Pearl Harbor, besluttede vi os af praktiske hensyn at lade Lenes pung blive hjemme i ferielejligheden, hvilket havde fatale konsekvenser (for Lene) senere på dagen.

På USS Bowfin kom vi på en selvguidet tur med høretelefoner, og Jonathan og William lyttede interesseret med, selvom det var på engelsk, for de indtalte informationer var krydret med lydende fra torpedoangreb og sirener. Vi besøgte herefter det tilhørende ubådsmuseum, hvor det til sidst var os voksne, der gerne ville videre, mens børnene hyggede sig gevaldigt i et ubådscockpit.

Ved besøget på Pearl Harbor fik Jonathan og William afleveret deres udfyldte Junior Ranger hæfter og fik afgivet deres ed på engelsk. De fik udleveret deres Junior Ranger badge nummer 13, den ultimativt sidste her på vores tur. Nu skal drengene snart have skiftet deres solhatte ud med en sombrero for at få plads til flere badges.

Vi kørte derefter mod Waikiki Beach – den store, brede og hvide sandstrand, hvor turismen opstod her på Hawaii, og hvor de kæmpestore hoteller ligger og skubber sig op ad hinanden. Man kan også nemt komme til at skubbe til nogen på stranden, for man ligger så tæt, at man kan smøre sidemanden ind i solcreme, hvis det skulle blive nødvendigt. Men vandet var fantastisk turkis og stille, og udsigten til Diamond Head var formidabel.

Det skal retfærdigvis siges, at vandet på de første fem meter fra strandkanten var en kende grumset, og man kunne ane en film i overfladen, hvilket vi tilskrev de tusindvis af turister, der lå på stranden og var i vandet indsmurt i solcreme. Desuden kunne vi flere steder se sugerør og cigaretskod stikke op af sandet. Det var tydeligt, at stranden var blevet et resultat af masseturismen, men flot var den bestemt.

Vi afsluttede dagen med burgere på en snusket Hooters, og her viste det sig, at vi for første gang skulle legitimere os, før vi kunne få serveret alkohol. Til Lenes stor fortrydelse havde hun ikke noget ID-kort med, så hun måtte sidde og patte i en cola, da de ikke ville servere alkohol for hende, selv om hun ser ud til at være mindst 21 år (eller hvad?). Da vi sidst på aftenen kom tilbage til lejligheden, havde vi 2 sovende børn på bagsædet.

Stranden ved Makaha lokkede os til at bade igen på dag 4. Jonathan og Lene startede dagen med at gå ud til nogle klipper på pynten ved stranden. Efter sigende skulle man kunne se delfiner tidligt om morgenen. Men vi var åbenbart kommet for sent op, for der var ingen delfiner i sigte. Til gengæld så vi mange store krabber på klipperne, en enkelt skildpadde i vandet og nogle hjemløse i buskene. Ejendomspriserne på Oahu er skyhøje, så der er knap 6.000 hjemløse på øen. Mange slår sig ned på strandene og finder ly under træer og buske. Dette syn gav anledning til en god snak med Jonathan om, hvorfor nogle mennesker ikke har et hjem, og om hvor godt vi har det. En vigtig læring, som gjorde stort indtryk på Jonathan. Men hvis det endelig skal være, så er strandene på Hawaii nu ikke det dårligste sted at slå sig ned som hjemløs.

Dagen gik med badning, snorkling og sandslotte. Johnni, Jonathan og William lagde vejen forbi ”Fantastic Sams”, så de kan se anstændige ud, når vi kommer hjem til Danmark. Frisøren faldt helt i svime over Williams lyse lokker. ”He is soooo cute”, sagde hun hele tiden (og vi kan jo kun give hende ret smiley).

På femtedagen var det 4th July – Uafhængighedsdag og USA's fødselsdag, som fejres med stor festivitas over hele USA. Vi havde fundet frem til, at der skulle være parade i byen Kailua på østkysten af Oahu, iklædte os i røde, blå og hvide farver og kørte en lille times tid derhen. Det var der også andre der havde set, så der myldrede med biler og mennesker på de små villaveje, hvor vi til sidst fandt en parkeringsplads til vores Mustang.

Vi fulgte strømmen af Stars and Stripes klædte amerikanere, der var tungt belæsset med klapstole og de store obligatoriske køletasker på hjul. Vi fandt paraderuten, og ganske belejligt var det lige ved siden af en kristen organisation, der i dagens anledning havde slået kirkedørene op og bød på gratis popcorn og shaved ice (Hawaiiansk form for slush ice). Her slog vi os ned og beundrede den to timer lange parade af festklædte amerikanere.

Her var alt fra sækkepipemusik, huladansende homoseksuelle, en cyklende præsident Lincoln, diverse senatorer, kongresmedlemmer og andre politikere i blomsterpyntede corvetter, den lokale pensionistklub i en sporvogn med høj musik. US Navy og Marines, samt militære veteraner blev mødt med stor hujen og tilråb – ”thank you for your service”. Ingen tvivl om at amerikanske soldater og andet militærpersonel mødes med stor respekt og stolthed. ”Happy 4th” og ”Happy Birthday USA” gjaldede i gaden.

Der var også mere lokale indslag i paraden, såsom blikkenslagerfirmaer, solcelle-montører og lokale fodboldklubber. Mange af dem uddelte små gaver til børnene i vejkanten, og vi blev tungt belæsset med slikkepinde, blyanter, vifter, solbriller, tatoveringer og vandflasker.

Efter paraden kørte vi fra Kailua langs sydøstkystens smukke strækning, der minder meget om Maui. Der var en del scenic points undervejs, hvor vi kunne beundre udsigten over kysten og de flotte strande.

Næste stop var Hanauma Bay National Preserve. Stranden er et beskyttet område, hvor der værnes meget om dyrelivet, i dette tilfælde livet i havet i denne lille afsondrede bugt.

Bugten opstod i sin tid af et vulkankrater, hvoraf en fjerdedel styrtede i havet, så der i stedet blev dannet en lagune. Med tiden er lagunen sandet til og vupti, i løbet af en lille million års tid havde naturen lige dannet et undervandsparadis, hvor lavaen havde givet god grobund for koraller og en fantastisk fiskeliv. Da det er et beskyttet område, skulle vi betale entre for at komme ind. Dernæst blev vi gelejdet hen i en biograf, hvor det var obligatorisk at se en film om området og om, hvordan man færdes i vandet for at påvirke fisk og koraller mindst muligt.

Sandet var hvidt, og vandet var klart. Vi havde selv taget dykkermaske, svømmebriller og snorkel med, så vi kunne udforske havbunden. William var ikke helt på toppen, og tog en meget lang skraber på håndklædet. Vi lejede et bælte til Jonathan, så han undgik at ødelægge korallerne og træde på søpindsvin, og så var det ud på dybt vand. Der var vitterligt fisk i alle regnbuens farver, og det var som at svømme rundt i et stort akvarium. Det var en stor oplevelse at betragte Jonathans ansigt under vandet, når han fik øje på de farvestrålende fisk. Hans begejstring var stor, og han pegede rundt til alle sider.

Jonathan og Lene så en camoufleret fisk, der havde lighed med en slags skorpionfisk, og Lene fortalte Jonathan, at den skulle de ikke lige svømme hen til. Øjeblikket efter kom der en ca. ½ meter stor papegøjefisk svømmende lige foran deres dykkerbriller og vupti, så var Jonathan på vej ind mod land i lyntempo – det var lige lovligt mange store og potentielt giftige oplevelser på én gang for en 6-årig dreng. Han slappede dog af igen, da vi talte med ”fiskemanden” i informationsskranken, der kunne fortælle, at det næppe var en giftig fisk, vi havde set, og at der i øvrigt ikke kom store hajer ind i bugten.

Vi blev ved Hanauma Bay næsten indtil de lukkede og kørte derefter mod Waikiki for at spise aftensmad og se fyrværkeri på havnen. Det var jo USA's uafhængighedsdag, så hvad var mere amerikansk end at spise aftensmad på Mc Donalds? Det var Williams store ønske, og da han ikke var helt på toppen, fik han lov til at vælge, så vi kunne gøre os forhåbninger om, at han kunne spise bare en lille smule mad i løbet af dagen, hvilket lykkedes.

Havneområdet ved Ala Moana på Waikiki var godt fyldt op. Vi fandt os en lille tot græs i rabatten og slog os ned, mens vi ventede på, at klokken skulle bliver halv ni. Vi havde på forhånd store forventninger til fyrværkeriet, som var sponsoreret af USA’s og vist nok verdens største udendørs indkøbscenter, og da det gik løs, blev vi bestemt ikke skuffede. Det var storslået, og paletten af farver var naturligvis fortrinsvist holdt i rød, hvid og blå.

Efter sigende var der 30.000 tilskuere, og det smittede naturligvis, når der lød et samlet ”wow” gennem forsamlingen. Der var selvfølgelig en kende kaos, da de 30.000 mennesker efterfølgende skulle væk fra Waikiki, men meget tydede på, at politiet havde prøvet den slags opgaver før. Vi havde parkeret et stykke væk, så vi kom nemt ud af byen. Det havde været en meget spændende dag, og mæt af indtryk fra 4th July og farverige fisk gik vi alle 4 på hovedet i seng.

6. dag sov vi længe, dovnede formiddagen væk og vandrede de 20 skridt ned på stranden for at slappe af. Om eftermiddagen besluttede vi os for at prøve at finde den ”hemmelige” strand ved siden af Makaha, hvor udlejeren Gail havde anbefalet, at vi prøvede at tage til. Måske var vi heldige, at der ville være havskildpadder på stranden. Det var godt, at vi havde fået så nøjagtig vejbeskrivelse til stranden, for ellers havde vi aldrig fundet den ca. 50 meter lange stribe af strand, der lå gemt inde bag husene i et almindeligt beboelseskvarter. På Hawaii er alle strande offentlige, så man har ret til adgang til stranden, uanset hvor man er, også selvom det betyder, at man skal finde, de små stier mellem husene, der fører ned til de ofte små strande. Eneste krav er, at man ikke må betræde privat ejendom.

Vi var kun trådt få skridt ind på stranden, før vi så en kæmpestor havskildpadde, der lå og solede sig i strandsandet. Der var et par andre gæster, der også havde fundet vej til stranden (så helt hemmelig kan den altså ikke være længere), men de sad helt uanfægtet under en parasol, mens deres børn legede i vandkanten. Vi fire danskere derimod var ovenud euforiske over at se denne smukke Honu (som er det hawaiianske ord for skildpadde) ligge lige dér foran os.

Havskildpadderne er beskyttede på Hawaii, og det er behæftet med store bøder, hvis man generer dem. Håber ikke det også gælder fotografering, for vi knipsede løs. Vi havde heldigvis taget svømmebrillerne med, for da vi snorklede i vandet, var der yderligere mindst 15 store havskildpadder i vandet. Det var et helt igennem fantastisk autentisk Hawaii-øjeblik at svømme rundt blandt disse flotte dyr, og helt euforiske var havskildpadden et stort samtaleemne til aftensmaden.

Syvende og sidste hele dag på Hawaiian Princess begyndte med så småt at pakke kufferterne og få dem vejet af. Dagen blev tilbragt på den skønne strand og i vandet. Lene snorklede lidt rundt ved pynten for enden af stranden og stødte også her ind i en stor havskildpadde, der spiste alger af klipperne under vandet.

For Jonathan var dagen en særlig milepæl, for han tabte endelig sin første fortand. Den har længe hængt meget løst, og han var meget stolt, da han kunne præsentere den tabte tand for Far.

Vi nød den sidste aften på altanen og beundrede endnu engang den flotte orange solnedgang. Det bliver svært at skulle forlade dette sted. Udlejeren Gail har fuldstændig ret. Dette sted giver dig gåsehud, så smukt er det. Og hvor er det fortrøstningsfuldt at opleve, at steder som dette stadig findes på denne jord.

Vores sidste reelle feriedag i USA, nemlig dag 8 på Oahu foregik stille og roligt (Hawaiian tempo). Vi begyndte dagen med at tjekke ud fra Hawaiian Princess og køre med Star Taxi Hawaii til Best Western The Plaza ved Honolulu International Airport. Heldigvis kunne det lade sig gøre at tjekke ind her allerede klokken 11 om formiddagen, så vores baggage kunne blive opbevaret på værelset.

Dernæst satte vi kursen mod Walmart for at proviantere drikkevarer, chips og kiks til resten af dagen, samt til den meget lange flytur tilbage til Danmark dagen efter.

Så kunne det kun gå for langsomt med at komme til Waikiki Beach og suge de sidste stråler ud af solen. Vejret var ekstremt varmt, og der var næsten skyfrit. Vi nød vejret og stranden i fulde drag, og faldt flere gange i staver over den betagende udsigt mod Diamond Head. Jonathan og William skulle endnu en gang ud i de store surfbølger og lege, for de var også for alvor blevet klar over, at vores lange eventyr var ved at være ved vejs ende.

Vi forlod Waikiki i delt nedtrykt og glædelig sindstilstand. Vi vidste, at det var ved at være forbi, men var også sikre på, at vi kommer tilbage til dette enorme land, som rummer ufattelig mange muligheder og har en prægtig forskelligartet natur.

Vi dulmede den nedtrykte del ved at indtage vores sidste aftensmåltid på restauranten med Hawaiis største omsætning: The Cheesecake Factory, hvor vi udover hovedretten bestilte hele to stykker kage, hvilket i sidste ende viste sig at være lige i overkanten. Men vi nød det alle i fulde drag, og tilbage var blot at komme retur til hotellet og komme tidligt i seng.

Hele fire forskellige vækkeure satte vi til at ringe, inden vi gik i seng. Paranoid – måske – men vi vidste, at der ventede os 34 timers hjemrejse inklusiv 12 timers tidsforskel og 2 mellemlandinger undervejs. Vi måtte bare ikke komme for sent til check-in. Udmattede over alle de oplevelser vi havde været deltagere i over de sidste 3½ måneder, faldt vi i søvn med et smil på læben.

Danmark er vores næste destination, men ikke den sidste. USA har meget mere at byde på: ”We’ll be back – soon”.