Burgers, bears & beaches

Burgers, bears & beaches

111 dage - ingen vej tilbage - USA here we come

Efter flere års planlægning kan vores store drøm endelig realiseres. Drømmen deler vi naturligvis gerne med andre.
Bloggen er lavet så vores familie, venner og kollegaer kan følge vores 111 dage lange færd i USA.
Desuden kan andre interesserede finde nyttige tips og spændende læsning om de destinationer, vi besøger. Automatiske opdateringer kan modtages ved at skrive til os på: blog@vinderoedderne.dk

Maui – Aloha! Kirsteins – Welcome to Paradise

HawaiiOprettet af Vinderødderne ons, juni 26, 2013 11:12:41

Bip, bip, bip – klokken var kun 0530 og efter få timers søvn var vi søvndrukne tvunget til at stå op. Men søvnunderskudet forsvandt hurtigt ved tanken om, at vi snart skulle sætte fødderne på eksotiske Hawaii. Vores fly med American Airlines til Maui, Hawaii skulle afgå kl. 0900, og vi skulle derfor være i lufthavnen senest kl. 0700.

Tænderne blev børstet, søvnen vasket af øjnene, og tøjet blev taget på i en fart sjælden set. Hotellet havde en effektiv gratis shuttleservice, hvor bussen kørte til lufthavnen med 15-20 minutters interval.

Vi ankom derfor til lufthavnen kl. 0645 og spurgte om vej til, hvor American Airlines ”baggagedrop” var, og blev anvist en lang kø. Det viste sig dog også at være en elektronisk check-in, hvor man efterfølgende skulle aflevere sin baggage.

Det viste sig dog endnu værre, at medarbejderen fra American Airlines sagde, at vi ikke kunne tjekke vores baggage ind, der hvor hun stod, men skulle gå til en anden skranke, hvor vi havde fået vores boardingkort. Sagen var imidlertid, at vi ikke havde fået vores boardingkort ved en skranke med ved indgangen til American Airlines terminal 4. Derfor havde vi heller ingen steder at kunne aflevere vores baggage.

Medarbejderen var meget arrogant og ubehjælpsom, men Johnni insisterede på, at medarbejderen måtte tage sig af vores baggage, og hun oplyste, at vi skulle stille os i kø for at printe et nyt boardingkort ud. Vi gjorde, som hun sagde, og undrede os derefter over, at vores navn ikke blev råbt op, så vi kunne komme til skranken og få sat et baggagemærke på. Efter at have spurgt nogle andre rejsende til råds, kunne vi blot konstatere, at de øvrige rejsende skulle indtaste antallet af baggage, der skulle tjekkes ind, mens det ikke var tilfældet for os.

I køen faldt Johnni i snak med nogle amerikanere, der også havde booket via British Airways, og da de var i samme situation som os, konkluderede vi, at det måtte skyldes, at vi havde købt vores flybilletter via en American Airways partner. Herefter insisterede Johnni og amerikanerne endnu engang på, at medarbejderen begyndte at håndtere vores baggage. Dette blev også understreget af, at vi havde ventet i 45 minutter, og køen til sikkerhedskontrollen var meget lang, hvorfor vi frygtede ikke at nå vores boarding til flyet en time senere.

Endelig gik det op for medarbejderen, at hun ikke automatisk ville få udprintet en baggageseddel, og derfor selv måtte oprette en til os. Efter en del ventetid og flytning til en anden medarbejder, fik vi endelig tjekket vores baggage ind. Dog måtte vi lige igennem den obligatoriske ompakning, da en af vores kufferter vejede 800 gram for meget. De øvrige vejede præcis 23 kg eller 200 gram for meget, hvilket de accepterede. Som plaster på såret slap vi dog for at skulle betale en afgift på 60 dollars for vores ekstra kuffert, men dette var nok mere fordi, medarbejderen ikke vidste, hvordan man skulle gøre.

Så kunne det kun få for langsomt med at komme ud til gaten. Heldigvis gik turen igennem sikkerhedskontrollen hurtigt og smertefri, så nu skulle vi kun proviantere morgenmad og ud til gaten i en fart.

Alt i alt var det en meget dårlig oplevelse med American Airlines og en dramatisk start på dagen. Vi nåede vores fly, og heldigvis viste det sig, at kabinepersonalet var af en helt anden støbning, som vi alle kan lide det, nemlig smilende og venlige. Til gengæld var flyet ikke noget at råbe hurra for, for det var nemlig et gammeldags fly med et lille fjernsyn i midtergangen, ingen underholdning eller fjernsyn på sæderne. 25 minutters forsinkelsen kunne heller ikke slå os ud. Vi var meget trætte, men Maui, Hawaii og Paradis ventede forude.

And by the way, kabinepersonalet ønskede flere gange Johnni en ”Happy Father’s Day”, for amerikanerne holder Fars Dag den 3. søndag i juni, mens vi i Danmark holder Fars Dag den 5. juni på Grundlovsdag. Mors Dag er sammenfaldende i USA og Danmark.

Vel ankommet til Kahului International Airport kunne vi spadsere direkte ud til shuttle bussen fra Hertz, som skulle køre os hen til Hertz biludlejning, hvor vi havde booket en bil i convertible klassen. Vi håbede naturligvis på, at Bags VIP Customer Service også leverede baggagen på hotellet som aftalt, men det var en meget underlig fornemmelse at gå forbi baggage claim og forlade lufthavnen med intet andet end vores håndbaggage.

Nu hører Kahului International Airport til en af de mindste lufthavne, vi endnu har set, måske lige med undtagelse af Tirstrup og Karup Lufthavn i Danmark.

Da vi har guldkort hos Hertz, var det ingen sag at finde vores bil, idet vi dels havde modtaget en mail, hvor pladsnummeret for bilen var angivet, dels fordi der ved ankomst til biludlejningen var en tavle, hvor der stod, hvilken plads vores bil stod på. Hertz havde tillige betalings- og kørekortoplysninger på os, så vi satte os ind i bilen, tjekkede ud hos portvagten og vupti var vi væk på mindre en 10 minutter efter vores ankomst. Uhyrligt effektivt.

Vi fik tildelt en spritny Ford Mustang Convertible – den havde kun kørt 7,5 miles, så den duftede skønt af nyt læder. Ned med kalechen og med vind i håret satte kursen sydpå mod den sydlige del af Kihei til vores lejlighedskompleks Hale Pau Hana Resort. Ved vores ankomst viste det sig, at receptionen havde lukket om søndagen, og da vi ikke havde modtaget nogen kode til nøgleboksen, måtte vi ringe på nødtelefonnummeret til bestyreren, som viste sig at være en dansker. Han var godt klar over, at de havde glemt at lægge en nøgle og ville straks køre til komplekset og udlevere den. Det var sjovt at blive budt velkommen på dansk.

Efter udlevering af nøglen ventede vi på baggagen – og vi ventede og vi ventede. Det viste sig dog, at Bags VIP Customer Service ikke kunne finde stedet hvor vi boede, og de havde prøvet at ringe til os, men kunne ikke få kontakt til os. Underligt i betragtning af, at adressen blev kontrolleret af deres system for at finde ud af, om den findes, ligesom vi i noterne til vores ordre havde angivet, at telefonnummeret var et dansk telefonnummer. Efter et par nervepirrende telefonsamtaler ankom baggagen endelig 6½ time efter, vi var landet, og gensynsglæden var stor.

Dagen gik i øvrigt med at gå og sumpe rundt, da vi havde været tidligt oppe og ikke rigtigt kunne sove i flyet. Vi kiggede nærområdet ud og slog et smut forbi stranden og swimmingpoolen, og blev hurtigt enige om, at stedet var en perle i rækken af de gode steder, vi har været på vores rejse.

Maui er i særdeleshed et meget frodigt sted, et sandt paradis. Derudover bor vi ved den fantastiske strand Kama’ole II (ja, der findes også en Kama’ole I og Kama’ole III) med små koralrev, hvor vi kan snorkle efter fisk. Der er hverken tang eller sten på stranden, og vandet er dejligt lunt. Bedst af alt, så har vi en fantastisk udsigt fra 6. etage ud over stranden og Stillehavet. Hvad mere kan man ønske sig?

Vi besluttede, at vores andendagen i paradis skulle tilbringes på stranden og poolen, så vi også havde lejlighed til at pakke ud og finde os tilrette. Vi fik anskaffet os et lille body board, så børnene kunne lære nogle surf tricks i vandkanten. Solen er ret kraftig på Hawaiis breddegrader, så vi fik hurtigt en klar forventning om, at den mistede farve fra Florida hurtigt skulle komme tilbage igen.

Hip Hip Hurra. På den tredje dag var det Johnnis fødselsdag – nummer 38 i rækken. Men hvem tæller, når fødselsdagen foregik i så fantastiske omgivelser. Johnni blev vækket med morgensang på sengen af de 3 rejsefæller, der alle var iført blomsterkranse i ægte plastik. Efter lækker pandekagemorgenmad på balkonen kørte vi afsted mod den vestlige del af Maui.

Målet var at besøge den lille statspark, Iao Valley State Park, der efter sigende ligger i det frodigste område af Maui. Landemærket ”The Needle”, som er et nåleformet grønt bjerg, der ligger skønt ved sammenfletningen af 4 små floder. Den vulkanske undergrund og tilstedeværelsen af rigelige vandmængder sikrer, at dette er den frodigste plet på Maui.

Denne frodighed foldede sig i særdeleshed ud, da vi derefter besøgte Tropical Gardens of Maui. Her var frodigheden godt nok tæmmet i den enorme velholdte have, og vi så plantearter og finurlige blomster og frugter, som vi aldrig havde set tidligere. Især de fantastiske vildtvoksende orkideer var et smukt syn, men stiftede ellers bekendtskab med pølse-træet, olie-palmen og et hav af ingefærplanter.

Resten af dagen og aftenen med stod i festtegn. Hawaii fest, eller nærmere bestemt Luau, som vel nærmest kan beskrives som en slags upscale grisefest. Vi havde fået anbefalet af prøve det på Grand Wailea Hotel. Så vi foretog den forholdsvis dyre investering og kørte til Luau iført spraglede hawaiiskjorter og en forventning om en spændende aften.

Selve hotellet var en oplevelse i sig selv, og da vi kom i god tid for at få et godt bord, var der rigeligt af tid til at gå på opdagelse. Hotellet er bestemt de riges legeplads, hvor de kan boltre sig i ikke mindre end 8 fantastiske swimmingpools, der fik Jonathan og William til at spørge om, hvornår vi mon skal bo der.

Festen blev skudt i gang, og vi blev budt velkommen af smukke mennesker, der kun var iført lændeklæder, blomsterkrans og kokosnødde-bh for kvindernes vedkommende. Den fri bar åbnede, og vi sørgede for at få valuta for pengene. Der var forskellige aktiviteter, såsom palmebladsfletning, tatoveringer og kokosnøddebowling. Alle gæster stimlede dog sammen i stor savlende forventning, da 2 meget velvoksne Maui-mænd i bar overkrop gravede imu-grisen op af jorden. Det er et helt ritual at grave grissebassen op af sin jordovn, hvor den har stegt i mange timer på et leje af brandvarme flodsten og forkullede bananblade. Alt sammen hold nede af et gitter, tæpper og et stort lag jord. William konstaterede meget tørt – ”godt de har den i bur mor”. Opgravningen foregik under store klapsalver og markerede derved at buffeten var åbnet.

Vi sad på første parket og havde fået selskab ved vores bord af en familie fra Dubai. Det var uden tvivl en af de mere velhavende familier, der talte far, mor og 4 veluddannede og yderst smukke døtre, og tjeneren begyndte sjovt nok at vimse tæt rundt om vores bord. Manden var investor og rejste rundt i verden 6 måneder om året for at tilse sin business, og så havde de i øvrigt ejendomme i Dubai, London, Boston og Spanien. Vi faldt fint i snak og havde en hyggelig aften i deres selskab.

Under middagen var der flot og farverig underholdning af fjer- og blomsterklædte indfødte, der gennem dans og musik fortalte sagn om Polynesien og om, hvordan søfarerne i kanoer ankom til Hawaii i tidernes morgen. Som den store finale kom der en sand ildmester på scenen og jonglerede ild, slugte ild og dansede med ild.

Ilddansen dagen forinden havde givet os blod på tanden, så hvad var mere passende på fjerdedagen end at tilbringe dagen i den vulkanske nationalpark med det mundrette navnHaleakala (prøv at sige det 3 gange hurtigt efter hinanden). Ild så vi dog ikke noget af, for vulkanen er udslukt, og nationalparken danner rammen om det kæmpestore krater, der har skabt den ene halvdel af Maui, og som siges at indeholde Mauis sjæl. Vejen til toppen gik ad hårnålesving, og for hvert hjørne blev udsigten over Maui smukkere og smukkere. Det hele forsvandt, da vi kørte igennem skyerne og temperaturen faldt drastisk. Lige med et befandt vi os i et goldt månelandskab. Faktisk ligner området månens overflade så meget, at astronauterne brugte det som øvelsesterræn inden månelandingerne.

Belæsset med information og et junior ranger program fra parkens visitor center begav vi os i bil den sidste snoede vej til toppen i 4.000 meters højde. Pludselig befandt vi os over skyerne og solen skinnede, mens vi nød vores madpakker. Det spredte skydække gav os jævnligt et glimt af Mauis kystlinie, og vi kunne endda se helt til de to store vulkaner Mauna Kea og Mauna Loa på Hawaii Big Island.

Vel retur til vores resort så vi en smuk solnedgang over Stillehavet.

Stranden og det lune havvand kaldte på os fra morgenstunden, så vi nød vores femte dag på Maui ved vores ferielejlighed, hvor vi bl.a. fik lagt planer for morgendagens tur ad Hana Highway.

På dag seks stod vi tidligt op for at undgå at blive fanget i en af de helt store turistattaktioner på Maui, nemlig kørslen på den nord og nordøstlige del af øen ad Hana Highway. Som navnet antyder går vejen helt til byen Hana og faktisk også forbi. Således indfandt vi os på ruten fra klokken 0800 og bevæbnet med ”On The Road Again – Hana Audio Tour” kørte vi mod øst. Vi havde givet ”Niller” (aka vores GPS) fri, da der stort set kun er én vej at følge og ikke skulle dreje til højre eller venstre. I stedet fik vi selskab af Uncle Boy og Captain Aloha, der mellem de ukulele akkompagnerede musikstykker guidede os igennem Hana Highways seværdigheder.

Regn, sol, regn, sol, kaleche op, kaleche ned. Vi var meget glade for vores Mustang convertible der giver turen ad Hana Highway en ekstra dimension i form at vind (og regn) i håret samt duften af fugtig jungle og søde eksotiske frugter.

Der var kodak-moments rundt om hvert et hårnålesving, og der blev udbrudt mange ”wow’er” undervejs. Frodigt i 10. potens er den beskrivelse, der bedst rammer den fantastiske tur. På ruten er der ikke mindre end 54 små ensporede broer, der skal krydses og 600 hårnålesving, der skal klares. Der var grøn jungle langs vejen, og visse steder voksede der bogstaveligt talt bambus lodret hen over hovedet på os.

Da vi kørte fra nord mod syd, havde vi også en fantastisk udsigt over den barske og smukke kyst på vores venstre hånd. Undervejs stoppede vi ved nogle af de små State Parks for at vandre en kort tur til udsigtspunkterne eller for at beundre de mange små og store vandfald, der løber ned af klipperne lige ved siden af vejen. Vi gjorde blandt andet holdt ved den lille by Keanea, der ligger halvvejs på ruten mod Hana. Her markerer de sorte og knivskarpe lavasten den barske kyst, hvor bølgerne slår ind mod kysten i meterhøje kaskader. Det er i øvrigt ikke anbefalet at bade her! Vi forlængede vores pitstop i denne by og nød det nybagte bananbrød fra Aunty Sandy's. Inden vi nåede til Hana holdt vi en længere frokostpause ved Wai'anapanapa State Park, som har noget så sjældent som en sort strand skabt af vulkanudbruddene på øen. Vi soppede i de store bølger og fandt en klippehule, som vi kunne gå på opdagelse i.

Tiden var gået hurtigt , så vi kørte videre gennem Hana uden holdt. Næste stop var ved Haleakala nationalparkens sydlige hjørne. For 2 dage siden besøgte vi toppen af Haleakala vulkanen, og nationalparken strækker sig helt ned til kysten ved Hana Highway mod syd. Her er hovedattraktionen ved Ohe'o Gulch de såkaldte 7 sacred pools, der er adskilt af 7 mindre vandfald på hvert sit niveau ned mod havet. På grund af regnvejret var der højvande i området, og de naturlige pools var derfor lukket for svømning. Vi kunne dog fint beundre dem fra kanten på den 2 km lange gåtur rundt i området.

Et stykke efter nationalparken ændrede landskabet pludselig karakter, og vejen var på nogle strækninger i meget dårlig stand, så vi fik os en god rystetur på grusvejen, der dog til gengæld var meget øde. Denne del af ruten markerede afslutningen på Hana Highway og Pi’ilani Highway tog over og fuldendte vores loop.

Fra at køre i den frodige jungle kom vi nu ud i golde og stenrige bakker. Udsigten over havet var fantastisk, og vi så klippebuer formet af vandet, og langt ude kunne vi se Lana’i og Moloka’i øerne. Desuden havde regnet lavet en kæmpe dobbeltregnbue, så udsigten fik lige et ekstra pift krydderi, så vi ikke var i tvivl om, at stedet er en ren naturperle.

På et bestemt sted, hvor kysten slår et sving, er udsigten så vid, at man rent faktisk kan se horisonten og Jordens krumning. Derfor undrede det også de indfødte i tidernes morgen, at der i Europa tidligere i historien var diskussion om, hvorvidt Jorden i virkeligheden var flad.

Efter 10 timers kørsel ramte vi atter vores hood i Kihei. Vi var for trætte til at lave mad, så vi spiste på den dejlige restaurant O’Lei lige over for vores lejlighed.

Den syvende og sidste dag på Maui valgte vi at tilbringe ved stranden og poolen som afslutning på en fantastisk uge. Fra morgenstunden fik vi hurtigt indtaget morgenmaden, så vi kunne tage til stranden. Johnni var med det samme ude og svømme ude ved korallerne, for vandet var meget klart, havet roligt, og derfor var der endnu større sandsynlighed for at se havskildpadder.

Missionen lykkedes, og oplevelsen af at svømme blandt to meget store havskildpadder, som en gang imellem kom op til overfladen for at trække vejret, var helt fantastisk. Herefter var det Lenes tur, og hun var også helt euforisk, da hun returnerede til strandbredden. Hun havde også set en stor skildpadde og havde tilmed slugt det halve af Stillehavet i bar begejstring.

Efter en kort badetur satte Jonathan, William og Johnni kursen mod GameStop i Kahului, idet vi havde fået at vide, at de havde et Skylanders event. Forinden havde vi i 3 måneder været i utallige BestBuy, GameStop, Target, Walmart og mange andre butikker for at finde den absolut sidste Skylander Giant til samlingen, nemlig figuren Ninjini.

Vel ankommet kl. 1015 kunne vi konstatere, at andre Skylanders fans havde fået samme ide, og til Jonathans og Williams store skuffelse så vi, at kvinden foran os stod med den allersidste Ninjini, som butikken havde fået hjem. Vi besluttede os at dulme skuffelsen i en is i den nærliggende Walmart, men ville samtidig lige forbi deres computerafdeling for at se deres Skylanders. Til vores alles store glæde tonede den lilla figur frem i hele fem eksemplarer, og der blev krammet af lettelse til den helt store guldmedalje, ja selv pakken fik et ordentligt kys af Jonathan og William. Lige så stor som skuffelsen havde været, lige så var lettelsen og begejstringen over endelig at have fuldendt samlingen af Skylander Giants.

Retur til resortet hvor vi genoptog badningen, dog i poolen, inden vi sluttede eftermiddagen af med at bodysurfe på stranden i de over 1 meter høje bølger, der pludselig havde rejst sig. Det var en meget spændende og rigtig sjov oplevelse for os alle, for vi blev med høj hastighed nærmest skudt mod strandkanten, mens vi lå på vores surfboard.

Godt udmattede over dagens megen svømning slappede vi af om aftenen og fik pakket alt vores baggage og vejet det af.

Vi var klar til at tage afsked med Maui, selv om der stadig er mange områder, vi endnu ikke har fået udforsket. Til gengæld har vi haft en minderig og virkelig lækker uge i et paradis, som klart kan anbefales, i en kombination af sightseeing og afslapning på stranden.

Nu venter Hawaii Big Island og derefter Oahu, før rejsen er slut, og vi vender tilbage til Danmark. Vi er så småt begyndt at tælle dagene, til vi skal hjem, og begyndt at fundere over, hvilke projekter vi skal have i gang i de kommende måneder.




Fill in only if you are not real





Følgende XHTML-tags er tilladt: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS og Javascript er ikke tilladt.
Oprettet af Birgit Jørgensen søn, juni 30, 2013 21:50:59

Hej alle fire. Hold da helt ferie,men det gør I jo også.Det må da vidst være

drømmen,som går i opfyldelse der? Knus farmor

Oprettet af Anne-Mette ons, juni 26, 2013 20:28:50

Nice, nice, nice.

Oprettet af Tom ons, juni 26, 2013 19:57:41

Ser laekkert ud. Glad for I faar gode oplevelser med Ford!