Burgers, bears & beaches

Burgers, bears & beaches

111 dage - ingen vej tilbage - USA here we come

Efter flere års planlægning kan vores store drøm endelig realiseres. Drømmen deler vi naturligvis gerne med andre.
Bloggen er lavet så vores familie, venner og kollegaer kan følge vores 111 dage lange færd i USA.
Desuden kan andre interesserede finde nyttige tips og spændende læsning om de destinationer, vi besøger. Automatiske opdateringer kan modtages ved at skrive til os på: blog@vinderoedderne.dk

Bryce Canyon National Park via Scenic Byway 12

Det vestlige USAOprettet af Vinderødderne man, maj 27, 2013 03:49:19

Vi vågnede op til regnvejr, pakkede sammen i regnvejr og forlod campingpladsen i silende regn. På den første del af turen ad Scenic Byway 12 kørte vi op i bjergene (Boulder Mountains), hvor tågen hang så tungt over det alpine landskab, at vi måtte fantasere os til den storslåede udsigt, der efter sigende skulle forefindes her. Regnen blev afløst af slud, dernæst sne, og for en stund kørte vi pludselig gennem et fuldstændigt snedækket skovklædt landskab.

Ruten ad Scenic Byway 12 er beskrevet som Utahs All-American Road og er karakteriseret ved, at man kommer igennem mange typer af landskaber f.eks. alpin skov, rester af forhistorisk havbund, pink bjergkamme og flade golde sletter. Disse forskellige landskaber er geologisk og arkæologisk formet gennem millioner af år. Således er turen ad rute 12 både en forunderlig rejse gennem tid og terræn.

På et tidspunkt kørte vi på The Hogback, hvor den smalle stribe af asfalt, som kaldes vej, er anlagt allerøverst på toppen af en smal bjergkam med stejle bjergsider på begge sider af autocamperen. Kørslen her foregik med tungen lige i munden og Lenes hjerte i halsen.

Videre ad ruten strejfede vi også det enorme område kaldet Grand Staircase Escalante National Monument. Dette område byder på en række massive geologiske nedadgående ”trappetrin”, der strækker sig mod sydvest hele vejen via North Rim ved Grand Canyon i Arizona og ned til Coloradofloden.

Vi lavede en afstikker fra rute 12 ud til Kodachrome Bassin State Park, hvor klippeformationerne på usædvanlig vis har form som høje runde skorstene kaldet ”sand pipes”. Og ja stedet har noget med film at gøre, idet stedet er opkaldt efter datidens revolutionerende farveægte kodakfilm.

Regnskyerne hang meget tunge og mørke over os, da vi endelig nærmede os Bryce Canyon National Park, og himlen åbnede sine sluser, og vi blev budt velkommen til parken i silende regn.

Installeringen på North Camp Ground inde i nationalparken var meget hurtig, idet der ikke er nogen form for hook-up. Dvs. at vi de næste 2 dage ikke kan tilsluttes hverken vand, strøm eller kloak. Noget som har gjort Jonathan og William yderst bevidste og sparsomme med hensyn til at rationere brug af Nintendo og iPad.

Vi aflagde besøg på det yderst informative visitor center og fik tilrettelagt et program for vores besøg og sikret os, at Jonathan og William kunne nå at deltage i Junior Ranger programmet.

Sidst på eftermiddagen stoppede regnen, og vi vovede os af sted på en guidet Ranger tur langs kanten af Bryce Canyon. Vi havde en fantastisk erfaren (26 års erfaring), autentisk og yderst vidende Ranger, der indførte os i alt fra dyreliv, planteliv, fossiler og den geologiske forklaring på de mange hoodoos, der findes i Bryce. Det var meget lærerigt og meget indlevende – vi blev bl.a. bedt om at omfavne og snuse dybt til et af de specielle fyrretræer.

Børnene på rundturen blev også inddraget og Jonathan meldte sig modigt til at trække ”noget” op af rangerens taske. Det viste sig at være en afstøbning af en stor bjørneklo, og vi fik dernæst en række historier om, hvordan man IKKE skal gøre, hvis man pludselig står ansigt til ansigt med en sort bjørn. Så nu ved vi, at vi skal gå langsomt og kontrolleret (yeah right) væk fra dyret, mens vi gør os store (tager børn på skuldrene) og laver larm (no problem). Helt modsat, hvis vi møder en bjergløve, skal vi bare blive stående og skræmme den, og kæmpe alt hvad vi kan (okayyyy). Vi må under ingen omstændigheder løbe, da bjergløvens instinkt derved siger ”byttedyr”. Vi må heller ikke rulle os sammen til en kugle (nej, hvem havde dog tænkt på det?), da instinktet igen siger ”byttedyr”. Vi blev dog beroliget med at disse rovdyr som regel (vi gentager som regel!) kun kommer frem for at jage om natten.

Det største pelsdyr vi stødte på i parken var da også kun chipmunks (jordegern) og hjorte. Som sagt en meget underholdende og lærerig guidet rangertour, der trods få regnbyger blev afsluttet på smukkeste vis da en flot dobbeltregnbue viste sig over de orangelysende hoodoos. Som en slags kompensation for dagens silende regn blev regnbuen pludselig centrum for alles begejstring.

Dagen efter vågnede vi op i en brrrrrr meget kold autocamper, og den bedste måde at få varme på var at køre en tur. Derfor startede vi skuret op, og iført morgenhår og pyjamas kørte vi de 20 km til Bryce Canoyns sydligste punkt, Rainbow Point, hvor vi spiste vores morgenmad som de næsten eneste besøgende ved view pointet på det tidspunkt. Dernæst gik turen tilbage igen, hvor vi holdt ind ved mange af de 14 udsigtspunker på vejen, hvor vi kunne beundre Bryce Canyon fra forskellige vinkler.

Efter lidt hurtig frokost begav vi os af sted på en trail ned i Bryce Canyon. Vi var dog ikke nået særligt langt ned, før endnu et tordenvejr buldrede i det fjerne, og vi klogelig besluttede at skynde os tilbage. Netop som vi var kommet tilbage til camperen, silede det ned i stride strømme. Vi brugte ventetiden på at færdiggøre børnenes opgavehæfter for Junior Ranger programmet.

Da der var ophold i vejret, begav vi os atter af sted på vandretur, og denne gang fuldførte vi den knap 5 km lange gåtur på den kombinerede Queens Garden Trail og Navajo Loop Trail. Udsigten fra turen var bestemt en dronning værdig og vi nød det i fulde drag, da vi gik blandt til tårnhøje hoodoos og under klippebuerne på de smalle stier. Efter nedstigningen gik vi en stund på kløftens bund blandt de høje fyrretræer, inden turen igen gik opad, opad og opad.

Det var med stor stolthed og yderst velfortjent, at Jonathan og William fik tildelt deres badge for beviseligt at være Junior Rangers for Bryce Canyon National Park, som også indtil videre er den nationalpark, der har stillet størst krav til at blive Junior Ranger.

Tilbage ved campingpladsen forsøgte vi at lave bål. Når vi skriver ”forsøgte”, er det fordi det ikke lykkedes specielt godt. Selv med alle Lenes spejderevner fik vi kun et meget røgfuldt bål uden flammer, idet træet, vi havde købt, var meget dårligt. Efter adskillige forsøg hældte vi kul på bålet, og da det endelig fik fat….så begyndte det at regne…igen…

Men bøfferne og pølserne skulle grilles, så Johnni fik til sidst ristet dem på et spyd en efter en, hvorefter de blev gennemstegt på panden indenfor. Det smagte himmelsk, måske fordi vi var meget sultne efter at have ventet 2 timer på, at maden blev tilberedt.

Vi tilbød resten af vores brænde til en familie på campingpladsen, og så skete der en af de ting, som vi synes er en af de spændende ting ved at rejse ud – nemlig at falde i snak med andre mennesker. De blev så glade for brændet, at de inviterede os på ristede marshmellows på deres lejrplads, da mørket faldt på. Familien kom fra Canada og bestod af et ægtepar, konens bror, en niece på 9 år og de 2 obligatoriske hunde, som det lader til er fast inventar i de nordamerikanske autocampere. Pigen kastede straks sin kærlighed på Jonathan og William, så selvom de ikke kunne forstå hinanden, fik de leget gemmeleg, samlet brænde, kigget på sten og guffet marshmellows. Vi fik sludret med resten af familien, der fortalte om deres liv i Canada, og vi berettede om vores i Danmark, samt gav hinanden ideer til ting at se her i USA. De planlægger også at køre mod Las Vegas, så vi udvekslede e-mails, og måske vi støder ind i dem igen.

Inden vi gik til køjs den aften, fik vi planlagt lidt at den videre rute. Egentlig var planen, at vi som næste stop skulle forbi Zion National Park, men med udsigten til mere regn med deraf mulig risiko for at tiden i Zion ville blive meget begrænset, tog vi beslutningen om at droppe Zion i denne omgang og i stedet køre direkte til Las Vegas og have en ekstra overnatning der. Det er aldrig sjovt at skulle vælge seværdigheder fra, og især nationalparkerne har alle deres særegne attraktioner, som det selvfølgelig er ærgerligt at skulle gå glip af. Samtidig må vi også være realistiske og huske på, at formålet med at tage af sted er at være sammen som familie og ikke skulle presse et fastlagt rejseprogram igennem. Så nu er Zion National Park føjet på vores opstartede liste over steder, som vi gerne vil besøge en anden god gang, sammen med Mesa Verde og Four Corners, som vi også har valgt fra.


Fill in only if you are not real





Følgende XHTML-tags er tilladt: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS og Javascript er ikke tilladt.